Elisabeth Jerichau Baumann: Moder Danmark (1851)
Viser opslag med etiketten Danmark. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Danmark. Vis alle opslag
mandag den 5. juni 2023
mandag den 8. august 2016
mandag den 6. april 2015
Dødsstraf i Danmark, hvorfor ikke?
Dødsstraf bliver lejlighedsvis foreslået indført igen i Danmark, normlt i forbindelse med særligt alvorlige straffesager og/eller synspunkter om nødvendigheden af hårdere straffe for forbrydelser. Mange "savner" her muligheden for at dømme den skyldige til døden. Ud over det ret abstrakte i "glæden" ved at kunne straffe med "den hårdeste straf", døden, mangler der desværre argumenter for hvorfor henrettelse af misædere skulle være en god idé. Det falder tilbage på hvad formålet egentlig er med en straf.
Afskrækkelse? Hvis nogen kalkulerer med hvor hård en straf de kan risikere, kunne det måske tænkes at de afstår fra ekstrem kriminalitet hvis de kan risikere at blive henrettet. Her tror jeg slet ikke på at en sådan beregnende afvejning er noget som indgår i planlægningen. Tværtimod er det mere sandsynligt at terrorister, massemordere og andre meget alvorlige forbrydelse enten sker uden tanke for straffens hårdhed, eller ud fra forventning om at de nok alligevel vil blive dræbt ved at modsætte sig anholdelse. Videre er det sandsynligt at forbrydere som alligevel forventer døden derfor blot går så meget desto mere amok, når det ingen forskel gør for deres fremtidsudsigter.
Spørgsmålet er måske også om dødsstraf virkelig er den mest afskrækkende straf? For de mere ekstreme forbrydere må fængselsstraf (måske forvaring resten af livet) forventes at være "suppleret" med at medfanger gør deres til at gøre livet surt. I mange år. Alternativet kunne være at bede om enecelle, altså isolationsfængsling. Det er noget som rutinemæssigt betegnes som tortur når menneskerettigheds-forkæmpere kritiserer varetægtsfængsling i isoltion, netop ved at betegne det som psykisk tortur. Og dette er ikke en grundløs påstand, påtvungen ensomhed kan være en meget hård psykisk belastning. Den kalkulerende forbryder ville måske ligefrem se døden som en lettelse, når alternativet er at have det ad helvede til i mange, mange år.
Beskyttelse af samfundet. Dødsstraf ville selvfølgelig eliminere muligheden for at samme person begår yderligere kriminalitet, men når forvaring resten af livet alligevel er en mulighed, er der inget særskilt argument for henrettelse. Et samfund som henretter sine borgere ville, tror jeg, få en ekstra hård "stemning", så det er rimeligt at forvente ydereligere kriminalitet, således at samfundet blot ville blive mindre beskyttet ved at have dødsstraf.
Omkostninger. Umiddelbarat set lyder det jo som om en hurtig henrettelse er meget billigere end udgifterne til en langvarig fængselsstraf. Erfaringerne fra USA viser at det system til ekstra advokater og ankemuligheder er meget dyrere end hvad det koster at holde fangerne indespærret. Og der er virklig ingen basis for at hævde at USA har en lavere kriminalitet med deres ekstreme straffe, også ud over dødsstraf. Tværtimod.
Dødshjælp. Det lyder måske nok sært at blande debatten om aktiv dødshjælp sammen med spørgsmålet om henrettelse. Koblingen er lidt inddirekte, i kraft af at der er mennesker som har et velbegrundet ønske om at få lov til at dø lidt før, når deres liv har udviklet sig til det ubærlige. Hvis vi styrker retorikken omkring at se døden som det værste der kan overgå et menneske (såsom ved dødsstraf), bliver det sværere at acceptere at der kan være grunde til at se døden som et gode, eller snarere "det mindst ringe". Der er mange ting som er værre end døden.
Selvmord. Et ubehageligt fænomen når forbrydelse kan føre til at blive dræbt er at dette, mere eller mindre velovervejet, kan blive et motiv for forbrydelsen. Dette er set i Danmark dengang kirken kæmpede hårdt for at bevare dødsstraffen, samtidig med at den gjorde selvmord til en utilgivelig dødssynd. Mor var "blot" en almindelig synd, som kunne angres ved henrettelsen. Konsekvensen var "melankolske mordere", hvor der blev begået mord (især på små børn) for at blive henrettet. Der er grund til at formode at håbet om at blive dræbt er en del af baggrunden for nogle massemord i USA.
