Lægernes aller-bedste behandling

Dø skal vi jo alle. Mange er nok enige i det kendte citat af Woody Allen, "jeg er ikke bange for at dø, jeg vil blot ikke være til stede, når det sker", og ønsker sit en hurtig død mens de alligevel sover. Mange dør jo mens de er indlagt på hospitalet, hvor lægerne paradoksalt nok gør en masse for at dette ønske ikke kan blive opfyldt. I stedet gennemføres der en mase behandling af symptomerne på at være døende. Vi skal jo gøre alt hvad vi kan gøre for den døende. Hvordan skal det gøres for at være en så god behandling som muligt.

Det er jo et område som lægerne nødvendigvis må vide noget om. De administrerer en masse behandling, og må gøre sig tanker om hvad de selv ville ønske, ikke hvis men når det bliver deres egen tur. En amerikansk undresøgeles spurgte læger om deres ønsker, hvis de selv ligger med uoprettelig hjerneskade, uden at være akut døende. Disse ønsker må være udtryk for hvad den bedste behandling er. Resultaterne er lidt spændende:

• Radiolab: The Bitter End

Den meget klare konklusion er at kun et lille mindretal ønsker sig den medicinske teknologi. med overflod af slanger og pumper. Nogle få af lægerne er usikre på hvad de ville ønske, eller ønsker sig kun ting som viser sig at give en klar bedring. Alene smertebehandling er der stort flertal for, men selv her er der et mindretal som siger "nej tak".

Endog meget grundlægende livsforlængende behandling som væske, næring og antibiotika er der et stort flertal, som siger nej til. Kort sagt, de ønsker bare at få lov til at dø, hellere før end senere, men uden at være plaget af smerter. Hvis samme spørgsmål om behandling blev stillet til "almindelige mennesker", såsom pårørende, ville svarene snarere være omvendte, bortset fra at der også her må være stort flertal for smertelindrende behandling.

Hvorfor skal lægerne give deres patienter en behandling som de ikke selv ville ønske sig? Hvorfor kræver mange patienter og især pårørende at der "skal gøres alt"? De må have set for mange dårlige TV serier med "lægelige mirakler".

Hvad med dig?

Se også:

Når en læge selv skal dø, hvordan så?

Tatoveret livstestamente

Det er dyrt at få en uværdig død

Eksistentielt valg som tatovering, nej til genoplivning

Verdens mest kyssede pige

Engang i slutningen af 1800-tallet blev liget af en ung pige fundet ved en kaj ved Seinen i Paris. Det lykkedes ikke at identificere hende, men da der ikke var tegn på vold, kom dødsattesten til at lyde på selvmord. Det fortælles, måske lidt spekulativt, at hun druknede sig på grund af uigengældt kærlighed.

Som et forsøg på at finde et navn på "L'Inconnue de la Seine", blev der taget en gipsafstøbning af hendes smukke ansigt, en dødsmaske. Den blev hængt op udenfor en butik, men det lykkedes ikke for nogen at genkende den omkring 16-årige pige. Afstøbningen blev en populær "kunstgenstand", og bl.a. Albert Camus sammenlignede hendes gådefulde smil med det klassiske maleri Mona Lisa. Hun er også blevet idealiseret som en slags erotisk model, og blev emne i mange digte og bøger.

Selv om hun sikkert blot var en fattig ukendt pige, blev hun efter sin død en kendt og elsket person, og genstand for mange drømme og fantasier.

Mange år senere, i 1950'erne, brugte den bevægede Åsmund S. Lærdal hendes ansigt som model for en dukke til brug for træning i førstehjælp og genoplivning. Rescue Annie er blevet brugt til øvelser i kunstigt åndedræt med mund-til-mund metoden. Han var overbevist om at eleverne ville blive mere lærenemme med en livagtig mannequin, i stedet for blot et strengt funktionel figur med et hul på mundens plads. Hun har reddet mange liv, blot ikke sit eget.

Millioner af mennesker har øvet sig i livgivende åndedræt med munden på hendes læber. Hun er blevet verdens mest kyssede pige. Men selv de dygtigste har ikke kunne vække hende til live, hvor hun kunne have nydt kyssene.

• How girl who drowned herself in Paris became 'most kissed face of all time'
• Rescue Annie Is A French Suicide Victim From Late 1800's?

Se også:

Jeffery Silverthorne: Woman who died in her sleep

Verden glemmer ikke Omayra Sánchez

Et smil fra evigheden

Billeder kan sige mange gange mere end tusinde ord

Eksistentielt valg som tatovering, nej til genoplivning

Den pensionerede Joy Tomkins fra Downham Market, Norfolk i England har fået sine første tatoveringer. De er ikke tænkt som kropskunst, eller som symboler på hendes forfængelighed. Det er også hendes sidste tatoveringer, og har et praktisk formål. Og de er udtryk for et afklaret eksistentielt valg.

