Viser opslag med etiketten mig. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten mig. Vis alle opslag
torsdag den 28. januar 2021
lørdag den 31. oktober 2015
fredag den 20. marts 2015
Synet af en solformørkelse
Dette billede af fredagens solformørkelse er på ingen måde noget særligt. Det minder mere om en halvmåne, bortset fra at det er taget om dagen, og med en letskyet himmel. Morgenen sydpå startede ellers med næsten klar himmel, men skyerne kom da solformørkelsen nærmede sig. På en gåtur så jeg dog at skyerne var så tynde at solen var klart synlig igennem. Det havde endog den fordel at jeg ubesværet kunne kikke direkte mod solen, uden solfilter eller bare solbriller. Mobiltelefonens kamera kunne også være med, men uden zoom ses solen jo ikke så meget.
De mange advarsler mod at kikke direkte mod solen bygger på risikoen for øjenskader. Det er der jo ingen som har lyst til, så "for en sikkerheds skyld" bliver advarslerne meget kraftige og kategoriske. Der opstilles en regel, hvor ingen kommer til skade hvis de lydigt gør som der bliver sagt. Når jeg ikke kærede mig om reglerne, var det jo så i kraft af at der var skyer nok til at solen kun blev moderat blændende. Jeg kunne jo kikke væk igen når skyerne blev tyndere.
På den anden side minder det mig om en lille episode fra min barndom. Jeg må have været omkring 12-13 år, og solbadede ved det lokale friluftsbad. Det var en helt klar sommerdag med høj sol, og jeg prøvede at kikke direkte op mod solen i flere minutter. Selvfølgelig blev jeg blændet grundigt, men andet skete der ikke. Det tog nogle minutter før mit syn igen var helt som før. Ingen skader.
En del af forklaringen er sikkert at jeg som barn havde øjne, som kunne trække pupillerne ekstra stærkt sammen, men som sædvanligt ser det ud til at advarsler gives efter præmissen "overdrivelse fremmer forståelsen". Jeg havde selvfølgelig også leget med at bruge en lup som brændglas, og havde erfaret at under en diameter på cirka 1 cm, kunne det ikke lykkedes at få noget ud af det, ingen gløder, røg, sværtning eller bare ubehag. Så jeg kunne jo godt se at hvad der kan komme igennem en pupil på i nærheden af 1 mm ikke er noget som uden videre kan forbrænde et øje voldsomt.
Jeg har altså stadig et udmærket syn, i forhold til min alder, men jeg vil da bestemt ikke foreslå nogen at gentage mit lille forsøg fra en "dumdristig" barndom. Der kan jo være forskel på øjne, og deres evne til at afskærme for kraftigt lys.
Livet er bedre, synes jeg, ved selv at tænke over hvad der kan ske, i stedet for at tro på at maksimal sikkerhed er det eneste rigtige. Jeg kan godt finde ud af hvornår der er grund til at være forsigtig, uden at "følge reglerne".
torsdag den 1. januar 2015
Jeg har god tid, fordi jeg spilder tiden!
Så er der igen gået et år. Velkommen til år 2015, som snart er væk. Tid er den evigt begrænsede ressource, som aldrig kan genindvindes eller genbruges. Når den er gået er den væk, og kun minder og resultater er tilbage. Ting tar tid, så vi må have tid til alt hvad vi gør. Måske mangle tid til alt det vi også gerne ville gøre. Travlhed er en folkesygdom, det er noget nærmest alment at livet præges af alt det vi ikke har tid til. Det er ikke travlhed, der giver stress, men bunken af ting som vi ikke nåede.
Hvorfor dog al den travlhed? Måske for at leve op til det der kræves. Hvem kræver? Os selv? Alle de andre? Samfundet? Måske mest noget med at måle sit eget værd på hvor meget, der gøres. Der nås. Min kalender er propfuld, altså må jeg være meget værd? Mange kan måske slet ikke udholde ikke at lave noget. Så bliver der tid til at tænke over hvad meningen med livet er. Av. Er meningen virkelighed at have travlt, at nå så meget som muligt, at yde maksimalt?
