FASTE LÆSERE

Viser opslag med etiketten Glutenfri. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Glutenfri. Vis alle opslag

tirsdag den 4. februar 2014

FAST OPHOLD I KØKKENET.

Jeg overvejer at flytte min seng ud i køkkenet -nej pjat, men på det seneste har jeg godt nok tilbragt mange timer der. Pyt, jeg kan jo lide det. 
Her i 2014 har det jo været mit mål al prøve at leve gluten-og laktosefrit, hvilket jo har betydet at jeg selv må bage mit brød. 
Heldigvis er de to brød jeg har fundet frem til, nemme at bage, og holder sig friske i køleskabet i lang tid. 
Jeg er også begyndt at bage knækbrød - og det bliver man jo næsten afhængig af. Selv Jens Peter er vild med det.


Da jeg har haft lidt svært ved at få styr på min morgenmad, bestilte jeg, i sidste uge, en 14-dages kostplan hos Sund-Kost, der sender en 14 dages kostplan til alle måltider for 50 kr.
Jeg har besluttet mig for at følge den her i uge 6 og 7, bl.a. fordi JP er bortrejst mandag-fredag. Rosa og Claus har så til gengæld meldt dered ankomst onsdag-fredag, men aftensmadsforslagene er altså så fine, at de sagtens kan spise med. 

Den første udfordring var at købe ind til den 1. uge, men jeg fik da lavet end indkøbsliste - aldrig har jeg da købt så meget grønt og frugt.
JP fik vist også lidt af et chok da vi nåede kassen, men mange af tingene bliver jo heller ikke brugt på en uge - bl.a. en pose quinoa til 99 kr - men der er også en stor portion. 
Med i indkøbsvognen kom også 2 glutenfri øl -til 25 kr. pr. flaske.
Jamen, det er jo næsten tyveri, så jeg skal på jagt når vi kommer til Tyskland. Der kan de helt sikkert gøre det til en helt anden pris. 

Jeg startede, som sagt, på kostplanen mandag morgen - og her kom den 2. udfordring. 
Ingen kaffe, og 200 g grønt til morgenmad. 
Bare det at skulle lave mad om morgenen, var lidt af en prøvelse. Jeg hører jo ikke til de mest morgenfriske. 
Jeg lavede lidt om på planen. I stedet for 2 blødkogte æg og 200 g grønt, blev det til en omelet af 2 æg, og 150 g grøntsagsrester fra om søndagen.

Som mellemmåltid skulle den have stået på humus og den var selvfølgelig ikke lavet. 
Jeg kunne nu godt mærke, at jeg ikke havde fået morgenkaffen, og havde haft en anderledes morgen, end sædvanligt, så selv om jeg havde sovet længe, måtte jeg have en middagssøvn og sprang derfor også let hen over frokosten. Det blev til et stykke brød, og en portion grøntsager. 

Så nåede jeg til aftensmaden - der blev der også ændret lidt, og man kan måske sige at planen, med de mange ændringer, startede som en fiasko, men jeg er fortrøstningsfuld, for det primære mål - at leve glutenfrit, laktosefri og mere grønt - det er stadig opfyldt. 
Jeg har nu fået lidt mere struktur på maden, og forberedt måltiderne fremadrettet, så tirsdag morgen gik meget bedre. 
Først og fremmest har jeg tilladt mig selv morgenkaffen - og dagen er gået meget bedre. 
Kostplanen bliver brugt vejledende, tilpasset både hvad jeg har købt ind og hvad jeg kan spise, så både morgenmad, frokost og aftensmad lignede det foreslåede. 


Morgenmad Tirsdag

Jeg har endnu lidt svært ved at få plads til mellemmåltider, for der skal jo også være plads til mit daglige juiceindtag. 
Alt i alt er jeg tilfreds med hvordan det går, og nu er det spændende hvad Rosa og Claus synes. 


Aftensmad tirsdag - oksekød med grønt.

Mens jeg har travlt med at finde gode retter, opstår behovet jo for en god kogebog, eller et sted at gemme de opskrifter jeg finder.
Siden jeg har fundet strikkeapp-en "knit-Companion", har jeg tænkt at der måtte findes en kogebogsapp, så jeg gik i gang med at søge på AppStore. 
Her fandt jeg "The Recipe Box" - så nu ved jeg altid hvor mine gode opskrifter er.

torsdag den 23. januar 2014

SAFTERNE STIGER.

