Træt med Ikke-termin

jeg er træt af det hele...så der sker ikke så meget på bloggen eller hos mig. Har ikke så meget lyst til noget for tiden.
Jeg er startet på hormonerne igen, igen, igen og min krop er træt. Jeg er træt, og Loverboy er træt.
Kroppen strejker. Hormonerne er onde ved mig. Igår kastede jeg op. Den ondeste hovedpine var flyttet ind i hele øverste etage.

Egentligt var det meget passende. Det var datoen for vores ikke-termin for hjertebarnet. Barnet som vi aldrig fik, som endte ud i graviditeten, som aldrig ville gå væk. Tænk at der allerede er gået 9 måneder.

Hormonerne raser i min krop og hjerne, og alle andre kvinder i verden bliver stadig gravide, får store maver og føder smukke sunde børn. Vi står stille og lever i hormon- og barnløshelvede. Det er ikke til at holde ud at gå dette helvede igennem gang på gang. Jeg er træt, og overvejer sporadiskt at give op. Det er bare ikke en holdbar løsning, når nu vi føler os som forældre, som mangler vores barn.
Vi har været igang i 5 år. Prøvet 15 forskellige hormonbehandlinger ... vi har vel prøvet dem alle. Og vi står stadig alene her og venter. Kan ikke give op.

Som jeg sagde, jeg er træt... og jeg forstår godt du bliver træt af at læse med her, men det er sådan tingene står til.



Placering: Hormonhelvede

hvordan sørger man?

Det er tungt for tiden, jeg er grådlabil og har meget svært ved at tale om min mislykkede graviditet og den efterfølgende abort. Så jeg har taget konsekvensen og søgt professionelt hjælp, for jeg behøver hjælp til at komme mig, komme videre og komme igen ... tilbage til mig selv.

Noget af det psykologen sagde, var jeg skal anerkende det store slid, jeg har haft på psyken og kroppen i gennem de mange mislykkede IVF behandlinger og store tab af mislykkede graviditeter, håb og tro. Det slider, og jeg har mistet min robusthed. Det kræver energi at bygge den op igen, og jeg skal tænke over hvordan jeg får fat i noget god energi og hele tiden huske at bygge den op og ikke bruge for meget af den.

Men så spurgte hun til, hvordan jeg sørger over mine tab... mine tabte børn, drømme, fremtid?

Og jeg er stadig hende (og mig selv) svar skyldig. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal sørge. Jeg er rigtig dårlig til at sætte mig ned og græde igennem. Min første reaktion er at at kæmpe, og i dette tilfælde bekæmpe tårerne og genvinde kontrollen -udsætte sorgen til jeg kan håndtere den. Men jeg tager den ikke op igen, så den ligger bare der i baggrunden og truer med bål og brand, hvis der er en lille sprække.

Så mit enkle spørgsmål er.... hvordan sørger man? Er der en måde jeg kan komme igang på? For jeg vil så  gerne op igen... og blive mig selv igen... og holde op med at græde indeni.

planerne bliver udsat igen...

Tja.... bom... det står stadig skidt til, og nu fik jeg også Lægens milde ord med på vejen. I følge scanningen er menstruationen på vej, og gerne inden for den næste uge, ellers tæppebomber vi den med flere hormoner. Ud skal det!

Grunden til at jeg har så ondt og ikke menstruerer, er selvfølgelig, at jeg har fået en møgcyste, som sidder mellem tarmene og presser på dem og lænden. Der er ikke plads til en lille bold på 2,6*2,6 cm lige der.
Træls... så nu røg planerne om æggebarnet endnu længere ud i fremtiden. For nu skal cysten først behandles væk, og vi kan tidligst komme igang til februar 2012.
SUK...

Madlede

Hmmm... jeg har fået madlede. Det må være bivirkninger fra cellegiften, den mærkelige graviditet og mit møgdårlige humør. Jeg har mistet lysten til at spise, hvilket ikke sker så ofte for mig. Jeg lever jo for at spise. Jeg vrider min hjerne for at finde på mad, som jeg gider spise.

I går blev det til to frost-rundstykker med smør, to håndfulde bagte krydderimandler, en lille bakke hindbær, en squash (grøntsagen ikke sodavanden) og en rejemad. Det er ikke nok, men jeg kan slet ikke holde tanken om smagen af kød ud, og hverken sushi eller osten lokker mig. Det er træls.

Hvad gør du, når du skal lokke dig mad i dig selv, dine børn eller gæster?

Eviltyret fortsætter...