Civilisation. Et civiliseret samfund skal ikke dræbe sine borgere. Den primitive og brutale bibelske moral "øje for øje, tand for tand, liv for liv" skulle gerne høre en fjern fortid til. Selvfølgelig kan de forbrydere, som tænkes henrettet, kaldes uciviliserede, men det er ikke noget argument for at samfundet skal opføre sig uciviliseret. Den bibelske moral er udtryk for en mentalitet omkring hævn, men dette er i direkte modstrid med en civiliseret moral. Hvis vi virkelig skulle satse på at udsætte forbryderen for en nogenlunde proportionel hævn, skulle vi til at dyrke umenneskeligheder som tortur, offentlige ydmygelser, og andre ting som kun kan kaldes for direkte ondskab.
Retsfølelse. Hvis mange går ind for dødsstraf kunne det siges at krænke deres retsfølelse når de værste forbrydelser ikke kan straffes med døden. Her er behovet opdragelse og uddannelse i civilisation. Den uciviliserede hævntrang kan umiddelbart friste, men det er før tingene bliver tænkt igennem, og sat i perspektiv.
Et mindre problem kan være den praktiske udførelse af dødsstraf. Rigtigt udført er henrttelse ved dødsbringende indsprøjtning en god og human metode. Når sager fra USA kan ses som tydende på det modsatte, hænger det sammen med to ting. For det første kræver det faglig viden at gøre ordentligt, altså gode læger eller sygeplejersker. Det er ikke helt nemt at ramme rigtigt med en kanyle hver gang, især ikke når det er på en uvillig "patient". Rimeligt nok ønsker det sundhedsfaglige personale dog ikke at deltage i henrettelser. Deres metier er at hjælpe mennesker, som der står i lægeløftet handler det om "medmenneskers gavn". For det andet kæmper producenter og distributører af lægemidler imod at være indblandet i dødsstraf, således at de "bedst egnede" midler ikke kan forventes at være tilgængelige. Der findes andre metoder, men spørgsmålet er hvad der skal til for at kunne foregive at det er noget civiliseret og humant der foregår. Det klinisk udseende med medicin og indsprøjtning nærmer sig, men er jo alligevel ikke nogen ideel metode. En hurtig og smertefri metode kunne være en bombe, men noget "blodigt griseri" kan da heller ikke kaldes for humant.
Formålet med straf skulle gerne være at arbejde i retning af et bedre samund, i stedet for at lade det udvikle sig til det mere rå og primitive. Der findes ingen sikker metode her, fængsel er bestemt ikke udtryk for at vi har løsningen omkring hvordan vi skal straffe. Dødsstraf er dog ikke en bedre straf. Den er værre for samfundet. Amerikanske tilstande er ikke noget at stræbe efter.
mandag den 23. februar 2015
Thorkild Hjøllund, en sidste kærlighedserklæring
Ketty og Thorkild Hjøllund levede et godt liv i Grindsted, med en kærlighed gennem 40 år, gode jobs og venner, tre børn og snart det første barnebarn. De talte tit om hvor heldige de var med at have fået sådan et dejligt liv.
Desværre blev Thorkild i 2010 uhelbredeligt syg af nervesygdommen ALS. En frygtelig sygdom med fremadskridende lammelser, der gør den ramte mere og mere hjælpeløs. Når musklerne til åndedrættet rammes. kan en respirator bruges til at søge at trække en rest af liv ud i så lang tid som muligt. Thorkild var blandt dem hvor sygdommen udviklede sig hurtigt, og med store smerter.
Morfin hjalp ikke nok, men et stykke tid fik Thorkild lindring med Marinol, et stof som svarer til et af de aktive stoffer i hash. Da dette heller ikke længere var nok, blev det efter moralske skrupler til at forsøge sig med "rigtig" hash i joints. En stor succes, hvor to sug kunne holde smerterne nede i fire timer. Desværre er kvaliteten ustabil på det sorte marked i Christiania, det havde været meget bedre med en legal adgang.
På trods af alt hvad der kunne gøres udviklede sygdommen sig til at Thorkild kom frem til hellere at ville dø, og efter indledende forfærdelse indså Ketty efterhånden at ønsket om at leve den sidste tid med værdighed passede med ønsket om at dø, før alt i familiens liv kom til at handle om sygdom og symptomer. Planen var at sige stop med et rationelt selvmord når grænsen blev nået. Men det gik sådan at armene blev lammet, og dermed også denne mulighed for selv at bestemme. Som Ketty sagde til TV2:
"Det er så forfærdeligt at se det der stolte menneske langsomt krakelere. Han gik helt i panik, da han hen over julen totalt mistede førligheden i armene - han kunne ikke løfte så meget som en tændstik. Og han gik i et sort hul, da han fandt ud af, at han ikke var herre i eget hus mere. Der var der, jeg kunne vise min allerstørste kærlighedserklæring til Thorkild, fordi det var på det tidspunkt i vores 40-årige samliv, at han havde mest brug for mig".
