Viser opslag med etiketten new year. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten new year. Vis alle opslag

søndag den 5. januar 2014

Godt nytår! (Et retrospektivt indlæg)

Du ønskes et rigtig godt nytår! Tusind tak for det gamle. Hvis du er én af dem, der ofte læser med her, vil du vide, at året 2013 og min blog har ført mange sjove og spændende ting med sig. 

F.eks. i februar hvor jeg var gæst i "Go' Morgen Danmark" for at tale om det at have pennevenner og sende breve med posten. 

Eller i april, hvor jeg søgte nyt job og fik det ved hjælp af min blog, som på mange måder er et vindue ind til noget af min kreativitet. 

Så var der juni, hvor jeg besøgte min penneven, Giova, i Amsterdam. Hende har jeg lært at kende gennem vores blogs, og hvis du ikke kender One Bunting Away, skulle du virkelig tage et kig på den - så mange fine idéer til at lave ting i papir, stof og garn. 

I august var jeg med i Hendes Verdens nye tillæg Sallys med en (omend noget kort) artikel om, hvorfor jeg blogger, og hvem jeg inspireres af. 

Det blev efterår, og jeg afholdt en hel del workshops på mit nye job - Dankbar - og flere af deltagerne havde fund vej dertil, fordi de læste med her - så dejligt! Og jeg kan glæde jer med, at vi snart annoncerer forårets workshops...

I december blev jeg ringet op af Christina, som skriver på bloggen Rappedikke. Hun ville have mig med til AOH messe i Rødovre i den første weekend af februar, som en af flere bloggere, der skal være med på en stand, der skal vise nye/andre/anderledes sider af det håndarbejde, der laves i dag. Det glæder jeg mig meget til, og jeg skriver mere om det her på bloggen en af de nærmeste dage.

Så tak for året der er gået. Det har været begivenhedsrigt, kreativt og udviklende på mange måder. Lad os håbe det samme for 2014!

A very happy new year to you! Thank you so much for the year that has gone. If you are a regular reader of my blog you will know that my blog led to many exciting and fun things in 2013. Let me share some of them with you:

In February I visited the Danish television show "Go' Morgen Danmark" and spoke about having penpals and writing snail mail.

In April I applied for a new job and got it thanks to my blog.

In June I visited my sweet penpal, Giova, in Amsterdam. We met through our blogs, and you should check her blog One Bunting Away out if you don't know it already. So much lovely paper stuff, embroideries and crochet.

In August I was featured in a Danish magazine in a (very short, unfortunately) article about why I blog and who I am inspired by.

This fall I hosted a lot of workshops at my new job - Dankbar - and some of the participants found their way to the workshops through my blog - that makes me very happy and thankful. 

In December Christina (with the blog Rappedikke) called me and asked me if I wanted to come to The Crafting Fair in Copenhagen in February 2014. I accepted and I'm looking forward to meeting some of my readers and the other bloggers that will be on our stand. I will write more about The Crafting Fair very soon.

So thank you very much for the past year. It has been filled with great experiences and it has been truly creative and developing. Let's hope 2014 will turn out just as great!


lørdag den 7. januar 2012

Et nyt år - en ny pung

Det er nu ikke sådan, at jeg absolut skal have en ny pung hvert år, for den gamle har jeg haft i længere tid end et år...


Jeg købte den hos Ønskefe efter at have set den hos Karen. Som det ses, har den tjent mig godt.

Nu - sort læder fra Maanii by Adax  - med masser af plads til penge:)

mandag den 2. januar 2012

Tid til at gøre status over 2011!?

Efter at have læst dette indlæg fik jeg også lyst til at gøre status over året, der er gået. Jeg har besvaret de ti spørgsmål i min bog.



  1. Hvad er gået rigtig godt for dig i 2011?
  2. Hvad har du gjort, som du har været stolt af?
  3. Hvem har du gjort en forskel for?
  4. Hvad har du lært af nye ting?
  5. Hvordan har du udviklet dig personligt?
  6. Hvem har hjulpet dig og været der for dig?
  7. Hvem har du beundret?
  8. Hvad har været et rigtig skægt øjeblik i 2011?
  9. Hvilke 5 ting fra 2011 vil du gerne have mere af i 2012?
  10. Hvad vil du konkret gøre for at få mere livsglæde i 2012?
Det er vigtigt at du har tid til at sidde stille og tænke over dine svar og så skrive svarene ned et sted, så du senere kan gå tilbage og læse dem. Spørgsmålene er gode til at fokusere på de positive ting, der er sket i 2011, og de hjælper dig med at se fremad.

Jeg kan godt afsløre, at åbningen af Camillas og min butik - YARNFREAK - bliver nævnt et par gange i mine svar.

God fornøjelse!

lørdag den 31. december 2011

Lav en mappe til din inspiration

Her på årets sidste dag, er der nok mange, der som jeg selv kigger lidt tilbage på året, der er gået. Hvad har jeg bedrevet? Fik jeg nået de mål jeg satte mig?
Og samtidig er det tid til at kigge fremad. Finde ud af hvad man vil have fokus på i det nye år. Måske skulle man samle alle de fede udklip, idéer og inspirerende tanker i en mappe, som man altid har ved hånden?
Det har jeg planer om at gøre, og jeg har allerede lavet en mappe til det. Sådan én kan du også let lave.


