Fætre og kusiner samlet

7 skriverier på en måned er altså lidt sløvt, hvis jeg skal mene noget. Men alligevel er det bare blevet sådan. Det er jo ikke fordi, maj ikke har haft noget at byde på. Vi har udvidet terrassen, og vi har nydt de varme aftener. Der har været en konfirmation, og vi har været i godt selskab op til flere gange. 

I torsdags fejrede vi Jonas lidt på forskud. Det var nemlig den dag, alle kunne. Også familien ude fra Christiansø. Det er sjældent, at hele flokken er samlet, så mors ønske om et billede af alle børnebørnene fik os til at prøve at samle flokken i baghaven. Det er altså ikke let. En vis frøken vil meget gerne lave kunstner, og den mindre frøken gad faktisk slet ikke at være med. 

Hvordan det gik til, at de store fik vendt bunden i vejret på de små, ved jeg egentlig ikke, men det kom der nogle ganske gode og anderledes billeder ud af. Desværre er det bedste på min telefon, så her må I nøjes med udgaven, hvor Saras hoved næsten er forsvundet bag Frederikkes fod. 

Som det tydeligt fremgår af billedet, var mine unger store, før der kom flere børnebørn. Der er 7 år mellem vores yngste og fætter Viktor, som er den første af de små (som vi jo ikke kan blive ved med at kalde dem). Det er for øvrigt, når der tages sådanne billeder, når hele flokken er samlet, at jeg mærker, at der mangler en. De burde jo have været 7 på billedet. 

Jonas har fødselsdag i dag. Min store dejlige unge er nu 15 år. Han har længe været højere end sin søster, og det er snar kun frisuren der afgør, hvem af drengene, der er højest. Han har selv fået lov at vælge dagens menu, og man ved, at ungerne er store, når man bliver sendt til slagteren efter en god bøf i stedet for at køre til "Den gyldne måge" efter et måltid af tvivlsom karakter. 

For 15 år siden

For 15 år siden var Sara og Jakob ikke ret store. Det var jeg til gengæld. Vi kikkede billeder i går og faldt over dette. Det er taget en uges tid før, Jonas kom til verden. Billedet her er en dårlig overførsel. Papirbillede fotograferet med Iphone og herefter lagt i Blogland. Men jeg synes da, at det fint illustrerer, hvordan 4,5 kg. baby kan fylde en del i mors mave.

Der venter en lang dag. Jeg kører om en times tid og regner ikke med at lande her hjemme igen før klokken er omkring 18.00. Det er ikke nogen klage, for dagen er besat med gode ting.

23 år i dag

I dag er det 23 år siden, at vi officielt overtog huset her. Et billigt hus, der råbte lidt på istandsættelse og ændringer, men vi var klar. Vi var begge 23 og havde mod på det hele. Vi havde sparet sammen til udbetalingen og fik hele herligheden for under 300.000,00. Der var hessian på væggene i stuen og der var reb hele vejen rundt langs lofterne. Der var ikke et eneste vindue i hverken stue eller køkken, der kunne åbnes, og køkkenet var så lavt, at en opvask kunne give hold i ryggen. Vi var ligeglade for huset var vores, og vi var fyldt med gode idéer. Og så var det jo en fryd at skifte 44 kvadratmeter ud med 135 af slagsen. Møblerne råbte efter hinanden, men med et par store grønne planter gik det fint, og resten kom stille og roligt som tiden gik.

I dag bor vi her. Adressen er den samme, men huset er absolut ikke det samme. 135 kvadratmeter er nu blevet til 175, for huset voksede i takt med familien. Hele førstesalen røg i 2000 og blev vendt, så den lå over hele husets længde. Det gav den ekstra plads, vi søgte. Efterhånden er hele hytten  renoveret til det, vi gerne vil have, og selv om ungerne nu er på vej hjemmefra og pladsen bliver mere end rigelig, har vi tænkt os at blive her længe endnu. 