Do Not RESUSCITATE lyder teksten. Ingen genoplivning, nej tak. Hvis hun falder om med hjertestop eller lignende, vil hun ikke risikere at velmenende reddere eller læger forsøger en såkaldt genoplivning. Det kunne nemt gå grusomt galt, at hun "overlever" med store skader på krop og sind. Joy Tomkins vil hellere være helt død, end kun halvt levende som grønsag i mange timer, måneder eller år.

Som en lille ekstra sikkerhed, fik hun også en tatovering på ryggen ved højre skulder. "P.T.O" og en pil. Det står for "Please Turn Over", eller på dansk "Vend".

Den 81-årige bedstemor er helt afklaret med at hun nærmer sig døden, uden at det ligefrem haster. Hun har ingen dødelige sygdomme, men lider af leddegigt, diabetes og Raynauds syndrom. Hovedet har det til gengæld fint, og hun har gennemtænkt sine fremtidsudsigter. Tatoveringerne er at se som en billig forsikring, de kostede kun 5 engelske pund. De er jo heller ikke lavet som kunstneriske kropsudsmykninger.

Hun er blandt andet blevet inspireret af at måtte følge med i hvordan hendes mand fik en langsom og smertefuld død for 30 år siden. Det tog ham 7 seje år og lægefejl før han døde af Conns syndrom. Hans mor levede til hun blev 106 år, men de sidste 6 år var elendige. Joy mener at det havde været bedre ikke at trække pinen så længe ud. Hendes forældre måtte også igennem langsommelige måder at dø på. Kort sagt har Joy Tomkins ingen illusioner om at få lov til at dø i fred, med mindre hun insisterer på sin ret.

Rent juridisk er tatoveringerne ikke at betragte som et livstestamente, men Joy Tomkins har selvfølgelig også papirerne på plads. Ved at sikre at hendes ønsker er synlige på hendes krop håber hun dog at forebygge at reddere eller læger går til forhastet angreb på hendes dødende legeme, før de begynder at interessere sig for hendes velafklarede ønsker.

• Daily Mirror:
  Gran has ‘Do Not Resuscitate’ tattooed onto her chest to tell docs to let her die
• The Sun:
  Gran has tattoos ordering doctors not to save her life
• Small World News Service:
  Grandmother gets ”Do Not Resuscitate” tattoo on chest
• Eastern Daily Press:
  Downham Market woman’s tattoo highlights her ‘right to die’ belief

Se også:

Tatoveret livstestamente

Genoplivning ved hjertestop på plejehjem?

Usømmelig omgang med lig, "for helvede"

En seriøs tatovering, for hele livet

Livstestamenter er en narresut

Michael Schiavos løfte

Joy Hunter vil ikke dø som sin mor

Må læger lade patienter dø?

Sjov med døden: "The Lady and the Reaper"

Den spanske filminstruktør Javier Recio Gracia fulgte omkring 2007 med i hvordan hans bedstemor langsomt døde. Det fik ham til at tænke lidt bredere over tingene, og hvordan mange ældre mennesker tilbringer de sidste dage af deres liv. Nogle dør i ensomhed, eller mens lægerne på et hospital trækker lidelsen i lange drag. Han funderede over hvor værdigheden bliver af hvis lægerne med stor energi og faglig dygtighed kæmper en indædt kamp for at forlænge døendes liv, uden hensyntagen til hvor elendigt det måtte være.

Samtidig arbejdede han på tegnefilm-studiet Kandor Moon, der besluttede sig for at afprøve tekniske og kunstneriske metoder ved at lave en 3D kortfilm. Der var brug for en god historie, og Javier Recio Gracia udviklede sine tanker til et manuskript. Selskabet besluttede sig for at lave filmen, og det gik der halvandet år med.

Resultatet er en fremragende computeranimeret kortfilm, The Lady and the Reaper, der med humor behandler dette alvorlige tema helt uden dialog. En sød gammel dame lever med mindet om sin afdøde mand, mens hendes liv rinder ud til tonerne af We'll Meet Again. En sjældent smuk afslutning på livet, og hun glædes over at døden (personificeret som "Manden med Leen") kommer for at forene hende med sin mand. Et veloverstået liv.

Desværre vågner hun på hospitalets intensiv-afdeling, hvor en arrogant "heltefigur" af en læge, sammen med sit beundrende harem af sygeplejersker, kæmper for at "genoplive" hende, koste hvad det vil. Her udarter filmen til en dramatisk jagt og kamp mellem lægen og den død som den gamle dame ønsker sig. Detaljerne kan du selv se, men jeg kan da nævne at den gamle dame både vinder over lægen og døden. Hun overgiver sig aldrig.

