Fridag og stille fødselsdag

Jeg holder fri i dag. Det gør mit indre ur ikke, så jeg var oppe 05.30 og er for længst færdig med vasketøj og sådan nogle kedelige ting. Jeg har også været en tur i Loop og klaret weekendens indkøb. Slet ikke så tosset på en torsdag. 

Om lidt skal jeg til Charlotte i Lynghuset. Som sædvanlig har jeg lokket hende til at lave fødselsdagsblomsterne til Mie. Den lille frøken ville være blevet 17 år i dag, hvis hun havde fået lov. Det er noget diffust, for babyer bliver ikke 17 år. Jeg kan ikke se hende for mig, men en fødselsdag er en fødselsdag, og jeg kan stadig mærke den. Den vælter mig ikke, og det er ikke noget der gør mig en hel masse ked af det. Men det giver anledning til tanker og det hele bliver lidt nærværende igen. Det kan måske lyde lidt underligt, men det er faktisk rart at mærke og at huske, for det kom jo til at betyde en masse for hele familien. Det giver altid sådan en udefinerbar energi i kroppen, der gør, at jeg har besluttet mig for, at 5. marts er min årlige fridag. Hvor længe det må være sådan ved jeg ikke, men det passer mig fint. 

I morgen er også fridag. Jonas kommer hjem fra efterskolen i aften, så der er planlagt tandlæge og andre praktiske ting i morgen. Desuden vokser han stadig med lynets hast, så der er vidst også noget med lidt tøj, der er blevet for kort i den ene ende og som derfor må udskiftes.

Mine niecer er kommet hjem fra Indien med deres forældre, så i morgen flytter Nini hjem. Det har været hyggeligt at have den på besøg, men selv om Jakob vrøvler lidt om det, så kommer der altså ikke nogen anden kanin her. Jeg glæder mig til ikke at have spåner og hø i det halve af hytten. 

Det ligner forår udenfor. Jeg tror, at jeg vil lokke hunden med ud, så vi kan nyde det. 

Februar kom og gik

Og jeg har vidst bare brugt tiden på at gå med....

Det har været en måned med ikke mindre end 3 familiefødselsdage. Det har også været måneden, hvor jeg landede igen ovenpå januars alt for meget arbejde. Vi er nogenlunde i normalt gear nu. Altid med nok at lave, men uden for panikzonen. Det er i virkeligheden sådan, jeg helst vil have det.

Vi har stadig kanin. Den har det fint og er blevet noget frigjort. Den vimser rundt i stuen sammen med hunden hver dag, når vi kommer hjem. Når de er alene, er de stadig adskilt. Den skulle jo gerne holde, til niecen kommer hjem fra de varme lande. At jeg den anden dag måtte sende min bror et billede at ledninger til den ene højttaler klippet fint ud i 5 cm. stykker sammen med forsiden af sidste nummer af samvirke er en anden sag. Til dem af jer, der ikke har læst Samvirke, kan jeg fortælle, at de har flere sider med opskrifter med kanin. Siger det bare.

I går var der kold hvidvin og sushi på bordet. Vi havde lidt at fejre. Vi har nu kun 3 år tilbage til sølvbryllup. Det er lidt underligt at tænke på, for jeg kan godt huske, da jeg var barn, og det var gamle mennesker, der holdt sølvbryllup. Sådan er det ikke mere, for jeg er altså ikke gammel.

Jeg har fundet nyt musik på vores Telmore-play. Paul McCartney - De største hits. Det er min musik, og nu vil jeg skrue op og gå i gang med at forberede kalvestegen på en tur i ovnen med en masse godt.

20 år

Han er lækker, og så er han min. I dag er det 19 år og 6 måneder siden, at billedet her blev taget. Det var dagen hvor det første halve år var brugt. Vores lokale tilbud kørte tilbud om fotografering af børn op til et halvt år, så vi nåede det lige. 

I dag bliver han 20, og man kan undre sig over, hvor alle dagene blev af. Han er i gang med at finde sig selv og sætte ønsker for sit liv. Han søger stadig, men han er i balance og er alt i alt et glad og hyggeligt væsen. Vi nyder, at han stadig er hjemme. Han har bestilt pizza til i aften, så det skal han selvfølgelig have. Stort tillykke til Jakob.

