onsdag den 20. maj 2026

Maj i kolonien

Jeg har en følelse af altid at være bagud med arbejdet i kolonihaven, men i denne måned har vi faktisk fået gjort en del ind imellem sygdom og temmelig koldt vejr. I denne måned kom der jo lidt regn, og det blev startskuddet til at få gjort noget nyttigt, men også til at nyde de blomstrende frugttræer.
   Der var ret mange blomster på de espallierede Pigeon-æbler, og Professor Sprenger gjorde det godt over det hele. Den pilebladede pære var fin fra månedens start.






Vi jager stadig rådyr ud af haven når vi ankommer, så det gælder om at være opfindsom med de planter man planter rundt omkring. Her i det vilde område har jeg nu introduceret to af mine vortemælk fra den hjemlige have. I baggrunden den gule og nu også ildvortemælk som fulgte med en buksbom hjemmefra. Dem æder hjortene ikke!
   I en planteskole fandt jeg endelig barkbeskyttere som jeg har viklet om de hårdt angrebne buske og træer, men om det er for sent vil tiden vise.




Vanen tro er køkkenhaven den mest arbejdskrævende på denne årstid, og det begynder altid med lugning og løsning af jorden. I år vil jeg kun dyrke blomster i alle bede, så der har været gang i en masse potter med tagetes og solsikker i vindueskarmen derhjemme, men nu blev det tid at få en hel masser planter og frø i jorden. John satte sig ned og splittede alle de gamle georgine-knolde ad, så de er nu også spredt rundt i køkkenbedene.






Det tog et par dage at få alting i jorden men 'slangetæmmeren' var parat med vanding ind imellem.





Det ligner jo ikke noget lige nu, men så er det godt man har alle de kulørte frøposer at kigge på. Tagetes, solsikker, morgenfrue og tallerkensmækker i store mængder, og dertil kommer så georginerne og adskillige poser med frøblandinger, som jeg ikke aner hvad indeholder:-) Langs alle bede ind mod midten har jeg sået en ring af røde bladbeder.




Bortset fra køkkenhaven er der jo altid en mængde vedligehold, og da vi har en hjørnegrund er der megen lugning langs hækken, men man bliver så glad når det er gjort. Den pilebladede pære trængte til et løft da blomstringen var ovre, så nu kan vi gå under kronen og let komme til vandhanen inde under træet.



Græsset skal slås og kanterne trimmes, der skal luges på havegangen og så har jeg tilføjet nye stauder, som jeg tror vi kan have i fred for dyr, blandt andet pæoner og lavendel. Det er et evigt kapløb mellem maj måneds vækst på den ene side, og vandmangel og sultne rådyr på den anden:-)

På plussiden tæller de mange store saftige asparges vi kan høste nu efter en ret systematisk vanding i forårets løb.



10 kommentarer:

  1. Du goeste, i har godtnok været flittige. Jeg troede du var braklagt af influenza.
    Det bliver spændende at se alle de geoginer. I har da været heldige at kunne overvinter dem..
    Asparges har vi ikke så mange af i år. Men jeg har heller ikke vandet dem.
    Det er da træls I stadig kæmper med rådyr. Jeg troede I var ved at få hegnet det hele ind?
    Lige nu snakker de om jordskælv??? og jeg har ikke mærket en dyt. øv taveligt,,
    hilsner Gunvor

    SvarSlet
    Svar
    1. Nå, for at tage det sidste først, så var jeg nær ved at blive kastet ud af min sofa da jorden skælvede (jeg har haft en skøn fridag i dag:) og forinden lød det som om en kolonne tanks kørte durk gennem stuen. Det er mit første jordskælv og jeg anede ikke hvad der skete...
      I kolonien har vi bidt tænderne sammen og med snotten dryppende ned på den tørre jord fået gjort en hel del af det der bare skulle gøres. Haven har en særlig evne til at fastholde én til arbejdet, og jeg kan faktisk næsten glemme at jeg vaklede svimmel rundt minutter inden jeg går i gang med det jeg gerne vil have ordnet. Haven har helt åbenbart en helbredende virkning:-)
      Indhegningen løber til stadighed ind i forhindringer og problemer med at samle et eller flere arbejdshold. Det er fast arbejde blot at prøve at organisere det, men jeg har et håb om at vi kan blive færdige inden Sankt Hans, hvis alle viser sig fra deres bedste side.
      Vi har vandet hele foråret og så tænker jeg også at det tykke lag tang hjælper med at holde på fugten omkring aspargeserne. Dem vil vi altså ikke undvære!

