torsdag den 15. december 2011
Hyggelige ventetid og hvordan man får den lækreste kransekagekonfekt.
Jeg bruger:
1 kg ren rå marcipan
400 g sukker
200 g flormelis
4 æggehvider
De bages uden varmluft midt i ovnen i ca. 8 min. ved 225 grader.
God fornøjelse, hvis du skulle være blevet fristet.
Og så bliver de forresten ikke ringere af en tur i fryseren, hvis du skulle få bage flere end du lige har brug for.
fredag den 10. juni 2011
Mon den bliver god
Liselottes gammeldags rabarberkage med marengs er forsøgt tryllet om til en skovbærkage med marengs. Jeg er meget spændt på hvordan den bliver. Vi har taget hul på projekt "tøm fryseren". Den trænger nemlig vældig til at blive afrimet. Jeg har så mange bær, så jeg tænkte de måtte kunne bruges til andet end smooties. Måske er der for meget væde i bærrene fordi de har været frosne, men jeg krydser fingre og håber det bedste, for vi får gæster i aften og hvem ville ikke gerne sætte tænderne i sådan en lækker sag med masser af skovbær og lidt ekstra hindbær. Marengsen smagte himmelsk inden den kom i ovnen, så mon ikke det bliver godt. Her dufter i hvert fald skønt så det lover godt.
torsdag den 4. november 2010
Fødselsdagsforberedelser
Det store hjemmebageri er flittigt i gang, for sådan er det jo, når hele tre drenge fylder år på en og samme dag. De elsker det hjemmebagte og har selv bestilt hvad der skal serveres, så mor her må bare se om hun kan følge med. Derfor er jeg da også startet i god tid, for det er ikke nemt at nå det hele på en formiddag. Ungerne har fri kl. 13 og kommer her hjem lige efter skole, med alle klassekammeraterne. Eller det vil sige, at i år er det kun drengene der kommer med hjem. For som de selv siger, Oliver, Christian og Frederik, så "er der altså sådan et bøvl når pigerne er med". Det var de sidste år, og jeg vil da medgive, at der var noget mere uro og lidt konflikt end de andre år, hvor det kun har været drengene. Jeg glæder mig faktisk lidt. Selv om jeg gerne vil have det overstået, så er det faktisk ret hyggeligt, når de er her.
I morgen aften kommer så noget af familien og nogle nære venner. Her skal der serveres rester fra drengene - tro mig der bør være rigeligt;) Derudover har jeg lavet ostelagkage. Det er første gang jeg prøver det. Børnene tror jeg ganske vist ikke er til det, men de er heller ikke til almindelige lagkager, så jeg syntes ostelagkagerne skulle prøves. Det lover godt. Bunden og ostemassen skulle laves dagen før servering, så det er formiddagen gået med, så er jeg bare spændt på hvordan det kommer til at gå med at få dem pyntet i morgen.
tirsdag den 18. maj 2010
Kagens Dag
tirsdag den 11. maj 2010
Havregrynskager med kokos
100 g havregryn
100 g kokosmel
150 g margarine
200 g sukker
2 æg
2 strg. spsk. mel
2 tsk. bagepulver
1 tsk. vanille
evt. revet chokolade og hakkede nødder
Margarine smeltes, gryn og kokos blandes i, massen afkøles.
Æg og sukker piskes godt.
Det hele blandes sammen og kagerne sættes på en plade med en teske. Der skal være og afstand mellem kagerne, for de flyder helt ud, se evt. billederne her.
Bliv ikke forskrækket hvis du kigger til dem mens de bager, de hæver en del op, for så at blive helt flade når de er færdige.
Kagerne bages ved 200 grader C. i ca. 8 - 10 minutter.
God fornøjelse og velbekomme:)
tirsdag den 4. maj 2010
Lidt sødt til kaffen
Åhh! hvor jeg altså glæder mig:)
onsdag den 28. april 2010
Hold da op, man når meget...
mandag den 15. februar 2010
Fastelavn er mit navn...