22 år

I dag er det 22 år siden, at 2 blev til 3. At vi gik fra at være kærester til også at være mor og far og en lille familie. Sara kom til verden og dermed var vores tilværelse ændret for altid. Vi skal ikke fejre sammen med hende i dag, for hun vil være at finde på designskolen i Kolding. Vi har en aftale den kommende weekend. Så kommer hun hjem, og vi holder børnefødselsdag i vanlig stil. Det er efterhånden nogen år siden, at billedet her blev taget, men jeg faldt over det, da jeg var på rejse i gamle ting i weekenden, og fik lyst til at dele.

Som sædvanlig overhaler virkeligheden bloglivet. Jeg har travlt med at ordne ovenpå, så jeg igen kan indrette kontor og her-må-jeg-rode værelse. Jeg har vilde planer om at få støvet min symaskine af. Jeg har lyst, og jeg kan huske noget om, at jeg faktisk godt kan finde ud af at lave gode ting, når jeg får sat mig. 

Søndagens ekstra time blev brugt i skoven. Vi fik travet næsten 6 kilometer i dejligt vejr, og jeg fik da også fanget et par gode billeder. Mere om dem en af de nærmeste dage, for jeg må vidst hellere huske at være lidt med her....

Fætre og kusiner samlet

7 skriverier på en måned er altså lidt sløvt, hvis jeg skal mene noget. Men alligevel er det bare blevet sådan. Det er jo ikke fordi, maj ikke har haft noget at byde på. Vi har udvidet terrassen, og vi har nydt de varme aftener. Der har været en konfirmation, og vi har været i godt selskab op til flere gange. 

I torsdags fejrede vi Jonas lidt på forskud. Det var nemlig den dag, alle kunne. Også familien ude fra Christiansø. Det er sjældent, at hele flokken er samlet, så mors ønske om et billede af alle børnebørnene fik os til at prøve at samle flokken i baghaven. Det er altså ikke let. En vis frøken vil meget gerne lave kunstner, og den mindre frøken gad faktisk slet ikke at være med. 

Hvordan det gik til, at de store fik vendt bunden i vejret på de små, ved jeg egentlig ikke, men det kom der nogle ganske gode og anderledes billeder ud af. Desværre er det bedste på min telefon, så her må I nøjes med udgaven, hvor Saras hoved næsten er forsvundet bag Frederikkes fod. 

Som det tydeligt fremgår af billedet, var mine unger store, før der kom flere børnebørn. Der er 7 år mellem vores yngste og fætter Viktor, som er den første af de små (som vi jo ikke kan blive ved med at kalde dem). Det er for øvrigt, når der tages sådanne billeder, når hele flokken er samlet, at jeg mærker, at der mangler en. De burde jo have været 7 på billedet. 

Jonas har fødselsdag i dag. Min store dejlige unge er nu 15 år. Han har længe været højere end sin søster, og det er snar kun frisuren der afgør, hvem af drengene, der er højest. Han har selv fået lov at vælge dagens menu, og man ved, at ungerne er store, når man bliver sendt til slagteren efter en god bøf i stedet for at køre til "Den gyldne måge" efter et måltid af tvivlsom karakter. 

Nu er det alvor

Jakob havde første skriftlige eksamen i går. I dag fortsætter han med endnu en skriftlig. Sara har en mundtlig i dag og har høje krav til sig selv. Jeg står på sidelinien og håber det bedste for dem begge.

Når dagens arbejde er overstået, venter der 4 dages weekend. Der er planer, for Jonas har fødselsdag og har bestilt hjemmelavede burgere. Familien kommer forbi og fejrer ham, så kryds lige fingre for udevejr i morgen. 

