Så trækker jeg vejret igen

Tusinde tak for alle kommentarerne på mit forrige indlæg. Det var noget der lunede. Sådan helt ind i det inderste. Jeg er ved at vende tilbage til normale tilstande nu, og det er slet ikke så tosset.

Jeg har rodet med et stort projekt. På tid - vel at mærke. Og pludselig kunne jeg mærke, at den tid, der var sat af, slet ikke rakte. Jeg har en enkelt gang prøve at bide i græsset, så jeg kender mine signaler, og jeg ved, at jeg skal handle på dem. Når kroppen begynder at reagere, skal hovedet følge med og sige stop. Heldigvis blev jeg mødt af både arbejdsgiver og kunde, og nu er det hele ved at være lagt bag os. 

Nu kan jeg trække vejret igen, og det nydes. Der er igen plads til Loop 2 gange om ugen (jo - sørme om ikke jeg holder ved), og jeg kan glæde mig til at have tid til Jonas, når han kommer hjem på forlænget weekend lige om lidt. For øvrigt med en vel overstået projektopgave, der udløste 10 på karakterskalaen. Skolen har absolut holdt deres løfte, der går på at højne elevernes niveau. Han har hævet sit gennemsnit og har energi på skolearbejdet. 

Jakob er også fint tilfreds lige nu. Hans gamle bil (som er et år ældre end ham selv) er gået igennem syn med en enkelt bemærkning, og Brugsen har besluttet at give ham fast kontrakt og eget ansvarsområde. Hermed har han mulighed for at spare godt op, inden alvoren kalder og en uddannelse skal startes.

Planlægning har været en by i Rusland, mens jeg har haft allermest travlt, så nu vil jeg kikke gemmerne igennem og få lavet mad- og indkøbsplan. Og så vil jeg se om jeg ikke kan finde tid til at få ordnet mit værelse ovenpå, så det indbyder til symaskine og andre sysler. Ja - og så vil jeg se, om jeg ikke finder anledning til lidt mere skriveri her.

Jo - det er ganske vidst

Jeg var en tur i centeret i går. Jeg købte ingenting, for det var ikke sådan et center. Det var sådan et med store underlige maskiner og svedende folk. For første gang - og det i en alder af 47 - har jeg sat mine ben i et træningscenter og har bevæget mig rundt blandt andre fitnisser. Oplevelsen var positiv. Jeg kunne faktisk noget. At jeg kan blive bedre, er der slet ikke nogen tvivl om, men jeg kunne noget. Jeg havde en sød instruktør med rundt, så jeg kunne blive præcenteret for maskinerne, og bagefter tog jeg 2 omgange på egen hånd. I dag er kroppen træt og øm på udsatte steder, men sådan skal det være. Jeg er blevet LOOP-fan, og nu vil jeg arbejde imod at få styrke i kroppen og finde energien i træningen. Hvis jeg skulle finde på at pause, så husk mig lige på, hvad jeg har sagt her.

Dagen i dag starter smukt. Billedet uden for havedøren har været helt fantastisk, men da jeg fik kikket ud den anden vej, så jeg is på bilen. IS. Jeg løber igen, for der skal skrabes 

Alternativ indretning

Der står en cykel i min stue. Det er i sig selv ikke usædvanligt, for der finder den ind hver vinter. Så bliver baghjulet skruet af, og den bliver fastspændt i et maskineri, der skal kobles til den gamle pc, så man kan lægge ruter, måle gennemsnit og få mere eller mindre belastning på. Man kan cykle op af bakke, og man kan være fuldstændig færdig, når turen er slut, og man befinder sig præcis, hvor man startede. 

Det nye er, at arrangementet er blevet udbygget. Mit gamle nodestativ er fundet frem og foldet ud igen. Det er ikke fordi, han cykler efter Vivaldis 4 årstider eller noget i den stil. Næh, det er noget helt andet. Sådan et nodestativ er nemlig den perfekte holder til Ipad. Så kan man cykle, mens man snupper en eller anden interessant dokumentar eller bladrer ugens reklamer igennem. 

At arrangementet ikke er kønt, kan vi hurtigt blive enige om. Men det virker, og cykeltræningen gør godt for manden i huset. Derfor må det bare være sådan, til været bliver lidt bedre, og turene bliver lagt på landevejen igen. 