Jeg har brugt et gammelt ringbind i hårdt karton. Jeg har købt det på et loppemarked for en femmer, og der var nogle meget lidt kønne firserblomster på, så der skulle helt klart gøres noget ved det.
Et gammelt frottéhåndklæde fra den lokale genbrugsforretning kostede også en femmer, og det syntes jeg passede fint til mappen.
Jeg syede et mærkat på, hvor jeg havde stemplet ordet "INSPIRATION" på. Mærket på håndklædet var så fint, så jeg syede også det på forsiden. Alt sammen med en tæt zigzag med neontråd. Den er købt hos Stof 2000 i Kbh. Tro ikke at de har den slags i provinsen, hvor jeg bor...


Jeg penslede forside, ryg og bagside med almindelig hobbylim og lagde mappen ned på håndklædet. Herefter var det bare at pensle lim på indersiden og folde kanterne ind. Mappen lagde jeg i pres under nogle tunge bøger, mens jeg ventede på at limen tørrede.


Mappen er allerede taget i brug. Jeg har sat nogle fede udklip ind med idéer til indretning af arbejdsværelset, applikation på indkøbsnet, broderede brocher, uroer af papir og et udklip, der minder mig om, at vi skal skrive flere håndskrevne breve. Alt sammen ting JEG kan lide.


Hvad kan du lide? 


OG HAV SÅ ET RIGTIG DEJLIGT NYTÅR!
Tak for mange dejlige kommentarer og input i årets løb. Vi ses i 2012.


Nytår 2009
Nytår 2010

søndag den 2. januar 2011

En ny dag - og lidt vitaminer...

En ny dag starter i dag. Et nyt og ubrugt år ligger foran mig. Det føles godt. Jeg glæder mig til at komme i gang.
Gaia skrev forleden om nul-dage, som er en slags gratis dage, der ikke hører med i regnskabet. Det forstår jeg nu, hvad er, for i går var vist, hvad man kan kalde en nul-dag. Jeg stod op sammen med yngste søn kl. 11 og kom aldrig ud af nattøjet. Fik ikke lavet så meget andet end at rydde op i kælderen, drikke kaffe med en veninde og se film på sofaen.

Anderledes med i dag! Satte vækkeuret til kl. 7.30. Stod op og gik i bad med det samme. Skrev ugeplan til min klasse og fik styr på kalenderen til den kommende uge. Om lidt skal jeg have morgenmad, og senere laver jeg nok en god smoothie til mig og drengene.
Ahhh, det er dejligt med sådan en lang og ubrugt dag, der ligger forude:)

Smoothie med masser af vitaminer laver jeg sådan her:
Blåbær
Jordbær
eller andre bær du har i fryseren
hældes i blenderen med
1 banan og
soyamælk så det dækker frugten.
Blendes og hældes på glas.
Sugerør og pynt er et must.
ENJOY!

Og hav en rigtig dejlig dag!

torsdag den 31. december 2009

HAPPY NEW YEAR!!!

Selvfølgelig skal I da have et nytårs-hækleprojekt fra min hånd...
Du skal bruge to nøgler fritidsgarn fra Sandnes. Det er uldgarn, og jeg valgte lilla og rosa.

Først hækler du rundt med en nål nr. 6 i det lilla garn (eller hvilken farve, du nu har valgt). Du kan f.eks. starte med 4 lm. Samle dem til en ring med 1 km. Hækle 6 fm i ringen. Herefter 2 fm i hver m på omg. Og på næste omg tager du ud i hver 2. m. På næste omg tager du ud i hver 3. m - og så fremdeles til du når den ønskede størrelse. Du slutter af med en omgang fastmasker med rosa

Så hækler du en kugle på nål nr. 10 med dobbelt garn. Jeg laver kugler sådan her:

1. Slå 4 lm op. Samles til en ring med 1 km.
2. Hækl 6 fm i ringen
3. Hækl 2 fm i hver maske på omg (12 m i alt)
4. Hækl 1 omg uden udt
5. Hækl 2 fm i hver anden maske på omg (18 m i alt)
6. Hækl 1 omg uden udt
7. Hækl nu hver anden maske sammen, så der tages ind i hver anden maske hele omg rundt
8. Put fyld i
9. Fortsæt med indtagninger indtil hullet er ganske lille. Bryd garnet med en lang garnende og sy hullet sammen med den

Sy kuglen på cirklen, og lim det hele på en hårbøjle. Jeg bruger den brede fra Hoffmann Hobby i Århus. Beklædte den med sort kantebånd først. Når jeg limer garndimser på hårbøjler, bruger jeg altid den gule kontaktlim. Klemmerne holder det hele fast, mens jeg drikker kaffe og stadset tørrer...

VOILA! Et styk skøn nytårshat/hårgejl. Burde max tage en time for øvede hæklere at lave:) Du kan nå det endnu inden den store aften. Ellers kan du jo hækle den i morgen, når du alligevel er lidt mat i sokkerne efter festen og stener tv med familien.
Hvis hver dag er en fest, kan du jo tage den på på arbejde på mandag - så bliver kollegaerne nok glade:)

RIGTIG GODT NYTÅR TIL ALLE I SØDE MENNESKER, DER LÆSER MED PÅ THE PUK PROJECT. TAK FOR ÅRET DER ER GÅET. VI SES I 2010!