Sider

Viser opslag med etiketten sengetøj. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten sengetøj. Vis alle opslag

torsdag den 5. januar 2012

Sofia´s værelse

Sofia er rykket ud af vores dobbeltseng og ind på sit eget værelse. Stille og roligt er tingene ved at komme på plads. Vi har flyttet legekøkkenet derind - det passer lige ind under skråvæggen. Det betyder jeg kan få nogle reoler ind på mit krea værelse, så de mange stofbunker rundt omkring i hele huset kan blive samlet et sted - fantastisk...
Sofia har lige alderen hvor alt skal tages ud af skuffer og skabe...

mandag den 28. november 2011

Retro sengetøj til to....

Min symaskine har været savnet, så jeg prøvede stille og roligt her i weekenden med et overkommeligt projekt. Et af de projekter,  hvor hovedet ikke skal bruges tilgengæld kunne speederen komme i bund...
Mit nye retro sengetøj er blevet sprættet op og alle tråde er fjernet. Det samme har jeg gjort med et dynebetræk jeg har arvet fra min morfar. For- og bagside er syet sammen og minsandten om ikke bindebåndene også kunne genbruges og sidder perfekt overfor hinanden. 

Super nemt projekt (dog lidt tidskrævende med opsprætningen) tilgengæld har vi nu super flot sengetøj til begge dyner....

onsdag den 23. marts 2011

Nyt sengetøj

Fandt et fint juniorsæt til Emil i genbrug den anden dag - 15 kr sikke et kup. Nu er det vasket og ligger klar til at møde dommen fra himself når han kommer hjem fra skole her om lidt...
Da jeg havde skrevet dette indlæg gik jeg med det samme i gang med at klippe ud til et nyt babysengesæt. Det er nu syet færdigt og lapperne er med fine dyr, kløvere, gule forårsfarver, blomster og bagsiden er stribet stof og det kommer med på markedet :-)

lørdag den 4. september 2010

Sommerfugle DIY

Puha vi fortsætter derudaf med alt for høj fart....godt det kun er lørdag, så vi kan komme ned i tempo i morgen.

Fredag tog vi en tur til Århus efter pigernes kommode - ihhh hvor er den bare fin og jeg glæder mig til at sætte den i stand ligesom Emil´s. Når nu vi alligevel var i smilets by kunne jeg da lige nå Stof og Stil og fik selvfølgelig brugt alt for mange penge på de skønne nyheder.

Dagen i dag er brugt på børnefødselsdag - først skulle Emil være der 3 timer alene, derefter tog hele familien til kaffe- og kagebord - totalt overskud fra fødselarens forældre. Vel hjemme igen trængte Sara og jeg til lidt kreatid. Hun legede med modellervoks, og jeg fik endelig lavet det sommerfuglebillede til Emil, jeg har haft i tankerne meget længe efterhånden. I Paris og Berlin kiggede jeg efter en plakat med sommerfugle, men havde ikke rigtig heldet med mig.....derfor måtte jeg have denne løsning på banen - her følger en lille DIY:
 Serviet, hvidt papir, pensel og decoupagelak gøres klar.
Klip motiverne groft ud af serviettens yderste lag og lim på papiret. Lad tørre lidt og læg derefter i pres.
Find en ramme og bagrundspapir eller tapet. Jeg har købt et designark fra Panduro. Det minder egentlig lidt om servietten sådan lidt antik look. Klip nu motiverne fint ud og lim dem på baggrundsarket. Sæt det hele i rammen.
Billedet er nu klar til at blive hængt ind på Emil´s værelse sammen med en lille tallerkenrække jeg har fundet på genbrug - den skal bare lige istandsættes først.

Jeg har forresten også fået sendt dette babysengetøj afsted, så nu rykker autostol tæppet til vores lille babypige op på listen.

tirsdag den 31. august 2010

Ida og mor - er alene hjemme

Ida og jeg har kvalitetstid i stor stil i øjeblikket. Hun nyder, at få en masse opmærksomhed, og jeg at give hende det. Vi fører lange samtaler nu....hun er virkelig ved at få fat i sproget. 
Jeg har klippet ud til en masse flagranker til min Amio butik her til formiddag, mens hun byggede med Lego i hele stuen - se det er altså bare hygge i mine øjne. Vi har også været en tur i haven. Gyngen er der altid kamp om, så Ida nyder at gynge, når vi er alene hjemme...."mor skub Ida" kalder hun hele tiden :-). 

Kim blev forøvrigt færdig med udvidelsen af deres legehus. Nu mangler alt det sjove - maling, altankasser, ekstra vindue, blomster og pynt i stor stil. Jeg benægter, at sommeren snart er forbi, derfor er vores aktiviteter stadig minded på sommer (vi grillede også i lørdags).