Det nederste billede har også nogle år på bagen. Det er fra det år, vi gravede ud for at anlægge havemuren og bygge lidt på garagen. Samme år blev træet på gavlen renset, så det så nyt ud igen. Man kan jo blive ved, når man først har fået egen grund at gå på. 

I dag er det for øvrigt også 8 år siden, at jeg startede på min nuværende arbejdsplads. Det skal markeres med ølkage med lidt smør på. God 1. april til dig. Pas på - for nogen kunne finde på at drille i dag. 

En stolt mor og en dejlig forårsweekend

Sidste uge endte med at blive travl. Bo var syg hele ugen og rejste sig først en gang i løbet af lørdagen. Jonas tog også et par dage med feber, men er også ovre det. Jakob og jeg luftede ud, vaskede hænder og passede ellers godt på os selv, for fredag stof på fest og glæde. Der var galla og lancier på gymnasiet. Ugen op til blev brugt på danseundervisning. Både aftener og weekend blev taget med. Sara og jeg var inde og se dem danse. Noget af det så jeg lidt sløret, for jeg er sådan en mor, der står og får vand i øjnene, når det hele bliver lidt for overvældende. Billedet her er taget efter dansen. Desværre i noget elendigt lys, men jeg håber da, og I også kan se, at de så fantastiske ud. 

At weekenden har været fantastisk, kan vidst ikke diskuteres. Det har været svært at holde sig inde, og lørdag eftermiddag kørte Sara og jeg en tur til Reersø havn for at kikke lidt på vand og gå tur langs stranden. Jeg holder meget af området, hvor jeg boede til jeg var færdig med 9. klasse. Jeg kan godt savne at have naturen lige uden for døren. At have et skønt sted at gå tur uden at skulle køre dertil først. Vandet var helt stille, og vi gik længe og nød stilheden. 

Nu står en ny uge for døren. Som det ser ud lige nu, er den med blank kalender. Jeg tror bare, at jeg vil nyde dagene som de kommer og glæde mig over, at foråret vidst er en realitet nu.

Jeg synger

Det er der nogen, der ved, men det er altså ikke kun, når jeg en sjælden gang vinder et spil wf. Musik fylder meget her i huset og har altid gjort det. Vi har hyldemeter med cd, og der ligger vidst også lidt gamle kassettebånd og vinylplader på loftet. Når musikken er til det, kan jeg slet ikke lade være, så synger jeg med. Ind imellem må jeg holde det for mig selv. Blandt andet fordi, jeg godt kan lide at synge sammen med Celine Dion. Det falder ikke i den øvrige families smag.

 

Da jeg gik i folkeskolen, var jeg med i koret lige så snart, jeg var gammel nok. Og jeg var vidst med på den årgang, der igen gjorde det sejt at synge i de større klasser. Samtidig fik jeg lært lidt noder, og i et års tid trak jeg i en harmonika.

 

Nu er vores tilgang til musikken blevet både nem og billig. Vi er kunder hos et af de teleselskaber, der tilbyder oceaner af musik for et næsten symbolsk beløb. Jeg har genfundet gamle favoritter og jeg lytter på nyt. Gerne på air-play, så det kommer ud gennem højttalerne i stuen. Lige nu er en af favoritterne Lorde med hendes album Pure Heroine. Hvis du ikke kender det, så prøv at lytte.

 

I går blev den nye cd med Rasmus Seebach frigivet. Den blev lyttet godt igennem på den gode gamle køkkenradio. Jeg er glad for, at der ikke skulle snittes grøntsager, for det havde vidst været lidt for farligt til de rytmer. Hvad lytter du til for tiden?

Minder

For nylig kom drengene til at mindes deres tidlige år. Hvordan man kunne sidde længe i de små sten og bare lege med dem. Og inden vi så os om, sad de store unger og legede i stenene. Der skal ikke mere end nogle sodavandsdåser og nogle gode småsten til at skabe den gode leg. Og så betyder det altså ikke noget, at man er 18 og næsten 14 år.

