Frank Cotham: My own moral compass led me here
Viser opslag med etiketten etik. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten etik. Vis alle opslag
onsdag den 17. februar 2021
torsdag den 4. december 2014
Organtransplantation efter aktiv dødshjælp - hvorfor ikke?
Et aktuelt debatemne er et hollandsk forslag om at personer som får brug for hjælp til at dø, kan vælge at blive organdonorer. Selv om alvorlig sygdom kan medføre at ikke alle organer er friske nok til transplantation, kunne dette forslag give transplantationslæger lettere adgang til raske organer. Da der altid er underskud af sunde organer til transplantation, skønnes det at mellem 250 og 500 hollandske liv vil kunne reddes om året.
Som sædvanlig er der kritikere ude, og kalde det for "problematisk". De frygter at den gode sag måske vil kunne få flere til at overveje tanken om at andre kunne have mere glæde af deres organer, og derfor give aktiv dødshjælp en ekstra overvejelse. På fantasi-planet forestiller kritikerne, som Thomas Ploug fra Det Etiske Råd og Aalborg universitet, sig en situation hvor det på en eller anden måde ikke ville være et helt oprigtigt ønske om at dø, men at muligheden for at hjælpe andre i nød fører til en slags pres.
Etik-professor Thomas Søbirk Petersen fra Roskilde Universitet er ikke bekymret, og peger på at det tværtimod er en regulær forringelse at de døendes rettigheder, hvis det skal være forbudt for denne gruppe at donere deres organer. Som han siger til Kristeligt Dagblad:
Jeg kan slet ikke se det etiske dilemma i, at et menneske, der ønsker at dø, får mulighed for at redde andres liv. Der er børn og voksne, der går til grunde på ventelister verden over, fordi vi mangler organer. I stedet for at mistænkeliggøre den døendes ønsker og motiver kunne vi jo også vælge at tage dem for pålydende og som udtryk for en altruistisk handling. I virkeligheden er der jo blot tale om en rettighed, alle mennesker nyder, retten til at vælge at blive organdonor. Den rettighed skal de døende - af alle - vel ikke fratages.
- Kristeligt Dagblad:
Læger vil bruge organer efter aktiv dødshjælp
Det netop et overgreb ikke at give folk lov til at være organdonor, når de ikke har muligheden for at leve et liv. Der er ingen grund til at modstandere af i det hele taget at have aktiv dødshjælp skal blande sig her, det må være et filosofisk og dybt personligt valg. Det helt centrale er at aktiv dødshjælp ikke er en simpel sag om at "gå med til det", men en grundig proces med at se på andre muligheder, uden at det bliver til at det handler om at "lokke" nogen til at sige "jeg vil dø".
Den største problematik jeg ser er ikke etisk, men mere praktisk omkring dødsprocessen. Idealet for organtransplantation er et menneske hvor kroppen fungerer samtidig med hjernedød. Så kan det planlægges at organerne kan udtages af "det varme lig", før kroppen går videre mod begravelse.
Ved aktiv dødshjælp er hjernen frisk, og nogle af metoderne til aktiv dødshjælp medfører i sagens natur at både hjerne og krop dør på samme tid, hvor den dybtliggende dødsårsag kan siges at være iltmangel når hjertet holder op med at slå. Dette er fint foreneligt med et dødsleje, hvor pårørende kan være med til det allersidste. Lægeligt set går det dog meget ud over mulighederne for optimale vilkår for at "høste" friske organer efter at døden er indtrådt.
Det er f.eks. aktuelt når en af de mere udbredte metoder er det gamle sovemiddel pentobarbital (nembutal), som er velegnet til formålet. Det bruges også når dyrlæger skal udføre en aflivning, og det kan gives på den måde at patienten selv drikker den dødbringende dosis.
Hvis lægerne skal kunne transplantere de organer som er "gode nok", medfører det en meget kraftigere involvering i selve dødsprocessen, hvor det bliver sværere at styre for det menneske som gerne vil være altruistisk ved sin død.
En af de meget store fordele ved pentobarbital er at det kan udleveres som en sikkerhed for den meget syge, der selv får muligheden for at sige stop. Mange der i USA (stater som Oregon og Washington) får midlet udleveret, opnår stor tryghed gennem at det er deres eget valg hvornår de vil sige "nu er grænsen nået". Og så dør de af sygdommen, uden at få brug for deres "forsikring".
Dette gode scenarie er uforligneligt med at aftale at et hold læger står klar til transplantation.
tirsdag den 30. september 2014
Dødshjælp vs "retten til at være til besvær"
Marian Lemke: Cimetière de Montmartre, Jacqueline Didsbury
En frase som ses i debatten omkring aktiv dødshjælp er "retten til at være til besvær". Det er en vending som bruges af modstandere, i et åbenlyst forsøg på at vække til bekymring omkring en muligt betænkelig motivation for at nogen beder om at få hjælp til at dø. Situationen går på at et gammelt og sygt menneske er svag og ikke længere kan klare sig selv, men bliver afhængig af hjælp for at kunne leve videre.
