Viser opslag med etiketten enårige. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten enårige. Vis alle opslag

Forsøg med gulerødder

I år såede jeg gulerødder i køkkenhaven, som jeg plejer (sorten 'Black Dragon' vistnok), men noget nyt skulle prøves; jeg havde fundet nogle gamle cementrør, som i sig selv er ret smukke, og i dem skulle der sås gulerødder. Vi har i forvejen peberrod plantet i et større cementrør.

På billedet ses, hvordan gulerødderne til venstre sået i køkkenhavejorden ser ud lige nu, og til højre de lange flotte rødder fra cementrørene. For det første er gulerødderne til venstre ved at smårådne, og for det andet er de brede og flækkede (har nok sået dem et sted, hvor jeg ikke lige har fået gennemarbejdet jorden grundigt). Dette er ikke tilfældet med gulerødderne i rørene - ingen af delene. Det er så lidt en udfordring at få dem UD af rørene!!! Jeg tænker, at et mælkebøttejern må være sagen.








Vi har stadig blomsterkarse/tallerkensmækker i køkkenhaven også. Den bruger jeg meget. Elsker smagen. Bruger den i sandwich eller laver tallerkensmækkerpesto efter Birgitte Hasholts opskrift.  Men det skal plukkes/bruges hurtigt, for får vi lidt frost, klasker blomsterkarsen helt sammen.






Sommerblomster? Vil ikke undvære dem!

Jeg elsker stauder og har i sagens natur en del af dem, men jeg ville aldrig undvære de en-årige - sommerblomsterne. De blomstrer næsten non-stop sommeren over og giver kun op ved frostens komme. Det er på dette tidspunkt af året, at vi skal gøre status; hvad var en succes og skal gentages næste år, og hvad var knap så godt?

Jeg er trofast. Holder mig ofte til de samme blomster år efter år, hvis først jeg er blevet forelsket, men der skal naturligvis også være plads til udskejelser i form af nye indkøb :-) Men det er nu, der kan tages frø. Man sparer trods alt nogle håndører ved selv at indsamle sine frø.


Ammi visnaga (tandstikkerurt) og brun tobak

Helianthus 'Valentine' (solsikke) og Verbena bonariensis (kæmpejernurt)

De fyldte valmuer har stået i et væld af farver og former - de er dog afblomstret nu. De blev sået mellem Echinacea 'Mozzarella', og jeg kan klart anbefale at bruge en-årige mellem Echinacea (purpursolhat), der ellers ikke er meget for konkurrence fra andre stauder, men på det tidspunkt hvor de en-årige har vokset sig store og blomstrer, har purpursolhatten en vis højde, så den gerne deler pladsen med de luftige valmuer. 


Papaver rhoeas (valmue)

Nedenfor et eksempel på Echinacea 'Green Jewel' og Didiscus caeruleus 'Blue Lace' (kniplingeblomst), hvor kniplingeblomstens lette vækst ikke konkurrerer med den grønne juvel. 

Echinacea 'Green Jewel' og Didiscus caeruleus 'Blue Lace' (kniplingeblomst)

Nogen kan ikke lide lugten af morgenfruer - det kan jeg. Jeg elsker den, og den minder mig om min barndom. Her hos mig selvsår morgenfruerne sig lystigt, så jeg sår aldrig nye - det klarer de selv. Det gælder i øvrigt med en del sommerblomster - bl.a. også Cosmos (Stolt kavaler). 


Calendula officinalis (morgenfrue)


Cosmos bipinnatus 'Picotee' (Stolt kavaler) - selvsået

Zinnia, Frøkenhat, kan være lidt sværere at tage frø af - blomsterne har det med at rådne og klaske sammen, hvis der kommer kraftig regn. 

Zinnia 'Red Queen Lime'

Zinnia 'Aztec' med små yndige hoveder - meget blomsterrig. Busket. 

De sidste par år har jeg indkøbt og sået den bedårende Ageratum 'Red Sea' (blåkvast). Man har svært ved at tro, at de frø bliver til noget, og de skal da også forspires - ellers går de simpelthen til. Frøene er små og nærmest knuses til hvid pulver, hvis man trykker lidt for hårdt på dem. Den almindelige lave blåkvast er langt nemmere at så, og der kommer mange planter ud af et brev frø. 


Ageratum 'Red Sea' (blåkvast) og hvid skabiose.