En masse retoriske spørgsmål, ja. Dem kan jeg især stille fordi jeg morer mig med at stå lidt på sidelinien. Uden at stille store krav til hvad jeg skal nå, hvad jeg skal være, hvad jeg skal have af tingeltangel, tillader jeg mig at tage det ganske roligt, og more mig lidt over dem som artigt pisker rundt i trædemøllen, og gør "alt det rigtige" (eller rettere den del af det som de kan nå). Som klager sig over at de ikke har tid, når de hele tiden har travlt. Når bunken af ugjorte ting vokser. Dem som ikke kan lade være.
Jeg kan godt lade være. Nogle gange siger jeg "tid er ikke noget jeg har, men noget jeg tar". Når jeg vælger at gøre noget, er det jo således at jeg tager mig tid til det. Når jeg vælger ikke at gøre noget, betyder det at jeg vælger at tage mig tid til at lade være med at gøre noget. Med andre ord et fravalg af at "have travlt" med noget. Fordi jeg ikke synes jeg behøver.
Så jeg spilder tiden. Derfor har jeg god tid; jeg mangler jo ikke.
Lad mig tilføje at jeg ikke hermed vil stille dette op som noget ideal. Selvfølgelig er der omkostninger ved ikke at støtte den fælles forestilling om at det er vigtigt at gøre en masse, opnå en masse. De omkostninger kan være tunge for en som psykisk er afhængig af anerkendelse fra "de andre", har brug for at være en af flokken.
Jeg kan hvile i mig selv. Stå alene.
onsdag den 9. april 2014
Jeg elsker mine gode bakterier!
En udbredt overtro er at bakterier generelt er farlige, og at de skal bekæmpes af al magt. Der findes selvfølgelig bakterier som kan være livsfarlige, måske "bare" særdeles ubehagelige, eller som kan fordærve madvarer. Der kan altså være grund til at passe på, men sandheden er at et liv helt uden bakterier ville være meget skadeligt for helbredet, og reelt livsfarligt. Som levende væsen lever mennesker, ligesom andre dyr, i en tæt symbiose med store mængder bakterier, således at 80% af vore celler (målt i antal) er bakterier. De fleste er en vigtig og nødvendig del af fordøjelsen, hvor vi har svært ved at nedbryde maden og optage næringen uden de mange mikrober. Dertil indeholder en sund og velfungerende hud mange bakterier, der hjælper med at holde huden i god stand.
Det siges at renlighed er en god ting, og her bliver målet typisk at dræbe så mange bakterier som muligt, med vaskemidler, varmebehandling og antibiotika. Heldigvis er det meget svært, men der er meget som peger på at forskellige sygdomme og svagheder skyldes (eller forværres) af mangel på gode bakterier, eller af en uheldig blanding af bakterier. Renlighed er faktisk noget skidt, når den som så ofte overdrives. En gammel talemåde lyder at vi skal have syv pund skidt om året, og det tyder på at det var en meget klog betragtning. Selv om det ikke ligefrem skal vejes, og omregnes til en dagsdosis af skidt, har vi løbende brug for at supplere vore intime små samarbejdspartnere fra det omgivende miljø.
Jeg har leget med et lidt specielt tankeeksperiment, som jeg tror at de fleste vil synes lyder ulækkert og risikabelt. Jeg har ikke lyst til at udføre det i virkeligheden, men ville der ske noget ved det, hvis jeg nu spiste en skefuld af mit eget lort om dagen? Det kunne vel blandes med noget andet, og krydres passende, så det var til at få ned. Her taler vi om bakterier som jeg allerede har i fordøjelsessystemet, så det er ret usandsynligt at jeg ville blive syg af et sådant "kosttilskud". Hvis jeg af anden grund havde fået en gang tynd mave, var det dog nok smartest at undgå at fastholde kredsløbet.
En udvidelse af tankeeksperimentet kunne være at få en skefuld lort fra andre mennesker. Her ville risikoen være lidt større, fordi de kan tænkes at have vænnet sig til bakterier som jeg ikke har det godt med. Så længe donorerne er sunde og raske, uden infektioner, vil jeg dog holde på at det kun sjældent vil give mig noget ubehageligt, især hvis vi taler om nogen som lever i nærheden. Det største problem ville nok være at de sikkert ville regne mig for godt tosset.