 

Mine unger er rigtig gode til at være sammen. Efter nogle år, hvor Jonas nærmest var enebarn i flokken har han fundet de to andre. Lidt pubertet har vidst hjulpet gevaldigt i den sammenhæng. Nu er de 3 i flokken, og de hygger på kryds og tværs. En gang imellem stopper jeg op og bliver betænksom. For der mangler jo en. Så kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvordan Mies plads i flokken ville have været. Vel vidende, at hun med sit handicap slet ikke kunne have været med, og at Jonas måske slet ikke var kommet, hvis hun ikke havde forladt os.

Historien bag alle de der køkkener

Jeg må være ærlig og tilstå, at det ikke var køkkenet, der fik os til at købe huset dengang i 1991. Det var vidst mere noget med nogle muligheder til ganske billig penge. Faktisk under 300.000, men det er en helt anden historie. Det gamle køkken, som jeg viste billede af i går, var ingen fornøjelse. Det var mørkt, fordi man havde valgt at bygge vinkel ud med overskabe, sådan cirka lige foran lokalets eneste vindue. Bordet var så lavt, at vi blev trætte i ryggen af at arbejde ved det, og så var der også lige en lille detalje. Det var ikke elementer. Der var bygget et skelet og sat låger på. Nederste hylde var det kolde betongulv og over det lå en lang plade med det flotteste hyldepapir. Hen over gulv og hylde løb de største edderkopper jeg mindes at have set. Nu er den slags dyr ikke min stærke side, så jeg var mildt sagt træt af den opsætning.

 

Da vi havde boet her nogle få måneder, var der et køkkenfirma i Slagelse, der annoncerede med fantastiske tilbud. Jeg kørte ud og fik vores gamle egetræskøkken til 10.000 for det hele. Fordi det havde været brugt til udstilling. Eneste hage var, at der kun var en skuffe, så vi bestilte bare det klassiske skuffemodul ved siden af. Alt dette skete en fredag, og mandag morgen kom fragtmanden med køkkenet. Herefter skete der ikke mere. Ingen skuffer. Vi fandt senere ud af, at firmaet havde drejet nøglen samme dag, og at rigtig mange var kommet i klemme. Der var nemlig blevet forudbetalt for store og dyre køkkener den fredag.

 

Nu var meningen, at elementerne skulle på loftet på den plads, vi ikke brugte, til vi fik lidt flere penge. Problemet var bare, at skidtet ikke kunne komme op af trappen, og at der ikke var plads andre steder, så vi gik i gang. Alt i billige løsninger og med en række kompromisser til følge. Vi har altid været enige om, at det var en eller anden form for midlertidig løsning. Den kom så til at holde 22 år.

 

Jeg har tit leget med tanken om at få køkkenet sat i stand. At få malet lågerne og få købt udtræksbakker i stedet for hylder, for så kunne jeg sagtens have levet med det længe endnu. Men faktum er, at komfuret er træt. 3 ud af 4 kogezoner virker, og vi kunne egentlig også godt tænke os lidt anderledes indretning. Så nu er det nu. At det bliver så stort et projekt skyldes, at Bo har valgt at lægge gulvvarme samtidig og flytte en dør. For denne gang skal det være, som vi vil have det. Ikke nogen slappe løsninger. Det skal bare være, som vi vil have det.

 

Og mens andre nu går og glæder sig til lang weekend, så har jeg besluttet at passe mit arbejde. Sagen er den, at der ikke rigtig er noget for mig at gøre herhjemme lige nu. Jeg har til gengæld aftalt med min chef, at der venter mig nogle ekstra fridage på et tidspunkt, hvor alle andre er på arbejde. Så det vil jeg glæde mig til.