September startede smukt

Vi fik vendt en doven søndag til en rigtig fin dag. Næsten 5 km. rask gang ved Bildsø. Storebælt viste tænder, men det var ikke koldt, og vi var enige om, at efter alt det her køkkenroderi trænger vi til at bruge naturen lidt mere igen.

 

Der er lidt stille her lige nu. Jeg døjer med svimmelhed i forbindelse med det, som lægen så fint kalder øresten. Jeg har fået et par behandlinger og håber, at der kommer styr på op og ned. Det går desværre ud over den træning, som jeg lige havde fået styr på, men jeg må jo bare tage tyren ved hornene, når morgensvimmelheden er væk igen.

Den gule elastik har startet noget

For noget tid siden skrev jeg om den der badevægt, der tillod sig at være direkte hånlig. Jeg skal også noget om at tage skeen i den anden hånd og gå i hård kamp. Det har jeg gjort, og nu er jeg faktisk ganske tilfreds. Bukserne sidder igen, som jeg bedst kan lide det, og det der bløde i siden lige over buksekanten har trukket sig gevaldigt ind.

 

Der er stadig noget, der ikke helt sidder, som jeg synes, at det burde. Sådan noget, der er lidt slapt og som måske godt kunne arbejdes lidt med. Jeg ved ikke, hvorfra det er kommet, men nu er jeg altså blevet sådan en, der har lyst til at træne. Jeg tror, at det er en udløber af den gule elastik, der har hjulpet vingen i funktion igen, og som stadig bliver brugt. Jeg kan mærke, at det gør godt, og jeg har derfor fået lyst til at gå videre og træne resten af min efterhånden lidt trætte krop.

 

Jeg bliver aldrig sådan en, der stempler ind i Fitness.dk flere gange om ugen. Så jeg har anskaffet et par forskellige dvd'er, og giver den gas på stuegulvet et par gange om ugen. Gerne om morgenen inden arbejdstid, for det passer mig bedst. Jeg er klar over, at jeg ikke kommer til at ligne en 17 årig igen. Det er heller ikke meningen. Jeg trænger bare til lidt styrke i mine rygmuskler. Og hvis jeg kan få trukket navlen lidt tættere på rygsøjlen, så gør det da heller ikke noget.

 

 

Juli kom og gik

Det har været en anderledes sommer i år. Vores køkkenprojekt har fyldt rigtig meget, og der har ikke været tid til ret meget andet. Det har været en lang, sej og ikke mindst spændende proces. Jeg havde slet ikke nogen idé om, at arbejdet ville blive så omfattende. Han fortjener virkelig ros for god planlægning og flot arbejde, ham med alle kasketterne.

 

Vi er stadig ikke helt i mål. Og derfor ingen billeder. Nu skal det være det endelige projekt, der bliver vist frem. Hvis alt holder (jeg krydser fingre), kan vi tage endeligt i brug i weekenden. Faktisk risikerer jeg at få mit nye køkken helt færdigt og funktionsdygtigt på min fødselsdag. Det er da noget af en gave.

 

Juli blev også måneden, hvor jeg blev sluppet fri på Privathospitalet Valdemar. Min vinge er nu 100% smertefri, og har noget der ligner 95% bevægelsesevne. Jeg træner stadig med den gule elastik. Det giver nemlig bonus på flere måder. Det gør også godt i mine kontormuskler. Det kan jeg mærke, har vi har besøg af massøren på arbejde. Hun finder ikke så mange onde punkter mere. Jeg har en aftale med hos fys d. 12. august, så vil jeg også tro, at jeg er færdig der. Der med kom mit eventyr med faldet over havelågen til at strække sig over lidt mere end ti måneder.

 

Jeg er godt i gang med kampen mod det bløde, er sidder rundt om kroppen. Jeg er blevet stædig, så jeg er fuldt bevidst om, hvad jeg putter i munden. Jeg lider ikke på nogen måde, og faktisk har jeg ikke savnet det søde eller det hvide brød. Jeg kan mærke at det giver bonus, og det gør bare, at jeg har lyst til at fortsætte. Faktisk har jeg også fået lyst til at træne lidt. Det har jeg savnet alt den tid, min vinge har været dum.

 

Alt i alt har juli været god ved mig. Nu vil gå august i møde og glæde mig til fødselsdag, ferie, forlænget weekend med familien.

