Min mand og jeg har været kærester i 10 år i dag. I morges fik han en lille hjertemad og et kæmpe smækkys, inden han skulle af sted på arbejde.
Jeg har været i København hele dagen, men tænkt på ham og sendt ham søde sms'er på min tur til storstaden.
10 år... hvor blev tiden af?
Dengang var der færre rynker, ingen fælles børn, forelskelse, usikkerhed, lejlighed i København, ingen bil, stramt maveskind, og starten på noget, som vi ikke kunne vide ville blive så stort og dejligt.
Nu er der flere rynker, to fælles børn, KÆRLIGHED, sikkerhed, hus i Næstved, bil, maveskindet er noget slapt efter at have født to store drenge, og sammen har vi hverdagen i vores lille familie.
Ja, undskyld hvis jeg bliver lidt rørstrømsk og pladderromantisk i dag, men tankerne tog lige en tur ned ad Memory Lane:)
Jeg læste en gang for mange år siden et citat af Suzanne Brøgger, og det lyder noget i retning af:
"Kærlighed er, når man kigger hen på sofaen, og han ligger der endnu, efter 16 år".
Jeg synes, det lød røvkedeligt, da jeg læste det, mens jeg var i 20'erne, men det giver mening for mig nu. Heldigvis laver han også andet end at ligge på sofaen, men jeg sender ham lige et sødt smil, som han ligger der:)
Og hvad med din mand?
Ligger han også på sofaen lige nu?
Eller er han til fest i tennisklubben?
Har du forladt ham?
Har du fundet en ny?
Eller har du ikke fundet den rette endnu?
Glæder du dig til at se din mand i morgen, når I vågner?
Eller forsvandt han den dag, han sagde, han gik ned på tanken efter smøger?
Eller er han på vej ud efter en kop te til dig - lige nu?