Skræmmebilledet lyder så at han eller hun ikke vil være bekendt "at være til ulejlighed", og med dette som dybere begrundelse siger "lad mig dø". Altså at personen egentlig gerne ville leve, men ikke kan lide at belaste sine omgivelser med besværet omkring at yde omsorg og hjælp, når det jo alligevel er klart at livet lakker mod enden. Det kan jo ikke udelukkes at sådanne tanker kunne opstå i sindet hos et nedtrykt svagt ældre menneske, og for normalt tænkende er dette selvfølgelig en ret ubehagelig forestilling, der kunne inspirere til at mene at vi må hellere være forsigtige, og derfor må vi ikke lade aktiv dødshjælp være en mulighed.
Som argumentation betragtet er dette dog en stråmand, altså at tegne et vrangbillede af situationen, for derved at få pro et kontra argumenter til at tage afsæt i dette som en plausibel situation - men det mener jeg nu ikke at det er.
Sagen er at der ikke, så vidt jeg har set, findes tilhængere der seriøst tænker på aktiv dødshjælp som en simpel "død efter anmodning". Det må være en selvfølgelighed at ansvarlige hjælpere sikrer sig at det er en velgennemtænkt beslutning, og snakker grundigt med den som beder om at dø. Hvis det ikke er en åbenlyst akut situation, vil det også være givet at en rimelig fremgangsmåde sikrer grundig vurdering, og at det ikke bliver nogen forhastet beslutning på grund af en "dårlig dag".
Jeg vil mene at det er et helt urealistisk skræmmebillede at en åbning for at dødshjælp kan være den bedste hjælp, efter "hovedpersonenes" egen målestok, fører til at mennesker beder om at dø, uden at mene at det er det bedste for dem selv. Tilsvarende er det en teoretisk risiko at det er fordi de bliver presset til det af pårørende som bare vil have fingerene i arven så hurtigt som muligt.
Dog vil jeg sige at når et menneske, med familie, kommer frem til at ville forlade livet lidt før, kan et af argumenterne være ikke at ville belaste sine nærmeste med en tung og håbløs situation. Men den er jo kun tung og håbløs fordi sådan er det for den snart døende selv. Hvis han eller hun kan have det tåleligt, er dødshjælp ikke en tanke der ligger lige for. Langt fra.
Så jeg vil mene at det der formuleres som "retten til at være til besvær" i virkeligheden handler om "pligten til at være til besvær". Både for andre, men især for sig selv.
Et gammelt ideal for en god måde at dø på er at det kan ske "i familiens skød", med en god afsked, når det er tydeligt at nu er tiden inde. Nogle velgennemtænke og dybe sidste ord, og derefter udånde. Den moderne medicinske teknik giver ofte mange muligheder for at trække dødsprocessen i lange drag, når der kan gøres noget ved de forskellige symptomer på at kroppen er ved "at give slip", og organerne svigter gradvis.
Realistisk set kan den "gode død" ofte indebære at sige "det er fuldbragt", og give slip på livet. Her kan det så være hensigtsmæssigt for både de pårørende, men især den døende selv hvis der er mulighed for at den palliative pleje kan afsluttes med noget som lader alle få fred, gennem at lyset kan få lov til at blive slukket.
Også selv om tanken om dette kan være til besvær for nogle som ikke er i situationen. Retten til at være til besvær må også omfatte at bede om den bedste hjælp, når dette indebærer en kortere vej mod døden.
torsdag den 31. juli 2014
Svar til projektopgave om aktiv dødshjælp
Tre piger fra en skoleklasse kontaktede mig for et stykke tid siden, for at høre om jeg var med på at svare på deres spørgsmål om aktivdødshjælp, til en projektopgave i skolen. Det ville jeg gerne, og det blev til et email interview som jeg efter aftale gengiver her på bloggen.
Jeg er selvfølgelig tilhænger at at mennesker må få lov til at få hjælp, også når det omfatter at afkorte en livsafslutning som ellers bliver for ubærlig. Så det fremgår af mine svar, men jeg prøver dog at styre udenom den mest sort/hvide argumentation. Jeg benyttede mig af lejligheden til at imødegå mange af "standard-argumenterne" formuleret af modstandere af aktiv dødshjælp, som f.eks. Det Etiske Råd.
1) I Danmark er aktiv dødshjælp i dag forbudt. Er det etisk korrekt at tillade aktiv dødshjælp?
Selvmord er tilladt, og selv om nogle på basis af religiøs overtro ser det som en synd, en overtrædelse af en tænkt "moralsk lov", er der næppe nogen som i nutidens Danmark fortsat kunne finde på at kræve at selvmord, eller forsøg derpå, skulle ses som en forbrydelse. Vi står med resterne af en historisk lovgivning, som på kirkeligt grundlag krævede straf til både mennesket selv, og endda også familien. Hårde straffe.