Frikvarter og noget køkkensnak

Mandag i sidste uge forlod Sara og jeg vores mandlige medlemmer af familien og tog på tur med søster. Vi kørte til Skælskør og fik udleveret lilla T-shirts og en pose med forskellige gode ting i. Forud havde vi lagt et symbolsk beløb, hvor af de fleste penge går til Scleroseforeningen og Endometrioseforeningen. Som navnet på arrangementet lægger lidt op til, så var det pigernes dag, og det var en sjov oplevelse at gå tur sammen med lidt mere end 3.800 andre kvinder. I alt var der omkring 40.000 kvinder, der deltog i Ladywalk på samme tid landet over.

 

 

Lidt sporty er man vel.

Hvis det hele passer sammen, så tror jeg, at vi tager turen igen til næste år.

Herhjemme er vi nu nået så langt, at der er bestilt beton til i morgen. Gulvet i køkkenet skal nu støbes, så vi - jeg mener Bo - kan komme i gang med at lave gulvvarmen. Herefter skal vinduet skiftes og væggene ordnes. Om 3 uger starter Bo ferie, og så skulle rummet gerne så nogenlunde klar til det, som det hele handler om. De der køkkenelementer, der ser så brandgodt ud, og som jeg vil nyde hver eneste dag, når det hele er færdigt.

 

Nu vil jeg finde kontoret, og så vil jeg nyde, at der venter mig en weekend på 5 dage, når jeg synes, at dagens opgaver er klaret. 

Hvor kan man finde den?

Mit hoved er fyldt med gode idéer. Jeg har aftalt med mig selv, at jeg skal til at røre mig. Ikke fordi, at det er smart, eller fordi andre gør det. Jeg har en meget bedre grund. Jeg gider ikke at have ondt, og det får jeg, hvis jeg ikke passer på. Lige for tiden er ryggen træt, når jeg står op, og den gør faktisk lidt ondt. Så er det, at jeg tænker. Når jeg nu så gerne vil. Når jeg nu slet ikke er i tvivl om, hvad der er det rigtige.... Og jeg kunne blive ved.

Den del af sundheden, der går på at putte gode ting i munden og lade det mindre gode ligge, mestrer jeg fint, når beslutningen er taget. Jeg er ikke fanatisk. Faktisk kan jeg godt finde ud af at spise et enkelt lille stykke kage og lade resten ligge. 

 

Jeg har fundet en bog. Den lå på min reol, og faktisk kan jeg godt huske, at jeg engang kom til at købe den. Den hedder noget med 12 minutter - 12 uger. Den handler blandt andet om at finde motivation og holde fast. At få det at røre sig til at blive en naturlig del af hverdagen. Og da jeg har lovet mig selv, at jeg også skal læse i det nye år, kan jeg jo starte med den motion det giver, når man løfter hånden og bladrer videre i bogen.

Uldne sokker, bløde bukser, sofa og det hjemmehæklede tæppe

Det lyder egentlig som opskriften på sådan en søndag, som jeg rigtig godt kan lidt (og så ved jeg godt, at det lugter rigtig meget af dovenskab - men det er altså okay om søndagen). Nu er det bare ikke søndag i dag. Det er kun tirsdag, og der burde ikke være dømt uldne sokker og alt det andet. Men det er der altså. Sammen med kleenex og zovir. Den eneste, der synes, at det er okay, er vidst prinsessen på ærten. 

Hun finder gerne bunken af tæpper og puder, når der skal puttes. Og det sker kun når hun har selskab hjemme, for hun er ikke klar over, at det er en mulighed selv at springe op i sofaen.

Det vågne øje har måske fanget støvsugeren til venstre i billedet. Jeg har lavet en aftale med mig selv. Jeg har bare ikke lige fundet ud af, hvornår vi skal forenes. Men hvis ikke jeg skal ud og skifte bukserne ud efter jul, så må jeg vidst hellere. Jeg kunne også bare lade fingrene blive væk fra de lækre vanillekranse, brunekagerne og de der nødder, der bare smager så godt. For slet ikke at tale om æbleskiverne og den lune gløgg.