Personligt tager jeg i det daglige meget afslappet på hvad jeg ser som hysteri omkring renlighed, selv om jeg da ikke gør noget ekstremt. Jeg er altså ikke modstander af vask og almen hygiejne, men tiltror mig at være god til at vurdere hvornår der er et egentlig behov, og hvornår jeg mere gør det som en del af de sociale normer. Meget typisk med en ting som mad og holdbarhed. Jeg er fløjtende ligeglad med datoer som "mindst holdbar til", "bedst før" eller "sidste salgsdag". Disse datoer har intet at gøre med om varen bliver farlig, men kan dog gøre en forskel for den oplevede kvalitet. Normalt er det nemt at vurdere om en vare er god nok til at spise, også selv om datoen længe er passeret. Selvfølgelig spiser jeg ikke noget som ser for mystisk ud, eller lugter råddent, men en mild syrlighed ser jeg blot som en variant af smagen. Der sælges jo også masser af kunstigt syrnede produkter.
Jeg kan ikke lide at smide spiselig mad ud, blot fordi en meget forsigtigt sat dato er passeret. Desværre smider supermarkederne store mængder mad ud, selv om varerne er i fin stand. Filosofisk har jeg stor sympati for det at "skralde", altså finde gode ting fra affaldscontainere bag supermarkederne, selvfølgelig med en kritisk vurdering af hvad der er spiseligt, og hvad der var god grund til at smide ud. Og jeg har da også selv prøvet et kik i en container fornyligt, og fandt masser af madvarer i fin kvalitet. Rugbrød (jeg kan alligevel bedst lide det halvtørt), gulerødder, ost, æbler, lidt grønsager, fiskefars fra samme dag, nogle liter papsuppe, og en del andre varer. Intet af det var noget som jeg ville være betænkelig ved at købe, og det eneste som måtte smides ud var et par rådne clementiner fra et net med frugter i ellers fin stand.
Og så gjorde det jo ikke noget at det var gratis. Der var også en masse kager fra samme dag, men dem gad jeg ikke bære på, også selv om der ikke var andet galt med dem end at det er dårlig ernæring. Det er ikke sikkert at det er sidste gang jeg forsyner mig udenfor lukketid, og ganske lovligt.
Jeg har et fint helbred, og har kun meget sjældent dårlig mave, så det er ikke sådan at jeg lever livet farligt. Der går over et år mellem at fordøjelsen ikke kører perfekt, og det værste maveonde jeg har haft var fra en pose rosiner for mange år siden. Den havde langt fra nået sidste salgsdag, men det var lykkedes at få nogle af de sjældne ubehagelig bakterier med i købet.
Jeg elsker mine gode bakterier!
torsdag den 16. januar 2014
Hjælper det at bede en bøn til en gud?
Prayer by +Robert Bissell
Jeg er ikke på nogen måde religiøs, så det med at rette mine tanker og ønsker mod en usynlig gud i himmelen (eller hvor gemmestedet nu ellers måtte være), er langt fra min måde at være menneske på. Da jeg var omkring 7-år opdagede jeg at det med Gud blot var et spørgsmål om tro eller ej, og derfor måtte jeg umiddelbart blive ikke-troende. Før dette husker jeg svagt at være opdraget til et ritual om at bede mit fadervor, eller en bøn. På opfordring, altså kun fordi jeg jo skulle, men helt uden at jeg så noget gode ved det ritual.
Det kunne måske være fristende for mig at gøre grin med at troende mennesker hygger sig med at snakke med en imaginær ven i det himmelske, og tilskrive dem hallucinationer og vrangforestillinger med kristendommen som grundlag. Når jeg jo ikke ser nogen mulighed for at der er nogen i den anden ende, som den bedende får en eller anden form for kontakt med, bliver den umiddelbare konklusion at de narrer sig selv, og at det blot er tidsspilde at bede til en gud. Hyggeligt måske, men uden værdi.
På den anden side er jeg fuldt opmærksom på at mange troende mennesker ville være helt uenige i en sådan beskrivelse af deres inderlige bøn, og fortælle mig om hvor godt de kan have det efter en bøn, hvordan de kan få tankemæssige afklaring og inspiration. Da jeg ikke vil beskylde dem for at lyve, eller ikke være ved deres fulde fem, er den eneste konklusion at det må være virkelighed for dem. Dermed bliver det til et interessant fænomen at forstå dette verdensbillede, på basis af min måde at forstå verden på.