Mine planlægninger løber lidt ud for tiden. Jeg aner ikke, hvad der ligger i fryseren, og madplaner er en by i Rusland. Til trods for, at jeg ved, at det hele bare virker bedre, når den del fungerer. Jeg tror, at jeg vil bruge noget af de 4 fridage til at gå på opdagelse i fryseren og få styr på tingene

God dag til jer derude. Jeg vil gøre mig færdig og finde kontoret. Og så vil jeg satse på, at fridagene giver mig rum til at få læst lidt med herinde og få skrevet noget af det, jeg har lyst til. 

En mærkedag og alligevel ikke helt

Jeg har i nogle dage gået og tænkt på, hvad der nu var ved den der 7. april. Jeg vidste, at der var et eller andet, men der stod ikke noget i kalenderen. Det var først i går morges, at det kom til mig. 7. april var dagen, hvor mit barn døde. I år er det 16 år siden. Dem, der kender mig ved, at jeg har det godt i dag, og at jeg (efter egen mening at dømme) har et sundt forhold til det, der skete den gang. Jeg husker og jeg mindes, men jeg lever også i det, der er omkring mig nu, og som er mit liv i dag. Det er sikkert også derfor, jeg kom til at grine lidt af mig selv i stedet for at få dårlig samvittighed over at have glemt. 

Sandheden er, at dødsdagen ikke betyder det store for mig. Det er ikke en dag, jeg kan mærke mere, i modsætning til Mies fødselsdag, som jo stadig skaber uro i mit indre. Og så tror jeg også, at det hænger sammen med, at Mie døde tirsdag inden påske. At det tilfældigvis var d. 7. april det år, var mindre relevant.

Enden på den lidt skæve historie her blev, at jeg morede mig lidt over mig selv, og ikke fik  gjort mere ud af det. Der ligger ikke friske blomster på kirkegården, men jeg sendte da en tanke afsted til et eller andet sted derude. Nu har jeg dog noteret i min kalender, hvad der skete den 7. april for alle de år siden, så jeg ikke længere skal undre mig på den måde.

23 år i dag

I dag er det 23 år siden, at vi officielt overtog huset her. Et billigt hus, der råbte lidt på istandsættelse og ændringer, men vi var klar. Vi var begge 23 og havde mod på det hele. Vi havde sparet sammen til udbetalingen og fik hele herligheden for under 300.000,00. Der var hessian på væggene i stuen og der var reb hele vejen rundt langs lofterne. Der var ikke et eneste vindue i hverken stue eller køkken, der kunne åbnes, og køkkenet var så lavt, at en opvask kunne give hold i ryggen. Vi var ligeglade for huset var vores, og vi var fyldt med gode idéer. Og så var det jo en fryd at skifte 44 kvadratmeter ud med 135 af slagsen. Møblerne råbte efter hinanden, men med et par store grønne planter gik det fint, og resten kom stille og roligt som tiden gik.

I dag bor vi her. Adressen er den samme, men huset er absolut ikke det samme. 135 kvadratmeter er nu blevet til 175, for huset voksede i takt med familien. Hele førstesalen røg i 2000 og blev vendt, så den lå over hele husets længde. Det gav den ekstra plads, vi søgte. Efterhånden er hele hytten  renoveret til det, vi gerne vil have, og selv om ungerne nu er på vej hjemmefra og pladsen bliver mere end rigelig, har vi tænkt os at blive her længe endnu. 

Det nederste billede har også nogle år på bagen. Det er fra det år, vi gravede ud for at anlægge havemuren og bygge lidt på garagen. Samme år blev træet på gavlen renset, så det så nyt ud igen. Man kan jo blive ved, når man først har fået egen grund at gå på. 

I dag er det for øvrigt også 8 år siden, at jeg startede på min nuværende arbejdsplads. Det skal markeres med ølkage med lidt smør på. God 1. april til dig. Pas på - for nogen kunne finde på at drille i dag. 

Tillykke med fødselsdagen

Billedet har har været brugt før, for der bliver jo af gode grunde ikke taget nogen nye. I går var det 16 år siden, at den lille skønne kom til verden og startede 5 uger med sorg, glæde, kaos, gråd, afmagt og lykke. Alt sammen på en gang.