Når livet er ondt

En pige i Jakobs omgangskreds mistede sin far i søndags. Han var blevet indlagt 4-5 dage før på grund af en blodprop. Under indlæggelsen finder man ud af, at han også lider af cancer, og at det både sidder i hjerne, lunge og lever. To dage efter den voldsomme diagnose er sat, dør han stille og uden smerter i sin sygeseng af en ny blodprop. Vores tanker var, at kræftdiagnosen var voldsom, og at den ville ende med at vinde, så måske han slap let på den måde. Lægerne har også senere fortalt familien, at han sikkert kun ville have kunnet leve omkring 3 måneder, hvor man kun ville have kunnet lindre.

Jeg kendte ham ikke, og ville ikke have vidst hvem han var, hvis jeg havde mødt ham på gaden. Men fordi datteren kommer her, er vi dybt berørte. Bo og jeg har gået i skole med hans kone, og bare tanken om, at hun har fået flået alt i stykker på 4-5 dage, er ubærlig. Hun skal nu til at forholde sig til sit nye liv, 3 store børn i voldsom sorg og chocktilstand, et hus under stor ombygning og hvad der ellers følger med. 

Det har givet nogle stille stunder herhjemme. Der er tænkt over tingene, og vi har talt en masse. Vi har sikret hinanden ganske pænt, men det er jo slet ikke det, det handler om. Det handler om at være opmærksom på sig selv og sin krop. At lytte til kroppens signaler og søge læge, hvis man mærker noget. Mon ikke man har fået nogle små signaler, hvis man går med så voldsomt meget sygdom i sig? Og så handler det i den grad om at nyde. At nyde hinanden og livet - mens vi kan - for man kan vidst ikke tage noget for givet. Nåh ja - så er der også den med kost og motion. Det sidste er min evig dårlige samvittighed.

Jeg har startet dagen med at nyde udsigten fra stuen. Den var helt fantastisk i farverne, da jeg fik lettet mig i dag. Mosekonen havde travlt og stilheden var stadig larmende.

Op på hesten.

Her i huset er det jernhesten, der bestiges for tiden. Jeg ved ikke, om jeg skal tænke alternativt, for jeg er altså ikke gode venner med den sadel. I dag sad jeg på den i 15 minutter, så var rumpen øm. Til gengæld nåede jeg 5,8 km. uden de store problemer. Måske jeg skulle høre den lokale cykelhandler, om der findes et geleovertræk til den type sadel.

Jonas er lige gået ovenpå med et glas kakao. Han nåede som bekendt ikke at smage de lune dråber i går. Indtil nu er der ikke kommet nogle lyde deroppe fra, så mon ikke han bare vælger at drikke det i dag.

Jeg optog det royale program i går. Måske jeg skal nyde roen og lade Dronningen indtage min stue.

God aften til dig.

Hjernegymnastik

Jeg så et indslag i tv-avisen i sidste uge, der handlede om vores hjerner. Det har jo længe været kendt, at hjernen først er færdigudviklet, når man er ca. 25. Men nu har forskningen vist, at den allerede topper, når vi er omkring 45. Kan det virkelig passe. Er vores styresystem kun konstrueret til at toppe i 20 år, når vi kan blive op til 5 gange så gamle.

Og her er det så, at timerne i sofaen med Wordfeud bliver retfærdiggjort. For hjernen har godt af træning. Det viser forskningen nemlig også. Og for at det ikke skal være løgn, så har det også vist sig, at motion er med til at udskyde ældningen af de vigtige små grå.

Alt i alt er der håb for mig. Jeg er ikke 45 før senere på året. Jeg jonglerer med tal om dagen og bogstaver om aftenen. Og så er der lige mit nye liv som cykelmotionist.

Og så kom jeg lige til at tænke på, at der vidst slet ikke er noget, der hedder tv-avisen mere. Nu om dage ser vi vel nyheder.

Søndagscykeltur

I dag er det søndag, og ifølge planen er det tid til at trække cyklen om foran fjernsynet igen. Jeg gør det, for det har jeg lovet mig selv. Men jeg har også lovet mig selv, at jeg ikke bliver sur, hvis det ikke bliver til en halv time. Det er sikkert bedre at bygge op, end det er at ødelægge sig selv.

Den står på rolig søndag. Bo har vagten og er (traditionen tro) blevet fanget i det på ugens sidste dag. Han befinder sig lige nu i Måløv og lider garanteret af hjemve. Madplanen siger rester i dag. Jeg kogte grøntsager i overflod i går. Det er en fornøjelse at putte dem i pisket æggemasse sammen med strimler af hamburgerryggen. Det giver den skønneste omelet, der finder vej til maven sammen med et stykke godt rugbrød.

