Viser opslag med etiketten Ferietid. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Ferietid. Vis alle opslag

mandag den 6. juli 2015

Det var den ferie.


Men sikken en uge. Jeg var så heldig at få lov til at få én uges sommerferie i år, hvor jeg netop er begyndt i et nyt vikariat. Jeg kunne sagtens have brugt mindst én uge mere, men når det nu ikke kunne blive, så har det været ganske og aldeles vidunderligt at vejret har været med mig.



Så mod at passe en af "mine" gamle hvalpe fra dinas første kuld i en uge, fik vi lov at låne ejerens sommerhus i Lønstrup. Det nød både unge, voksne og hunde. Så lidt stemningsbilleder må der nødvendigvis følge med.






Og hende selv... Ja, hun ønsker såmænd alle I andre en rigtig dejlig sommer, om I så holder ferie nu eller har den til gode.









torsdag den 16. august 2012

Tilbage igen

Efter en aldeles vidunderlig ferie er jeg ved at være klar igen. Jeg har holdt en lang og tiltrængt pause. Jeg har haft en ualmindelig travl forsommer og var efterhånden nået der til, hvor jeg var irritabel, lå søvnløs og havde hjertebanken. En voldsom forkølelse fik sat en stopper for de sidste tre vagter jeg skulle have inden min ferie og desværre måtte jeg bruge det meste af min ferie på at holde mig oprejst på panodil og med næsespray og strepsils inden for rækkevidde. Intet er så skidt, at det ikke er godt for noget, for jeg fik slappet af og undgik at ryge helt ned med flaget. Jeg kender symptomerne på stress og må passe på mig selv. Den ferie var mere end velkommen.

Turen gik til Rothenburg ob der Tauber ved Fulda i Sydtyskland og derfra videre til Østrig, jeg lover, at der kommer mere om det senere.

Indtil da må I nyder lidt stemningsbilleder fra vores skønne skønne ferie.


onsdag den 4. juli 2012

Når æblerne ikke falder langt fra stammen



I visse tilfælde er det ganske vidunderligt at mine drenge er blevet så store, at de gerne vil hjælpe til med visse ting. Som nu de sidste par dage, hvor de næsten har pillet alle stenene op i indkørslen, fordi deres far syntes den trængte til en omlægning. De arbejder hårdt og effektivt og rigtig godt sammen. Det er sjovt at høre dem fordele opgaverne mellem sig. Hvad får vi for det, ville ældste naturligvis vide, så far måtte i gang med lidt lønforhandling. Drengene er tilfredse, det er godt med lidt ekstra lommepenge til ferien. Far er super glad for hjælpen og mor nyder rigtig meget at æblerne ikke falder alt for langt fra stammen, det er nemlig SÅ dejligt med en handymand i huset og tænk engang hvad fire små ekstra af slagsen kan drive det til ;-)

tirsdag den 28. februar 2012

Den lille pige

med Svovlstikkerne.


Vidste du, at det var et eventyr, som blev skrevet af H. C. Andersen, mens han opholdte sig på Gråsten Slot. Måske har du besøgt Gråsten og set, at hun sidder nede midt i byen og kigger op mod slottet. Da vi i sidste uge var i Gråsten måtte vi naturligvis lige en lille tur hen og se det smukke slot. Da vi gik rundt i haven omkring slottet kom vi i snak med en ældre herre. Det viste sig, at han havde været guide i området og han kunne fortælle flere sjove og spændende anektoder. Én af dem var om H. C. Andersens ophold på slottet i 1845. Det siges, at han under dette ophold skrev eventyret under den "tveede eg" i slotshaven.


Den gamle eg med de to stammer står der endnu og den måtte jeg naturligvis også lige forevige. Det var spændende at møde den ældre guide og høre de gamle historier. Jeg skal nok vende tilbage med et par stykker mere.

mandag den 27. februar 2012

Skøn ferie

Den er godt brugt og billigt til salg. Faktisk er det ikke mig der har haft ferie, men min familie, men at jeg har haft friuge sammenfaldende med børnenes vinterferie skal jeg ikke klage over.

Vi har været en tur i Danland i Gråsten og der var skønt. Efter at være kommet godt af med vores fire små hvalpe, var det godt lige at komme lidt hjemmefra. Vi boede i et skønt feriehus og der var dejlig tid til afslapning og hyggeligt samvær for både børn, hund og voksne. Jeg er næsten ved at tro, at drengene har udviklet svømmehud mellen tæerne, for de fik tilbragt vældig mange timer i det svømmeland der var på stedet. Fri afbenyttelse var med i prisen og det skal mine drenge ikke høre mere end én gang, de elsker vand. En anden af stedets faciliteter var en welnessafdeling, det var dog ikke til fri afbenyttelse, men der var snart ikke grænser for hvad der kunne tilkøbes her af skønne behandlinger. Alt lige fra tyrkiske hamambade og hotstone massage til ansigtsbehandlinger og drømmebade. Jeg måtte simpelthen have en wellness massage og det er det bedste jeg har gjort for mig selv meget længe.

Billedet er lånt på Fiskenæs' hjemmeside. Det er fra et af de berømte drømmebade, hvor der kommes æteriske olier i vandet, så badet kommer til at virke afslappende, opfriskende eller romantisk:-)

Nu kalder så hverdagen igen. Bunken af vasketøj er bearbejdet i weekenden og min vagtuge starter kl. 15, så jeg kan lige nå et par pinde på mit tæppe inden jeg skal af sted.

Må du få en god start på din uge:-)

fredag den 20. januar 2012

Jeg drømmer...

...om ferie. Ferie som i sommerferie i Østrig.