Marac Andrev Kolodzinski - Havodder med forpoter i "bøn"
En psykologiserende forklaring kunne være at de bedende mennesker gennem ritualet samler deres tanker, gør deres ønsker klart for dem selv, og tager sig tid til en stund i ro. En slags meditativ pause, der giver tid til at falde ned på jorden, og se tingene i lidt bedre perspektiv. Selv om jeg ser dette som en plausibel delforklaring, rammer det dog ikke det centrale i at bede en bøn, hvor en kommunikation rettes mod en alvidende og klog "faderfigur" i det høje.
Her vil jeg sammenligne med en god samtale mellem to mennesker, hvor dialogen kan være inspirerende og givende. Det at mødes i gensidig forståelse, og med en fælles baggrund i tanker og liv, kan have stor værdi. Gensidig inspiration, hvor spændende og nye tanker kan opstå gennem dette samvær. Selv fik jeg inspirationen til dette blog indlæg under en nylig samtale med en ven. Ikke som en tanke med hende som afsender, men snarere et produkt af tankeudvekslingen. En form for synergi.
Min teori er altså at det kan skyldes fornemmelsen af en sådan dialog, når mange religiøse mennesker oplever at få noget godt ud af en bøn. Hvis han eller hun tror på at der er en gud i den anden ende, en som kan lytte og give noget tilbage, svarer det til en samtale mellem to mennesker. Det er ikke afgørende om den anden, "Gud" er virkelig eller noget der kommer fra den bedendes eget sind. Selve følelsen af et samspil er det der gør godt. Her har den katolske tro på en måde den fordel, at den som reelt polyteistisk religion har et stort udvalg af modtagere af en bøn, med en masse helgener og Jomfru Maria.
Ren placebo, også ved snydepiller er det jo troen der flytter bjerge. Selve det at tro på noget kan gøre at ens verden indretter sig nærmere det som troen gælder, gennem egen indsats og tolkning. Dermed kan en Gud være nyttig for dem som virkelig kan tro på en Gud, i stedet for at indse at det er dem selv de får noget godt ud af at mødes med.
BizarroComics: Sins of Comedy
Når jeg skriver dette blog indlæg offentligt, må jeg leve med risikoen for at jeg fratager nogen deres imaginære ven, så de taber denne måde at håndtere deres liv på. Velkommen til virkeligheden!
torsdag den 9. januar 2014
Vil jeg stille op i TV eller radio?
Det sker nogle gange at journalister fra TV eller radio henvender sig, i forbindelse med at de laver et program, hvor aktiv dødshjælp jo er et godt emne. Her i dag har jeg haft henvendelser fra både Aftenshowet og Go' Morgen Danmark. Det helt åbenlyse spørgsmål er altså om jeg ville være egnet som case og debattør. Om jeg vil på skærmen i de danske hjem.
Jeg har på denne blog fortalt dele fra den konkrete historie om at min kæreste desværre fik det sådan, at det rationelle valg var at afslutte sit liv med et selvmord. Jeg var i nærheden, og det skete med min vidende og støtte, men ikke sådan at jeg blev dømt for "hjælp til selvmord". Videre blev jeg frifundet for en helt skæv anklage om "ikke at hjælpe nogen i nød".
Det er ikke uforståeligt når mediefolk her ser chancen for en ganske personlig case story, og så meget desto bedre når manden med den også markerer sig offentligt med klare holdninger. På den anden side har jeg af gode grunde valgt ikke at fortælle så mange detaljer omkring min kærestes vilkår i den sidste del af hendes liv, det ved jeg at hun ikke ville have ønsket. Det var heller ikke et forløb hvor det ville være nemt at forklare og forstå hvorfor det måtte ende sådan. Sagt lidt mere polemisk, egner min historie sig ikke til "følelsespornografi", med at belyse den konkrete menneskelige situation. Netop denne vinkel ville ellers ligge lige til at krænge ud for rullende kamera, som bekendt ses det som "godt TV" når der spilles på medfølelsen. Kort sagt ønsker jeg ikke at snakke udenom de sådan set ganske forståelige spørgsmål der ville komme, men som ikke egner sig til besvarelse og debat.
