Vi var 6 kvindemennesker i blandet alder afsted i et lækkert, lyst sommerhus i Rindby. Ingen af os havde valgt workshops, så dagene gik med hygge, strik, ture til knudepunkterne, mere strik, en masse snak og grin og bare totalt afslapning. Helt fantastisk. Det var virkelig balsam for sjælen - i hvertfald for min!:-)
Hilste på og så endnu flere kendte ansigter i menneskemængderne. Overalt strikkende, garnpushende kvinder. Sikke den lille ø var fyldt.
Fik jeg noget med hjem? Jah, lidt jo... Fine, små keramikblomsterknapper, som tilmed kan lette samvittigheden, idet de, som der står på bagsiden af kortet: "are giving employment to women in SouthAfrica". Der var så mange flotte, søde og sjove knapper hos damen (kan altså ikke lige huske hvad hendes biks hedder), så jeg blev helt vægelsindet og nøjedes med disse.
Faldt også totalt for en helt ny Else Schjellerup model i en lækker blå farve; vest med fletninger. Opskriften var, så vidt jeg kunne forstå, helt frisk fra fad. 7 ngl. kom med hjem til den.
Derudover hjembragte jeg 12 ngl. super fed lilla tweed garn fra knitalot.dk med det flotteste spil. Tænker at det skal bruges til en "Loppem"; en model jeg har været vild med længe, egentlig havde glemt, men som jeg fornyligt fandt frem til igen.Så alt i alt en dejlig tur vestpå!
Til småtterierne:
Faktaboks:
Design: Trøje: EZ "baby surprise jacket", Hue & booteez: "Sock yarn one skein wonders"
Garn: "Cashsock" fra Gepard, 6% cashmere, 69% uld, 25% acryl., fv. 6009
Forbrug: 84 gr til hele sættet
Pinde: knit pro træ 3,75
Ændringer: -
Hit eller skidt: Hit, helt klart. Har kredset om BSJ siden jeg så den og det er jo altså lidt en åbenbaring, hvis man kan sige det om et stykke babystrik. Det ligner absolut intet, når man strikker, men puff, så er den der bare - trøjen. :-) Og skal strikke noget mere til babyer i det cashsock; det er for lækkert.