Når der er fødselsdag i familien køber jeg gave. Så bager jeg gode ting og inviterer gæster. Sørger for, at fødselsdagsbarnet får en god dag, med alt hvad der hører til. 

Den 5. marts er det hele anderledes. Min krop begynder på fødselsdag allerede dagen før. Jeg bliver rastløs og har svært ved både at holde fokus og at sidde stille. Der pumper en energi rundt i mig, der ikke kan bruges til noget som helst. Fødselsdagsgaven bliver til en dekoration fra Lynghuset. Jeg pakkede den selv ud og lagde den, og det hele var overstået på kort tid. 

Erfaringen har lært mig, at det er en god dag at holde fri. Det er svært at få noget som helst til at stemme, når der hersker uro i tankerne, og det går meget bedre, når jeg selv kan bestemme over min dag. I går var ingen undtagelse. Jeg havde trukket stikket og bedt om en fridag. Der var indbygget kaffeaftale, og jeg fik lavet lidt småting. Fødselsdagskagen blev en af de gode snegle fra tanken. Herren i huset ligger nemlig med influenza, og han lod sig gerne formiddagsforkæle.

Nu skriver vi 6. marts på kalenderen, og jeg kan igen passe mig arbejde og sidde stille. Det vil jeg gøre. Ud af hulen her, for nu ligger der 2 med herreinfluenza.

For 21 år siden

Altså i går, for 21 år siden. Det var dagen, hvor denne lille fine kirke lå badet i solskin og flaget var hejst. Det var dagen, hvor jeg gik ind med min far og kom ud med Bo. Nu som Frue. Vi havde den skønneste dag med familie og venner hjemme i vores hus, der dengang rummede en stue på størrelse med en god balsal. 

Vi bor stadig i det samme hus, og i går markerede vi dagen med lidt god mad og et enkelt glas. For vi er heldigvis også stadig gift. Jeg husker, at en gammel vendinde en gang sagde til mig, at nu havde de været sammen så længe, at de ville blive sammen altid. Dengang var vi bare 40 år, og de havde været gift omkring 16 år. Hendes ord overraskede mig, for når man er 40, skal man da ikke bare blive sammen, fordi det er det letteste, og fordi det plejer vi. Hun lagde slet ikke skjul på, at de levede som venner, og det gik jo meget godt.

Jeg skal ikke dømme andres valg, men ordene fik mig til at tænke. Når man er 40 har man måske mindst lige så mange gode år tilbage, og så skal man ikke nøjes. Så skal man mærke efter og finde ud af, hvad man gerne vil. Jeg kan med ro i stemmen sige, at jeg stadig er gift, fordi jeg har lyst til det, og fordi min mand stadig gør mig glad. Faktisk har jeg planer om at følges med ham mange år endnu. 

Jeg fik den smukkeste buket af ham i går. Desværre er kortet til mit kamera kaput, så jeg kan ikke billeddokumentere før senere på dagen, hvor posten forhåbentlig har været med et nyt. 

Tillykke til Sara

I dag er det 21 år siden, at denne smukke skabning så dagens lys. Og dermed 21 år siden, at jeg blev mor for første gang. Vi har sendt hilsen og snakket sammen, men må holde dagen i hver sin del af landet. Sara på højskolen i Skive og os andre på matriklen på Vestsjælland. Det er nu okay, for vi havde en dejlig weekenden sammen i sidste uge.

 

At hun er det skønneste menneske, behøver jeg vel ikke at skrive. At jeg er stolt af hende og glæder mig over hendes glæde over tilværelsen. At jeg elsker hende og glæder mig til at følge hendes vej frem i livet, og til at støtte hende og være der for hende, hvis hun får brug for mig.

Selv glæder hun sig over, at hun denne gang har fødselsdag i 25 timer.

I dag er det 20 år siden.

Jeg gik ind i kirken med far og kom ud med Bo. En smuk dag med høj sol trods kulde. En dag, hvor venner og familie var omkring os til en rigtig god fest hjemme hos os selv. Den dag var det ikke til at forestille sig, hvor vi ville være om 20 år, for det er rigtig lang tid at se frem.

