Så er det slut

Åh dette indlæg har jeg slettet og skrevet et par gange. 

Jeg har skrevet igen og igen, fordi jeg havde brug for at sætte ord på mine følelser og forsøge at forstå mit indre kaos. 

Jeg slettede det igen og igen. Dels fordi jeg håbede det ikke rigtigt/ sandheden og eller min virkelighed, og dels fordi jeg tænkte, at det ikke længere var relevant. Jeg er ikke længere særlig aktiv på bloggen. Den har haft sin tid og gang. 

Jeg opdaterer bloggen alligevel med dette indlæg. Det er godt at lukke fortællingen om vores rejse som kæmpende ufrivillige barnløse. Vi kom jo ud på den anden side, og vi fik vores længeventede og vidunderlige babygirl - som faktisk nu er 2,5 år. Tiden flyver afsted, og vi lever et godt liv. 

Men vi kunne jo ikke nære os, og pludselig voksede drømmen om at bliver fire og gøre babygirl til storesøster.  

Så vi kastede os ind i kampen igen. Jamen nogengange overvejer jeg om der er noget galt med vores hoveder! Der er det mest sindssyge helvede man kan forstille sig. 

Super stress kombineret med crazy hormoner. Man skal have lidt dårligt omløb i hjernen for melde sig frivilligt ind igen. 

Vi prøvede prøvede og så prøvede vi igen. Vi løb tør for babygirls donors æg ( ja det hedder hun i vores verden. Hun er ikke andet end en fantastisk kvinde, der donerede sine æg til mig). 

Vi besluttede at købe nogle flere æg fra en ny donor. Det var en meget træls oplevelse, da hun blev overstimuleret og overproducerede et meget stort antal æg (tror det var 36) hvor kun 7 eller 9 kunne befrugtes. Ja ja min hjerne fortrænger stadig det meste af det som sker, når jeg er i behandling. Det har faktisk været en af fordelene ved at have bloggen. Den har været mit opslagsværk til min egen historie. Jeg har jo heller ikke forventet, at det skulle vare så længe. 

En lang historie kort. Jeg blev hverken gravid første eller anden gang, vi prøvede med de nye donoræg. Og i takt med forsøgene faldt vores tillid dels til æggenes kvalitet og dels til at det ville lykkes igen. En af de helt store ulemper ved at være i donor-ivf-behandling er at der stadig er så mange uafklarede forhold. Der er så mange ting lægerne famler og gætter sig til. Jeg tror vi engang finder ud af at overstimulerede æg er dårligere. Ja der er nogen som bliver gravid af dem. Men sådanne nogle træge som mig har brug for alt saft og kraft. 

Så det store spørgsmål rejste sig. Skulle vi købe nogle nye æg fra en tredje donor og starte forfra igen. 

Vi har diskuteret det mange gange og vi endte der, hvor vi prøvede med et sidste forsøg på 2. Donors æg og derefter, uafhængigt af udfald, ville vi stoppe med behandlingen. 

Det sidste forsøg var en prøvelse. Medicinen var træls- som sædvanlig. Og denne gang gik der kaos i stimuleringssprøjterne. Vi glemte at blande det aktive tørstof i saltsopløsningen. Og jeg fik kun injekteret saltvand. Dette var på anden dagen og vi opdagede det først på 5 dagen. Heldigvis fik vi kontakt med den spanske klinik, som instruerede os i at tage en ekstra. Slimhinden udviklede sig som den skulle og var meget fin og klar til at modtage de sidste æg. 

Dagen kom og vi rejste igen til Spanien - denne gang Barcelona. Det er lettere at komme til og fra. Men jeg kan altså bedre lide folkene i Valencia. Barcelona er meget professionelle, og alt kører på skinner. Der er bare ikke så meget menneskelig omsorg og kontakt som på klinikken i Valencia. 

Oplægningen af æggene gik over al forventning, og begge æg overlevede optøningen. Jeg havde faktisk forventet, at det ville mislykkes. Anden gang vi var der, overlevede ægget ikke, så de måtte optø et mere. Så denne gang havde vi bedt om at få lagt to æg op. 

Jeg rugede og rugede det bedste jeg har lært. Kiggede efter små gode tegn og fandt en masse positive. Jeg måtte være gravid. Og jeg følte mig gravid. Måske overlevede de begge to. Faktisk gik jeg også lidt i panik. Hvordan skulle vi kunne klare tvillinger, med to fuldtidsjob, en 3 årig og lejlighed på 4. Sal. 

