Det der hussalg

Vi satte vores hus til salg, og 4 dage efter var det solgt. Det skete så hurtigt, at vi aldrig nåede at få os selv med i processen. Nu er det ved at synke ind, og panikken er begyndt at sprede sig. Vi har solgt vores hus, og om under 2 måneder står vi med 3 børn (og en hulens masse dyr) og uden et hjem!

Vores tilgang er, at tingene nok skal løse sig, og at alt nok skal komme til at fungere i sidste ende. Vi er optimistiske, men samtidig banker tvivlen på. Hvad nu hvis denne gang er gangen, hvor tingene ikke flasker sig? Hvis vi ikke kan finde drømme huset (eller en lejebolig), hvad så?

Vi er drømmere, min mand og jeg. Vi tror på, at verden er et sted, hvor drømme kan gå i opfyldelse. Vi bygger luftkasteller og lægger planer, hvor der er alt for mange ubekendte til, at de burde være lade-sig-gørlige i virkeligheden. Det fører mange frustrationer med sig, når virkelighed og drømme ikke når hinanden, og det ved vi. Alligevel drømmer vi.

For tiden drømmer vi om en smuk gård, i et bakket landskab med sø og å i baghaven. Et sted, hvor vi kan lade ungerne løbe frit.

Nu må vi se, hvor vi ender når vi til september ikke længere skal bo her.

Er der hul igennem?

Læser folk stadig blogs? Jeg gør ikke, men måske skulle jeg begynde igen. Det er ligesom noget mere vedkommende ved at læse et længere indlæg, end blot at skøjte forbi et billede på Instagram.

Jeg har faktisk ikke tænkt på min blog længe (som i rigtig længe), men i dag kom jeg til det. Jeg smuttede lige forbi, og har nu kigget mig igennem de sidste mange år af mit liv. Set forandringerne, læst tankerne, og glædet mig over, hvor meget jeg har flyttet mig.

De fleste ting er stadig det samme, men der er kommet flere erfaringer til - og det gør jo ofte det hele en del mere komplekst, men gør også fundamentet stærkere.

På hjemmefronten, har vi netop sat vores hus til salg. Vi elsker det her, men trænger til mere luft under vingerne. Beslutningen har været undervejs i nogle år, så der er bestemt ikke noget forhastet ved den, men det er alligevel med et sug i maven, at vi er ved at skille os af med vores bolig gennem de seneste 6 år; men vi håber og tror, at vi ender et sted, der er endnu bedre for os.

I denne optil-salgs-proces har mit behov for at eje ting, gennemgået en storstilet revolution. Fra før at tænke på ting, ønske mig ting, kigge på ting og elske ting, har jeg nu en bevidsthed af, at jeg ikke behøver ting i min hverdag for at være glad og lykkelig.

Mit håb er, at jeg kan genoplive bloggen, og at fokus og 'vokseværket' ikke så meget skal omhandle materielle ting, men skal handle om det vokseværk vi som familie har gennemgået (og gennemgår) ved at gøre tingene på vores egen måde, uden altid at følge samfundets retningslinjer. Ikke at vi har gang i den store revolution, for det har vi ikke, og vi er langt fra den ekstremt afstandstagen fra samfundet, som andre (og mere alternative/modige) mennesker udlever. Det skal bare være hyggeligt og navlepillende, mine tanker om vores lille hverdag, og hvordan vi dyrker lykken i hverdagen.

ro i skuffen

Som så mange andre har vi en skuffe med krydderier, og det er ganske praktisk faktisk! Men eftersom jeg er ramt af graviditetshormoner, er min ordenssans gået helt amok, fik jeg nok af at kigge på den ukoordinerede og rodende samling af krydderier.
Derfor ser vores skuffe nu sådan ud:

det er kun et lille udsnit af skuffen, da jeg løb tør for dymo-tape, men bare vendt; lige pludselig har vi en skuffe fyldt med sorte dåser med hvis skrift ;-)

Hvad med dig, lider du også under foråret (eventuel en graviditet), og kan ikke lade være med at ordne, sortere, rengøre og omarrangere hjemmet?

med i bad

Kan lige så godt starte med at fortælle, at de produkter jeg beskriver i det følgende, er nogle jeg har fået foræret af producenten, så det er reklame, men dog en reklame jeg kan stå indenfor.