Så brugte vi jo 4 år på at blive gravide, og da jeg endelig blev gravid, satte ægget sig fast udenfor livmoderen. Så kunne man tro, at vi bare startede forfra igen.
Men nej, der er mere til eventyret, der udviklede sig til et eviltyr. Pludselig fik jeg igen kvalme, hedeture og ondt i underlivet. Blodprøverne understøttede mistanken. Kroppen og resterne af ægget havde besluttet at overtrumpe operationen, udskrabningen og beslutningen om at ende den ulyksagelige graviditet. Så jeg er stadig gravid med resterne.
Så imorges var vi forbi mit andet hjem aka. Rigshospitalet og få en omgang cellegift, som kan dræbe resterne af det liv som bare vil overleve. Ironisk nok er ægget lige så stædigt som os. Det er tre uger siden jeg fik fjernet hjørnegraviditeten

Det eneste jeg tænker på nu, er om jeg er blandt de 10% hvor det ikke virker. Vi skal jo åbentbart prøve alt.
Suk.

Tanker om hjørnegraviditeter

Jeg døde ikke. Jeg er altid bange for at dø under fuld narkose. Så jeg var lidt glad, da jeg vågnede op af narkosen. Indtil jeg kom i tanke om hvorfor jeg var der.

Nu er jeg ved at være lidt ovenpå. Lægerne brugte deres fredagsmorgenmøde på at stemme om, hvad de synes, der skulle ske med mig. Nogen vandt, og operationen gik planmæssigt. Rigets personale er stadig søde, kloge og opmærksomme. Jeg hader stadig at komme der. Har så mange dårlige erfaringer fra det sted. Tænker lidt på at snakke med nogen professionelle.

Jeg ved ikke rigtigt hvad der er op eller ned. Tankerne går amok og gerne i ring. Det hjælper at skrive dem ned. Så kommer der styr på dem.

Jeg kan blive gravid, og der kan vokse et foster i min livmoder. Men hvad nu hvis det kun gider at vokse i udkanten. Lige der på livmoderens svageste sted, tæt ved den store blodåre, hvor jeg kan forbløde ud i bughulen. Lige der hvor det ikke må sidde.

Ja, den er god nok. Billedet er til dig, som også skal have skolepengene tilbage fra biologitimerne. De skyformede poser er æggestokkene, hvor æggene ligger. Rørene fanger de modne æg med de røde fangetråde, som ligner kødædende blomster. Æggene føres via. rørene aka. æggelederne ind i livmoderen. Mine æggeledere er tidligere blevet klippet af og brændt, så jeg ikke skulle blive gravid udenfor livmoderen. Nå ja det dårlige hjørne er lige der, hvor der er tegnet med kuglepen.

Jeg er klar over, at hjørnegraviditeter er sjældne, men forekomsten af dem stiger ved operationer i underlivet. Og dem har jeg haft en del af.
Hvad regnes som et hjørne. Jeg har jo stadig det andet hjørne. Og der hvor de syede mit hjørne fast i livmoderen, er der så dannet dannet to nye? Gælder de samme regler som når man folder et stykke papir?

Nævnte jeg, at kroppen ikke har forstået, at vi ikke længere passer på et foster. Vi er ikke længere gravide, bortset fra alle de fysiske bivirkninger som eks. kvalme - meget kvalme.

Planen er at slutte fred og tage en alvorlig snak med Gud, og få taget en hulens masse blodprøver. Mit handler stadig om hcg-niveauet. Nu skal det bare i nul igen... som resten af mit liv.

Jo, jeg må faktisk godt være ked af det og sur for, det er SÅ hårdt at være mig.

GIDER.IKKE.DET.HER!

stadig lidt gravid... æggebarnet har dog fundet sin helt egen hybel udenfor livmoderen - i arvævet af de æggeledere, som de fjernede af samme årsag. Stedet er bedre kendt som skillevejen mellem abort eller moderens liv.

Sjældent tilfælde siger lægerne

og bruger ord som Hjørnegraviditet. Blommesæk. Hjerteblink. Alvorligt. Farligt. Livstruende.

Meget gråd.

Så nu diskuterer lægerne hvilke form for abort, de skal gøre brug af.

Vi hører dommen imorgen.

Kan.ikke.mere.................

De allermindste sko fra de onde stedsøstre...

sidder lige nu på mine fødder - og de gør ondt.

Endnu et par fra bekendtskabskredsen har annonceret deres graviditet. Dejlig for dem, men de bittesmå sko råber højt om uretfærdighed, når de der ustabile parforhold bare smutter babyer ud på kommando a la: det bliver nok bedre, hvis vi får et barn (til!)