Nå men stille og roligt byggede vi en forventning op, om hvor smukt og spændende en fremtid, vi gik i møde. Jeg var så glad for at BabyGirl skulle være storesøster. Hun er så glad for babyer og leger hele tiden med sin dukke, som skal puttes, skiftes, spise og køres i barnevogn. Det hele var perfekt. Og hvis de begge kom ud, så måtte vi jo løse det og flytte. 

Så kom dagen for blodprøven. Jeg tog den tidligt morgen, så vi hurtigt kunne få svar. Desværre grundet ferietid og weekend, ville vi først få svar tre dage senere. På andendagen tog jeg en urinprøve. 

Den var negativ. 

Verden stoppede bare. 

Jeg var ikke gravid. Jeg ønskede det så meget, at jeg havde bildt mig selv det ind med alle mulige indbildske symptomer. Fuck hvor jeg hader det!  Jeg hader, at jeg ikke kan stole på min krop. Jeg hader, at det her så hårdt. Det er så hård en proces for min krop og sjæl. Jeg ville så gerne have flere børn. Jeg vil give næsten alt jeg har, og jeg har betalt i både guld, sølv og grønne skove for at prøve at få nogle børn. 

 Det er så uretfærdigt og tarveligt. Jeg synes .... Jeg bliver bare tom for ord og følelser. Følelsen af tab og sorg er så massiv, at jeg næsten ikke kan trække vejret eller se ud gennem vandet i mine øjne. 

Heldigvis har jeg en lille pige. Der kravler op på mig og hiver mig i hånden, mens hun siger: "Mor lege med mig?" Det gør sorgen lettere at bære. Den vil følge med mig en tid, og erfaringen har lært mig, at sorgen bliver lettere at bære. 

Måske forsvinder den en dag, det håber jeg. 

Heldigvis er det også slut med alle de lorte hormoner og leve i "er donor/ min livmoder klar til næste omgang kalender-helvede."

Pas godt på jerselv og jeres nærmeste. Vi har kun dette liv, og husk at bruge det godt. 

Jeg har været så glad for alle jeres opmuntrende og støttende kommentarer gennem de mange år. Tak. Det var betydet al verden til forskel for mig. Det har givet mig luft og tillid til at dele et til tider meget svært forløb

med nogle dejlige mennesker i blogland. 

Hvis du sidder og har nogle spørgsmål eller har brug for at snakke mere ægdonation, så er du velkommen til at. skrive til mig. 

Sendt fra min iPhone

Jeg er her stadig...

Hej.... kan du huske mig... det mig, der gik så grueligt meget igennem for at få en æggebaby. Jo jo... det var et rigtigt eventyr med udfordringer, lange rejser, sorg og en lykkelig slutning... eller hvordan er det nu.

Nej bare rolig. BabyGirl stortrives, og vi elsker vores nye familieliv.... faktisk elsker vi det så meget, at vi ikke var i tvivl om, at vi gerne ville være endnu en baby i familien. Vi skulle i gang igen med de sidste 3 æg. Det store spørgsmål var blot: Hvor mange æg skulle vi lægge tilbage i livmoderen ad gangen?
Der er større sandsynlighed for at blive gravid, hvis man lægger to æg tilbage ad gangen, men vi var også ret sikre på, at vi ikke længere ønsker os tvillinger. Så vi valgte at bruge et æg af gangen. Alle de valg, man skal tage, gør mig nogen gange rundtosset (ret ofte, nu hvor jeg tænker over det).

Så sagt, så gjort. Det har vi brugt de sidste mange måneder på. Faktisk lå jeg i Spanien og rugede på et æg, da BabyGirl fyldte sit første leveår, og hun var alene hjemme i Danmark med barnepiger. Det var hårdt! Men sådan er livet. Hvis man ønsker sig noget, er der også en pris, man skal betale.

Det var faktisk en rigtig møgtur. Jeg savnede min baby, og jeg var så ked af at være væk på hendes allerførste fødselsdag. Da vi kom til Spanien, ringede klinikken med beskeden om det første æg ikke havde overlevede optøningen, og de tog derfor endnu et æg op. Oplægningen gik som planlagt, men jeg blev ikke gravid :-(
Det gode var dog, at smerten over de tabte æg, ikke gjorde så ondt denne gang. Vi har jo en Grinebider/Dramababy, som ønsker konstant opmærksomhed og kærlighed.