 

Vi lovede at holde sammen i både medgang og modgang, og det løfte har vi holdt. Vi er enige om, at 20 år ikke er nok, så vi beholder vielsesattesten i mappen og nyder fortsat tilværelsen sammen.

 

Der bliver ikke den store fejring i dag. Det er jo hverdag med alt hvad det indebærer. Vi venter til på fredag. Henne skabet ligger der et gavekort til en restaurant. 3 retter og et bord til 2 personer. Transporten er arrangeret, så nu har jeg noget at glæde mig til.

Tillykke til Jakob

I dag er det 18 år siden, vi blev forældre til Jakob. Som så mange andre, aner han ikke, hvad han ønsker sig, så denne gang har vi lavet omvendt gave. Købt en lille ting og pakket den pænt ind. Han blev begejstret for indpakningen, og alt er rettet pænt ud og lagt til side. Kun båndet blev smidt ud.

 

Han fejrede sin fødselsdag med en bytur i går, så vi er lidt flade. Jeg var chauffør, da de ville hjem tidligt i morges. Om lidt henter fødselaren og hans søster mad i byen og så nyder vi en stille lørdag aften.

Første søndag i november

Første søndag i november er en helt speciel dag for mig. Den rummer gensyn og glæde og tid til fordybelse. Vi er en flok på 8 - 10 kvinder, der sætter kryds i kalenderen hvert år, og mødes til brunch i København. Vores fællesnævner er de børn, vi ikke har mere. Men det tror jeg ikke, at dem der sidder ved bordene omkring os når at fange. Vi griner og hygger og finder også vej til de dybere samtaler. Efterhånden har alle fået børn efterfølgende, så i år havde vi også en prinsesse på 3 ved bordet og en ung herre på 4, der synes, at hun var så sød, at han tilbød hende, at hun gerne måtte prøve hans medbragte tøjhund.

Sidste år var gudstjenesten i Københavns Domkirke ikke nogen særlig god oplevelse, så egentlig havde vi besluttet at gå ind og tænde lys og skrive navnekort og så liste af igen. Men nogen har lyttet, og hele arrangementet var ændret. Dels var der kortet betydeligt af tiden, så alle - også større og mindre søskende - kunne holde til det, og dels var gudstjenesten flyttet fra almindelig søndagsgudstjeneste til det, den i virkeligheden er, en mindegudstjeneste. For første gang lyttede jeg efter, hvad præsten sagde, for han talte til mig. Det var en rigtig fin oplevelse.

Her snart 14 år efter mit eget tab, er det en rar oplevelse at komme i kirken og finde ro til fordybelse og at være sammen med det lille væsen et øjeblik. Jeg fornæmmer nærvær og ro, som den ikke findes ret mange andre steder. Men det gør så ondt i mig, når jeg ser den lille familie, der er knuste allerede, da de træder ind af døren. De står stadig midt i det, der gør aller mest ondt. I år var der rigtig mange navne, der blev læst op. Alt for mange. Ældste var fra 1976 og de nyeste var fra efteråret. 

Jeg var hjemme omkring 18.00 og moden til dyner næsten inden aftensmaden var indtaget. Tak for en dejlig dag til Rikke, Frederikke, Sofie, Mette, Stine og Helene....

Feriefredag

Den bliver en af de stille - vores sidste feriedag i denne omgang. Vi lever på sofaen og håber, at trykket snart letter i hovedet, og at næsen holder op med at løbe. Det er lige arbejdsgivervenligt nok. Jeg føler mig snydt, for mine feriedage er mere værd end det. Nå, nu er der noget med, at man ikke skal græde over spildt mælk, og det samme gælder vel spildte feriedage. Jeg får set lidt af det, der ligger og venter på mig på harddisken, og jeg får surfet lidt på nettet og lagt lidt bestillinger. Hvad jeg bestiller, siger jeg ikke til nogen. I næste uge er det nemlig 20 år siden, at jeg blev mor for første gang, og det giver anledning til hemmeligheder.

