Her den anden dag havde jeg sådan en flad dag. Jeg har dem ret så tit, og jeg er blevet en sand mester i at opdage det og straks krybe ind i alkoven. Kunsten er at flankere mig med gode ting og sager, så der bliver mægtig rart at være.
Jeg har været igang med et hemmeligt evighedsprojekt af dimensioner på det sidste. Men derudover har hæklingen ligget stille for mig. Men pludselig fik jeg lyst igen. Dagen før havde jeg været inde i lejligheden og grabbet nogle kugler garn og
Lutter Løkker-bogen.
Jeg havde fuldstændig glemt, hvor fedt det er at lave et lille projekt. Hygge, hygge, hygge og bum, så er du færdig og har haft det top-hyggeligt imens - hvilket klart nok fungerer allerbedst med simple opskrifter ligesom den her. En almindelig amigurumi var aldrig gået for mig på sådan en dag (okay faktisk ever-never: aaaarhhhh flænse, rive, flå og se rødt). Men sådan to kvadratiske stykker som skal hækles sammen, det er top-hyggeligt. Så tak til
Jeanette for den finestes og dejligste opskrift. Fordi det mindede mig om det, som jeg startede med at være helt pjattet med ved hækling: at du starter med lidt garn og ender ud med en dims.
Det var den ene vigtige erindring: glæden ved at lave en dims ud af ingenting. Den anden vigtige kom som en gave. For da jeg skrev om min alkove-retræte på IG, fik det en anden IG'er til at hækle. Fordi hun kom i tanke om, hvor fedt det er at hækle, når man har en off-dag. Og lige der, da hun skrev det, gik det hele op i en højere enhed for mig.
Som jeg skrev om i
sidste blogpost, kan jeg godt miste fodfæste om formålet med min blog og IG, fordi det hurtigt kan komme til at handle meget om "doing". Men hvis jeg kan være med til at minde og lære andre om glæden ved at hækle, så er min lykke gjort. Jo! Sådan er det. Ikke så meget alt det med at hækle meget og hækle nyt sådan i sig selv. Jeg kan aldrig nogensinde synes, at det er vigtigt absolut at nå at hækle en flagranke for at holde en børnefødselsdag. Men hvis man er flad og har brug for ro, så vil jeg klappe i mine små hænder, hvis det får en til at sætte sig ned og hækle 20 flagranker. For repetitionen og garn kan være en lise for sjælen.
Hækling er fantastisk for HSP (særligt sensitive), depressive, angste, urolige, bekymrede usw. Det er der alle mulige fine lægelige forklaringer på. Men helt basalt får det os ned i gear og rammer "being", hvor vi er med det, som er. Hvor det handler om det taktile - om garn og stoflighed og farver og håndens arbejde. Især hvis vi kan lade
den indre BS og kontrollen på hylden og bare være i det, uden at det skal være perfekt på kontrol-måden, men derimod perfekt på den måde, hvor øjnene på ranglen gerne må være udstående (fordi du afskyr at hæfte ender) og fyldet ender med at være et gammelt viskestykke (fordi det var det, som var). Og lige præcis derfor kunne min kramme også blive færdig i ét hug istedet for at ende som en UFO i håbet om, at den skulle være "perfekt".
Nu jeg er ved, hvad der er godt for sensitive, så har jeg ikke puttet raslehalløj eller bjælder eller klokker i ranglen. Seriøst, jeg ville blive helt bims af at skulle hækle på noget, som larmer. Og så forestillede jeg mig at være en lille baby, som blev leget med af de voksne, ved at de vinkede med noget bjælende-rasle-halløj lige foran mit ansigt. Jeg ville give mig til at græde på stedet. Eller bare blive totalt overstimuleret og bims. Så var den beslutning taget og det er altså Verdens Mest Stille Rangle, jeg har lavet. Voksne er dog velkomne til selv at tilføje lyde: brrriiiiiiingggg wrrrooooommm.
Wooop, det skete vist lige der, at jeg fik rystet noget af græsplænen af ryggen og kom på banen her på bloggen igen efter en lang juli. Glæder mig til at høre, om du er enig og kan genkende noget? Eller er helt uenig?
KH
tina
PS. Mønsteret hedder Kramme og er som sagt fra Jeanette Bøgelund Bentzens (aka
Lutter Idyl) bestseller
Lutter Løkker. Jeg har lavet den version der hedder kanin. Selvfølgelig har jeg det. Og selvfølgelig har jeg
en hel opslagstavle på pinterest kun med kaniner. Så deeeet…..