Så mit modspørgsmål er om det er "etisk korrekt" at forbyde hjælp til en lovlig handling? Det kan jo ikke engang ses som medskyldighed.
Her taler jeg selvfølgelig om tilfælde hvor der ikke er rimelig tvivl om at den med behovet for at dø har kunnet forholde sig fornuftigt til sin egen situation, og har vurderet om den gode hjælp som lægerne (eller andre) har at byde på er nok til at livet er ønskværdigt. Ellers vil jeg mene at "hjælperen" har andre motiver, som næppe kan accepteres. Det må jo ikke være hjælperens ønske at en anden dør.
På bloggen har jeg ofte brugt en pointe om at selvmord (og dermed også hjælp dertil) kan være et rationelt valg, hvis beslutningen træffes og fastholdes mens "hovedpersonen" har det så godt som muligt, altså ikke er i en krise eller har "en dårlig dag". Naturligvis skal det være en velafklaret og velgennemtænkt beslutning, således at det i princippet kan ske i forståelse med nærmere pårørende, selv om disse måske dog følelsesmæssigt kan have for svært ved at give slip, eller sidder med moralske/religiøse anfægtelser ved at acceptere at nogen vægter livskvalitet over længde.
2) Hvorfor synes du det er etisk korrekt/etisk forkert at tillade aktiv dødshjælp?
Fordi det er etisk forkert at forbyde aktiv dødshjælp. Vi skal jo yde så god hjælp som muligt, i respekt for den døendes ønsker og værdighed. Det er indlysende at "god hjælp" i langt de fleste tilfælde går på at gøre livet så godt som gennemførligt, så længe det nu kan vare, men det er blot ikke altid muligt. Dødshjælp er da ikke udtryk for "det højeste ideal", men det kan være det mindst ringe. Som en ordsprogsagtig talemåde lyder "man skal ikke lade det perfekte stå i vejen for det gode". Der kan være brug for handling, i stedet for at sidde med hænderne i skødet, og blot se på hvor elendigt det bliver, når vi ikke har noget vi kan gøre. Det hjælper jo ikke at drømme om at det nok bliver godt igen.
Et fortærsket argument lyder på at vi har pligt til at hjælpe husdyr og kæledyr med at dø, når det indlysende er en bedre udvej end at lade dem "leve" i elendighed. Det er dog et dårligt argument, fordi det går på at det er hjælperens vurdering, da dyret ikke selv kan bede om hjælpen, eller sige "nej tak". Argumentet er kun indirekte til fordel for at mennesker må få lov til at få aktiv dødshjælp, men alligevel så meget desto stærkere. Her taler vi jo netop ikke om at det kan være de efterladtes vurdering, men at det virkelig er udtryk for en ønsket hjælp til at dø.
Den nuværende lovgivning gør det til en pligt at behandle dyr humant, men forbyder at behandle mennesker humant. I begge tilfælde uden at lade individets selvstændighed være en afgørende faktor. Hvis det ikke var virkelighed, var det sjovt.
- Krav om en naturlig død er at spille Gud
- Det Etiske Råd inhabile omkring aktiv dødshjælp
- Aktiv dødshjælp til husdyr og kæledyr?
3) Hvilke konsekvenser kan det få, hvis man legaliserer aktiv dødshjælp i Danmark?
En forbedret behandling af døende mennesker, vel at mærke især dem som ikke ønsker hjælp til at dø. Pointen er at "vi" skal blive bedre til at tale stille og roligt om at vi jo allesammen skal dø, også når det er tæt på. Ordsproget "hvor der er liv er der håb" kan være grusomt, ved kræve af den lidende at udholde hvad som helst (a la Jobs bog fra Bibelen) for at fastholde en lille rest af liv. Tema for den nødvendige snak skal ikke være døden, men hvordan den sidste stump af livet kan gøres så god som muligt. Tryghed for hvordan det går er alfa og omega, og netop her er det vigtigt at få friheden til at kunne sige stop, når grænsen er nået. Denne "nødudgang" giver muligheden for positivt at vælge livet, "lige en dag mere". Ved ikke at være udleveret til hvad der kan tænkes at blive for slemt, giver trygheden et bedre liv til sidst. Og hvis der skulle blive brug for at sige "nu skal det være", hvem taber noget ved det?
En mere principiel konsekvens er at dreje fokus fra at det vigtigste er regler og procedurer, til at sætte mennesket i centrum. Det skal ikke være "nok" at sundhedssystemet siger "vi gør alt hvad vi kan", og beklager at det ikke altid er godt nok. Dødelig sygdom skal ikke være et medicinsk projekt, lægernes rolle er at hjælpe der hvor de har faglige muligheder, ikke at gøre det til en checkliste over symptomer kontra behandling.