Hele filmen ligger på YouTube, men kan også ses i bedre format på film projektets hjemmeside The Lady and The Reaper - La Dama y La Muerte, der fortæller en masse om filmens tilblivelse og forevisninger. Den fik Goya prisen som bedste animerede kortfilm, og var blandt de nominerede til en Oscar i samme kategori.

YouTube: The Lady and The Reaper

Jeg kan stærkt anbefale filmen, og selv om den ikke på nogen måde direkte berører aktiv dødshjælp, sætter den jo alligevel fokus på at døden kan være en meget venligere hjælper end ærekære læger.

Selvgjort er velgjort.

Se også:

Monty Python: Always Look on the Bright Side of Death

Dødedans a la Disney: The Skeleton Dance

Kiwi! - Dø om så det gælder

"How to Die in Oregon" - Amerikansk dødshjælp dokumentarfilm

Den allersidste date?

The Saga Of Biôrn, viking fra Valhalla til Hel

Må livstrætte gamle få lov til at dø?

Aften. Den gamle kone og døden - L.A. Ring

Må læger lade patienter dø?

TV2 har taget en historie fra Herlev Hospital op. Mange patienter på den medicinske afdeling får tildelt koder som "Minus EHM" eller "Minus ITA", som står for at der ikke skal forsøges genoplivning efter hjertestop, eller at patienten ikke overføres til intensiv afdeling når det bliver kritisk. Dette gælder også for patienter som ikke allerede er uafvendeligt døende.

• TV2 Nyhederne: Læger lader patienter dø
• TV2 Nyhederne: Overlæge: En klokkeklar fejl

Tonen er stærkt kritisk overfor hospitalets behandlingsmæssige dispositioner, og der lægges op til at lægerne derved ikke giver patienterne den bedste behandling. Underforstået altså at det bedste nødvendigvis må være at lægerne skal bruge hele behandlingsapparatet når kroppen på meget syge patienter ikke kan mere. Det handler typisk om gamle patienter hvor der ikke er realistiske udsigter til helbredelse, men blot at trække sygdommens sidste faser i langdrag. Disse fylder meget på hospitalernes medicinske afdelinger.

Det som lyder mest betænkeligt er at koderne i nogle tilfælde også bruges selv om patienten udtrykkeligt ønsker forsøg på genoplivning, og intensivafdelingens teknologiske apparat. Spørgsmålet er dog om lægerne reelt gør noget forkert. Det kan ikke være patientens ret at kræve en behandling, som ikke lægeligt set vurderes som rimelig.

En ekspert i sundhedsjura, Kent Kristensen fra Syddansk Universitet vurderer:

Det er alvorligt ikke at informere patienten, for det betyder, at man krænker patientens ret til selvbestemmelse. Man fratager patienten muligheden for at træffe beslutninger vedrørende behandlingen. Det er klart ulovligt.

Jeg er ikke overbevist om at den vurdering holder. Det ville på den anden side være klart ulovligt hvis lægerne, mod patientens ønske, påtvinger behandlinger som genoplivningsforsøg eller intensiv teknologisk behandling. Det er vigtigt at patienter kan træffe beslutninger om at begrænse behandlinger som er i modstrid med patientens holdning til værdighed og livskvalitet. Det kan være bedre at dø, har patienten lov til at holde på.

Jeg ser det som en alvorlig misforståelse at lægge op til at patienterne har lov til at kræve behandlinger, som lægerne vurderer som nyttesløse. Da der selvfølgelig kan tænkes at være tvivl om sådanne vurderinger, bør patienten have mulighed for at konsultere en anden læge. Men patienten bør ikke have mulighed for at tilvælge en behandling som der ikke er lægelig basis for.

Hvor hospitalet svigter er på et andet plan. De kan åbenbart ikke finde ud af at snakke med patienterne (eller de pårørende), og bibringe dem forståelse for at det ikke altid er bedst at behandle så meget som muligt. Dø skal vi jo alle, og det kan være en svær snak at nå til en fælles afklaring om den sidste tid. Hvis dette ikke sker, er det helt forståeligt at patienten tror at lægerne kan holde kroppen rimeligt kørende et stykke tid endnu. Og stiller krav.

Der er jo på den anden side meget, meget få der har lyst til at komme til "at ligge som en grønsag". Det kan være den helt realistiske udsigt, hvis den såkaldte "genoplivning" af en nedbrudt krop "lykkedes". En skræmmende udsigt, synes jeg. Et sted som de færreste har lyst til at dø.

TV2 har jaget "skandalen" i stedet for at bedrive seriøs journalistik. Igen.

Politiken har mere velfunderede artikler:

• Overlæge i Herlev: Manglende information var en menneskelig fejl
• Læger: Patienterne skal være trygge
• 'Hemmelige' koder er udbredte i Danmark

Se også:

Hospitalerne skal lære at snakke om døden

Døde Thorkild Flyvbjerg for tidligt?