Samtidig besidder jeg selverkendelse, og indser at min stemme og fremtræden kan være "forstyrrende" i forhold til at kommunikere et budskab til stort publikum. Derfor har jeg truffet det valg at jeg heller ikke ønsker at stille op til mere almen debat for rullende kamera (eller mikrofon). Det passer mig bedre at formidle mine synspunkter på skrift, hvor eftertænksomheden giver meget bedre sammenhæng end hvis der skal scores point i en her-og-nu TV debat.
Det er et bevidst og gennemtænkt valg at mit primære medie er denne blog, hvor jeg kan nå et stort publikum af nogen som gerne vil vide mere. Med op til flere tusinde læsere dagligt, og muligheden for at flere år gamle blog indlæg fortsat får mange læsere via Google-søgninger, synes jeg endda at det fungerer ganske godt.
Jeg har altså virkelig ikke kløe efter mikrofoner og kameraer, men er mere modtagelig for spørgsmål eller som leverandør af kritisk tænkning og skarpe argumenter. Der bliver sagt virkelig meget vrøvl fra modstandere af aktiv dødshjælp.
Her er et lille udvalg af mine argumenterende blog indlæg:
- Lægeløftet kræver aktiv dødshjælp
- Aktiv dødshjælp er ikke det samme som eutanasi
- Dødshjælp - "Vil du holde puden?"
- Er aktiv dødshjælp for de pårørendes skyld?
- Godwins lov, aktiv dødshjælp og nazi-argumentet
- Sygeplejersken skal også hjælpe ved aktiv dødshjælp
- Hvad betyder "menneskelivets ukrænkelighed"?
- Dårlige argumenter for aktiv dødshjælp
- Sparer aktiv dødshjælp penge?
- T4 "eutanasi" - racehygiejne i Nazi Tyskland
- Aktiv dødshjælp og beskyttelse af de "svage"
- Det Etiske Råd inhabile omkring aktiv dødshjælp
- Aktiv dødshjælp til husdyr og kæledyr?
- Poul Jaszczak misforstår aktiv dødshjælp og etik
- Hvordan skal en handicappet begå selvmord?
fredag den 4. oktober 2013
Velsmagende paradisæbler
Gratis mad. Lige nu er det sæson for paradisæbler. Nu ved jeg godt at de fleste mere regner dem som dekorative, men de er også rigtig gode at spise. Måske ikke lige som rå, de er ganske hårde, og ikke så søde. Så paradisæbler er ikke de mest spændende at gnave i, selv om de har masser af smag.
På den anden side kan de regnes for "paradisisk" gode madæbler, det nærmer sig at ét lille paradisæble har ligeså megen smag som et almindeligt æble i normal størrelse. De kan i høj grad anbefales til madlavning, den aromatiske og lidt syrlige smag passer til det meste. Kan også nemt koges til noget i retning af marmelade, uden eller med sukker efter smag. Herligt pålæg, eller for den sags skyld som pift i en kop te.
Med mindre du regner en god gåtur i det dejlige efterårsvejr for en omkostning, er de ovenikøbet gratis. Nogle kilo ville ellers kunne koste en del kroner. Disse fandt jeg i nogle træer i nærheden af Utterslev Mose. Så det havde alligevel været en god gåtur, også uden det udbytte som jeg fandt i kraft af brombær, paradisæbler, og også nogle andre madæbler. Og de kan vel kaldes for økologiske.
mandag den 9. september 2013
Det er da ikke svært at tabe sig!
Først på året blev jeg lidt træt af min vægt. Den havde sneget sig noget over 100 kg, og da jeg er af almindelig højde, var det efterhånden svært at nøjes med at kalde mig selv for småfed. Altså besluttede jeg mig for at tabe mig, men jeg gad ikke pjat med slankekure, mystiske pulvere eller opskrifter. I virkeligheden er det jo ganske enkelt. Spise mindre, således at forbruget af kalorier blev større end hvad jeg puttede i munden. Mærkbart mindre.