Der bliver lavet juice - masser af juice, for det smager jo himmelsk.
Den første var en ganske harmløs en - appelsin, æble, citron, gulerod og ingefær og både jeg og JP kunne lide den. 



Ved den næste skruede jeg lidt op for sundheden, og fik dermed ryddet op i frugtskålen, så der var gulerod, æble, bladselleri, tomat, citron og lime - godt med lime - og et fed hvidløg i, for at gøre den ekstra sund, 



men JP, ja han troede vist at jeg ville tage livet af ham - fy for s.... - jeg syntes den var god, sund og stærk, og måtte drikke det hele selv. Dog blev JP's glas sat i køleskabet til næste dag, og jeg må indrømme at det smagte bedre, nu da det var iskoldt.



For at gøre skaden god igen, tænkte jeg at jeg hellere måtte lave en rigtig "sportsmandsdrik" til ham, med gulerod, æble, rødbede og citron. 
Her kan i se hans svar på mit bud




"en god "Hvede" ved man hvad er. 

Jeg fortsætter nu med mit daglige 'fix' - og vi er begyndt at diskutere, om jeg skal have maskinen med i februar, når vi skal en tur til Tyskland. 

Ved siden af al denne saftsundhed, fortsætter jeg med min glutenfri kost. Det går fint, dog uden at jeg mærker de helt store forandringer, heller ikke da jeg syndede lidt i tirsdags, hvor vi spiste på restaurant Mongolian i Hjørring, og der gled et par friturestegte rejer og kyllingestykker ned. 

Ellers holder jeg mig mest muligt inde i varmen, med ild i brændeovnen, Arne Dahl's "Stoleleg" i ørerne - når der ikke er håndbold, og strikketøjet i hænderne. Ponchoen til Kristine er færdig, men i får den først at se, når hun selv har godkendt den, så det må vente lidt - den er ellers så fin. 



tirsdag den 14. januar 2014

GLUTENFRI.

Nu er jeg klar - 
klar til at se om jeg får det bedre, hvis jeg undlader gluten. 
Det har længe været min mening at gå i gang, men at starte på det i december, ja - det er jo umuligt. 
Tænk alle de gode juleøl, jeg så havde måttet undvære - så hellere lide. 
Nu er jeg så i gang og har været flittig i køkkenet de sidste par dage. Det er blevet til et grovbrød - et "rugbrød" og en kage. 



Grovbrødet er med mandler og fundet på Alletiders Kogebog. 
Et lækkert brød med en skøn sprød skorpe. Dog vil jeg undlade anis- og fennikelfrø næste gang. Det smager godt, men jeg bliver hurtigt træt af den gennemtrængende smag.

"Rugbrødet" er fra FriMad.dk - en fin erstatning for rugbrød, og også her er der mulighed for at lege lidt med ingredienserne. Siden er i øvrigt fyldt med masser af gode opskrifter på glutenfri mad.

Opskriften på kagen har jeg fundet på en amerikansk app med glutenfri opskrifter, så den tillader jeg mig at lade gå videre her

250 g smør
250 g sukker
3 æg
100 g polenta (majsmel)
250 g mandelmel
1 tsk bagepulver 
Skal fra 3 citroner
45 ml citronsaft

Kagen har en fin smag og en god konsistens, selv om jeg lige har opdaget at jeg da ikke fik puttet bagepulver i. Min kage er også uden citronskal, da jeg kun havde alm. citroner med overfladebehandling.
Kagen smagte dejligt med letpisket flødeskum, og i opskriften foreslår de at man laver en jordbærsovs til.

  
JP har sagt jer til at være forsøgskanin til at der også her bliver leget lidt med opskriften, så det vil i helt sikkert blive belemret med senere. 

Jeg er glad for at være kommet i gang - forsøger at glæde mig til nye muligheder og ikke fokusere på hvad jeg ikke kan spise/drikke, dog bliver det jo lidt sværere at gå ud at spise, men så må jeg jo have en lille "madpakke" med i tasken, med et par stykker glutenfri brød. 
Den helt store prøve bliver, når vi skal til Tyskland sidst i februar, men jeg tror nok at jeg forsøger mig med et par mørke øl, ugen inden - ellers må jeg jo holde mig til vin.