 
Der skal ikke være nogen tvivl om, at jeg er glad for mit arbejde og min arbejdsplads.
Men nogen gange ville jeg ønske jeg havde et 8-16 job mandag til fredag og fri hver weekend, jul, påske, pinse o.s.v. Og med mulighed for at få 3 ugers sommerferie hvert år sammen med min familie i børnenes skoleferie.

I år kan det desværre kun blive til to uger. To uger der er placeret, så det nærmest bliver umuligt for os at komme på ferie i mere end den ene af dem. Vi havde egentlig talt om at køre en tur til Østrig i år efter to år, hvor vi ikke har haft råd til andet en at være hjemme. Vi har godt nok været heldige at have fået mulighed for at låne et sommerhus sidste år og forrige år lejede vi et meget billigt. Det har været dejlige og hyggelige ferier, men i år skulle det være, i år ville vi mere.

Det blev der så sat en stopper for med vores feriemøde, ØV! Èn uges ferie i Østrig, dét er altså for lidt, det tager jo også tid at komme frem og tilbage, når vi skal køre selv. Nu leder jeg med lys og lygte efter en sød kollega, der kan tage to vagter for mig, så jeg får tre ugers sammenhængende ferie. Så vi kan komme til Østrig. Det vil være SÅ skønt hvis det kan falde i hak. Indtil da må jeg bare drømme og håbe vi kan få noget at bo i, hvis der går orden i ferieplanen for mit vedkommende. SUK!

mandag den 25. juli 2011

Hyggelig afslutning

Vores sidste feriedag i danne omgang blev brugt på en tur til Skagens Gren. Drengene har aldrig været der tidligere og ville gerne se hvor Kattegat og Skagerak ramler sammen. Det skal jeg ellers lige love for der var rig mulighed for i går. Der blæste en kraftig vind og der var masser af skum på bølgerne.







Som drenge nu kan være, mine i særdeleshed, så skulle man jo lige helt ud til spidsen og også lidt længere. Inden Christian nåede helt så langt snublede han dog og kom helt ned på maven ude i vandet vel at mærke. Stakkels dreng så våd han blev. Han tog det dog i stiv arm, morede sig faktisk vældigt over den tur. Heldigt at vi, inden vi nåede så langt, havde været på café og fået kaffe, så vi skulle bare hjem. Christian kom af det våde tøj og blev pakket godt ind i et tæppe, så gik det fint og han fik varmen igen.

Vi kunne more os og grine hele vejen hjem, mens vi talte om hvilken oplevelse det også havde været at være på Fru Møllers Antikcafé. Her havde vi nemlig indtaget kaffe, thé og børnene varm kakao inden vi nåede helt til Skagen. Caféen ligger i Ålbæk og jeg havde læst om den hos Irene. Den er bestemt et besøg værd, man kan få den lækreste gammeldags æblekage, blandt andet - UHMMM!!!


Nu kalder hverdagen og hele 7 aftenvagter ligger forude, velkommen tilbage fra ferien...

fredag den 22. juli 2011

Feriestemning










Ferien synger på sidste vers og den er billigt til salg. Tre uger går ualmindelig hurtigt, når man hygger sammen med familien. Nogle dage i et lånt sommerhus nær Løgstør var den skønneste oplevelse. Sådan gik første uge, de to næste er bare forsvundet - jeg ved ikke hvorhen, men jeg ville gerne skrue tiden tilbage. Sådan spiller klaveret dog ikke og mandag kalder jobbet igen - håber du også har nydt lidt ferie eller måske har den tilgode endnu :-)

tirsdag den 20. juli 2010

Sommerhygge

Så kalder hverdagen igen. I hvert tilfælde for Palles og mit vedkommende. Vi har haft en skøn ferie med dejligt vejr og hyggelige og sjove aktiviteter.

Palles projekt bålplads er færdigt og vi har hygget med bål og snobrød. En skøn lille plet med dejlig læ, takket være idéen med at grave pladsen lidt ned og så lave en lille vold med et lille stakit på toppen. Det er blevet rigtig dejligt og vi kan nyde aftensolens sidste stråler fra pladsen. Jeg er sikker på den vil blive flittigt brugt.

Der har også været strandvejr i ferien og mine drenge er og bliver vandhunde, de kan slet ikke få nok. Det har været en skøn måde at svale af på, når temperaturen blev lige høj nok og der ikke var en vind der rørte sig.

Dina er dog ikke så meget for vandet. Jeg tror hun blev forskrækket over bølgerne, for første gang hun var ude, var det ikke noget problem, men efterfølgende var hun ikke til at trække med.

Det er også blevet til en sommerhus tur i ferien. Et skønt afbræk. Det er dejligt lige at komme lidt hjemmefra og i år kunne der desværre ikke blive råd til vores sædvanlige tur til Østrig. Men vi lever stadig med minderne fra de andre gange vi har været afsted og nød, at vi var heldige med at få mulighed for at leje et sommerhus. Og vejret har vi bestemt ikke nogen grund til at klage over, det kunne vist ikke have været meget bedre om vi så havde været på en charterferie.

Der er blevet spillet fodbold, rundbold og kongespil. Jeg har lovet ikke at prale med hvilket hold der vandt kongespillet, men nøjes med at lægge et billede af det vindende hold:)

Et enkelt slag minigolf blev det også til, men desværre har jeg et par sønner, der er ualmindeligt dårlige tabere, så der går nok lige lidt inden det gentages:) På trods af dårlige tabere og en enkelt dag med massive mængder regn og torden, så har vi bare haft en rigtig dejlig ferie.

Det håber jeg også I derude har eller får, hvis I stadig har den tilgode.