Lægerne kunne eller ville ikke hjælpe. Livet er "helligt", lige meget hvordan det udarter. Ketty besluttede sig for at hun ville påtage sig et par år i fængslet for at hjælpe sin mand ud af hvad der ikke længere var et værdigt liv. Som en sidste stor kærlighedserklæring ville hun give sin mand døden.
Den 18. maj 2014 blev det til at Thorkild ikke ønskede at leve længere, trods den gode hjælp som han fik fra det palliative team. Han sagde farvel til sine børn og brødre, og en smuk morgen sagde Thorkild til sin kone "Det er en god dag at dø på". Ketty fortæller at han døde fordi han besluttede sig for det, "lukkede ned for sit liv", uden at nogen ved hvordan.
"Han gjorde det sådan, fordi han vidste, jeg ikke kunne leve med "skylden" for at have hjulpet ham herfra. Min stolte, retskafne mand gav mig den sidste store kærlighedsgave: Friheden for at være skyld i hans død. Derfor skylder jeg også ham at kæmpe for, at andre uhelbredeligt syge får muligheden for at vælge aktiv dødshjælp. Hjælpen skal gives af team af professionelle behandlere, der ved, hvordan man gør det smertefrit, og det skal kun gives til uhelbredeligt syge, der selv beder om hjælpen. Døden skal gives som en sidste kærlighedserklæring".
Ketty planlægger at holde foredrag om aktiv dødshjælp og smertelindring. Hun var modstander indtil hun så hvor stort behovet kan være. Foreløbig har hun givet et interview til Familie Journal og TV2, hvorfra ovenstående er sammendraget. Læs gerne den fulde historie:
mandag den 16. februar 2015
søndag den 15. februar 2015
Krudttønden, terror og Danmark
Skal vi nu, her i den lille Danske andedam, nu til at gøre endnu mere for at beskytte os mod terror? Gårsdagens angreb mod kulturhuset Krudttønden på Østerbro, og ved den jødiske synagoge på Krystalgade i det indre København, bringer terror-spørgsmålet endnu mere i fokus, især med den friske erindring om det nylige slagteri på Charlie Hebdo i Frankrig. Det billede som tegner sig af morderen er i øvrigt at det ikke var udtryk for nogen omhyggelig planlægning, eller effektiv gennemførelse. Det var lidt primitivt blot at begynde at skyde udenfor indgangen til Krudttønden.
Grundlæggende set var det ingen overraskelse at der kom et attentat i Danmark, det måtte ske før eller senere. Det var jo også lykkedes for politiet i samarbejde med PET og andre efterretningstjenester at stoppe tidligere planer om terror-overfald i Danmark. Ikke denne gang, og sagen er at det ikke er realistisk at hindre alle politisk motiverede bevæbnede overfald, med mindre vi taler om et ekstremt og ret ufrit overvågningssamfund.
Politiet gjorde deres arbejde, og havde vagtposter til stede på begge ramte steder, hvilket jo ses i at alle fem sårede var betjente, som desværre ikke lykkedes med at ramme gerningsmanden i skudvekslingerne. Selvfølgelig er det tragisk med de to civile Danskere som blev dræbt, men i det store spil er det dog kun ganske få.
Når vi heller ikke bevilger mange penge til at at gøre det til en top-prioritet at hindre dødsfald ved ulykker i trafik og andre steder, er det udtryk for om kan betale sig. Må det koste en milliard kroner at redde ét menneskeliv? Må det koste den personlige frihed? Spørgsmålene kunne lyde lidt kyniske, men når vi ser på prisen for maksimal sikkerhed, er det umuligt at undgå at mennesker bliver kvæstet eller dræbt, med eller uden egen skyld. Her er terror blot en ganske lille risiko, sammenlignet med så meget andet. Jeg bliver bestemt ikke bange for om det bliver mig næste gang, heller ikke selv om jeg havde min gang i Københavns Kommune. Det er farligere at færdes i trafikken. Meget større risiko for at omkomme.