Måneder senere gik vi atter i gang med medicinen, men efter kort tid måtte vi aflyse ægoplægningen, da min slimhinde ikke udviklede sig korrekt. (Læs: jeg kom til at indtage medicinen forkert). HVAD? tænker du sikkert. Men det kan faktisk godt lade sig gøre. Medicinen i min verden, gives jo på det grundlag, at jeg selv skal huske hvilke dosis og hyppighed, jeg skal tage den med. Det står ikke på min udleverede medicin, og jeg huskede forkert. Tja... jeg har været i behandling on/off i 7 år og haft ca. 17 IVF behandlinger af forskellige varighed og med forskellig medicin. Jeg var sønderknust.

Nå men der kom jo en sommerferie, og vi startede på medicinen igen. Det vil sige, som så mange gange før, skulle vi ud og rejse. Det er ikke noget problem, jeg tog bare de syv sprøjter, som bruges til at stimulere slimhinden, med på rejsen. Da dagen oprandt, hvor jeg skulle starte på sprøjterne, skete det. Jeg hader at stikke mig selv. Jeg bruger en del mental energi på at jage den spidse lange nål ind i mit fine tynde maveskind og presse den modbydelig sviende væske ind. Og bagefter sidder jeg og laver dybe åndedræt og tænker gode tanker (jeg ville så gerne kunne gøre det undervejs, men det er ikke min stærke side). Denne gang sad jeg lige bagefter og studerede sprøjten og opdagede, at den var udløbet 14 dage tidligere. Jeg havde købt for gammel medicin på det danske apotek, og jeg havde ikke tjekket det! For at gøre en lang kompliceret historie kort, fortsætte jeg med medicinen. Det viste sig heldigvis at være det rigtige. Medicinen var for gammel, men ikke for gammel. Fabrikanten skriver en udløbsdato, som ligger tidligere den faktuelle dato. Heldigt for mig og min slimhinde blev mægtig fin, og den fik ros af lægen.

Så drog vi af sted til Spanien for at hente vores sidste æg.

Nå klokken er mange, og jeg skal i seng. BabyGirl står jo op kl 6, og hun forventer, at jeg leger med fra morgenstuden. Jeg skriver videre på indlægget i morgen. Sov godt

Halvvejs er både bedre og længere end ingenting

Ja, nu er jeg faktisk mere end halvvejs gennem graviditeten. Gad vide om jeg burde skrive graviditet med stort. For det er jo det, det er. STORT.

Jeg er glad, så glad og taknemlig for at jeg har fået lov til at prøve denne del af hele konceptet af at være kvinde. Taknemlig over at det ikke var spildt arbejde. Alt det hårde slidsomme arbejde, sorgen og nedturerne når en af de 16 IVF behandlinger ikke virkede alligevel. For det har været hårdt arbejde, og vi har betalt en høj pris. Økonomisk og personligt, fordi det tærer at være i behandling både på økonomien, personligheden, parforholdet og venskaberne. At blive ved med at rejse sig op og tage imod flere slag. Aldrig kunne planlægge en ferie eller en fest, fordi hvis nu jeg skulle have taget æg ud, lagt dem op, rejse til Sverige eller Spanien for at få hjælp. Alle de sindssyge hormoner og sorgreaktioner. Det er vi forbi, og vi har vundet. Jeg bærer jo på en smuk lille pige, som følger alle vægt- og længdekurver og som bare er perfekt.
Jo det er nemlig resultatet af misdannelsesskanningen. Hun er helt perfekt, og nu mangler hun bare at vokse sig stor, så hun kan komme ud og lege.

Tjooo, vi valgte den langsomme vej, men jeg begynder så småt at tro at vi vinder løbet alligevel.

Negativ graviditetstest

Lød svaret fra klinikken og den dårlige nyhed spredte sig med lynets hast til mit humør. Det er som om jeg lige når at genvinde troen på en vellykket graviditet, inden jeg får en ny mavepuster.
Jeg havde ellers alle de rigtige tegn. Ingen mens, træthed, hovedpine og oppustethed... Men jeg burde nok have gennemskuet det, da jeg fik diaré. Oh yeah endnu et blogindlæg om alle de trælse ting min krop kan. I siger bare til, hvis i vil prøve at bytte krop. Køen er overraskende kort, da hormonerne jo også lige smider lidt ekstra kilo på. Ja min røv ser stor ud i fertilitetshelvede.