Lige netop dét lykkedes i går eftermiddags, da jeg bagte fastelavnsboller, og de blev rigtig lækre, præcis som de skal være, med masser af creme inde i bollerne og ikke rundt omkring dem på pladen:-)
Og så lige en gang chokoladeglasur på toppen og de er klar til at fortære, hvilket de også blev i løbet af ingen tid.
Kan du få cremen til at blive inden i bollerne, når du bager cremeboller?
onsdag den 10. februar 2010
Guldkornssmåkager
Jeg har en lille kinabog, som min mor forærede mig, mens jeg stadig var barn. "Den er til opskrifter", tror jeg nok hun sagde. Hun har selv en lille rød kinabog fyldt med en masse dejlige opskrifter og inden jeg flyttede hjemme fra, var en del af disse opskrifter skrevet over i min lille kinabog. Jeg har siden skrevet en masse andre opskrifter i den og børnene ved godt, at når kinabogen ligger fremme, så er det bagetid. I dag er ingen undtagelse. Bogen ligger på bordet og der skal bages. Jeg skal nemlig for en gangs skyld have noget med til aftenvagternes aftenskaffe. Det er da også hele tiden, synes jeg, jeg skal da vist lige kigge over skulderen på min kollega, som laver "noget til kaffen-planen". Nå, men de sidste mange aftener har vi fået købe brød af den ene eller anden art, så i aften må det være på sin plads med en småkage. Jeg har en halv pakke guldkorn, som ungerne ikke rigtig gider at spise, så den bliver udgangspunktet for mit bageri. Jeg har nemlig en gammel opskrift på guldkornssmåkager, "kopieret" fra min mors røde kinabog. Hvor hun har opskriften fra, må guderne vide.
Dejen, som består af lige dele margarine, sukker og mel tilsat bagepulver, vanille og en masse guldkorn, er en smuldret dej. Den sættes på pladen med 2 skeer og bager ca. 10 min ved 200 grader og vupti!, så har man de lækreste sprøde småkager, som varmt kan anbefales.
torsdag den 28. januar 2010
Er der grøn ost på månen?
Brødet fra forleden er vist blevet en ny favorit her hjemme. Denne gang valgte jeg at dele opskriften i 2 og det resulterede i 2 fine brød i en god størrelse.
Ikke desto mindre forsvandt disse imidlertid lige så hurtigt som dug for solen, som det sidste kæmpebrød gjorde. Mine børn er og bliver til hjemmebag:) Men det smagte altså også godt.Forleden sad jeg og spiste en skive sammen med Anders og en af hans kammerater, det var rigtig hyggeligt. Ungerne er ikke længe om at finde ud af hvor der er hyggeligt at være efter skoletid og jeg elsker det. Det, jeg imidlertid ville fortælle, var en lille en til smilebåndet. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg er vild med ost og jeg har denne gang købt en af dem med basilikumpesto i, uhm, det smager så englen synger. Nå, men jeg havde så forleden kommet denne grønne pestoost på min mad og Anders' kammerat kunne da heller ikke lade være med at bemærke min ost. Han spurgte fnisende om osten kom fra månen. Jeg kiggede helt alvorligt på ham og sagde ja, det gør den. Det blev lidt stille og kammeraten fnisede lidt igen, men blev så ganske alvorlig. Han kiggede længe på mig og sagde så; nej, er det helt rigtigt, vel?... Da brast Anders ud i latter og jeg kunne heller ikke selv holde masken længere. Kammeraten fnisede selv igen og medgav at der fik jeg ham - men også kun næsten for der er jo ikke grøn ost på månen, vel? ;-)
Nu vil jeg så lige sætte mig lidt med mit strikketøj og slappe af inden arbejdet kalder. Der står en skive lækkert brød klar med grøn måneost. Det kommer nok aldrig til at hedde andet her hjemme hos os nu.
fredag den 22. januar 2010
Et ordentligt brød
Det fyldte næsten hele ovnen. Jeg brugte en opskrift, jeg har fået af en kollega, som jeg endnu ikke har prøvet før og først bagefter tænkte jeg at der måske egentlig var til 2 brød. Nå, men pyt, med så stort et brød er der vel til at par dage, tænkte jeg.