Statsminister Helle Thorning sagde noget i retning af at vi i Danmark ikke kan finde os i at et sådant angreb kunne ske. Jeg vil tværtimod sige at jeg ikke ville kunne finde mig i et samfund som effektivt kunne hindre "amatør-terrorister" i at dukke op til overfladen, og lave et par banale angreb. Det ville koste alt for meget, i tabt frihed.
Det skal vi ikke give køb på.
mandag den 11. august 2014
Hård straf for kærligt drab
En morgen i januar 2014 dræbte den 63-årige mor Anny Hansen sin 43-årige multihandicappede datter Dorte med en kniv, i deres hjem på Konge-Åsen i Skælskør. Det lykkedes ikke at gennemføre et selvmord bagefter. Nu er hun idømt en hård straf på 11 års fængsel, kun lige under maksimumsstraffen for mord, 12 år. En tragisk historie, og et spørgsmål kunne være om det er en rimelig måde at straffe drabet på.
Som moderen fortalte om historien, er baggrunden at Dorte ved fødselen ikke fik ilt nok. Det gav så store hjerneskader, at hun ikke kunne ret meget, og intet sprog havde. Siden Annys mand døde for et par år siden, stod hun alene med den store opgave at tage sig af den hjælpeløse datter, uden aflastning.
Dorte tilbragte noget af tiden i et specialtilbud. For nogle år siden var det i Slagelse, hvor hun fik genoptræning. Angiveligt for at spare på handicap-kørsel besluttede kommunen sig for at hun i stedet kom på den lokale Solskinshuset. Det var Anny stærkt utilfreds med, og fortalte i retten om hvordan hun så datteren sygne mere og mere hen. Uden gang-træning blev det nødvendigt med kørestol for at kunne komme rundt. De ansatte havde ikke tid, og Anny betegnede det som "ren og skær opbevaring".
Det gik værre og værre, og blev altså til at moderen besluttede sig for at det måtte være bedre for hendes højt elskede datter at dø. Hun besvarede anklagerens spørgsmål om hvorfor hun havde slået sin datter ihjel med "Fordi jeg ikke mener, det kan være rigtigt, at man skal behandle de svageste på den måde".
Og det er sådan set det der gør sagen mindre klar omkring rimeligheden af den hårde straf. Tilsyneladende er der ingen grund til at betvivle moderens oprigtighed, og kærlighed til sit barn. Havde det virkelig været bedre for datteren at fortsætte det "liv", der gik dårligere og dårligere? Uden et sprog blev det moderens egne tanker og vurderinger der blev det afgørende.
Måske er det blot vanetænkning at det havde været i datterens tarv at leve så længe som muligt. Måske gjorde moderen virkelig det bedste for sit barn. Uden et sprog, uden en mulighed for at datteren selv kunne vælge, kan det ikke kaldes for aktiv dødshjælp. Men det er alligevel noget der minder om det. Måske. Medlidenhedsdrab kan det kaldes, men det begreb findes ikke i straffeloven. Det tætteste er "drab på begæring", men det kræver jo en fungerende hjerne og sprog. Tog moderen barnets liv, eller gav hun det en nådig død?
Hvad havde været bedre om moderen havde gjort? Eller rettere, hvad havde været det mindst ringe? Noget?
BT:
- Mor tilstår knivdrab på voksen datter
- Frygtelig tragedie: Her dræbte mor sin handicappede datter med kniv
- Myrdet datter lå død i 10 dage: Gæster opdagede ikke familie-tragedie
- Naboer til tragedie: Hun elskede sin datter utroligt højt
- Er det forklaringen på, at mor dræbte sin datter?
- Mor tiltalt: Slog sin handicappede datter ihjel
Ekstra Bladet:
mandag den 7. juli 2014
Kurt Olav Oest behøver hjælp til at dø
Den 91-årige gamle købmand Kurt Olav Oest fra Randers har haft et godt liv, men spørger nu:
Hvorfor kan jeg ikke få hjælp til at dø, når nu min krop ikke selv siger stop? Jeg føler, jeg er en pind, der ligger og venter på at blive skyllet væk af vandet.Banebarnet Christian Oest fortæller efter den gamle mands 37 dage i sengen, og tre uger uden mad:
Han plejer altid at være oppe og klar til at sludre, når jeg besøger ham. Men den dag lå han i sengen. 'Hvad laver du der, farfar' spurgte jeg ham. 'Jeg kan mærke livet ebbe ud', svarede han. Siden har jeg bnælot kunne se på, mens livsgnisten i hans øjne er forsvundet mere og mere. De seneste i hvert fald tre uger har den været helt væk.Kurt Olav Oest er ikke ved at dø af en bestemt sygdom, men vil ikke leve mere. Kan ikke. Nu må han 'ligge og rådne op' i sin seng, når han ikke kan få lov til at få den nødvendige hjælp til en værdig død. Eller rettere - en værdig afsked med livet. Han hjerte er desværre så stærkt at det banker videre.