Livet er uretfærdigt- livet er uretfærdigt- livet er uretfærdigt- livet er uretfærdigt- livet er uretfærdigt- livet er uretfærdigt- livet er uretfærdigt- livet er uretfærdigt- livet er uretfærdigt- og jeg prøver at acceptere det.

Jeg synes, det er så svært at håndtere de der knaldulovlige følelser, som ikke vil fejes ind under det mentale gulvtæppe.

Dårlige æg, æggeledere og humør

Vi har besøgt en af verdens bedste specialister i fertilitet og endometriose - alene hans navnet indikerer styrke Professor Carlos Simón. Han er den første læge nogensinde, som har fortalt os sammenhængen mellem fertilitet og endometriose. Æg fra piger med endometriose har en dårligere kvalitet, og de har derfor sværere ved at blive gravide. Han har lavet donorforsøg med både æg fra endopiger og almindelige pigers æg, og hans resultater viser, at gravitetschancerne afhænger af hvorvidt doneren (ikke modtageren) har endometriose. Det vil sige, vi har gode chancer for at få vores eget æggebarn. Juhu... Endelig gode nyheder.

Så var det bare lige, at han skulle tjekke mit underliv med en ultralydscanning og en prøvetilbagelægning med æggeslanger. Han vil nemlig være sikker på, at alt er, som det skal være. Fint, tænker jeg. Jeg er lige blevet tjekket 3 gange indenfor de seneste to måneder. Ingen problemer der. Tip top tjek!

'This is a problem' hører jeg ham sige, og rummet drejer rundt og alt ilten forsvinder kortvarigt. Min højre æggeleder er fyldt med væske, og skal fjernes. De kan ikke hjælpe os, før den er fjernet. Simon forklarer, at væsken skyller ned over de befrugtede æg, og forgifter dem, eller endnu værre æggelederens væske tiltrækker ægget, således at det sætte sig fast udenfor livmoderen, og det er både meget farligt for mig, og giver ingen børn. Det er bare så meget op ad bakke, og føles så urimeligt.

Hvad er det, som der skal til for at få fat i et barn! Det er altså lidt af tilbagevendende prøvelse. Vi spæner fra det ene land til det næste, skifter medicin, prøver akupunktur, afholdenhed... og det føles om om vi meningsløst kaster alle vores penge ned i børnehullet... men uanset hvilken udvej, løsning eller mulighed vi vælger, sidder vi stadig i samme barnløse situation.

Nu skal jeg så opereres, og have fjernet den ene af de uduelige æggeledere, vel og mærke når jeg kan få en tid til operation. Også vente to til tre måneder før vi kan gå i gang med ægdonation... og hvad gør vi så lige med adoptionsplanerne til da...

ØV!

Tanker om mine fortabte børn

Hmmm... det er en omstillingsproces af de svære. Det at leve et andet liv end det, man havde planlagt og drømte om. Forestillingen om et familieliv, et voksenliv som far, mor med børn. Jeg tilhører jo generationen, hvor kvinderne først lige skal tage en uddannelse, skabe sig en karriere, finde en god ligeværdig partner, også er man klar til at få børn. Det indgår ligesom ikke i ligningen, at graviditetsholdbarheden er overskreden, og man ikke længere kunne få børn.

Jeg troede jo, at det at få børn, var noget man valgte at få, når man var klar. Jo, jo...man havde jo hørt om, det kunne godt tage lidt tid - et par år eller noget. Jeg havde overhovedet ikke regnet med, at vi skulle være i fertilitetsbehandling i 3½ år og 11 IVF forsøg uden at komme familiedrømmen nærmere.

Ingen vil jo være dem, som ikke kunne få børn. Man ved jo godt, at der nogen, som ikke får deres egne biologiske børn, men det er jo ligesom trafikuheld, kræft og alle de andre "goder"- det er noget, der sker for de andre.

Hvordan skaber man lige et familieliv uden børn? Jeg ved da godt, at vi bare kan adoptere. Men sjovt nok er tingene altid lidt mere komplicerede, når man undersøger dem nærmere. 