Her til morgen blev jeg langt klogere og kan konstatere, at brødet næsten er forsvundet som dug for solen. Fire drenge har i hvert tilfælde gjort deres, hold da op, hvordan skal det ikke gå, når de alle på én gang bliver teenagere...
Skulle du være blevet fristet, så kommer her en opskrift:
2½-3 dl kerner og/eller flager koges i
3-4 dl vand i ca. 2-3 min.
8 dl kærnemælk tilsætter og
50 g gær røres ud heri. Derefter tilsættes
3 tsk. salt
100 g sirup
400 g sigtemel
800 g hvedemel
Dejen, som er noget klistret, hæver 1 time
Æltes, deles i 3 og flettes
Hæver igen denne gang en ½ time og bages ca. ½ time ved 175 grader i varmluftsovn.
God fornøjelse og velbekomme
mandag den 14. december 2009
Snart er det tid til julehilsner
Efter pebernøddebagningen blev der lagt dej til brunekager, nu hvor jeg var i gang, men så bliver der altså heller ikke bagt mere til denne jul, tror jeg ikke.
Der kom godt med krydderier og mandler i og jeg er sikker på at det er verdens bedste opskrift, den er fra min mormor.
Brunekagerne skal selvfølgelig skæres ultra tyndt og hvad er vel bedre til det end min gamle Raadvad "brødmaskine" eller brødskærer om du vil. Den er helt suveræn til formålet og lige som den gamle Kenwood, så kommer denne gamle Raadvad stort set også kun frem den ene gang om året, hvor der skal julebages.
Skulle du få lyst, så kommer her opskriften på min mormors brunekager:
250 g margarine
250 g mørk farin
1 dl mørk sirup
3 tsk. kanel
1½ tsk. ingefær
1 tsk. nelliker
1 tsk. allehånde
75 g hakkede smuttede mandler
2 tsk. potaske opløst i 1 spsk. vand
500 - 550 g mel
Margarine, farin og sirup smeltes. Krydderierne tilsættes sammen med potaske og mandler.
Massen afkøles. Mel æltes i og dejen laves til ruller som afkøles helt, så de er faste, så er de nemme at skære i helt tynde skiver.
Brunekagerne bages ved 200 grader C. i ca. 8-10 min.
torsdag den 10. december 2009
Mere julebag
Nu står så pebernøddedejen klar og venter på at drengene kommer fra skole om en time, de har nemlig lovet at hjælpe med at trille pebernødder.
Og nu hvor maskinen er kommet frem af gemmerne, så kan jeg jo lige så godt lave dej til lidt brunekager også. Ingen tvivl om at de alle nok skal blive spist og det inden julen er omme.
Vanillekranse
375 g mel
250 g margarine eller smør (jeg bruger halvt af hver)
1 stort æg (eller 2 små)
75 g sukker
100 g flormelis
25 g vanillesukker
Vanillekransene bages ca. 15-18 min. ved 160 grader C. (varmluft)
onsdag den 9. december 2009
Julebag
I dag kom den frem, der er lavet dej til vanillekranse af 1½ kg mel, så den har været på arbejdet. Hele portionen blev dog ikke lavet på én gang, det er skålen trods alt for lille til, men der skal meget til for mine drenge er vilde med vanillekranse, hvilket i øvrigt resten af familien vist også er.
Det var så dejen, vi må hellere få bagt en plade med det samme.
Uhmm! De er blevet lækre. Søde og sprøde og med masse af vanillesmag. Det blev kun til en plade lige nu, for dejen er lidt for blød, den vil nok have godt af at hvile i køleskabet til i morgen.
Men så må jeg vist også i gang fra morgenstunden, så vi kan få fyldt nogle af de gamle kagedåser, som står klar og venter.