4) Hvordan kan man være sikker på at aktiv dødshjælp ikke misbruges?
Ved at gøre vores bedste. Hvis vi taler om en principiel umulighed for misbrug, er det i sig selv en principiel umulighed. Den fantasifulde kan altid tænke sig til en teoretisk situation, som kunne bruges som basis for en kriminalroman med et overraskende twist. Hvem ville "ønske" at misbruge muligheden? Et klassisk krimi-tema kunne være en fra familien, men her er det normale "problem" tværtimod vanskeligheden ved at give slip. Og vi taler jo heller ikke om noget "hurtigt og nemt" uden gentagen snak og vurdering. Hvad vil vi gøre ved det misbrug der nu ligger i at kræve at lægerne "gør alt"?
Den største risiko for misbrug ligger paradoksalt nok i at nogen bruger det med aktiv dødshjælp som en trussel om at få formiddagsaviserne til at køre følelsesporno på hvor "ringe" systemet er, når de ikke får alle deres ønsker opfyldt. De ville elske nogle tårefyldte overskrifter. Også denne risiko må kunne håndteres ved at det er en selvfølgelighed at der bliver snakket om sagerne.
5) Hvordan kan man udnytte aktiv dødshjælp på en god måde?
Til at mindske den store selvmordsrate blandt ældre mennesker. Dødshjælp handler ikke om at dø, men om at have valgmuligheden. Når denne er forbudt, bliver mange ældre mennesker nødt til at handle mens de endnu er i stand til at tage vare på sig selv. Hvis det ikke skulle ske i det skjulte kunne de bedre vente, og første trin i at behandle et ønske om dødshjælp må selvsagt være at bruge tid på at belyse baggrunden, og finde ud af om der dog ikke er bedre løsninger. Altså bedre for den som det handler om.
Døden er ikke altid det værste vi har. Et liv kan blive bedre af at få lov til at afrunde det i god ro og orden. Et typisk idealbillede på døden er at det sker i familiens skød, hvor der bliver plads og ro til at tage afsked. Det er sjældent i nutiden, hvor det er blevet helt normalt at dø undervejs i håbløse behandlingsforsøg. Så bliver døden til en slags behandlingsfejl, og hverken pårørende eller den døende får muligheden for at sige ret farvel. Med dødshjælp kunne der blive en mulighed for at nærme os det gamle ideal igen, især når en med behovet for at dø ikke er nødt til at gøre det i ensomhed, af frygt for at nærtstående bliver set som kriminelle, eller føler at det er deres pligt at forhindre et velgennemtænkt ønske.
6) Er du ikke bange for at legaliseringen af aktiv dødshjælp vil føre til en glidebane, hvor alle syge samt raske vælger at gøre brug af aktiv dødshjælp, når livet virker håbløst?
Nej. Vi taler ikke om at nogen blot uden videre kan "vælge at gøre brug af aktiv dødshjælp". Dette ofte sete argument er et klassisk stråmands-argument, altså at opstille en falsk forestilling, som der kan argumenteres imod, i stedet for at forholde sig til det reelle spørgsmål. Det må nødvendigvis være en proces hvor det ikke blot bliver noget i retning af "døden på anmodning", men i stedet at der snakkes grundigt om tingene. Det vil tage et stykke tid, og som tidligere pointeret må det også skulle være mens den pågældende har det så godt som muligt, også selv om det i sagens natur ikke er så godt endda.
Jeg har det helt fint med tanken om at en teenager, der bliver mobbet, henvender sig. Måske virker livet håbløst, men det kan blive en ekstremt svær opgave at overbevise en hjælper om at det er en velgennemtænkt beslutning. Det ville jo også indebære at skulle overbevise sig selv, i stedet for at gøre det til en hastig flugt.
7) Hvordan kan man undgå en sådan glidebane, hvis aktiv dødshjælp legaliseres?
Ved at give plads til en næstekærlig behandling af den døende. Næstekærligheden kan, engang imellem, medføre at det rigtige må være at give en hjælpende hånd til at afkorte dødsprocessen lidt. Sagen er at vi allerede skøjter rundt på en mere kompleks glidebane, når personale i sundhedssystemet er tvunget til at "lade stå til", når det ikke sjældent sker at patientens ønsker om palliativ behandling er at afkorte dødsprocessen.
8) Kan man påtvinge almene læger til at udføre aktiv dødshjælp, hvis det legaliseres i Danmark?
Nej. Hvorfor skulle der dog være brug for det? Vi kan heller ikke påtvinge læger at lave fedtsugninger, aborter, blodtransfusioner, eller hvad der nu ellers måtte være lægen imod. Den læge som har en principiel modstand mod at hjælpe patienten på bestemte måder, kan måske få brug for at tænke over hvor indenfor faget det er bedst at arbejde. Problemet er dog ikke større end at der nok skal være masser af læger, som har den menneskelige styrke til at indse at den bedste hjælp, den bedste palliative pleje, kan ligge i en forkortet dødsproces. Så der kan blot henvises til en kollega, i de forholdsvis få tilfælde hvor der er behov.