Farvel rod

Dagens kapitel i farvel rods historie var de små skuffer i reolen i stuen. Jeg har fundet meget, der har overskredet sidste anvendelsesdato. Faktisk har jeg fyldt en halv sæk med sjove ting fra de seks små skuffer. Jeg fandt blandet andet denne gamle kassebon.

 

Tænk engang. Den dyreste kjole, jeg nogensinde har købt. Og så er den kun brugt en gang. Den hænger faktisk stadig i skabet til trods for, at den for længst har overskredet datoen. Jeg har en gang været ved at sende den ud af huset, men blev bremset af Sara. Det kunne hun ikke finde sig i. Sådan noget gemmer man som minde. Jakob har foreslået, at den kommer på til vores sølvbryllup. Men det tror jeg nu ikke, at han skal regne med.

Så græd jeg lidt

I går aftes sad vi og så programmet om fødsler. Det gør noget ved mig hver gang, for det er bare fantastisk, når en kvinde føder, og en lille ny ser dagens lys. Jeg griber mig selv i at holde vejret og gispe lidt sammen med de lidende kvinde. Jeg har jo en hel klar idé om, hvad de gennemgår.

 

I går var der en der ramte lidt ekstra. Et par fik en skøn lille dreng med læbe-, gumme- og ganespalte. De vidste det inden fødslen, for det var blevet konstateret på en misdannelsesscanning. Pludselig var det ligesom at være der selv. 15 år efter. Et lille barn, der ikke selv kan spise, og som skal udsættes for så meget. Der venter ham en næsten endeløs række af smertefulde operationer, og der venter familien splittelse og dårlig samvittighed. Det var næsten ikke til at bære. Så var det, at jeg græd lidt.

 

Mie nåede aldrig at blive opereret for sine spalter. Men vi nåede at blive informeret om operationer, tandrettelse, talevanskeligheder og alt hvad det indebærer. Faktisk fik vi også indkaldelse til talepædagog, da hun ville have været 10 måneder.

 

Det var for øvrigt på grund af samme spalter og medfølgende talevanskeligheder, at hun fik sit lille og korte navn. Vi havde besluttet, at fik vi en pige, så blev det en lille Rikke. Men Sara ønskede sig en lillesøster, og Jakobs højeste ønske var en lillebror, der skulle hedde Mie. Og prøver man at sige begge navne, så er der ikke nogen ganelyde i Mie. Det skulle i hvertfald ikke være hendes eget navn, der gav talevanskeligheder.

Billedet har jeg lige taget ud af havedøren. 11 graders frost og høj sol giver altså noget helt fantastisk. Også selv om vi er midt i marts.

Mies fødselsdag

I dag er det 15 år siden, vi tog imod Mie. Vi fik livet vendt rundt på en formiddag, for fra at forvente at blive forældre til et sundt barn stod vi pludselig i et væld af ubesvarede spørgsmål. Jeg husker det som en meget underlig dag. Glæden ved at blive mor blev noget dækket af skyer, og vi endte med at blive overflyttet i stedet for at kunne tage hjem et par dage efter.

 

 

Mies fødselsdag er blevet fast fridag for mig. Sådan fungerer det bare bedst. Mit humør i orden. Selvfølgelig bliver jeg eftertænksom, men det er ikke noget, der slår mig omkuld mere. Når jeg alligevel vælger arbejdet fra, er det på grund af den underlige energi, der drøner rundt i kroppen på mig. Det er ikke sådan en energi, der kan bruges til at gøre hele hytten ren på en time, eller få ordnet bedene i forhaven. Mere sådan en uro i kroppen, der ikke rigtig ved, hvad den vil.

 

Det tegner til at blive en smuk dag i dag. Solen er gavmild med strålerne og jeg har haft tid til langsom start. Jeg vil hente blomster, besøge kirkegården, og så vil jeg bage en fødselsdagskage, også selv om fødselsdagsbarnet ikke er hos os. Lidt velvære skal der også være plads til, så jeg har en aftale med Mette massør. Jeg vil nyde dagen og nyde, at det hele bliver lidt mere nærværende sådan en dag.