Det værste er, at jeg hoppede ombord på håbets skib og lod følelserne råde. Nu er der skibbrud Igen igen. Gad vide om det nogensinde lykkes. Den danske Ynglingslæge var sød og skrev til mig at han stadig var positiv indstillet og tror på det nok skal lykkes. Og Loverboy kom alligevel hjem med både blomster, sushi og kærlighedserklæringer. Det er stadig en lortedag, men mit hjerte er intakt.

- Posted using BlogPress from my iPhone

Location:Fertilitetshelvede

Dårlig samvittighed og meget god tid

Kladder er noget fanden har skabt. I min skoletid lærte jeg hurtigt at lave en god disposition, så jeg kunne skippe kladden. Kladder tager bare så meget af den korte dyrebare tid, og de kan sjældent bruges. Jeg kan tydeligt huske de gange, jeg skrev kladder i dansk stil, blev historien altid ændret og gik i en anden retning, når stilen skulle renskrives. Jeg er bare så dårlig til gentagelser (Oh yeah jeg ser ironien i de gentagne fertilitetsbehandlinger, og jeg har accepteret, at det er et af mine udviklingspunkter).


Jeg har så mange halvfærdige indlæg liggende under kladder, men jeg orker ikke at skrive dem færdigt, så det ...
Nogen kunne jo mene, at jeg har meget god tid i disse dage, hvor jeg er alene hjemme, men lad mig bare være helt ærlig. Det meste af dagen i dag er gået med se Prince på YouTube - jo jo det kan man godt bruge 3 timer på, når man samtidigt tjekker Facebook og overvejer at gå ud og regnen og hente noget lækkert mad. Men jeg gider ikke, og jeg har stadig mange numre tilbage at lytte til.

PS er vist stadig gravid, men sindssyg bange for de to mærkelig pletblødninger, der kom forbi i fredags og i morges. Det er åbentbart meningen, at jeg skal blive sindssyg. Men jeg har min dyne, Prince og te på kanden, og jeg er ikke bange for at bruge dem!

Dramaet fortsætter...

Endelig ringede de fra Trianglen, og jeg kunne næsten ikke holde det ud. Tallet er nu steget til 68!!! Det er tredoblet, og det er en fin stigning. MEN hcg niveauet er stadig for lavt. Trianglen regner først det for en graviditet på dette tidspunkt, når hcg-værdierne over 70, og vores spanske klinik tæller det først fra 100. Så vi skal lige have taget en ny blodprøve på tirsdag... dramaet forsætter.

Jeg planlægger at lave nogle samosaer senere idag, og måske blogger jeg om dem senere. Hjernen skal have noget at lave til tirsdag. Heldigvis har vi også været forbi IKEA og købe en masse. Så der skal både bygges, skrues og hamres i det lille hjem.... på flere måder.

Fuck, hvor er jeg glad lige nu!

Lavt hcg niveau

Tjaa.. det skal bare ikke være let at blive gravid. Endelig oprandt dagen, hvor jeg kunne få taget en blodprøve.

En af måderne, man kan måle en mulig graviditet, er ved at måle indholdet af stoffet hcg.
Er hcg tallet under 5 er der ingen graviditet, og hvis det er over 25 regnes man for gravid. Mit tal er 22 - Jeg er 16 dage henne og burde have et tal mellem 3-7340... så det.....  men nogle kvinder producerer meget hcg allerede tidligt i deres graviditet - andre er mere langsomme.  MEN jeg ved ikke hvilken gruppe jeg tilhører.

PREGNANCY STATUS SERUM hCG LEVELS

from conception	from LMP	(mIU/ML or IU/L)
7 days	3 weeks	0 to 5
14 days	28 days	3 to 426
21 days	35 days	18 to 7,340
28 days	42 days	1080 to 56,500
35 - 42 days	49 - 56 days	7,650 to 229,000
43 - 64 days	57 - 78 days	25,700 to 288,000
57 - 78 days	79 - 100 days	13,300 to 253,000
17 - 24 weeks	2nd trimester	4060 to 65,400
25 wks to term	3rd trimester	3640 to 117,000
After several days postpartum		nonpregnant levels (<5)"

Jeg var helt sikkert gravid. I den forgangne uge havde jeg en masse af de rigtige symptomer, og jeg er stadig ret træt... men nu jeg er ikke længere sikker på at det holder. Psyken prøver på at spasse ud, så nu synes jeg, at det murrer i underlivet på den forkerte måde... måske øv.