Gid vi havde giftet os tidligere, gid vi blevet kæreste første gang vi var interesserede i hinanden, gid vi havde kendt den optimale IVF behandling fra starten...gid...gid... gider det bare ikke.

jeg er trist, men får luksus sushi på Sushitarian

Jeg var nødt til at omsorgsspise frokost idag. Så er kun det bedste godt nok.
Sushitarian havde heldigvis en god barmenu til hele 175 kr- men var det værd... Sorgen og skammen over alle de mislykkedes ivf-forsøg sidder i mig. Jeg ved godt at det ikke er min skyld, men det føles alligevel som om det er det. Det er så svært at være i det, så jeg prøver at fortrænge det.
Det fungerer dårligt for mig, jeg bliver bare så ked af det, at jeg ikke kan trække vejret. Det værste er, at jeg føler mig så alene. Loverboy synes, at jeg snakker om det hele tiden, og han har mentalt afsluttet det forrige forsøg og er allerede videre. Jeg vil også gerne lægge det bag mig, men jeg aner ikke hvordan man gør...jeg er bare ked af det. Jeg er ked af at jeg ikke bliver gravid og er så bange for, at vi aldrig får et barn og en familie.

Det hvide flag blafrer i regnen

Jeg overgiver mig... nu selvmedicinerer jeg selvforkælelse og tv-narkomani i et par dage.  Jeg er stadig ked af det, faktisk er jeg ked helt ind i knoglerne. Det er det stadie, som kommer efter ondt i maven kombineret med skjulte tårer i øjnene. Det er urimelig hårdt at gå igennem ufrugtbare IVF behandlinger. Jeg kan håndtere de smertefulde scanninger, nålestik, humørhelvede, endosmerter og alle de penge vi poster ind i projektet, men det er bare så svært at bære når behandlingen slår fejl igen... jeg vil så gerne have min egen lille familie.

Og jeg har slet ikke overskud til at gå ind i debatten om Regeringen og DFs beslutning om at fjerne tilskud til behandling af barnløshed... det er bare så ondt mod dem, som ikke har de økonomiske muligheder. Det psykiske pres og belastningen af hormonerne er i forvejen svært og hårdt. Jeg føler virkelig med dem.

Dagen startede med en tur forbi den hvide heks til omgang akupunktur. Hun er meget dygtig og klog og kan en masse hvid magi kombineret med en sundhedsfaglig uddannelse. Ofte mærker jeg at bare det at komme i hendes nærhed giver øjebliklig lindring. Hun hjælper kroppen med at finde balancen igen efter alle de kunstige hormoner. Jeg mærker en tydelig fysisk effekt af nålene. Jeg må erkende, at min egen løsning på at komme ovenpå igen er fejlslået. Jeg begraver mig bare i arbejde, det er så dejligt og psykisk belønnende at løse komplekse problemer, der faktisk løser sig, når jeg lægger kræfterne i det. Og så bliver hjernen for træt til at huske at være ked af det.... men kroppen husker desværre alt for godt. Jeg troede faktisk at jeg var på rette vej, indtil jeg kom forbi den hvide heks. Hun spurgte lidt forsigtigt om jeg snart skulle have lidt ferie... så væltede læsset...

Så jeg nåede aldrig på job idag. Jeg sygemeldte mig og cyklede hen tankede op til en ordentlig omgang selvmedicering bestående af nødder, frugt, grønt og lækre madmuligheder og de skønneste knopper af bonderoser. Nu vil jeg ligge på sofaen og madsurfer og græde til jeg orker igen.

Nej ikke igen....

Nej, graviditetstesten var negativ. Vi havde ventet i 19 dage, og igår var det endelig tid til at få klar besked, om IVF'en havde virket. Jeg er så ked af det. Vi er så kede af det. Jeg kunne næsten ikke trække vejret resten af aftenen.

Det er ikke til at forstå, at det ikke lykkedes. Jeg har gjort alt det jeg skulle. Taget næsespray, stukket mig i maven, stukket 64 af de trælse gelepiller op til livmoderen...  spist rigtigt, spist vitaminpiller, drukket vand, undgået stress.... og håbet... tænkt en masse positive tanker om det lille æg. Jeg var faktisk kommet så langt mentalt, at jeg var begyndt at tænke på, hvordan det ville være  - at være gravid med mave og senere nogens mor.

Nu er jeg bare tom inden i. Jeg blev rigtigt bange og nervøs, da jeg begynde at pletbløde på min fødselsdag. Og sikken en lortegave! Jeg håbede at det bare lidt uregelmæssighed eller noget... men jeg burde have accepteret tegnene, men jeg er bare så parat til at få et barn med mit livs kærlighed. Jeg vil så gerne starte på det andet liv, hvor vi er en familie med far, mor og barn... have en lille bitte at passe og pleje og tage mig af.  Vi er klar!

Hvorfor skal det være så sindssygt svært at få et barn? Jeg er så træt af, det aldrig er vores tur. Jeg hader, at livet ikke er retfærdigt.

Nu er jeg tom, stakåndet og træt og meget ked af det.