Hvorfor må han dog ikke få lov til at få fri? Selvmord er jo ikke forbudt, men så skulle han have gjort det før han blev så svag at han ikke kan gøre dette uden hjælp. Han dør jo på et tidspunkt hvis han fortsat ikke får mad, men det er meget hårdt for både ham og familien. Det ville gå hurtigere hvis han også holdt op med at drikke vand og saftevand, men uden ekstra pjeje er det ikke bare lige at ligge og tørste.
En naiv forstilling er at samfundet skulle hjælpe ham til at ønske sig at få så mange dage som muligt. Hvis det var realistisk, er det jo svært at mene at døden ville været foretrække. Det kan jeg heller ikke forestille mig at Kurt Olav Oest synes. Men det er jo ikke realistisk. Som 91-årig er det en helt normal ting at kroppen ikke kan mere, men uden et hurtigt hjerteslag eller slagtilfælde kan den sidste tid blive alt, alt for lang.
Så derfor bliver han holdt som gidsel af den velmenende angst for døden, som han ikke deler.
Randers Amstavis
Ekstra Bladet:
- 91-årig vil ikke leve mere: Hvem kan hjælpe mig med at dø?
- Foreningen En Værdig Død: Det skal være ubærligt, før vi kan hjælpe døden på vej
- Det Etiske Råd: Vi tager ikke ordentlig vare på vores døende – men løsningen er ikke at slå dem ihjel
Se også:
lørdag den 7. juni 2014
Ægtepar løsladt efter medlidenhedsdrab
Et ægtepar fra Hellerup blev i går den 6. juni løsladt ved retten i Lyngby. Det er ellers en næsten fast regel at sigtede i drabssager automatisk bliver varetægtsfængslet ved det lovpligtige grundlovsforhør, under henvisning til risikoen for at de kan forstyrre den videre efterforskning, eller efter en lidt vag forestilling om befolkningens retsfølelse. En morder skal jo ikke gå på fri fod indtil den egentlige retssag.
Selvfølgelig ved jeg ikke hvad der helt specifikt er foregået, forhøret blev afholdt for lukkede døre, samt med navneforbud. Det 54-årige par er sigtet for at have dræbt konens demente mor med en overdosis morfin, på plejehjemmet Adelaide på Ejgårdsvej i Charlottenlund. Dommeren mente at der var "begrundet mistanke" om et sådant drab, men når det ikke udløste en fængsling, er det et stærkt indicium for at sagen ikke blev set som normal drabssag.
Omstændighederne peger klart på et medlidenhedsdrab, hvor handlingen var efter den 82-årige døende kvindes eget ønske, og mindst i hendes tarv. Nogle gange er det bedre at livet slutter, i stedet for at trække pinen ud i alt for lange drag.
Sagen blev natten til fredag anmeldt af personalet, som havde på fornemmelsen hvad der foregik. Tilsyneladende havde datteren kort forinden bedt om en ekstra dosis morfin til sin mor, så "hun kunne få fred". Personalet nægtede og kort efter blev døren låst. Da politiet bankede på, åbnede ægteparret beredvilligt døren. Moderen havde fået fred, og det hjælpende par blev anholdt.
Spørgsmålet om sagen skal behandles som "almindeligt drab" eller medlidenhedsdrab afhænger af om det kan godtgøres at det var den døendes eget klare ønske. Hun var ikke kontaktbar i sit sidste halvandet døgn, så spørgsmålet er måske om børnene kan overbevise om at det var efter aftale.
Mit gæt er at sagen bliver afsluttet med en ret mild straf, da det ikke tjener noget formål at se parret som mordere, med mindre der er klare indicier for at mørkt motiv, hviket skulle overraske mig.
Min holdning er at de skulle frikendes, da jeg mere ser det som en velbegrundet hjælp til selvmord. De har ikke taget den syge kvindes liv, men givet hende døden. En kærlig handling. Lad dem sørge i fred.
Ekstra Bladet:
- Ægtepar anholdt for drab på kvindens mor
- Ægtepar løsladt for morfin-drab
- Politiet: Ægtepar dræbte mor med morfinsprøjte
Abonner på:
Kommentarer (Atom)
|
|
|