Da de ikke kunne konstatere om det er en blivende graviditet, skal jeg have taget en ny test på søndag. Nu bliver udfordringen at holde fanen højt- for tro flytter bjerge... og hvis der en mikroskopiske chance for at ægget holder fast, skal der kæmpes.

Ægdonation - eller rejsen til IVI i Valencia

Så kom vi frem til Valencia, det var en lang rejse herned til den spanske solkyst. Togturen fra Madrid var skøn og gik hurtig.

Desværre havde nogen lovet at give os en opdatering på æggenes tilstand om lørdagen. Men da lørdagen og søndagen gik, uden vi hørte en lyd, steg vores angst og forventningerne faldt markant. Hvorfor hører vi ikke  noget... var faktisk det eneste, som løb gennem vores hjerner og samtaler. Ventetid er altså en hård nyser, og det forværres, når vidensbegærlige og kontrolfreaks som os ikke hører noget.

Nå, men mandag morgen ringede de roligt og frejdigt.. om vi ikke bare lige smuttede forbi klinikken senere på eftermiddagen for eksempel kl 15? Æggene?!? De havde det da fint; der var to til oplægning og tre andre var allerede blevet lagt i fryseren. De sidste fem lå til observation og ville blive frosset ned, hvis de udviklede sig godt.
...
Jeg tror, mit hjerte hoppede et slag over, og tårerne løb til. Det kommer altid bag på mig, hvor stærke følelser denne her møgproces kan fremkalde uden advarsel.

Vi tog ud til klinikken og var meget spændte og nervøse. Den store Carlos Simon tog imod os, og se lige hvad han viste os. Dette er de to fine blastocyster, som lå og ventede på os. Det, man kan se på billederne, er at celledelingen er skiftet til en embryosblast, og at kanten af ægget nu er klar til æde sig ind i livmoderslimhinden.

 Jo tak, min slimhinde så også fin ud på scanningen, og jeg fik ros af lægen. Æggene fik også meget ros. De er helt perfekte ifølge Simon. Jeg kan altså godt lide folk, der roser. Det får mig til at føle tryg og rolig. 

Tilbagelægningen gik, som det skulle. Ikke lige min kop te, men Simon og sygeplejersken var søde og forstående.

 Så nu er jeg altså gravid-agtig eller pre-gravid... jeg ved ikke lige, hvornår det rigtigt tæller, men min krop bør efter alle hormoner og forventninger snart gå i gang med at producere de famøse hormoner, som hjælper med at bygge børn.

Tænk hvis vi fik tvillinger... nu går jeg bare og slapper af, mens Loverboy fejer alle småstene af vejen og sætter grænser for madmaven... der er jo masser af ting, man lige pludselig ikke længere må spise...

Det her er lykke... 

Vi tager til Spanien!

De har lige ringet, og hold da helt fast. Der er 10.... 10 befrugtede æg, det er helt vildt mange, og mange flere end vi turde håbe på. Tænk hvis der også var æg nok til at de kunne komme i fryseren til en omgang mere en anden gang.

Jeg har været urolig hele dagen og tjekket telefonen hvert andet minut. Det er næsten uudholdeligt at vente på et opkald. Min reptilhjerne går amok og var så småt i gang med tanker om  .... nå hvad nu? ... men hahahaha der er retfærdighed til.... hvisker jeg stille, så Nemesis ikke hører det.

10 æg!!! Nu tager vi til Spanien!

For særligt interesserede kan jeg fortælle, at de dyrker æggene til blastocyststadiet i ca 4-5 dage, så det skal sættes op i mig mandag eller tirsdag, alt efter hvor hurtige de deler sig. Betty har et rigtigt godt forklarende billede på sin blog, som forklarer den proces det befrugtede æg gennemgår inden tilbagelægning til livmoderen. Jeg tænker nogengange på, at mine forældre bør have lidt skolepenge tilbage for mig - jeg husker ikke en skid om alt det her fra folkeskolens biologi, men spørg mig lige om almindelige insekter i vandløb eller ligevægte i økosystemer...

Spanien!!!

Bliver æggebarnet mon til noget?

Drømmen om Æggebarnet kommer tættere på. Imorgen ringer de og fortæller, om der er nogle befrugtede æg til os i Spanien... puha det er hårdt at vente.