Bredere set mener jeg dog ikke at det skal være et krav at en læge "udfører aktiv dødshjælp". Idealet er at det er patienten selv som får muligheden, således at lægen ikke skal gøre andet end måske hjælpe med egnede remedier, som en recept. Patienten kan måske få brug for en hjælpende hånd, hvis kræfter eller koordination svigter, men denne hjælpende hånd behøver ikke sidde på en læge. Med passende remedier, behøver der slet ikke at være en læge involveret i processen, men der kan være fordele ved at en med faglig viden om kroppen deltager.
9) Hvor går grænsen for aktiv dødshjælp? Hvornår er det okay, og hvornår er det ikke?
Der er ikke nogen fast, klart definerbar grænse. Der bør ikke laves et skarpt kriterium, der giver mulighed for budskabet "nu er du syg nok til at det bliver dig tilladt at bede om hjælp til at dø". Deri kunne der ses en form for pres. Når jeg fokuserer så meget på at der skal en god snak til, er det jo for at det primære er at se på hvilke muligheder for hjælp der er. Selvfølgelig bliver det meget svært at finde nogen som insisterer "jeg vil dø", hvis der er muligheder for at hjælpe med at livet bliver ønskværdigt. Sådan set kan det siges at grænsen ligger hos hovedpersonen selv, og det skal ikke være hjælperens opgave at vurdere om det er ok. På den anden side skal en hjælper ikke være forpligtet af den døendes ønske, så uden et velbegrundet ønske er det ikke realistisk at finde en hjælper. Der er jo ikke så mange der går og drømmer om at få nogen til at dø.
10) Hvad er den etiske forskel på passiv og aktiv dødshjælp?
Den etiske grænse er at begrebet "passiv dødshjælp" er et skuespil som i det mindste giver mulighed for dødshjælp til en del af dem med behov. I virkeligheden handler dødshjælp om at fokus skifter fra at målsætningen er at holde i live, til at der handles på det grundlag at døden fremmes. Med en human lovgivning ville vi ikke længere kalde det for "passiv dødshjælp" med aktive handlinger som at slukke en respirator (under bedøvelse), afbryde for væske og næring, eller give "terminal sedering". Det sidste dækker over at give så kraftige bedøvende midler, at patienten aldrig vågner igen. Firkantet sagt venter lægerne derefter blot på at vedkommende dør, men uden at der er lavet en snak om det nu er den måde det skal foregå på.
Sagt på en anden måde, kan en forskel sige at være at aktiv dødshjælp er når patienten beder om hjælp til at sige stop, og passiv dødshjælp er ofte når omgivelserne ikke kan finde noget at gøre, og derfor vælger at lade dø. Her bliver forskellen på "passiv dødshjælp" og "aflivning" ofte til et rent sprogligt spørgsmål, bortset fra at egentlig aflivning sker med mere humane metoder.
Mere principielt er det sprogligt misbrug i det hele taget at tale om aktiv dødshjælp når nogen "ligger som en grønsag", hvor det jo ikke længere kan handle om andet end hvad omgivelserne vurderer som det bedste. Jeg vil ikke argumentere imod at de reelt påtager sig valget om at få dødsprocessen afkortet, når der ikke er bedre at gøre. Der kan blive brug for at give slip, og så må det være sådan. Det er blot noget andet end aktiv dødshjælp, når det ikke kan være patientens egen aktive beslutning at "nu skal det være".
11) Hvorfor skal døende patienter holdes i live, hvis de lider og gerne vil dø og alligevel skal dø?
Her vil jeg være lidt polemisk. Alt for ofte sker det for at omgivelserne kan fastholde en illusion om at døden er noget frygteligt, og alt andet er bedre. Det er på grund af deres egen angst for at dø. Deres egen smerte ved at give slip. Deres egen følelse af utilstrækkelighed ved ikke at kunne give en god hjælp. Deres voldsomme ønske om at kunne hjælpe, uden at indse at de i stedet skader den de elsker eller tror de har respekt for.
Hvis jeg nu fik lungekræft, og havde op til nogle uger eller måske måneder igen, for hvis' skyld skal jeg leve? Hvis svaret ikke er "for min egen", lyder det skævt. Hvis jeg havde børn, ville det selvfølgelig være et godt argument for ikke at give slip før måske til allersidst. Men det har jeg ikke, og heller ikke andre som er afhængige af mig. Ville det være forkert at sige nej tak til at livsindholdet blev kampen mod kræften, uden realistisk mulighed for andet end at trække tiden ud? Det må grundlæggende set være min egen vurdering, men med en god hjælper kunne jeg snarere vente til min grænse for alvor var nået. Ellers kunne det blive nødvendigt at sørge for det før jeg blev for syg.