Så det gjorde jeg, og netop nu kan jeg regne ud at min BMI er kommet ned i normalvægtsområdet. Ganske vist er BMI langt fra en god målestok for hvordan det egentlig ser ud med overvægt i forhold til kropsbygning, metoden sammenligner jo kun med højden. Hvis kropsbygningen er nogenlunde almindelig, kan BMI dog bruges som en lidt grov tommelfingerregel.
Når jeg tillader mig at "prale" med at det slet ikke var svært, er det fordi jeg startede med at tænke mig om, og forholde mig til min egen psykologi. Jeg må tilstå at jeg kan være tilbøjelig til "lige at tage en hurtig bid", som en impuls hvis det er nemt tilgængeligt. Det tror jeg ikke at jeg er alene om, og det kan jo føre til fedme. Altså sørger jeg for at de madvarer som jeg har liggende, kræver lidt forberedelse før de er klar til at spise. Og da jeg er alt for doven til "rigtig" madlavning, skulle det samtidig være ukompliceret.
Jeg startede med den fordel at jeg næsten spiser vegetarisk, og ikke er tiltalt af federe madvarer. Det blev dog til at holde pause med ost, fordi det gjorde det "for hurtigt" lige at snuppe en klapsammen med rugbrød og ost. Det skulle jo netop gerne tage lidt tid. På det lavpraktiske plan, skulle jeg selvfølgelig også huske at det da gerne måtte være i den sunde ende, når jeg begynde at spise betydeligt mindre. Og helst ret groft, for at sikre fremdrift gennem fordøjelsen.
En ting som jeg fandt på som en nem ret, der kan laves i løbet af nogle minutter, er to skiver rugbrød som underlag. Dertil en kartoffel, et par blade fintsnittede hvidkål, krydret og grydestegt (uden olie, eller højst et par dråber) til passende mørhed, med lidt væde. En del af krydringen kan være selvplukkede rønnebær, og måske også et lille surt vildæble med i blandingen. Det smager bedre end jeg troede det ville, så det har det det ganske fint med at spise. Forresten er det rørende billigt, på den måde har jeg mad for ganske få kroner om dagen. Med rugbrød på tilbud, har jeg faktisk flere dage været nede på et madbudget på ca. en tokrone.
En anden ret er at jeg af og til laver en stor blandet grønsagsgryde, typisk med linser, bønner eller kikærter, og pasta eller ris. Smager fint, og passer perfekt til min dovenskab. Sådan en grydefuld i køleskabet, gør det nemt at tage en afmålt portion i en lille skål, supplere med lidt vand, og nogle minutter i mikrobølgeovnen. God og sund mad. Måske ikke til de kokkehuer som fejrer det princip at det vigtigste er at maden er kompliceret at lave - men ganske fint som fiberrig grundkost.
Fidusen når jeg ville slanke mig var som sagt den helt simple at spise mindre. Det vil sige mindre portioner, der aldrig giver anledning til at levne. Altså ikke noget med at have en masse på bordet, og spise så længe der kan glide mere ned. Så hellere stoppe mens jeg godt kunne spise mere, og så lade der gå et stykke tid før jeg bare overvejer at tage mere.
Lidt viljestyrke og selvdisciplin skader jo ikke, men meget af det handler om det psykologiske der ligger i at vi mennesker er tilbøjelige til at "spise et ordentligt måltid", når maden står foran næsen. Måske mere end vi egentlig havde lyst til at spise, men den ene bid tager jo den næste. Det er måske næsten synd at levne en "besværlig" rest. Altså skal der ikke stilles så meget foran næsen. Keine hexerei, nur behändigheit. Og pludselig var der plads til en 3-liters skål i bukselinningen.
Det er jo egentlig ganske simpelt. Og jeg kan tilføje at jeg ikke har følt det som noget ubehageligt eller forstyrrende, selv om jeg tabte mig op imod et kg om ugen, foreløbig ca. 25 kg. Så det kan da godt være at jeg fortsætter et stykke tid endnu, og måske endda bliver ligefrem slank. Men jeg skal da ikke være anorektisk.
Det er jo også praktisk at kunne tage henlagte bukser i brug igen.
Abonner på:
Kommentarer (Atom)
|
|
|