Den almindelige, lave blåkvast, Ageratum houstonianum, som jeg nok ikke vil så igen. Den er lidt
for potteplante-agtig, men har en smuk blålilla farve. 

De lækre solhatte, Rudbeckia, i mørke nuancer har jeg tit beundret og besluttede mig for at så sidste år. De overvintrede fint i mine højbede og er i år ret kraftige. 

De bliver dog også ofte solgt som stauder rundt omkring på planteskolerne, men det er de normalt ikke. Jeg har dog selv til Staudefeens sortiment bestilt en chokoladebrun sort til næste sæson, da jeg alligevel synes, den skal have en chance i haverne rundt omkring, for har man sandet og veldrænet jord, vil den sandsynligvis overvintre et solrigt sted - i et par år i hvert fald. Det kommer an på en prøve denne vinter også :-)


Rudbeckia 'Cherry Brandy'  - forskellige mørke nuancer, også helt chokoladebrune

Lathyrus odoratus (ærteblomst) er uundværlig i en sommer- og skærehave. Mine visnede dog ret tidligt ned denne sæson - prøvede ellers at fjerne bælgene - men nu skyder de fint igen :-) Her sammen med den limegrønne Bubleurum rotundifolium 'Griffithii' (hareøre), der binder alle farver sammen. 




Jeg har sjældent den almindelige blå Nigella damascena (Jomfru i det Grønne), men prøver ofte at finde frø af de hvide og lyserøde sorter. 

Nigella papillosa 'African Bride'


Til sidst et foto af et bølgende hav af blå blomster - sået/selvsået i mit lidt vilde sommerbed. Har desværre ikke navnene på dem (har det ene navn lige på tungen!!! ;-) )
















Spændende frøplanter

Der er en vis glæde ved at opdage usædvanlige og smukke frøplanter i sin have. Begejstringen vil næsten ingen ende tage, og er der tale om en-årige/sommerblomster, bør man tage frø af dem. Siger JEG, for jeg har faktisk ikke taget frø af de specielle frøplanter af blomsterkarse, som er dukket op i min køkkenhave i år, men jeg regner med, at de har sået sig selv - som de plejer.

Sidste år såede jeg en halvfyldte ceriserød sort - husker ikke navnet pt. - men kun ganske få blev, som de skulle. Resten var orange og egentlig ikke særligt kønne. De såede sig selv, som sommerblomster nu engang gør - heldigvis - og afkommet var til min store overraskelse i det smukkeste farver, som jeg ikke umiddelbart er stødt på før, men de findes muligvis.







Det er ikke svært at få spændende frøplanter af bølgekronet storkenæb, Geranium phaeum. Specielt ikke, hvis man har de sorter, der har broget løv. Men der er alligevel forskel. Jeg jublede ret kraftigt, da jeg her i efteråret faldt over denne frøplante - smukt løv. 




Ikke kun storkenæbsfrøplanter med usædvanligt løv er at finde i haven - en del af de forskellige typer selvsår sig - nogle mere end andre - men f.eks. Geranium x oxonianum selvsår sig ret villigt og får ofte de smukkeste blomster. Nedenstående har jeg haft i en del år nu, og jeg skiller mig aldrig af med den. Den har ret store blomster og et udpræget tydeligt netværk, så blomsten fremstår næsten lysende. 




Jeg nyder hvert år de mange frøplanter af Geranium wallichianum, som jeg for flere år siden fik foræret af en haveven. De har sarte farver i blå og lyserød - nogle med hvidt øje, andre uden. De blomstrer uafbrudt fra først i juli til helt ind i oktober. 




Jeg har før nævnt og skrevet om frøsåning af purpursolhat, Echinacea purpurea. Jeg har flere sjove, og de falder ikke altid ud som moderplanten; dvs. de er ikke frøægte, medmindre der er tale om en art. Men ofte ligner de dog, og for mit eget vedkommende er jeg lykkelig, når frøplanterne springer ud med grønne blomster som f.eks. 'Green Envy' eller 'Green Jewel'. Nedenstående er en af de mange frøplanter. 



Har du spændende frøplanter i din have?



Efterårsstjerner 2: Stauder, en-årige, frugt

Det er ikke kun asters, som forrige indlæg handlede om, der pryder haven lige nu. Haven har virkelig meget at byde på i år, synes jeg, og det skyldes naturligvis også det varme efterår. Vi har dog haft en smule nattefrost natten til lørdag, så geoginer, tallerkensmækker og flere andre har takket af for i år.