Og så er der strikke pindene. De skal motioneres i dag. Jeg er i gang med hue/halstørklæde i et til Sara. Jeg kunne godt tænke mig at kunne sende den over til hende snart.

Opfølgende bemærkning: Det blev til 20 minutter og 7,5 km. Herefter mærkede jeg smerten i den unævnelige og valgte at stå af. Men 23,5 km. på en uge er vel slet ikke så dårligt, når man har glemt at motionere i maget lang tid.

Vildt fråderen

Den skønne guitarist på billedet her er snart 17. Han er født og opvokset i mit hjem, så vi burde egentlig tale samme sprog. Den daglige snak går som regel også fint nok, men en gang imellem må jeg melde pas. Så forstår jeg ganske enkelt ikke, hvad han siger.

Da vi sad og spiste vores aftensmad i går, fik jeg følgende bemærkning. "Mor, den madpakke du gav mig med i dag, var vildt fråderen". Hm. Jeg måtte selvfølgelig vide, hvad der var galt med den, for der er jo ikke nogen grund til at give dem noget med, som de ikke bryder sig om. Men nej. Den var lækker. Vildt Fråderen....

Bedre blev det ikke, da Jonas kom hjem og fortalte, at han var syg til skydning. Vi havde lige spist sammen, da han tog afsted, og da så han i den grad frisk ud. Og han så da også rimelig frisk ud, da han kom hjem. Men igen tog jeg fejl. Han havde bare skudt rigtig mange point. Så er man syg.

Til til sidst skriver jeg med meget småt: Jeg måtte opgive i går. Jeg tog 15 minutter og kom 5 km. frem i stuen, så kunne rumpen ikke klare mere i sadlen.

God fredag til dig. Jeg vil nyde det gode vejr og en fridag.

Motion og mad

Der er vådt udenfor, men heldigvis er der både lys og varme herinde. Jeg har klaret ugens arbejde og er klar til fridag i morgen. Jeg har ikke nogen aftaler eller planer, så dagen er helt min egen.

Lige nu er herren i huset i gang på cyklen. Når han har kørt 30 minutter er det min tur. Jeg er lidt spændt på at træde op, for bagen er altså ikke helt smertefri endnu. Men mon ikke det går. I tirsdags tog jeg 11 km. Jeg er spændt på at se, hvor langt jeg når på tiden i dag. For jeg må indrømme, at jeg er blevet lidt stædig. Jeg vil fuldføre. Jeg vil i form, og jeg vil så gerne af med de håndtag, der er begyndt at snige sig på omkring siden.

Madplanen er endnu ikke lavet færdig. Jeg var hos en slagter i nærheden i går og hente månedens kødboks. Det er det flotteste kød, jeg længe har set, og jeg glæder mig til at lave planer og finde ud af, hvordan det skal bruges. Slagteren har lagt en stribe opskrifter, der matcher kassen. Jeg har ikke tænkt mig at følge dem slavisk, men nye idéer er velkomne.

Den kan ikke trækkes længere. Cykelbukserne venter. Måske indlægget i morgen bliver skrevet stående....

Av - det gør ondt

Det gør ondt. Og ikke på det mest charmerende sted. Jeg har ganske enkelt ondt i bagdelen. Da vi havde delt det sidste kransekage i går, fortalte herren i huset, at det var tid til at få cyklen frem. Nu skal den bruges fast tirsdag, torsdag og søndag. Da han havde taget sin halve time, var jeg frisk. De første 25 minutter gik rimeligt. Og jeg skal hilse og sige, at de sidste 5 minutter var en pine.

Nu håber jeg bare, at den unævnelige smerte er fortaget til i morgen, for da er det jo tid igen.

Sidste dag i november

Billedet her er ikke fra en skiferie, men fra min baghave. Jeg har fundet det i novembermappen fra sidste år. Jeg husker det godt. Vi plantede de spæde træer og dagen efter var der hvidt. Og det blev der ved med at være.

Jeg kan godt forstå Jonas, når han siger, at han savner sne. Men skal jeg være ærlig, så er jeg glad for, at der ikke ligger sne, når Bo bliver kaldt på vagt - alt for træt og på et helt forkert tidspunkt. Og når jeg selv kører på arbejde, så gør det altså heller ikke noget, at vejen er sort.