Konduite i lægens venteværelse

Hvordan er det lige, man skal opføre sig, når man møder nogle bekendte eller arbejdskollegaer hos lægen eller mit tilfælde hos fertilitetslægen...

• hilser man pænt, præsenterer sin kæreste og spørger ind til besøget?
• må man godt gemme sig på toilettet, og håbe på de snart går?
• kigge insisterende ned i et blad, og håbe på de ikke opdager een?
• er der andre muligheder?

Jeg lover, at hvis jeg møder dig i lægens venteværelse, nikker jeg bare kort til dig og lader som ingenting...

What happens in Vegas...

Hvad koster et æggebarn?

I dag fik jeg svaret fra den spansk klinik, som gerne vil hjælpe os med ægdonation. 67.000 kr for en donorægsbehandling plus medicin til mig og mindst to rejser til Spanien. Jeg kan ikke helt gennemskue om prisen er lav eller høj.

Der er som sædvanligt ingen garantier for at det virker. Der er ca 70% sandsynlighed for at det lykkes men 3 ud af 10 får intet barn fra denne behandling.

Den biologiske donor får betaling for sin indsats og sit æg - og lad os bare være ærlige. Det er nogle seje kvinder som gennemgår hormonbehandlinger. Jeg håber virkelig, at de samtidigt selv smider nogle æg i fryseren.

Det er mange penge.... ret så mange flere penge ned i graviditetshullet. Penge som kan bruges på bryllup, ferie, lejlighed, liv...

Det er langt hurtigere og billigere end adoption, men adoption giver os med sikkerhed mindst et barn.

Æggebarnet vil ligne os mere end Adobarnet, da det være halvt biologisk Loverboy og et match med mine fysiske karakteristika...  og er det fordel eller en ulempe?

Jeg kender en pige, som ønskede sig pigebørn, som hun sagde "Min mand spiser meget hurtigt, og jeg vil ikke sidde alene tilbage ved middagsbordet, fordi drengene allerede har slugt maden."
Det handler jo om kærlighed i familien, men også lidt om frygten for at komme udenfor i sin egen familie. Knytter æggebørn sig mere til deres biologiske forældre? Jeg har ingen anelse om hvad adoptivbørn, - forældre, æggebørn eller for den sags skyld dele- og papfamilier oplever, og det er meget sikkert forskelligt. Jeg ender altid op med en diskussion af effekten af arv og miljø, hvilken er stærkest?

Når jeg tænker på valget mellem Æggebarn og Adobarn, har Æggebarnet den fordel, at jeg selv bærer det. Og jeg vil jo gerne være gravid, og gå i gennem alle faserne og føde det. Jeg læste et sted, at de første måneder i barnets liv er afgørende for indlæring af socialt samspil, hvor man giver og modtager kærlighed og opfattelsen af tryghed. Æggebarnet vil vi kunne passe på fra starten, men Adobarnet ved jeg ikke, hvad det har oplevet? Om der er nogen, som har passet godt på det.  Og måske Adobarnet mere brug for os og den kærlighed vi kan give.

Og vi ved jo stadig ikke om, vi skal tage vores egen sidste tur i hormonhelvede. Lægerne siger jo, at de ikke kan finde ud af, hvorfor det ikke lykkes at blive/holde graviditeten. Æggene er gode nok, sæden er fin, og de kan også lide hinanden. Og de deler sig, men så sker der bare ikke så meget mere. Embryonerne er bestemt ikke vedholdende, når de kommer tilbage i min livmoder. Måske er min livmoder bare ikke det fede sted at opholde sig... måske bor der allerede nogle giftstoffer, også hjælper det jo heller ikke, hvis æggebarnet prøver at flytte ind.

Tanker om mine fortabte børn

Hmmm... det er en omstillingsproces af de svære. Det at leve et andet liv end det, man havde planlagt og drømte om. Forestillingen om et familieliv, et voksenliv som far, mor med børn. Jeg tilhører jo generationen, hvor kvinderne først lige skal tage en uddannelse, skabe sig en karriere, finde en god ligeværdig partner, også er man klar til at få børn. Det indgår ligesom ikke i ligningen, at graviditetsholdbarheden er overskreden, og man ikke længere kunne få børn.