      Hilsner og tak fra Ulla

      Slet
  2. Jeg leste om jordskjelvet i går Ulla, og det må ha vært en skremmende opplevelse for deg. Det er jo ikke lenge siden det var jordskjelv her heller. Det er kanskje den samme "ryggen" som går nedover til Danmark? Uhyggelig er det i hvertfall når sånne rystelser inntreffer.
    Dere er så flittige, og det blir jo veldig fint i kolonihagen deres nå. Epleblomster er så vakre, og du har mange fine av dem.
    Den du kaller Pilebladet Pære har jeg også, og den behøver en klipp i år.
    Fortsatt god bedring!
    Klem fra Marit

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, det var en mærkelig oplevelse Marit. Først en masse larm som af store maskiner der fik jorden til at ryste, og til sidst et ryk der fik huset, sofaen og mig til at hoppe et øjeblik, og så var det slut efter få sekunder. Dernæst kom der regn i få minutter, så jeg tænkte på om det bare havde været torden, men nyhederne kunne jo give besked:-)
      Jeg er ved at være rask og nu er det kun hoste der stadig er irriterende, men tak skal du have! Haven kræver altid en del arbejde efter vinterpausen, men jeg håber vi får en flot køkken/blomsterhave i år. Der er altid meget at klippe og pæretræet blev meget pænt da det havde været 'hos frisøren'.

      Knus fra Ulla

      Slet
  3. Puha… I har godt nok været flittige
    Og det endda samtidig med, at sygdom også lige skulle blande sig — det er altså imponerende.

    Men hold da op… så I har også kampe med hjorte i haven!

    De ser jo ellers så søde og uskyldige ud, lige indtil man opdager, at de åbenbart betragter haven som en gratis buffet med selvbetjening

    Er de virkelig så glade for barken på frugtbuskene? Det må godt nok være frustrerende. Man går og passer, plejer og nusser sine planter — og så kommer Bambis familie forbi om natten og tænker:
    “Mums… gourmetmiddag.”

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg kan sige dig at vi har haft rådyr boende i kolonihaven de sidste 5 år, og de er stort set altædende, men mange buske og træer bliver simpelthen fejet i stykker af bukkene, så det er meget svært at have noget i fred.
      Maj måned er altid travl men en influenza kom så også lige på tværs, og så kan man godt føle sig efterladt på perronen mens toget futter ud mod horisonten. Jeg tror dog vi ender med at få fod på det der skal gøres:-) Optimisme er helt nødvendig i denne tid!

      Hilsner og tak fra Ulla

      Slet
  4. Flittig er også det ord, der umiddelbart falder mig ind, når jeg læser dit indlæg. Og så tænker jeg, at det må være vildt frustrerende, at det er så omstændeligt at få det fælles hegn etableret. Men så husker jeg også mange indlæg, hvor du beskriver jeres hyggestunder i kolonihaven. Foråret med knald på frugttræerne blomstring kan helt sikkert noget specielt.

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg har også følt vi var temmelig flittige, og det kan mærkes i alle fibre i kroppen:-) Det er aldrig nemt at tromme arbejdshold sammen, men når sæsonen dårlig nok er i gang og mange af de 'stærke mænd' bor og arbejder i Kbh. så bliver det ekstra vanskelligt, men i det mindste er viljen til stede. Efterhånden er alle jo klar over hvor meget der går tabt, hvis dyrene får lov hærge som de vil. Ja heldigvis er vi også i stand til at hygge os sammen!
      Foråret og i særdeleshed maj er bare dejlig!

      Hilsner og tak fra Ulla

      Slet
  5. Hej Ulla!
    Det ser så fint ut i er köksträdgård på kolonin. Ni har lyckats med planeringen, hoppas ni lyckas hålla planteringarna ifred från hungriga rådjur. Det är mycket som skall göras på våren, att ha två trädgårdar att se till och förbereda, är säkert arbetsamt. Skall bli fint att se dahliorna blomma. Mina är planterade i krukor, i väntan på att de skall få komma till sin slutstation, men där är det upptaget av tulpaner.
    Hälsningar Marika

    SvarSlet
    Svar
    1. Mange tak Marika! Ja, vi prøver virkelig at skræmme dyrene væk, men det er ikke nemt at hegne alt ind. Lige netop på denne årstid føler jeg også at 2 haver er lidt for meget, men resten af året er jeg så glad for begge haver, fordi de er så forskellige, og jeg har plads til at eksperimentere:-) Jeg håber dahlier og alt andet får lov at blomstre, for så kan det godt blive rigtig fint. Foreløbig er der ikke de store problemer med snegle.

      Hilsner fra Ulla

      Slet