Siden jeg fik min WIP snor op i kreaværelset har den været fyldt med projekter og det fungerer virkelig godt i praksis. Det giver et godt visuelt billede af,  hvor mange nye projekter jeg kan opstarte.....fysisk er der lige nu ikke plads til mere på snoren, så det sætter jo en eller anden form for begrænsning. Forrest i køen er en bestilling på et babysengesæt med de skønne zoo dyr og ellers holdt i blå og gule toner. Min plan er at sy forsiden i dag på pude- (tjek) og dynebetrækket. Det hele hænger jo klar.

Jeg er blevet tagget af Æblekinder til at vise mine 5 fedeste loppefund. Jeg har fundet SÅ meget fedt, og det meste er også blevet vist her på bloggen se bare her og her. Så derfor vælger jeg kun at vise mit absolut bedste fund - nemlig denne kommode, som Emil har på sit værelse:
 Købt i en Genbrug inde i Kolding centrum til 150 kr.

Det der så er helt fantastisk er, at på fredag drager vi en tur til Århus med traileren, og henter en tilsvarende kommode til pigernes værelse. Jeg fik en mail fra en af mine læsere den anden dag, og hun tilbød mig kommoden mod en stofpakke som betaling. Jeg føler mig simpelthen så heldig, og er så taknemmelig for så gavmilde mennesker - TAK!!

søndag den 29. august 2010

Projekter afsluttes og nye kan begynde....

Selvom her er lidt stille på bloggen, er det bare fordi jeg har travlt med alt muligt andet. Symaskinen bliver flittigt brugt, og juniortæppet er nu endelig færdig. Det ligger klar til forsendelse sammen med en flagranke og en røjser taske, som Emil lidt modvilligt viser frem her.....den var jo ikke til ham, og jeg havde jo lovet ham en bla bla bla, så næste projekt er hel klart en taske til Emil og en tilsvarende til Amio. Mine børn tror i hvert fald altid, at jeg syr til dem, og har ingen forståelse for at noget skal sælges eller gives som gaver hmmm det må jeg lige prøve at forklare dem en dag...
Min morfar var møbelsnedker, og har skabt denne skønne vugge, som nu er blevet samlet og redt til vores lille babypige (ingen overtro her i huset, barnevognen står også klar). Næste babyprojekt er et tæppe til autostolen, når hun skal køres hjem fra sygehuset med velour på bagsiden (inspireret af bare WUNDERBAR) og hvis der bliver tid et granny stripes hæklet tæppe til vuggen i samme farver som sengetøjet. Ihh hvor er det bare skønne projekter.
Apropos hæklerier fandt jeg dette lille tæppe / kæmpe Oldemor firkant eller hvad man nu skal kalde det i en genbrug her i byen. Jeg vil sætte det fast på den lille fodskammel (også fra genbrug til 25 kr). Benene skal lige males først for de er ret så slidte og grimme. Tror det vil blive en skøn fornyelse af skamlen. 
 Fortsat god søndag herfra.

mandag den 23. august 2010

Flere flise- og lappeprojekter

Knap nok havde Kim afsluttet vores indkørsel og trailer plads før fanden tog ved ham, og han knoklede rundt med ungernes forfaldne legehus.Det blev flyttet rundt ved hjælp af en stor rund stolpe af en art, det så temmelig vildt ud faktisk. Legehuset skal gennemgå den helt store renovering / tilbygning. Måske bliver det ikke verdens smukkeste legehus, men det skal nok blive hyggeligt og ikke mindst billigt nu hvor løsningen i år bliver at sminke liget. Under legehuset skal der være fliser og der skal bygges et lille hegn udenom. På den måde kan vi få brugt nogle af resterne af de fliser, vi fik skaffet hjem til indkørslen på en smart måde, og ikke mindst vil havens grimmeste hjørne forhåbentlig komme til at se lidt mere veltrimmet ud.