Her hjemme lider begge børn af børneeksem (Eskild er næsten vokset fra det, men Bjørk døjer VIRKELIG i øjeblikket - skal til zoneterapi i morgen, så nu håber vi, det kan hjælpe hende lidt), manden har håndeksem, og jeg får de onde furer i fingrene, når først frosten begynder at bide. Derfor er vi en familie, der er storforbrugere af fed creme. Jeg har dertil parfumeallergi (og børnene kunne jeg aldrig finde på, at smøre ind i noget med parfume), så derfor har vi for flere år tilbage skiftet bekendtskab med Decubal.

Da jeg så blev tilbudt at prøve Decubal badeolie, blev jeg nødt til at slå til. Jeg ved ikke, hvad jeg havde forestillet mig, men resultatet er virkelig godt. Mine ellers skællede ben, har faktisk fået tilført fugt, så hurra for det!  
Når nu jeg var ved at pleje mig selv, så fik fødderne også lige en omgang med fodfilen; den har ellers ligget stille hen, siden Bjørk blev født. Men wow, hvor kan det anbefales, at tage sådan en hjemme wellness-omgang. 

Næste gang tror jeg, at jeg vil tage en omgang hjemmelavet bodyskrub (olivenolie og rørsukker blandet godt sammen) og lidt varm olie til håret med også; låse mig inde, høre lidt godt musik, tænde lys og bare nyde, at gøre noget godt for mig selv.

En dejlig aften til alle de damer

hjemme cafe

Hvad gør man, når man bare savner København, og bare gerne vil en tur på cafe? Tja, så laver man sig en kop varm hyldeblomstsaft med ingefær og lime, og nyder den mens man kigger på små fuglene i haven.

Og wupti, så er det egentlig ikke så skidt at være flyttet på landet alligevel :D

hvad man ikke ved

Nu skal det være. Det hele er ved at vokse mig en smule over hovedet, og det udelukkende fordi jeg de sidste 2 måneder ikke har fået mere end 1-2 timers sammenhængende søvn i løbet af natten.
Da vi flyttede, flyttede sengen op i stuen, manden flyttede ned på en madras på gulvet, og Bjørk flyttede op i sengen til mig - bare sådan lige, til det hele var kommet på plads, og vi fik installeret os i soveværelset. Vi sover stadig i stuen, manden sover stadig på gulvet, og Bjørk - tja, hun er da i sengen sammen med mig det meste af natten, men sover det gør hun sig ikke så meget i.
Jeg forstyrrer hende, og hun forstyrrer mig. Hun kompenserer for den manglende søvn, ved at tage en lur fra kl 9-12.30 (sådan nogenlunde hverdag), men det privilige har jeg desværre ikke, så jeg forsøger at hænge i, og følge med så godt jeg kan. Nu er det så begyndt at påvirke min hverdag, i sådan en grad, at jeg ikke kan holde mig selv ud længere (og det kan resten af familien vist heller ikke), så nu skal det være. Mandens madres er flyttet ned i soveværelset, sammen med Bjørks seng, og fra i nat sover jeg på madrassen, og Bjørk i sengen - eller det håber jeg i hvert fald på...

Helt uanende, er hun den søde Bjørk - kan næsten ikke rumme, at hun snart bliver klogere (og en hel del mere gal)

Hun ser så glad ud - kan næsten ikke nænne, at denne seng, skal være rammen om det putte-drama vi givetvis skal igennem. Men, hvad gør man ikke for en smule søvn?

gul tirsdag

Velkommen til endnu en gul dag. I dag bevæger vi os stadig i krearummet, men smutter da også lige forbi et par af børnenes ting.

mere gult

Farvekort og hæklenåle, kortene skal jeg egentlig ikke bruge til noget, da vi ikke har planer om at male gult, syntes bare farverne var så skønne, så tog dem med hjem (måske de bringer lidt solskin?). Fin natlampe med robot; den oplades på solceller, og så er den bare dejlig barnlig og naiv i designet. Lige p.t. står den i stuen (men mon ikke den flytter med Eskild ind på hans værelse når det engang bliver færdigt?). Så er der legekøkkenet; en gammel kommode beklædt med tapet, sat et par sorte 'kogeplader' og 'knapper' på og så er der malet med tavlelak på siderne. Og endelig de fine træer fra Ferm Living, dem elsker jeg ufatteligt meget, og har en plan om, at de skal så meget ind i indretningen som muligt (har indtil videre fået dem med på sansegyngen, men har planer om nogle skilervægge-dimser, der skal være neutrale og voksen-agtige på den ene side, og skønne børnevenlige på den anden - har blandt andet købt gult tavlelak, og så skal der ellers tapet på i forskellige gule varianter - hvis ellers manden kan gå med på ideen).

