Viser opslag med etiketten blomster. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten blomster. Vis alle opslag

tirsdag den 14. oktober 2014

Når man ikke rider, den dag man sadler...



... og dermed får sået sin sommerblomster meget sent, så kan man hente nyudsprungne solsikker ind fra haven i oktober :-)

onsdag den 18. juni 2014

Det er lige nu



Roser er noget af det skønneste og jeg har en pæn flok stående i haven.
Mange af min er ikke remonterende og derfor plukker, dufter og nyder jeg dem, alt hvad jeg kan, mens de er her - og det er altså nu.

Buketten er en gave til en kone, som har en rose-løs have, og det er ikke første gang, jeg lægger vejen forbi på dette tidspunkt af året med en spandfuld roser under armen.
Hårde opbremsninger er forbudt, mens jeg kører Citröenen ud i verden, for spanden kommer til at stå på gulvet i passager-siden. Så rolig kørsel, Fru Christensen, rolig!

... og i buketten er der Rose de Rescht, Charles Austin, Leander, Graham Thomas, Jacques Cartier og 2 unavngivne arve-roser fra min mors barndomshave.

mandag den 7. april 2014

Når man tynder ud i haven...




... får man Stjernemagnolie i vindueskarmen.

Per Plæneklipper bad så mindeligt, om jeg ville trimme Stjernemagnolien, inden plæneklipningsæsonen for alvor gik i gang. DET ville jeg, for det gør ikke noget godt for nogen, når han kommer i karambolage med grene, der hænger ud over plænen. Det ved vi af erfaring ;-)
Nu er den - og nabo-æbletræet - behørigt studset, og afklippet pryder vindueskarmene. Det kan man vel godt kalde for form for genbrug, smukt er det i hvert fald.

fredag den 28. marts 2014

Torve-glæder



Onsdag morgen skumler jeg, når jeg kommer på arbejde, for så er det torvedag på Ingerslev og så er der max. 2 timers parkering og det forslår som en skrædder i helvede i forhold til min arbejdsdag.

MEN, når jeg så senere kan køre hjem med bagagerummet fyldt af smukke løgplanter indkøbt for en slik, ja så er jeg mildere stemt.
Påskeliljerne har min mor overtaget sammen med en flok af både tulipanerne og de hvide perlehyacinter. Resten kommer i jorden her hos mig og med den vejrudsigt der er for week-enden så bli´r det lige om snart.

torsdag den 23. januar 2014

Jeg har så svært ved at smide ud...



... og derfor er jeg i gang med lave en pigekjole inspireret af Marimekkos berømte Lommekjole.

Bundstoffet er en børnehave-venlig skjorte-denim og lommerne bliver i min udgave erstattet med firkanter af små-bitte broderi-rester.
Jeg ved godt, at det er nørdet og små-sært, men jeg bli´r altså så hamrende glad af at kunne finde anvendelse for selv de mindste små rester.
Denne unge dame, som har de smukkeste, store øjne er booket til at prøvekøre modellen, og jeg glæder mig utroligt til at se hende i den.

mandag den 29. juli 2013

Det er britisk, det er blomstret - det er Sanderson

 
 
 
Godt så, vi har et svagt punkt for de farverige, storblomstrede Sandersonstoffer.
Derfor var fornøjelsen også stor her på direktionsgangen, da vi så dem dukke op i svensk Elle Interiör og adskillige af de engelske, glittede blade i løbet af foråret.
 
Systuen blev straks sat i sving med at lave en lille Sanderson-kollektion og den har ligget og været lækker rundt omkring i Sommersalgshaven.
 
Marketingsassistenten har været top-flittig med kameraet i dagene efter Sommersalget og derfor ligger Tulipaner og tomaters Sanderson-herligheder nu på hjemmesiden.
 
... og synes du stadig, at Sanderson er lugter for meget af Mrs. Hyacinth, så er der altså nogle rasende gode bud på, hvordan de bruges i moderne boligindretning rundt omkring i magasinerne lige nu. 

onsdag den 29. maj 2013

Lånehave i verdensklasse






Marketingsassistenten er altid på jagt efter skønne steder af lave fot-shoots til hjemmesiden. for ganske nylig har hun føjet et nyt sted til listen, som jeg tror, at en location-hungrende magasin-fotograf, ville give en halv arm for at kende.
 