Stauder, en-årige og frugt kæmper om førstepladsen, og det er altså svært at finde en vinder, så heldigvis komplementerer de hinanden på smukkeste vis.

Vi har to meget store kvædetræer (ligner buske), som har duftende frugter. Jeg kan ikke få nok af kvæder, og de kan naturligvis syltes eller laves til kvædebrød, men duften af frugten i en skål i stuen, kan ikke sammenlignes med andet.


Æblekvæde - trækvæde - ikke de små japanske kvæder.

Den blå kniplingeblomst giver sammen med den lidt sjove æblesolbrud lethed til skærebedet, hvor også den nye Echinacea 'Mozzarella' er placeret. Et bed jeg i den grad nyder. 




De en-årige solhatte, Rudbeckia, såede jeg ret sent, men de har stået den sidste måneds tid med tykke og stive stilke, og de mørke blomster passer til de fleste farver. En sommerblomst, som jeg helt klart vil have igen næste år. 




Aconitum volubile, klatrende stormhat, har jeg altid været fascineret af. Mine er frøsåede, og de er i år meget kraftige. Fantastisk syn op ad kastanjehegnet. 




Gullige toner hører ligesom til sensommeren og efteråret, og hver dag beundrer jeg staudesolsikken, Helianthus 'Lemon Queen', der bliver omkring 150 cm høj. Den har ret små, citrongule blomster, der falmer til sartgul. Fantastisk i buketter, og så skal man altså huske på, at det er vigtigt at have højde i sin staudehave - det giver en helt anden bedfornemmelse. 




Krukker har jeg også i lange baner i år - tilplantet med stauder, sommerblomster og faktisk også stueplanter som her - husfreden, som med dens tykke puder giver et roligt udtryk:




Cosmos, stolt kavaler, har jeg i lange baner - måske 5-6 forskellige sorter, tallerkensmækkere i flotte selvsåede former (næste indlæg), lupiner, kæmpeverbena og mange, mange flere. Der er nok at plukke ind af! Sikke en frodighed :-)


Stolt kavaler - sorten 'Picotee'

En-årige meget duftende lupiner



De en-årige kan også!

Jeg er selvsagt fortaler for stauder, men ville ikke undvære de en-årige, der giver så megen blomstring, fylde og glæde i sommerhaven. De placeres her hos os i køkkenhave, skærebede, men også i staudebedene....

.... så glem ikke de en-årige, når du synes, dine stauder skriger til hinanden - fyld hullerne ud med de fristende sommerblomster.

Mine dusksalvier er selvsåede, og jeg har mange. To år i træk har de selvsået sig samme sted, og det føles befriende, at jeg ikke skal tænke på at købe frø eller bryde min hjerne med, hvad der skal placeres netop dét sted.





Cosmos, stolt kavaler, selvsår sig også; 'Daydream' ligger som et tæppe i køkkenhaven, og den fyldte 'Double Click Rose Bonbon' (som dog er noget mørkere, end sorten skulle være) står blandt artiskokker og kæmpeverbena (sidstnævnte også selvsået). 

Cosmos 'Double Click Rose Bonbon'

'Antiquity' og 'Rubenza', som du ser på nedenstående foto, har jeg dog sået i år - de omfavnes af den hvide kongekommen (Ammi majus), som jeg på ingen måde vil undvære synet af. Husk at der findes to slags kongekommen; Ammi majus og Ammi visnaga (som også kaldes for tandstikkeurt). A. Visnaga har en tættere og mere opret vækst og virker i det hele taget kraftigere end A. majus. 


Ammi majus (kongekommen) og Cosmos 'Rubenza' og 'Antiquity'

Ammi visnaga (kongekommen - en anden slags - kaldes også for tandstikkeurt)
og høstfloks, Phlox 'Mystique Green'

Masser af florlette skabioser (en-årige) i et bed med fyldt lilla storkenæb (fler-årig)

Ageratum 'Red Sea' - på dansk blåkvast - er ny for mig. Men, men... jeg er blevet virkelig forelsket i den og skal huske at så den til næste år igen. Sikke en farve - og så skøn og busket!


Ageratum 'Red Sea' sammen med blandt andre antikfarvede Zinnia (Frøkenhat)



Nye bede er blevet tilplantet med stauder (småplanter), og hullerne er fyldt ud med forskellige en-årige.