I dag er det 20 år siden.

Jeg gik ind i kirken med far og kom ud med Bo. En smuk dag med høj sol trods kulde. En dag, hvor venner og familie var omkring os til en rigtig god fest hjemme hos os selv. Den dag var det ikke til at forestille sig, hvor vi ville være om 20 år, for det er rigtig lang tid at se frem.

 

Vi lovede at holde sammen i både medgang og modgang, og det løfte har vi holdt. Vi er enige om, at 20 år ikke er nok, så vi beholder vielsesattesten i mappen og nyder fortsat tilværelsen sammen.

 

Der bliver ikke den store fejring i dag. Det er jo hverdag med alt hvad det indebærer. Vi venter til på fredag. Henne skabet ligger der et gavekort til en restaurant. 3 retter og et bord til 2 personer. Transporten er arrangeret, så nu har jeg noget at glæde mig til.

Pingvinklubben

Vi fik tømte fars lejlighed i går, og det gav selvfølgelig anledning til en masse snak og opfriskning af gamle minder. Noget blev kasseret og andet blev pakket ned, så vi senere kan mødes og tage stilling til det forskellige.

 

Så længe jeg kan huske, har far haft tre ens pingviner stående på toppen af den ene reol. Jeg troede egentlig, at det var sparebøsser, men det er porcelænsfigurer af ukendt herkomst. De har aldrig sagt mig ret meget, og jeg troede da egentlig også, at de skulle med på genbrugsstationen. Men min søster ville det anderledes.

 

Det er tre, vi er tre, vi skal have en hver. Og de skal stå synligt fremme. På den måde blev pingvinpagten en realitet, og en måske knapt så flaterende figur har fundet frem til min stue. I går blev den sat i vinduet ved siden af lyset. Hvor den lander endeligt, ved jeg ikke rigtigt endnu. Der mås tænkes over tingene, for den skal jo være synlig. Og sådan blev noget, som jeg absolut ikke havde planer om at tage med hjem pludselig til en ting af betydning.

Uønsket fridag

Jeg holder fri i dag, men ønsker mig lige nu på arbejde. Til en tirsdag, der er som den plejer, og hvor snakken kan gå på kontoret. I stedet er det ved at være tid til at gøre mig færdig og køre til bisættelse.

Det gør ondt, at jeg skal se forældre, der nu har mistet deres søn. At jeg skal se niecerne være kede af, at deres "Hansen" ikke er her mere. At se min veninde i sorg. Alt dette bringer mig tilbage til den dag, hvor jeg selv stod og sænkede kisten med mit barn i graven. Hvor min verden blev en anden, og hvor det var svært at se, hvordan det skulle gå.

 

Det er ikke blevet til meget søvn i nat, for tankerne er fløjet. Til dengang vi var små. Til fester, hvor vi har grinet og hygget og talt om gamle dage. Nu er det slut. Johannes har fået fred for sin afskyelige sygdom, og jeg må afsted og tage endelig afsked.

 

 

Året der gik

Der bliver gjort status rundt omkring i Blogland. Året er ved at være gået og tankerne går helt naturligt på vandring i årets oplevelser. Her synes jeg, at vi har haft et godt år. Vi er kommet godt igennem 2012, og har vidst slet ikke grund til at klage.

 

Der er nu en enkelt dag, der står tydeligt som årets højdepunkt. Den 25. juni. Det var den dag, vi pakkede kurven med flag, glas og bobler og kørte hele vejen til Vejle. Først hjemme i Saras lejlighed, og senere på Rosborg Gymnasium.

 

Det var stort og et følelsesladet øjeblik, da jeg fik lov at sætte den hvide hue på plads på min store glade datter. Som Jonas tørt konstaterede: Så, nu tuder mor sgu....