Vi lettede os som bekendt i går eftermiddags og fik konstateret, at Dolly ikke sover på ryggen. At Dolly ikke er, hvad vi troede, og at dansk film slet ikke er så tosset endda. Jeg var godt underholdt og fik nogle rigtig gode grin. Det er anden gang i denne måned, jeg er i biografen. Og anden gang i år. Og hvis jeg ikke tager meget fejl, så er det også anden gang på 2 år. Det er absolut ikke det, vi har brugt vores tid og penge på. Det ender med, at vi kommer til at slå alle rekorder, for vi blev enige om, at vi også må ind og se 007. Der er bare noget særligt, når man sidder i salen og får det hele serveret uden nogen støj på sidelinien.

Jeg tror, at jeg vil invitere Dodo med ud og nyde den lune fredag. Jeg er sikker på, at hun siger ja, hvis jeg spørger. 

Billeder fra en glad dag

Tak for hilsner og lykønskninger i mandags. Vi havde en rigtig god dag i Vejle. Alt gik godt, og vejret var med os.

Billederne må tale for sig selv i dag. Jeg håber, at du må få en god dag...

Jeg glæder mig

Det er ved at være lidt for længe siden nu, og jeg savner. Men den unge smukke har travlt med sine bøger, så hun er blevet i Vejle den sidste måneds tid. Lige nu sidder hun med en 24 timers forberedelse, som skal ende med mundtlig eksamen i fransk i morgen. 

På mandag skal vi ses. Med i kurven skal glas og champagne, en langstilket rose og en hemmelig gave. Og huen naturligvis. Klokken 14.00 på mandag er Sara officielt student og kan vende blikket væk fra bøgerne. Jeg glæder mig, for jeg har fået lov at sætte huen på. Mest af alt tror jeg bare, at jeg glæder mig til at se min dejlig datter og give hende det kram, hun har fortjent.

Fars dag og et kryds på listen

Er der en, der er kageglad, så er det manden i huset. Derfor var der heller ikke noget at gøre. Selv om prismærket grinede højt og larmende af mig, måtte jeg købe denne flotte jorbærtærte. At den ikke var så flot, da jeg kom hjem, skyldes et mindre uheld, da jeg skulle sætte æsken i bilen samtidig med, at jeg selvfølgelig skulle have styr på taske, nøgler og bildør. Det betød ikke noget for smagen. Den var i top. 

Dagen blev ydnyttet til fulde af husets far. Det første punkt på to do listen kan krydses af på lørdag. Der er lagt ekstra isolering og lavet gulv over Jakobs værelse. Helt oppe under taget. Så nu er vi klar. Sara kan komme hjem med alle sine kasser og ting. Hun har blandt andet alt sit køkkenudstyr, der bare skal opmagasineres. Der skal også gemmes en stol og en masse småting, som der ikke bliver plads til på hendes værelse.

Hun fik 7 i sin første mundtlige eksamen i mandags. Glæden var stor, for Sara har alle dage haft svært ved det mundtlige. Hun har evnerne og klarer sig rigtig godt på skrift, men det at åbne sig. Det har aldrig været let. I dag står den på skriftlig fransk, og sådan tager den ene dag den anden lige nu. Jeg glæder mig rigtig meget, til vi skal stå med huen og den langstilkede sidst på måneden.

Travlhed

Vi roder. Vi laver mad og bager. Vi gør rent og flytter lidt rundt. Alt sammen fordi familien kommer for at fejre torsdagens fødselar. Vi har planlagt mad, der snart er lavet færdigt, så vi kan prale af det rene køkken, når der begynder at komme nogen.

Billedet er fra pinsen. Jeg tror, at vi vælger at dække bord i stuen i dag.

God lørdag derude...

Tillykke Jonas

I aften - nærmere bestemt klokken 23.18 - er det 13 år siden, at verden blev beriget. En lækker lille dreng så verden for første gang. Helt lille var han ikke. 55 cm. Og 4.540 g. At han er min søn, og at han stadig er en lækker unge, gør kun historien bedre. 

I aften skal han fejres. Han har selv sat menuen, så der skal hentes. Dermed er det slut med små børn hos os. Yngste er nu teenager. 

God sidste forårsdag til jer derude i Blogland.