Billederne er taget omkring kl. 21 i går aftes. Emil sover sødt i sit nye sengetøj, Kim knokler på i haven, Ida vil ikke sove og sidder derfor i barnevognen.....kort sagt stemningsbilleder fra vores familie en søndag aften i august:
Det sidste billede er mit nyeste lappeprojekt. En bestilling på et juniortæppe i gule, grønne, blå, brune og lilla nuancer med ugler og elefanter som skønne motiver, der lige bryder det lidt. I dag var målet at vælge stof og klippe lapperne - så det er der styr på. Desværre kommer jeg ikke til at sy før i morgen, for Kim er nemlig taget på arbejde, så nu er der 3 krudtugler der lige skal holdes lidt i ørerne.

søndag den 22. august 2010

Weekend med mange pauser

Kim knokler på med at lægge de allersidste fliser i vores indkørsel, der hvor traileren skal stå, og jeg kigger mest af alt bare på, og har egentlig lidt dårlig samvittighed. Jeg er begyndt at få en del (ret voldsomme) plukveer, og holder derfor alle de hvil jeg kan mellem børnepasning og diverse småprojekter. Jeg ville blive sindsyg af at skulle være sengeliggende kan jeg godt mærke.  Det hele foregår derfor i for mig helt uvante tempo laaaangsomt...jeg skulle jo nødig fremprovokere en fødsel her 6 uger før termin.

Weekendens kreative projekt er at sy Emils juniorsengetøj færdigt. Jeg mangler 2 baner firkanter på forsiden og så bagsiden, så det giver mig ikke stress, det er jo ren hygge og jeg nyder virkelig alle de smukke stoffer, der jo bare er kræs for en stor retrofan som jeg selv. 
Derudover har vi fået fyldt op på hylden af diverse cremer, shampoo og ansigtspeeling. Jeg havde nemlig gang i cremegryderne i går som en anden Ole Henriksen. Alle ingredienser til gør det selv kosmetik, har jeg købt hos Urtegaarden og produkterne bliver altså bare så lækre. (PS. jeg får ingen rabat eller lignende tværtimod bruger jeg ALT for mange penge i den netshop, og så har de en helt afdeling til lav selv slik, jeg ikke har fået udforsket endnu) 

Genbrug skal der til, så emballagen er et skønt mix af alt muligt. Det er ikke ligefrem produkter jeg har stående for den æstetiske nydelse, men der skal jo også være forskel på hverdag og fest ikke? 

mandag den 16. august 2010

Min stofbunke

Uh ved næsten ikke om jeg vil udgive dette indlæg, men jeg har jo et klart mål inde på mit arbejdsværelse - mere orden, og så må jeg jo løfte sløret for, hvordan der i virkeligheden ser ud derinde. 

Kig nu godt på billedet herunder, det er alt det stof, der har ligget på gulvet derinde!!! Jeg kunne simpelthen ikke få mig selv til at tage et billede af, hvordan jeg har siddet midt i denne kæmpe stak stof,  men I kan forestille jer det ikke? Udover denne stak har jeg gu´ved hvor mange hyldemeter med stof - masser af stof - ja begrænsningens kunst er svær. 
Jeg har set hvordan I farvesorterer jeres stof, og det ser jo brandgodt ud på hylderne.....det system har jeg prøvet, det virker slet ikke hos mig. Der går ikke lang tid så havner det på gulvet af en eller anden ukendt grund :-). Derfor har jeg sorteret det efter børnemotiver, prikker, striber, tern, ensfarvet osv.......det system ser ikke så godt ud på hylderne - men nu vil jeg prøve det af.

Udover mit kæmpe stof sorterings projekt har jeg fået sat baby pige sengetøjet til salg hos Amio.
Jeg har da nærmest været ved at opgive det helt derinde, men nu har jeg fået solgt to varer,  og det giver altså lidt mere blod på tanden til at lægge flere varer på hylderne.....hmm tror snart jeg skal have gang i noget patchwork, det er ved at være længe siden.

søndag den 15. august 2010

Sengetøj til babypigen og gaveidéer til børnefødselsdag

Jeg er igang med at sy ikke mindre end fire sengesæt....to baby til piger, et baby til drenge og et junior til Emil. Jeg mangler kun bagsiden nu til pigernes og så vil jeg sy lapperne til drengenes i aften......(hvis altså ungerne er samarbejdsvillige og falder i søvn indenfor rimelig tid.....Kim tager nemlig på arbejde her om lidt).

I får lige et billede af pige sengetøjet. Vores babypige skal sove i det ene, og et tilsvarende kommer til salg på Amio - måske allerede i morgen aften.

Emil er blevet inviteret til fødselsdag hos en af sine nye klassekammerater. Faktisk er det første gang han skal til fødselsdag privat - for i børnehaven holder de fødselsdag på stuen....

Mit problem er egentlig hvor meget / hvor lidt skal vi komme med? Jeg tænker jo hel klart noget fra egen hånd, men synes det er lidt svært til drenge? Hvad ville I give en 6 årig dreng - Emil har gået i klasse med en uge? Skriv evt. hvad jeres børn har givet i gaver - bare lige så jeg kan få lidt inspiration.

Mange tak for hjælpen :-)