12) Hvordan kunne en lovgivning om aktiv dødshjælp se ud, hvis det var i følge dig?
Schweiz har en velfungerende lovgivning, som kunne inspirere, selv om den ikke dækker alt. Aktiv dødshjælp er (i modsætning til hvad mange tror) forbudt i Schweiz. De har en lovgivning der kun gør hjælp til selvmord til en forbrydelse, hvis hjælperen har egennyttige motiver. Det medfører ikke en masse problematiske sager, men nogle humanitære organisationer (som Dignitas) med ansvarlige hjælpere kan fungere som bisiddere.
Aktiv dødshjælp handler ikke om hjælperens rolle, men den der har brug for hjælp. Det er en misforståelse, eller direkte en stråmand, hvis nogen taler om at "retten til at dø" medfører en pligt til at andre skal hjælpe med dette. Generelt medfører frihedsrettigheder ikke at andre derfor har pligt til at hjælpe med at gennemføre hvad der er tilladt. Ytringsfrihed medfører jo heller ikke at medier er forpligtet til at formidle synspunkterne.
Se også:
søndag den 13. juli 2014
mandag den 14. april 2014
Forskellen på passiv og aktiv dødshjælp er en løgn
Paralysis by Jack Kevorkian
Ved debat om aktiv dødshjælp gør mange et stort nummer ud af skelne mellem aktiv dødshjælp, og passiv dødshjælp. Meningen er tilsyneladende at det ikke er i orden "at slå ihjel", det vil sige "aktiv dødshjælp". På den anden side kan det være acceptabelt at lade nogen dø, også selv om vi havde muligheder for at holde hjertet slående et stykke tid endnu. Det lyder jo umiddelbart som en fornuftig skelnen, men er reelt udtryk for en løgn. Jeg vil kalde det for en "hvid løgn", altså en bevidst løgn i den gode sags tjeneste. Der er gange hvor det ikke er noget gode at insistere på at "livet" skal fastholdes så længe som gørbart.
Løgnen udpensles gennem at omtale "aktiv dødshjælp" som når en læge giver en indsprøjtning med en dødelig dosis af et dræbende stof, mens det til gengæld kaldes for "passiv dødshjælp" hvis behandling for at holde ulidelige smerter nede kan tænkes at medføre at livet bliver en smule kortere. Når jeg kalder dette for en løgn, tænker jeg ikke på lægernes indsats, men på at det er eksempler som ikke har meget at gøre med den reelle situation omkring dødshjælp.
Egentlig undlader jeg helst at kalde det for "aktiv" eller "passiv" dødshjælp, fordi begrebet "passiv dødshjælp" primært har én funktion, at kunne give dødshjælp under dække af at der ikke hjælpes aktivt med at dø. Jeg foretrækker at definere begrebet "dødshjælp" som det at hjælperen bevidst afpasser sine handlinger efter at målet ikke er at fastholde liv, fordi det for patienten er bedre om døden indtræder snarligt. Det vil sige at hjælperen ville være i stand til at handle på en anden måde, u stedet for den direkte vej mod at afslutte livet. Her er det eufemismer at tale om aktiv eller passiv. Alt er aktivt, når det er et bevidst valg af handlinger. Det er en selvfølgelighed at det kun kan kaldes for dødshjælp når det sker efter den døendes egne ønsker, nedskrevet eller ej.
Virkelighedens eksempler på hvordan og hvornår dødshjælp gives, ligner ikke de meget stilliserede eksempler med dødssprøjte eller ej. Et realistisk (og typisk) eksempel på "aktiv dødshjælp" er i stedet:
Patienten får adgang til gode remedier til at kunne afslutte sit eget liv, gerne under kyndig vejledning. Men det er patienten selv som står for den helt konkrete handling. Et udbredt fremgangsmåde er når aktiv dødshjælp gives på en måde som også kunne kaldes "hjælp til selvmord". Der udskrives en dødbringende dosis af det gamle sovemiddel Pentobarbital, f.eks. i samarbejde med Dignitas i Schweiz, eller i de amerikanske delstater som har humanitære love omkring at give patienterne denne store tryghed. Patienten får selv kontrollen, og mange dør uden brug af nødudgangen.
Det bliver mere paradoksalt at se på hvilke meget aktive dispositioner der på grund af straffeloven kaldes for "passiv dødshjælp". Med en mere menneskelig lovgivning ville det snarere blive kaldt for "aktiv dødshjælp" at gøre ting som:
- En patient, som er 100% afhængig af respirator for at kunne ånde, ønsker at dø. På en planlagt dato kommer en læge og en sygeplejerske på besøg. Efter forberedelser får patienten en bedøvende indsprøjtning, måske med morfin. Når der ingen risiko er for at patienten mærker noget, slukkes for respiratoren. Det medfører selvsagt at patienten kvæles i løbet af nogle minutter. Her taler vi om død efter anmodning, og hvor sundhedsfagligt personale foretager sig de aktive handlinger som uundgåeligt fører til patienten får sit ønske om at dø opfyldt, gerne med sin familie omkring sig. Jeg vil rose lægerne for denne fremgangsmåde, som kun kan udstyres med den hvide løgn "passiv dødshjælp", fordi det at give døden gennem at slukke for den ikke længere ønskede respirator kaldes for at ophøre med livreddende behandling.