Også køkkenurterne kan være med; squash-planterne i år har hvide blomster! Det har jeg vist aldrig set eller tidligere hørt om, men måske er det bare gået min næse forbi? Sorten har jeg i skrivende stund glemt, men frøene er købt i Venedig, og frugten er en lang hvid-grøn sag. 




MASSER af squash, og de bliver ret hurtigt store. Er næsten i tvivl, om her er tale om græskar, men de
mindre frugter smager dog som squash. Planterne gror ekstremt hurtigt og klatrer op i træer og hegn.
Frøene er købt i Venedig.


Jeg glæder mig allerede til at planlægge næste års sommerblomst-flor :-)




Sensommer juveler

Sensommeren er den tid på året, som jeg nyder mest. Jeg elsker den klare luft og glæden ved at høste frugt, bær, grøntsager og blomster.

Her på Nordfyn er det ved at være ret koldt - til morgen var græsset hvidt, og jeg skulle have en tyk trøje på, da dyrene skulle fodres. Så det er med at nyde den blomsterrigdom, der netop nu findes i haven. Mangler man blomster i sin have, er det en god idé at besøge andre haver eller planteskoler og vælge de stauder, der blomstrer på denne tid af året.

Asters er en selvfølge i sensommeren, selvom den er en lidt udskældt staude. Fatter ikke hvorfor. Jovist breder den sig, men man kan jo hurtigt grave den op og dele den. Eller hvad med at lave en hæk af asters? Der er mange former for asters, og jeg nyder dem alle - dog er jeg specielt betaget af novae-angliae typerne, der bliver meget høje, men blomsterne er perfekte som fyld i buketter.


Aster novae-angliae 'Marina Wolkonsky' - er noget mørkere i skygge

Skærmene - både stauder og en-årige - hører ikke kun for- og højsommeren til. Der findes adskillige her i sensommeren også.

Selinum wallichianum

Den hvide hjortetrøst - Ageratum altissimum

Og den hvide kongekommen fortsætter ufortrødent sin blomstring og viser
ikke tegn på  nedvisning. 

De gule farver gør mig glad, og jeg har da også flere i haven -  både de rigtigt gule og de sartgule. De er så dejligt barnlige - de rigtigt gule altså ;-)

Staudesolsikken, 'Meteor', og den gule solbrud (uden navn) blev flere gange i foråret kørt over med en plæneklipper, da de ikke står i et bed (en fejl selvfølgelig - he, he), men det udmundede i lavere planter, hvilket jeg faktisk er ret tilfreds med. Så frem med plæneklipperen, hvis du ikke gider høje stauder!!! (Dette tip må tages med et gran salt!). 

Helianthus 'Meteor' og den gule solbrud (Helenium) bagved. 

Gyldenrisen 'Citronella' (der flere steder både står nævnt som en gyldenris og en gyldenrisasters) bliver en favorit - den minder en del om gyldenrisasters'en 'Lemore' (der dog bliver mere sartgul). Flot til buketter. 


Solidago 'Citronella'

Den sartgule en-årige solsikke 'Vanilla Ice' er en, der fremover helt klart skal være i min have hvert år. Den har den yndigste gule farve, og hovederne er ret små, hvilket jeg finder tiltrækkende. 

Helianthus 'Vanilla Ice'

Rørblomst, Penstemon, er en lidt overset staude her i Danmark. Det skyldes naturligvis, at den ikke er særlig vinterhårdfør, men derfor bør man ikke undgå den. Hvad bruger man ikke af formuer på sommerblomster??? Betragt den som en sommerblomst - dyrere er den ikke. Jeg har sået 'Lilac Frost', der har det skønneste underspillede udseende, og når man nogle gange er ved at være blomstermæt på denne tid af året, er det faktisk befriende med blomster, der ikke gør det store væsen af sig!

Penstemon 'Lilac Frost' titter frem bag løvet. 

Jeg skal lige love for, at jeg har fået mamelukærmer 'Pink Blush' - store kraftige planter, der blomstrer og blomstrer og er uundværlig i buketter, når først man har prøvet dem. Frøene fik jeg fra Lotte - tak :-)


Lavatera 'Pink Blush'

Den statelige sorte stokrose pryder kastanjehegnet og danner fin baggrund for de øvrige stauder. 


Alcea rosea 'Nigra'


Fortsat god sensommer - efteråret nærmer sig, men det har jo også sin charme, ikke?