 

Nu venter 2013 lige om hjørnet. Med en stor søn, der bliver 18 lige om lidt, og en lidt mindre søn, der glæder sig til sin konfirmation. Men først skal vi nyde en stille søndag og årets sidste aften.

Eftertænksomhed

Jeg er ikke den, der laver de store nytårsaftaler med mig selv, men af en eller anden grund, så bliver jeg altid eftertænksom, når året er ved at være gået. Der er jo altid lige den med pengene. Ikke fordi det er nyt år, men fordi december altid ender med at blive dyrere end først antaget.

En anden stensikker tanke handler om kost og vægt. Men det hænger vidst også bare sammen med alt for mange vanillekranse og god mad hen over december. Og så er der også det, at jeg helst ikke vil have håndtag i kjolen, når jeg skal byde gæster velkommen til konfirmation sidst i april. Om der er en antydning, når vi skal fejre 18 års fødselsdag først i februar, er nok en ganske anden sag.

Så er der den med parforholdet. Det har fødselsdag på årets sidste dag. Så flyver tankerne igen. Helt til starten og til alle de tinge, vi efterhånden har delt. Sødt og surt, glædeligt og trist. Jeg er altid endt med at beslutte, at vi godt kan snuppe et år mere. Og når klokken slår for sidste gang i år, så forlænger jeg kontrakten endnu en gang.

Der er lige noget, det skal klares først. Der skal købes nogle julegaver i dag, og så er jeg igen blevet bedt om at skrive min ønskesedlen. Jeg må hellere se at komme i gang.

Første søndag i november

Første søndag i november er en helt speciel dag for mig. Den rummer gensyn og glæde og tid til fordybelse. Vi er en flok på 8 - 10 kvinder, der sætter kryds i kalenderen hvert år, og mødes til brunch i København. Vores fællesnævner er de børn, vi ikke har mere. Men det tror jeg ikke, at dem der sidder ved bordene omkring os når at fange. Vi griner og hygger og finder også vej til de dybere samtaler. Efterhånden har alle fået børn efterfølgende, så i år havde vi også en prinsesse på 3 ved bordet og en ung herre på 4, der synes, at hun var så sød, at han tilbød hende, at hun gerne måtte prøve hans medbragte tøjhund.

Sidste år var gudstjenesten i Københavns Domkirke ikke nogen særlig god oplevelse, så egentlig havde vi besluttet at gå ind og tænde lys og skrive navnekort og så liste af igen. Men nogen har lyttet, og hele arrangementet var ændret. Dels var der kortet betydeligt af tiden, så alle - også større og mindre søskende - kunne holde til det, og dels var gudstjenesten flyttet fra almindelig søndagsgudstjeneste til det, den i virkeligheden er, en mindegudstjeneste. For første gang lyttede jeg efter, hvad præsten sagde, for han talte til mig. Det var en rigtig fin oplevelse.

Her snart 14 år efter mit eget tab, er det en rar oplevelse at komme i kirken og finde ro til fordybelse og at være sammen med det lille væsen et øjeblik. Jeg fornæmmer nærvær og ro, som den ikke findes ret mange andre steder. Men det gør så ondt i mig, når jeg ser den lille familie, der er knuste allerede, da de træder ind af døren. De står stadig midt i det, der gør aller mest ondt. I år var der rigtig mange navne, der blev læst op. Alt for mange. Ældste var fra 1976 og de nyeste var fra efteråret. 

Jeg var hjemme omkring 18.00 og moden til dyner næsten inden aftensmaden var indtaget. Tak for en dejlig dag til Rikke, Frederikke, Sofie, Mette, Stine og Helene....

Må man lege med maden?

Nej - egentlig ikke, og heller ikke med frugten. Men det glemte husets store barn i går aftes, og pludselig lå der en bange frugt i skålen. Sjældent har jeg set 3 store unger på 17, 18 og 19 grine så meget over en citrus med hul i skrælden.