- En patient ligger populært sagt "som en grønsag". Det er måske efter et alvorligt slagtilfælde, hvor der ikke er noget reelt liv tilbage i kroppen. Alle kan se at det er det bedste om begravelsen kan blive overstået, i stedet for at have et varmt lig under pleje i måske lang tid. Da patienten selvfølgelig ikke kan spise eller drikke selv, klares disse basale livsfornødenheder med sonder i mave og måske blodårer. Denne kunstige ernæring afbrydes, så patienten dør helt i løbet af at par uger. Det kan ganske vist være barskt for personale og familie at følge med i hvordan kroppen ændrer sig mens mangel på næring og væske, sult og tørst, medfører at kroppen degenererer, men det må de tage med i mangel af human lovgivning.
- En døende patient lider under smerter, som lægerne ikke kan afhjælpe. Det kan de for det meste, men som de selv indrømmer ikke altid. Det er jo for umenneskeligt at kræve at en smerteplaget døende patient blot skal udholde sine stærke smerter. Løsningen bliver en sprøjte "nu vågner du aldrig mere". Dette kaldes ikke for aktiv dødshjælp, fordi medicinen i sprøjten ikke er direkte dræbende, men kun en kraftig bedøvelse. De usagte ord er "og nu venter vi bare på at kroppen kreperer". Det kan godt være der går et stykke tid før døden indtræder, men i det mindste er patienten befriet fra at opleve sin elendighed. Dette kaldes for "terminal sedering", eller lidt eufemistisk "palliativ sedering". Når patienten går til det evige mørke, må lægen huske at tænke "hensigten er at dulme smerterne, ikke at slukke lyset". Uden tankepoliti bliver det blot til at kunne registrere at lægen i det mindste giver en form for dødshjælp.
- En patient som måske ikke helt er på dødslejet, men er alvorligt ramt af slagtilfælde, Alzheimers sygdom, eller andet får en lungebetændelse. Den kan for det meste slås ned med antibiotika, men på grund af det unyttige ved at behandle bliver beslutningen at lade være. Det vil sige at patienten dør af sin lungebetændelse, men kun på grund af den aktive beslutning om at behandling ikke er det rigtige at gøre.
Hvad der er meget karakteristisk for disse lægelige tiltag er at det er en helt afgørende forskel om patienten er døende eller ej. Det ville være alvorlige lægefejl hvis der var en mulighed for at gøre noget bedre end døden, men det er der jo ikke altid. Som nævnt er det kun på grund af forbudet mod humanitær aktiv dødshjælp at diverse øjne og ører lukkes for den hvide løgn det er at kalde det for "passiv dødshjælp".
Et anden form for løgn i begrebet "passiv dødshjælp" er når det i stedet er aflivning. Hvis dødshjælp ikke gives efter aftale med patienten, eller efter dennes udtrykte ønsker, sker det jo udelukkende efter vurdering fra læger og pårørende. Selv om disse har helt rene hænder omkring at handle til patientens bedste, vil jeg ikke kalde det for dødshjælp når patienten selv ikke har været involveret i beslutningens grundlag. Som nævnt er "aflivning" et mere præcist ord her, selv om det jo lyder lidt hårdt. For ikke at blive misforstået, mener jeg ikke at der er noget forkert ved det, når beslutningen bliver at aflive en døende patient, typisk ved at afbryde for næring og væske. Altså ud over at det ville være meget bedre med en hurtigere og mere civiliseret metode.
Og det er en generel ting når den løgnagtige eufemisme "passiv dødshjælp" bruges om at handle til fordel for at patienten dør. Det ville bare være så meget bedre ikke at "lade dø" på en uværdig måde, i de tilfælde hvor det ville være bedre foreneligt med patientens egen fornemmelse for værdighed at få lov til en lidt hurtigere død. Som f.eks. da den engelske konge George V fik sin værdighed beskyttet gennem et kortvarigt dødsleje, ved en passende sidste behandling fra den gode livlæge.
Det Etiske Råd er særligt aktive omkring løgnagtigheder som "passiv dødshjælp", og en meget anstrengt kamp for ikke at forholde sig til det konkrete, når de i stedet kan flygte ud i abstrakte principper. Disse lyder dog smukke når de ikke skal bruges til virkeligheden.