Hun har nemlig fået låneret til en meget stor og meget smukt beliggende lokal have, som nærmest står, som da den blev anlagt for små 100 år siden.
Den er dansk-sommer-smuk med gamle planter  og det let tilfældige udtryk, der kommer, når en have får lov til at løbe lidt derhen, hvor den gerne vil.
 
... og hun har også høste-ret deroppe, og det er jo vidunderligt, når haven er fuld af rabarber, bær og smukke, smukke blomster.
 
Vi ser frem til mange dejlige billeder fra Lånehave 1 - og Hjælpedrengen er gået i gang med at lave den første rabarberhøst om, så vi har liflig rabarbersaft til Sommersalget.

tirsdag den 7. maj 2013

Kedelige skjorter bruger vi ikke.



Sønnen fremsatte et ønske om en skjorte i små-psykedelisk stof omkring kl 14 i dag.

Først gik vi på lageret, hvor adskillige metervarer fandt nåde for hans kræsne blik, men der var ikke nok til en skjorte!

Ud i bilen og til Holme, hvor den velassorterede Butik Himmelblå ligger, hen til hylden med det absolut mest storblomstrede stof, 2,20 meter målt af og betalt og 7 minutter senere sad vi i bilen igen.

Hjem til klippebordet, symaskinen og det velafprøvede skjortemønster samt et krav om, at syersken blev fritaget for aftensmads-tjansen.

Voila - en ny skjorte til afkommet, og jeg elsker, at jeg igen har fået lov til at udvide hans skjortekollektion.

Han er ikke meget for at lege fotomodel, men indvilligede i dagens anledning, og vi endte, som det ses, med at more os ganske godt.

torsdag den 4. april 2013

Forårs-farveklatter



Vi trænger vist alle til lidt forårs-pep, så der kom ekstra godt med farver på 3 små tasker, som røg ud af systuen i sidste uge.

Taskerne hænger nu i Grün i Odder, og i morgen får de friske puder - også med indbygget forårs-pep :-)

torsdag den 28. marts 2013

Katrines fantastiske mærker


 
 




Kan I huske Katrines julegavemærker?

I købet af de sidste måneder har hun klippet sig igennem bøger som Bær i farver, Hvad finder jeg i skoven og Blomster i mark og mose - og det er der kommet de smukkeste til-og-fra-kort ud af.

Jeg er vildt imponeret af, at hun sidder og klipper alle motiverne ud i hånd, bare hjulpet af en piv-spids broderisaks og at der ikke er selv de mindste klister-kanter at spore på kortene.

Mosteren var så snydeheldig at falde over 7 Tintin-er, som ikke var bedre værd end at Katrine fik lov at sætte saksen i dem, så nu er hun i gang med en Tintin, Terry og Tournesol-konfirmationskort-serie. Den venter vi os meget af :-)

Samme moster har bestemt, at niecen skal have sin egen lille stand på årets Sommersalg - det bli´r så godt.
... og så var der det med den etsy-shop, Katrine!

mandag den 25. februar 2013

Franske knuder i kø


Så smukt og enkelt kan en almindelig vejkantsblomst tage sig ud, når den bliver broderet udelukkende med kontursting og meget tætsiddende franske knuder.

Det pudebetræk bliver indlemmet i chefens private samling :-)

tirsdag den 29. januar 2013

Vinter-vidunder


Sneen er næsten væk og i bedet ved kælderdøren står de trofaste vintergækker nu og strækker sig mod lyset.
Utroligt så meget livskraft der kan være i så lille et løg, og utroligt så glad jeg bliver, år efter år, når jeg får øje på de allerførste vintergækker.

onsdag den 16. januar 2013

Sanderson og Kvadrat er kærester


Det er muligt, at de ikke selv er klar over det, men de er altså kærester på min nye taske og jeg synes de klæder hinanden fantastisk godt.

Sanderson har jeg elsket længe også den gang de fleste syntes, at det mindede dem om lavendelduftende, overpyntede mormødre med mintpastiller i skrivebordsskuffen. Det var mit held, for den gang lagde jeg grunden til min Sanderson-samling, som først og fremmest består af genbrugskøb.
Jeg elsker Sanderson for deres farver, deres blomster og deres umiskendligt britiske touch, og da jeg lavede en flok Sanderson-puder i sommer viste det sig hurtigt, at jeg ikke var den eneste.

Nu har første Sanderson-taske så set dagens lys, og den får givetvis følgeskab af flere, også i lidt vildere miks, tror jeg - og helt sikkert også i andre modeller.

torsdag den 20. september 2012

Mens vi venter...