Det må være gult nok for i dag.

når der går hverdag i det

Jeg er en smule fraværende i øjeblikket, men der er gået hverdag og sure sokker i det hele (mere bogstaveligt end, hvad godt er).
Manden min er på kursus i øjeblikket, og det betyder, at hverdagen er en smule mere struktureret end, hvad jeg finder godt. Således står jeg op kl 6.45 (oftest med en våd tissemadres - babytis, heldigvis), skifter ble, smører madpakke, skifter ble igen (denne gang noget der er knap så hyggeligt), får Eskild op, spiser og serverer morgenmad, hopper ud på ladcyklen og cykler 5 km til børnehaven, afleverer sønnen, cykler hjem igen, forbereder aftensmad, cykler til børnehaven igen (han får en blid start, så henter ham omkring kl 13.30), cykler hjem. Derfra leger jeg alene-mor til en knap 4 årig, der taler none stop og en på 8 måneder, der kun vil være på armen og helst ikke sover.
Ja, ja jeg ved godt at jeg piver, men det er langt under den standart jeg er vandt til (som to, forhåndsværende, studerende ser man fleksibilitet som en selvfølge).

Og så, for at gøre det hele en smule værre (det er her de sure sokker kommer ind i billedet), så er vores vaskemaskine gået i stykker, så vi er ved at være oversvømmet af vasketøj, og rent tøj er ved at være en saga blot. Hurra fro svigermor, der kommer i weekenden og tager en bunke med sig hjem.

Nu skal det ikke kun være jammer, for vi har det jo rigtig godt, så her er lige lidt billeder af hvad hjemme også er:

hjemme er, hvor man må skrive på skabene og holde barnevognen indenfor

Vi har været på jagt efter en stor tavle, men kom i stedet i tanke om, at der kan skrives på glaslågerne i skabet, så nu har vi indrettet gangen med kalender (kommer et bedre billede, når den er helt tip top - skal lige finde ud af, om den skal males op, eller om masking tape måske er vejen frem) og indkøbsliste - SÅ praktisk, og ganske dekorativt på den personlige måde.

En dejlig valg-aften til jer alle.

desillusioneret

Jeg er blevet snydt; er godt og grundigt blevet taget ved næsen, og efterfølgende ført bag lyset! Eller sådan føler jeg det i hvert fald. I de 3 måneder (TRE, der er altså lang tid; 1/4 år) vi har vidst, at vi skulle flytte, har jeg bildt mig selv ind, at vi ligeså stille og roligt flyttede vores ting, for i løbet af en uges tid at være på plads, og have det hyggeligste hjem - HA (hånlige snøft)!!! Allerede her, har jeg snydt mig selv, for det skulle vise sig, at de ganske få genstande vi havde samlet sammen på vores sølle 56 kvm, lagt sammen med alle de ting vores kælderrum var proppet med, og de møbler vi har haft opbevaret fra min farmor, og det der var på svigerforældrenes loft, og nåh ja, lige det, der var hos mine forældre, så har vi lige pludselig inventar til at fylde to af vores huse. Suk! Så det, der virkede som et hyggeligt lille indretnings-projekt er lige pludselig et større puslespil, men forhandlinger om, hvilke af vores tre spiseborde (helt ærligt, hvem er så åndssvag at have tre spiseborde - alle vel at mærke med udtræk, så de snildt hver i sær kan rumme 10 personer), der skal bruges; hvad der skal sælges; hvad der skal gemmes; tæller nostalgi over design, osv.

