Feel Better-pakken fra det søde liv

Jeg har haft en forfærdelig nat, hvor jeg har vendt og drejet mig og prøvet at tude i mig i søvn. Nogengange er det som om, min hjerne øger omdrejningerne, når jeg ligger i min seng i mørket. Så hitter hjernen på alt muligt, vi skal tænke over. De andre gange jeg har været gravid, har jeg drømt om mine børn og deres navne - bortset fra min graviditet med æggebarnet. Jeg har tænkt over hvad det kunne skyldes, men i nat gav det mening og det kostede kræfter og tårer. I løbet af natten kom navnet på min aborterede æggebaby, så mentalt er jeg småt gået igang med at skrive et brev til min æggebaby.

Jeg sov ikke meget i nat, og morgenen gik med skiftevis opvågning og døsen hen med stygge mareridt. Pludselig vågnede jeg ved, at det ringede på døren. Jeg tvang mine tykke hævede øjenlåg op og åbnede døren. Det var pakkeposten, og han havde en stor pakke med til mig. Det var en stor overraskelse for jeg genkendte hverken afsenderen eller ventede noget. Sammen med pakken lå det sødeste og fineste kort.

Gitte har sendt mig en varm julehilsen med, hvad hun kalder "Obligatoriske sofa-hygge-ting", så nu er der dømt endnu mere tv, chokoladespisning og slappen af i bløde klæder - og hvis jeg skulle knibe en tåre (over noget tv... de viser faktisk "Vi bli'r i familien" i morgen-tv) så har hun også sendt en lækker mascara. Jeg er så rørt over, at du tænker på mig i min svære situation, og det betyder uendeligt meget og giver mig overskud. Tænk engang at min lille blog skulle give mig så megen glæde.

Tak for din hilsen - den gør en forskel!

Trækker stikket...

næh.... det er ikke som i kortspil, hvor jeg virkelig elsker at trække stikket hjem. Det er mere på den måde, hvor man (læs: mig) lægger sig under sin dyne med god samvittighed, fordi en psykolog har sagt at nogen er overbelastet (igen læs: mig).

Så nu skal jeg kun lave ting, der giver mig energi og glæde. Jeg har nemlig drevet rovdrift på min energiforsyning ved at kanalisere min sorg over i store arbejdsopgaver kombineret med et meget stort arbejdspres. Det er lidt træls, når nu jeg så godt at lide at arbejde og især mit eget. Psykologen fik mig også til at love, at jeg ikke smugarbejdede. De kan altså noget ret fagligt, de der hjernevaskere - eller så er jeg bare meget gennemskuelig.

Hello til mit nye jeg-  Mrs. Crash and Bun - gid du ikke er her så længe.

hvordan sørger man?

Det er tungt for tiden, jeg er grådlabil og har meget svært ved at tale om min mislykkede graviditet og den efterfølgende abort. Så jeg har taget konsekvensen og søgt professionelt hjælp, for jeg behøver hjælp til at komme mig, komme videre og komme igen ... tilbage til mig selv.

Noget af det psykologen sagde, var jeg skal anerkende det store slid, jeg har haft på psyken og kroppen i gennem de mange mislykkede IVF behandlinger og store tab af mislykkede graviditeter, håb og tro. Det slider, og jeg har mistet min robusthed. Det kræver energi at bygge den op igen, og jeg skal tænke over hvordan jeg får fat i noget god energi og hele tiden huske at bygge den op og ikke bruge for meget af den.

Men så spurgte hun til, hvordan jeg sørger over mine tab... mine tabte børn, drømme, fremtid?

Og jeg er stadig hende (og mig selv) svar skyldig. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal sørge. Jeg er rigtig dårlig til at sætte mig ned og græde igennem. Min første reaktion er at at kæmpe, og i dette tilfælde bekæmpe tårerne og genvinde kontrollen -udsætte sorgen til jeg kan håndtere den. Men jeg tager den ikke op igen, så den ligger bare der i baggrunden og truer med bål og brand, hvis der er en lille sprække.

Så mit enkle spørgsmål er.... hvordan sørger man? Er der en måde jeg kan komme igang på? For jeg vil så  gerne op igen... og blive mig selv igen... og holde op med at græde indeni.