... er der blevet syet puder og poser, indkøbt nye forsyninger af de store, græsgrønne papirsposer som jeg elsker og forberedt skilt til forhaven.

I morgen skal der hentes nye visitkort i Skejby og bagefter skal jeg nå at aflægge grünbag det allersidste besøg, inden de desværre lukker og slukker for deres fantastiske firma.
Bagefter skal der købes ind til kager og portvin, koges æbler og ristes æblekage-rasp og sidst, men ikke mindst så skal der sys noget mere.

Inden vi ser os om, så er det Sensommersalgs-lørdag  og hvis vi holder skruen i vandet, så tror jeg skisme, vi når det hele i relativt god ro og orden :-)

torsdag den 5. juli 2012

Næste kuld Sanderson-puder


De puder er da som skabt til min lilla havesofa, men de skal med til Sommersalg, så syersken må lave et sæt til sig selv senere på sommeren.

Adirondack-sofaen er endnu et projekt fra min fars hånd og den var vældig populær hos de unge studiner i fredags.
Det er den nu også hos mig, for man sidder mageløst i den takket være den buede ryg og armlænene er så brede, at der nemt kan stå enten tekop eller et Asti-glas :-)

tirsdag den 26. juni 2012

Heste og valmuer



Låg til to nye æblekasse-puffer, som nu står i Kunsthåndværket i Ebeltoft og hygger sig.

Der kommer også nye æblekasse-puffer med på Sommersalget, men inden vi når så langt, skal sønnen og hans kusine lige have huer på i morgen.
Det bli´r stort :-)

mandag den 25. juni 2012

Sanderson a gogo


Dette er en tilståelsessag - jeg har et meget svagt punkt for Sanderson-stoffer.
Dem der oser af Fru Hyacinth og engelske landsteder, som er lavet af hør eller kraftig bomuld og hvor farvesammensætningen ikke er for svage sjæle.

Nu er nogle af mine Sandersonstykker omsat til puder og de har fået hjemmelavede tittekanter så hatten passer.
Desværre har min grossist skiftet skråbåndsleverandør, så nu er den limegule ikke til at få mere!
Godt jeg har 2½ rulle på lager, for den gør da noget ganske festligt ved et klassisk, britisk blomster-print.

Jeg tror lige jeg laver en sofafuld Sanderson-puder til Sommersalget.

lørdag den 26. maj 2012

Sommersøndagssysler

Søndag var hele familien samlet i vores have til en god gang fødselsdagskaffe med masser af kage.
Der blev snakket EM i fodbold i det ene hjørne, trukket ukrudt op i det andet og snakket ønske/hade-fagskombinationer til de kommende studentereksamener i det tredje hjørne.


Samtidig tullede firma-fotografen næsten ubemærket rundt og tog billeder af systuens seneste frembringelser.
Den fotosession var ganske uplanlagt, så opstillingerne er blevet til efter de berømte, forhåndenværende søms princip.


 Det rustikke brændebord var en længe ventet bestillingsopgave fra fotografen, som min far meget passende lige var blevet færdig med og derfor havde med i bagagerummet.


Nu har marketingsassistenten sørget for at lægge hele herligheden på hjemmesiden - og så skal jeg da lige love for, at den også kom til at lugte af sommer :-)

lørdag den 17. marts 2012

Den der ager med stude...


Sådan ser en spand tulipanløg ud, når de er blevet glemt en vinterstid i drivhuset!

Nu har Hera og jeg lagt dem i jorden, og jeg har hermed slået min rekord fra sidste år, hvor jeg havde jeg stort held med at lægge tulipaner i vinterferien.

Min mavefornemmelse siger mig, at jeg også får noget ud af dette års sen-lægning, for med den livskraft de løg har lagt for dagen, så MÅ der komme smukke tulipaner ud af vores fælles anstregnelser:-)

søndag den 4. marts 2012

Pude-jubilæum


Marketingsassistenten har med flid og omhu ført mange og lange lister over alt, vi har solgt fra hjemmesiden, siden vi startede den i sommeren ´06.

I dag runder vi et skarpt hjørne, for pude nr 250 er just lagt på. Den er ganske repræsentativ for både Tulipaner og tomater og chefen - og så varsler den forår, havearbejde og lysere tider.

Vi har lavet masser af puder, som aldrig når hjemmesiden og et forsigtigt gæt går på, at syersken og hendes tapre Pfaff i alt har produceret 400 puder. Det er da immervæk en slat :-)