Jeg troede jo, at det at få børn, var noget man valgte at få, når man var klar. Jo, jo...man havde jo hørt om, det kunne godt tage lidt tid - et par år eller noget. Jeg havde overhovedet ikke regnet med, at vi skulle være i fertilitetsbehandling i 3½ år og 11 IVF forsøg uden at komme familiedrømmen nærmere.

Ingen vil jo være dem, som ikke kunne få børn. Man ved jo godt, at der nogen, som ikke får deres egne biologiske børn, men det er jo ligesom trafikuheld, kræft og alle de andre "goder"- det er noget, der sker for de andre.

Hvordan skaber man lige et familieliv uden børn? Jeg ved da godt, at vi bare kan adoptere. Men sjovt nok er tingene altid lidt mere komplicerede, når man undersøger dem nærmere. 

Gid vi havde giftet os tidligere, gid vi blevet kæreste første gang vi var interesserede i hinanden, gid vi havde kendt den optimale IVF behandling fra starten...gid...gid... gider det bare ikke.

Fri fald

 hvad gør jeg nu... der var ingen æg, som kunne lægges tilbage.

Fertilitets rutsjebanen kører igen

Tja... bom. Jeg forstår ikke helt, hvorfor vi bliver ved med at sætte os op på IVF rutsjebanen. Hvis det ikke lige var fordi, at ønsket om lille genkopi er så stort.

 

Men jeg tænker ofte på, at en af udfordringerne er at gøre vejen til målet god. Du ved "life is happens to you while you are busy making other plans".
Vi måtte aflyse vores lille kærlighedsweekend til de hamborgske julemarkeder, forbi æggene var længere tid om at blive modne. Jeg vænner mig aldrig til den biologiske proces altid kommer i vejen for sjove planer. Så jeg bookede i stedet en overnatning i Malmø på koncepthotellet Duxiana. (Jeg kunne ikke lige rumme tanken om, at når æggene endelig var parate, så havde de lukket Øresundsbroen på grund af snestorm).
Hotellet var skønt og sengene helt i særklasse. Jeg sov faktisk bedre der end i min egen seng...

Vi tullede rundt i Malmø og prøvede at abstrahere fra jeg var superforkølet. Jeg ville så gerne ud og spise og have en romantisk aften, men jeg var nødt til at krybe til korset og hjem i hotellets seng.
Der lå jeg så og tænkte på om det er muligt at komme i fuld narkose, selvom man har lidt feber og næsen løber.

Men heldet var med os. I går lykkedes det dem tage 6 æg ud, men så sagde lægen, at de så lidt mørke ud, så de var nok ikke helt modne. Loverboy og jeg snakkede næsten ikke sammen resten af dagen. Smerten og sorgen er nogen gange næsten umuligt at sætte ord på.

Men rutsjebanen er sat i gang, og da jeg ringede til dem i dag for at høre status på æggene, var meldingen at 2 af æggene var blevet befrugtede, så nu krydser vi fingrene for at de også gider at dele sig nok og hurtigt nok, så de kan komme tilbage til mig i morgen.

Nævnte jeg, at vi har to befrugtede æg!!!

Here we go again... 2 gode og 5 fragmentede æg

Den første ventetid gik godt. 10 æg blev til 7 befrugtede æg, og igår fik jeg lagt de to bedste æg tilbage. De bedste æg var denne gang var et flot 4-cellet æg og et 2-cellet æg.

De resterende fem æg havde enten ikke delt sig til mindst to celler eller havde for mange fragmenter. Vores søde svenske læge viste os fotos af alle æggene. Det viser sig, at når æg er fragmenteret sidder der en eller flere bobler i ægget. Fragmenterne opstår under celledelingen og består af celleplasma. Jeg kunne ikke lade være med at blive lidt interesseret i, hvad de der fragmenter er og gør. Forekomsten af fragmenter stiger tilsyneladende med kvindens alder og et par andre faktorer... (Grim måde at hinte om en dames alder 35+).  De flest æg har fragmenter og det er fint, sålænge de udgør mindre end 15% af ægget. Og vigtigst af alt, det påvirker ikke graviditetschancerne.

Så starter den næste ventetid, hvor æggene skal bide sig fast.
 Ved stadigt ikke hvad jeg skal føle eller tænke... vi får se tiden an. Det er svært at have de vilde forhåbninger, når vi har prøvet nedturen og tabet så mange gange. Jeg prøver at tage det lidt som det kommer og tænke lidt mere på de andre gode ting i mit liv.

Det må blive et bonus forsøg, inden vi skal på det adoptionsforberedende kursus.