Nu skal vi kun sove en gang til, så er vi i årets sidste måned. Jul og nytår er lige om hjørnet. Jeg kan godt se på kalenderen, at sådan er det. Men altså. Jeg har jo lige været i Sønderjylland, og det er ikke ret lang tid siden, vi havde travlt med årsregnskaberne på arbejdet. Det der liv kører hurtigt lige nu.

I dag er det onsdag, og onsdag er lidt kaosdag i familien Hansen. Det er dagen, hvor aftensmaden næsten skal lave sig selv. For lige så snart vi har spist, kører jeg til effekttræning. Når jeg kommer hjem er der stille. Så er Bo og Jonas kørt til musikskolen, så Jonas kan tromme.

God onsdag til dig...

Langsom søndag

Selv om klokken blev næsten midnat, inden jeg nåede i seng, og jeg måtte op igen klokken 02.00 for at hente husets teenager, ja så var den ikke mere end 7.30, da jeg åbnede øjnene i morges. Der er ikke noget at gøre - når først de er åbne, er det slut med at sove.

Vi har nydt formiddagen. Langsom morgenmad og 3 kvarters rask gang ude ved stranden. Der er ingen billeder, for det foregik i dis. Nu er Bo landet på sofaen med Dodo, og ældste er ikke stået op endnu. Jonas er til skydeturnering, så jeg har det hele for mig selv lige nu. Ikke en lyd forstyrrer mig.

Det skulle måske lige være lyden af spionnisser, der pusler. De 2 små trip trap, som jeg fik i fødselsdagsgave, er på mystisk vis hoppet ud af æskerne, og har placeret sig i det store vindue. Og Bette Inger fra samme familie sidder i vinduet ind mod hækken. Det er vidst noget med, at de skal give grønt lys for adventsnisserne. De kommer kun frem, hvis huset er juleklar. Jeg lover, at det bliver det ikke i dag. Nu vil jeg hoppe i sofaen med strik, og jeg letter mig ikke før, jeg skal ud og lave suppe.

Jeg håber, at din søndag bliver, som du ønsker.

Dækket for vinteren

Jeg var på kirkegården i dag, og kunne konstatere, at Pia - vores søde graver - har lagt gran til vinteren. Så jeg kørte forbi vores gårdbutik på og købte de små juletulipaner, der ligger så fint mellem grankvistene og et hjerte med små æbler. Det lille hjerte med æblerne har Charlotte lavet. Det giver stor mening, for netop Charlotte kunne rumme mig, da det hele var svært.

Vi gik til syning sammen, da jeg ventede Mie og hun ventede sin yngste datter. Da Mie døde, var det Charlotte, der tæt på at skulle føde selv, lavede det flotte hjerte, vi købte til Mies kiste. Charlotte ville.... I nogle år var hun i andet erhverv, men nu har hun åbnet sit eget lille hjørne i gårdbutikken, hvor vi køber frugt og grønt. At det også er hende, der træner os til effekttræning, og sørger for, at det gør ondt i mavemusklerne, når jeg nyser om fredagen - ja, det er en helt anden sag.

Jeg er weekendklar nu. Der er handlet til gæster. I morgen får vi gæster. Lone og jeg har kendt hinanden siden før børnehaveklassen og har delt hverdag og fest lige siden. Det skal blive dejligt at se hende og familien.

Helt stille

I går, da jeg kom hjem fra effekttræning, var der ingen hjemme. Huset var helt stille. Mere stille end der er i skoven på en fin efterårsdag. Jeg besluttede mig for at være lidt i det, for faktisk er det sjældent, at det sker. Hvis ikke radioen eller TV'et er tændt, så snurrer vaskemaskinen i baggrunden.

Og så er der jo husets beboere på første. Specielt Jakob er forbundet med stor lyd. Han kan ikke gøre noget stille. Når han ikke buldrer eller hører musik ovenpå, så synger han hernede. Verden blev en lyd rigere, da Jakob blev født.

Jeg tror, at jeg vil ønske mig den der stilhed på CD. Når drengene spiller højt på hver deres værelse, vil jeg sætte den på - og så vil jeg skrue så højt op, at min stilhed overdøver deres larm.