Må døende få lov til at snakke med om hvordan?

Genoplivning ved hjertestop på plejehjem?

Når den gamles tarv er at dø

Dødskvalitet giver livskvalitet til det sidste

Den vidunderlige forbandede pacemaker

Hvordan er en god død?

Engang hørte jeg om en gammel mand, der gik og havde det pænt. Med over 90 somre var kræfterne jo ikke hvad de havde været, men han havde kun sjældent brug for læger eller medicin. En sommerdag var han ude og nyde det gode vejr i sin baghave. Familien undrede sig over hvor han blev af, og fandt ham liggende fredfyldt under et træ, som en nedfalden frugt. Død.

Selvfølgelig havde alle undt den gamle mand nogle flere gode år, men kunne heller ikke rigtig se hvordan han kunne have fået en bedre død. Han havde haft det meget skidt med at blive plejekrævende, hjælpeløs og syg. Han elskede sin have, og slap for at blive skilt fra den. Og så var han pludselig væk. Mæt af dage.

Det er ikke for ingenting at denne historie nærmest er en arketype på tanken om at få en god død. Et langt og godt liv afsluttes uden at sygdom æder luns for luns af selvstændigheden og værdigheden. Et paradoks er at "vi" som samfund gør alt hvad vi kan for at forhindre vore gamle, os selv engang, i at få lov til en så pæn måde at dø på.

Hvad nu hvis den gamle mand var blevet grundigt undersøgt af en læge? Det er meget tænkeligt at en uregelmæssighed i hjertets rytme var blevet opdaget. "Det kan du dø af, så du skal have en pacemaker". En lille operation, og et stykke moderne teknologi havde holdt øje med om hjerterytmen var normal. Små elektriske pulser for at udglatte enhver uregelmæssighed. Et kraftigt smertefuldt stød for at sparke et stoppet hjerte igang igen.

Hvis dødsårsagen ikke måtte blive et "hurtigt og let" hjerteanfald, hvad så? Måske Alzheimers/Parkinsons? Kræft? Slagtilfælde og hjerneskade? Svigt af nyrer og andre organer? En smadret hofte? Et langtrukkent sygeleje, med smertende længsel efter haven, i de svindende klare stunder? Bleer, slanger og fortravlede hjemmehjælpere? En død som de fleste for alt i verden gerne vil undgå? Arketypen på at livet nedbrydes i stigende elendighed, en skidt død?

Rent spekulativt, selvfølgelig, men slet ikke usandsynligt. Det er ganske hyppigt at livets afslutning præges af behandlinger som ikke magter andet end at trække dødsprocessen i lange drag. Havde han haft gavn af en "livreddende" pacemaker? Havde nogen som helst haft gavn af den, bortset fra producenterne af artikler til pleje og behandling af gamle syge mennesker? De tjener styrtende med penge på at modellen er at nødvendigvis at "forlænge liv". For enhver pris, både økonomisk og menneskeligt.

Selvfølgelig er der ikke nogen klar skilleline for hvornår pleje og behandling holder op med at være et gode. Skiftet fra at det livsforlængende til at det dødsforlængende er jo smertefulde dilemmaer, uden nemme svar.

Muligheden for at redde liv ved at implantere en pacemaker var en virkelig succeshistorie omkring medicinsk teknologi. Mange mennesker har haft stor gavn af dette hjælpemiddel. Liv er blevet reddet og ulykkelige svære hjerneskader efter "overlevelse" på kanten undgået.

Samtidig kan pacemakeren være en forbandelse. Når kroppen raseres af demens eller andre årsager til en langsommelig nedbryden af værdigheden, ville et hjerteanfald ganske ofte være en god og ønskværdig begivenhed. Et nødvendigt punktum. Men det er meget sjældent at nogen kan tage sig sammen til at slukke for tingelsten. Tværtimod ville tanken vække forargelse. Mord, aktiv dødshjælp, eller noget i den retning.

For mit eget vedkommende ville jeg kun tage imod en pacemaker hvis jeg var overbevist om at have helbred til at ønske at leve længe med den. Og jeg ville helst kunne betinge mig at den kun måtte få lov til at være tændt så længe jeg selv var i stand til at sige et klart "ja" til at leve videre.

Mit liv skal være for min egen skyld.

Se også:

Hvis jeg bliver dement som gammel ...

Genoplivning ved hjertestop på plejehjem?

Pensionister vil have lov til at dø, i England og Holland

Når den gamles tarv er at dø

Krav om "en naturlig død" er at spille Gud

Hvor mange gamle længes bare efter at dø?

Oscar, en kat med kærlighed til de døende

Baroness Warnock: Pligten til at dø?