Man tager en halv snes æg...

ud af mine æggestokke, og håber på det bedste resultat.

Hmmm, jeg er overrasket. Min krop kører sit eget løb, måske har den indset at hjernen er fuld af fis og forstyrret af hormoner. Nu venter vi bare på ikke at høre fra klinikken. De ringer kun på ægoplægningsmorgenen, hvis æggene er gået til. Vente... vente...

Næstsidste sprøjte eller noget... IVF igen...igen

Tjaaa....bum så tog jeg den sidste hormonspøjte i denne omgang. Æggene er vokset hurtigt denne gang, det ser fint ud...

Hvordan jeg har det? Måske meget godt... jeg har ikke været så sindssyg af hormoner denne gang eller måske opdager jeg det bare ikke længere.

Jeg er kommet med i et medicinsk forsøg med noget hestemedicin, det skal hjælpe mig med at blive gravid. Jeg ved ikke rigtigt, hvad jeg synes eller tror. Dette IVF forsøg har været anderledes indtil videre. Jeg fik et ordentligt skud hormoner, og æggene kan godt lide det denne gang. De er vokset fint og nu er de klar... måske er jeg bare ikke klar. Jeg er i hvert fald ikke helt med i hovedet.
Jeg har tænkt på, om det er en af de skønne forsvarsmekanismer, der trikker ind her eller om jeg bare er ved at nå det punkt, der hedder efter 10 forsøg, tæller det ikke længere. Måske er jeg ved at nå punktet of no return. Loverboy og jeg har aftalt at vi slutter efter næste forsøg. Vi tager adoptionen mere alvorligt, og rykker lidt mere på det punkt...arrangerer og planlægger opgaver i den retning. Det er nok for meget for mit lille hovede.

Men nu er vi altså her... hvor æggene skal ud på mandag og mødes med den bedre halvdel. Vi må se hvad der sker.

Jeg tror, jeg er ok... ikke så tillidsfuld længere, men jeg er her og venter...

jeg er trist, men får luksus sushi på Sushitarian

Jeg var nødt til at omsorgsspise frokost idag. Så er kun det bedste godt nok.
Sushitarian havde heldigvis en god barmenu til hele 175 kr- men var det værd... Sorgen og skammen over alle de mislykkedes ivf-forsøg sidder i mig. Jeg ved godt at det ikke er min skyld, men det føles alligevel som om det er det. Det er så svært at være i det, så jeg prøver at fortrænge det.
Det fungerer dårligt for mig, jeg bliver bare så ked af det, at jeg ikke kan trække vejret. Det værste er, at jeg føler mig så alene. Loverboy synes, at jeg snakker om det hele tiden, og han har mentalt afsluttet det forrige forsøg og er allerede videre. Jeg vil også gerne lægge det bag mig, men jeg aner ikke hvordan man gør...jeg er bare ked af det. Jeg er ked af at jeg ikke bliver gravid og er så bange for, at vi aldrig får et barn og en familie.

Stork søges til generte æg

Tja... så sidder jeg igen i rugekassen, og imorges var vi til den første æggescanning.
Jeg er altid lidt nervøs inden første scanning, det er lidt for spændende at finde ud af, om jeg har flere æg tilbage. Men heldigvis var tilbagemeldingen god. Så nu ruger jeg på ca 8 æg fordelt på hver æggestok... dvs lægen snakkede om et konglomerat af æg, der skjulte sig bag den anden æggestok. Mine æggeledere er sammenvokset, og derfor ligger den ene æggestok bag den anden, men jeg kan bedre lide at tanken om, at mine æg er generte.

Og jo tak, æggene vokser fint..., men de presser på lænden, og det stresser lidt mit hoved. Jeg er altid lidt nervøs for, om der er voksende æg eller cyster, men den er god nok. Nu håber jeg bare, at det er guldæg af højeste kvalitet... når jeg bliver grådig, håber jeg, at æggene er gode nok til en ægte her-og-nu-baby og en frysebaby.

Faktisk blev jeg stresset af hele situationen, at jeg blev hjemme fra jobbet. Nu ligger jeg på sofaen og ser tv og netsurfer, mens jeg diskuterer med mig selv, om jeg våger at håbe på, at IVF'en virker denne gang, eller om jeg kan undgå at ryge helt ned i kulkælderen, når det går galt.

Hvor finder man en stork, nå man skal bruge den?