Se også:
søndag den 23. februar 2014
Dydsetik, selvmord og dødshjælp
Aristotele
Dydsetikken fra det gamle Grækenland kan være en interessant indgang til at vurdere spørgsmål af moralsk betydning. Målet for dydsetik er "det gode liv" gennem at være et godt menneske, så derfor kan det måske ses som paradoksalt når min overskrift bebuder at jeg vil sætte det i forhold til at vælge at dø. Det hænger sammen med at hos dydsetikeren er det indre træk, dispositioner og motiver, der tæller.
Nu er det jo en blandet landhandel hvad forskellige mennesker udnævner til at være dyder, kontra laster og synder, så derfor vælger jeg at koncentrere mig om de gamle kardinaldyder, som Aristoteles definerede som: visdom, retfærdighed, mod og selvbeherskelse. Kan selvmord, og dødshjælp fra andre siges at være en dyd, ligefrem.
Jeg mener ikke at selvmord generelt set kan ses som udtryk for disse dyder, nærmere det modsatte. Hermed tænker jeg på at de fleste selvmord er uigennemtænkte reaktioner i krisesituationer. Dette kan også tænkes at gælde for dødshjælp, der jo blot er at hjælpe den anden til hvad der ses som et nærmest nødvendigt selvmord. Normalt sker det efter en rimelig og fornuftig vurdering, men der ses desværre eksempler på at nogen kalder det for dødshjælp, når de traf beslutningen på den dødes vegne. Aflivning er noget andet, selv med de bedste intentioner.
Derfor bliver mit spørgsmål om der kan tænkes at være tilfælde hvor selvmord (og dermed inddirekte dødshjælp) kan være i så god overensstemmelse med kardinaldyderne, at det positivt kan siges at være en dyd, at bidrage til det gode liv. Mit svar er "ja".
Areta - Græsk gudinde der personificerer dyd
Som overskueligt eksempel forestiller jeg mig en gammel mand, der med ondartet kræft og mange metastaser helt sikkert er uhelbredeligt syg. Måske kan tiden trækkes lidt ud med voldsomme og ganske ubehagelige ting som stråleterapi og kemoterapi, men der er ingen tvivl om at livet lakker mod sin snarlige ende, på en uskøn måde. Derfor opstår ønsket om at opnå en lidt tidligere død, for derigennem at befri sig fra de store lidelser (også ud over fysiske smerter) som kræft kan føre til. Det vil jeg kalde en krystalklar sag for at det kan være rimeligt og fornuftigt at afkorte sin vej mod døden. Døden er ikke målsætningen, men et så uafvendeligt livsvilkår at det kun er et spørgsmål om hvordan den sidste stump af livet bliver.
Visdom ser jeg i at indse dette, og handle derefter. Visdom kan utvivlsomt også føre til andre svar end selvmord, der kan være gyldige grund til at se "det gode liv" i at holde fast i kræften. Jeg ønsker ikke at dømme på andres vegne, men hellere have respekt for det fornuftige menneskes egen dømmekraft. Også når det gælder egen død. Hvis der af ærlig overbevisning kan argumenters overbevisende om den frivilligt fremskyndede død som udtryk for god fornuft, kan det være en klog beslutning. Visdom.
Retfærdighed kan jeg også se som en tænkbar mulighed. Hermed mener jeg at det måske kan være uretfærdigt overfor andre at fordre store ressourcer brugt på sig selv, når samme ressourcer kunne have gjort meget bedre gavn for andre. Her tænker jeg ikke på de kollektive ressourcer, som de skattekroner der er en del af samfundets prioritering. I stedet er min pointe personlige ressourcer, som hvis familien skal ofre sig for noget der alligevel ikke giver et tåleligt liv. Det vil jeg kalde for uretfærdigt.
Mod synes jeg er indlysende, det kræver stort mod at gennemtænke og træffe en så stor og endegyldig beslutning. Vi taler ikke om et selvmord der kan kaldes for en flugt, men tværtimod det at se virkeligheden dybt i øjnene, og træffe en beslutning. Døden er ikke det værste vi har, og det gode liv måles ikke på længden. Denne erkendelse er udtryk for mod.
Selvbeherskelse (mådehold) er der også. Igen er det nemmest at illustrere ved at pege på modsætningen, det umådehold og ubehersket kræven der ligger i at insistere på en illusion om at der må kunne gøres noget. Det mod der skal til for med visdom at indse virkeligheden, er udtryk for stor selvbeherskelse.
Selvmord kan altså være udtryk for at leve (og dø) efter dydsetikkens principper, når det virkelig er velgennemtænkt og fornuftigt besluttet. Det vil det sjældent være i andre tilfælde end når den relevante hjælp til selvmord kan kaldes for dødshjælp, hvor det er en fiktion at ville skelne mellem om det er aktiv dødshjælp, eller "kun" passiv dødshjælp. For dydsetikeren er det jo de indre træk, dispositioner og motiver, der tæller.
Abonner på:
Kommentarer (Atom)
|
|
|