Jeg fik en SMS i går. Pakken er sendt, så nu vil jeg stå klar i døren i dag, når posten kommer forbi, for det betyder jo, at jeg kan risikere at være heldig. Ellers må der laves noget, der kan give hint om, hvad der venter, og der ligger da også en anden pakke klar på et hemmeligt sted. Det er altså lidt underligt at tænke på, at det i dag er 20 år siden, vi kørte afsted i den gamle Saab - bare os to. Næste gang jeg kom hjem, var vores liv ændret for altid, for vi var blevet forældre.

Sara glæder sig til i morgen, så hun næsten ikke kan holde det ud. Hun minder lidt om en 5-årig på det punkt. Jeg vil gøre mit for, at hun får en rigtig dejlig dag.

Ellers er status vel bare, at dagene flyver afsted, så jeg hverken når at læse eller at skrive ret meget her. Og så passer jeg på mig selv. For min arm er stadig dum. Den bestemmer faktisk ret meget lige nu, så hvis den siger, at det ikke er skrivedag, så lader jeg være. Det skulle gerne ende med, at det er mig, der bestemmer over den igen.

At vælge livet

I går aftes sad jeg og så et program om 4 personer, der bevidst havde valgt livet fra. De havde prøvet at slukke lyset og afslutte det hele, men fælles for dem alle var, at det var endt ved forsøg, og at de nu stod frem for at tale om, hvad det var der skete. Det gjorde stort indtryk på mig.

Det fik mig til at tænke på den gang, jeg selv traf et valg. Da Mie døde strejfede tanken. Jeg kunne tage med hende, og så kunne Bo blive her og passe på Sara og Jakob. Jeg tror faktisk slet ikke, at det er så unaturligt, når man står og føler sig revet midt over. 

Der skulle dog ikke mange tanker til, før jeg var klar over, at det ikke var løsningen. Sara og Jakob var alt for små til at undvære mig, og jeg har en hel familie, der elsker mig. Tænk hvad jeg ville påføre dem af smerte, kun for at lindre min egen. 

Jeg traf et valg - og det blev livet. Jeg kan se i mine dagbogsnotater, at det blev truffet lynhurtigt. Allerede inden Mies begravelse. Det blev en stor opgave at finde tilbage til det liv, som jeg havde valgt til. Jeg ville leve. Som i rigtig leve. Ikke bare spise og trække vejret. Men også mærke og være. I begyndelsen var det i den grad op af bakke. Jeg husker en fødselsdag (som jeg skulle have sagt nej tak til), hvor jeg pludselig var ude af stand til at spise. Jeg kunne ikke synke, og jeg endte med at måtte hjem. En anden gang er jeg listet stille væk fra et arrangement på skolen. Jeg blev pludselig bange for at være alene blandt så mange mennesker. Til trods for, at jeg havde Bo og børnene ved min side.

Jeg er glad for, at jeg valgte livet til den gang. For selv om man ind imellem får en over nakken, så nyder jeg tilværelsen og de dejlige mennesker, som jeg har fået lov at dele den med.

Tiden går

Jonas ved kæret i Nordby på Samsø 2004

Jonas ved kæret i Nordby på Samsø 2012

OL flash back - endnu en gang

Tænk engang. Da jeg sad i min sofa (eller lå) den gang for 20 år siden som beskrevet i forrige indlæg, købte Bo en forlængerledning til vores telefon, så den kunne ligge på sofabordet. Vi havde da ikke nogen mobil. Det var der ikke nogen, der havde - sådan almindeligvis. Ipad eller andet sjov var der heller ikke. Vi havde ikke engang en gammeldags computer med skærm og diskettedrev dengang. Der var sgu ikke andet end det OL, ja og så ugebladende selvfølgelig. Mine unger kan slet ikke forestille sig, hvordan det må have været. Der er en verden til forskel, også selv om det kun er 20 år siden.