Billedet er lånt herfra

Hvad med maling spørger den kloge læser nu. Hmmm... Det var jo et fint hvid hus vi underskrev købspapirene på, og det var egentlig også et ganske fint hvidt hus vi overtog, men når væggene lige pludselig er tomme, og der ikke længere er møbleret, så skal selv vores fine hvide hus have en gang maling. Nu er det så det, at når man alligevel skal male, så kan man vel ligeså godt tage savsmuldstapet ned også (er der mon nogen mulighed for, at det kommer på mode igen inden for nærmeste fremtid, så jeg kan lade det sidde i et visionært-øjemed)???
Troede virkelig, at jeg på nuværende tidspunkt kunne sidde og hygge med min symaskine mens Eskild legede i haven Bjørk sov (længe) i barnevognen, og manden pillede ved en af sine cykler ude i værkstedet - i stedet sidder jeg med tapetrester under fødderne, poser under øjne, lidt for fedtet hår, og i en mundering, der burde være forbudt og drømmer om engang om tre-fire uger, hvor savsmuldstapet og maling er en saga blot, og jeg kan begynde at bestille nye låger til vores køkken, få gang i en surdej, fylde fryseren med hjemmebag, alt sammen til lyden af en glad symaskine, der larmer lystigt.
Men, hvad så, når halvdelen af vores ejendele er fordelt ud på den blå avis, savsmuldstapet er brændt, malingen er smurt på, og vi forhåbentligt er kommet på plads? Tja, så er der jo alt det udendørs - haven skal trimmes, taget på carportes skal skiftes, og sørme om ikke vinduer og døre skal males? Puha!

Men når alt kommer til alt, så vil jeg bestemt ikke bytte det med livet i vores lejlighed, for det er trods alt kun et spørgsmål om tid, før alt ekstra arbejdet er overstået, og vi kan begynde at starte en hverdag uden ting, der ikke liger er med i mine drømme.

farvel nørrebro

Så skete det. Vores lejlighed er pakket sammen, og i morgen tidlig begynder vi at køre vores ting til Sorø. Det er så mærkeligt; vemodigt og glædeligt. Vemodigt, fordi det er her det hele startede, her vi blev kærester, her vi havde vores første skænderi, her vi blev gift, fik børn, blev færdiguddannede - nok mest af alt her, vi gik hen og blev voksne. Vi elsker vores lejlighed, men desværre er den ikke vokset i takt med os, så nu overlader vi den til en ung fyr, der kan starte der hvor vi begyndte - det glæder os, at lejligheden måske igen kan følge en familie blive til.

En smule af flyttelæsset

På den anden side, så glæder vi os, fordi det her er begyndelsen på resten af vores liv. Nu skal vi til at tage fat på et liv med plads - både til os voksne, vores børn og vores sysler. Vi kommer til at kunne give vores børn fysiske rammer, der er bedre end her, vi kommer til at kunne få ro, til at samle overskud, til at lægge gamle vaner bag os.
Vi glæder os, og vi er skræmte, men mon ikke det hele bliver rigtigt godt?

jeg er sej

At få af vide af sin 3-årige søn  at man er sej, det er altså en kompliment, i sær når man er sejere end far, og faktisk nok er Lynet McQueen (fordi jeg holdt på, at jeg kan løbe hurtigere en alle mine venner og børnene fra børnehaven - fortalte ham ikke, at størstedelen af mine venner er placeret bag et skrivebord, og stadig ikke er nået til det stadie, hvor man løber rundt for at følge med sit barn).

Billedet er lånt herfra

Jeg ynder nu at omtale mig som den 'seje mor, der faktisk er Lynet McQueen', og overvejer om det er værd at skrive på mit CV; ved dog ikke om det vil imponere en kommende arbejdsgiver..?

et par sko, eller to

Puha, pakke-helvede er begyndt. Og nøj, hvor har vi bare mange ting! Regnede med, at eftersom det kun er 56 kvm (og jeg ikke er den bedste til at gemme ting), der skal pakkes ned, så ville det gå ret smertefrit, men wow! Fandt ud af, at jeg alt i alt har 30 par sko/støvler. Aner ikke, hvordan hulen de er kommet ind i lejligheden (og endnu mindre, hvornår jeg har gået med dem alle sammen), men de er her altså, og nu er de også lagt i kasser, og er klar til afrejse.

Jeg havde egentlig bestemt mig for, at kun 10 par skulle flytte med videre, men helt ærligt; hvem kan smide sko ud?

Om kun 207 timer og 21 minutter overtager vi nøglen til vores nye hus - men, hvem tæller?