sanneb_tulipan

29. januar 2007

Og så blev det mandag...

Det var koldt. Hundehamrendetæskesk...koldt!

Parabolen stod af = ingen spændende håndboldkamp.

På trods af to lag spærregrunder, slog de gamle hjørnestolper alligevel gult igennem mit nyopsatte tapet!

Køleskabet afgik ved en stille og fredfyldt død.

Nogen stjal min ost.
Til dig der slæbte et halvt kilo af min gode nyindkøbte Präst-ost, henover plænen og ind i skoven: Venligst returnér min blå poselukker-klemme og smid plastikposerne i bøtten med uorganisk affald.

Taget blev utæt så vi pludselig havde 2 brusekabiner. Èn hvor den plejer at være, og én midt i køkkenet!

Men ellers var det en dejlig weekend på Drakaberga….
Tror jeg.

22. januar 2007

Hvor svært kan det være?




Hvorfor er det først når man har strikket alle dele sammen i bærestykket og dermed har en million masker på pindene, at man opdager man har overfortolket opskriften?
Okay, det kan der være mange svar på?
Men hvorfor er det så, at man kan pille det hele op og strikke forfra, for SÅ at opdage at man har læst forkert IGEN?
Helt ærlig, man skal jo for hulen da, bare gøre som der står......første gang!

At betone sine ord....

Endnu en pakke ramte det amagerkanske palæ i weekenden.

Ægtemanden, som ikke er helt tabt bag en vogn, genkendte straks firmanavnet og siger (mistroisk, med anstrøg af opgivenhed og tanke på bankkontoen):
- Hvad har du NU købt?
Sanne B:
- Jeg har da købt værktøj!

Se dét er noget en mand kan forstå!

15. januar 2007

Aaarrrgggghhhhh vol. 2.

“Hvorfor være besværlig, når man med en smule omhu kan være fuldstændig umulig?”
(Camilla 14 år)
Hvorfor er det dér, med at sende børn på genopdragelse i Langbortistan ikke rigtigt slået igennem i DK ? Synes ellers det lyder som en udmærket idé.

14. januar 2007

Yeeeehaaaaaa!

Just my kind of weather....
Selvfølgelig synes jeg det er forfærdeligt for de stakkels mennesker der med et vindpust står uden carporte og tagsten, men jeg synes altså at sådan en god gang storm tilsat et lille skvæt orkan er fantastisk fascinerende.
Også ægtemanden kom sikkert hjem fra Sverige, på trods af en kæmpe omvej via Helsingborg pga et væltet træ over kørebanen.

Indenfor har der også hersket en mindre vejrforandring. Startede dagen med en skøøøøn brunch hos veninden i anledning af mindstemandens 5 års fødselsdag (jeg kom vist til at spise alt for mange amerikanske pandekager med ahornsirup). Direkte hjem og tage en ordentlig svingom med støvsuger, støvklud og vaskemaskine.

Så nu kan jeg faktisk godt smække stængerne og strikkepindene op resten af aftenen med rigtig god samvittighed. Og strikke på nogle pivgrimme sokker. Mere om dem senere.....

13. januar 2007

Striberi

Det er ingen hemmelighed at jeg er til striber. Mange striber.
Meeeeeen, da jeg vendte vrangen ud på igangværende top, slog det mig alligevel, at det måske har taget en lille smule overhånd med alt det striberi. For hvem hulen får jeg til at hæfte alle de forp..... ender? Jeg regner ikke med at der er nogen der melder sig frivilligt, så der er vel kun ét at gøre....., mutter hér må selv fatte nålen. Så kan hun lære det!

Hvis jeg nu bare hæfter 10 ender om dagen så er det nok ikke så slemt. Til gengæld er toppen så også først klar til brug til efteråret 2009!

Røverkøb

Og så var det lige, at jeg i dag modtog en pakke fra Dorthe i Esbjerg.
3 stks 80 cm Ibenholt-rundpinde (I varierende størrelse naturligvis). Har ikke strikket med ibenholt før (læs= er alt for nærig til at investere i dem fra nye) så jeg glæder mig til at komme i gang med disse her. At de er brugte er kun en fordel, så er de "strikket til" Så må vi se om de nu også er så superduperluksuriøselækre som mange strikkere i det ganske danske land siger. Spændende.

Ok, indrømmet. Temmelig nørdet post, men lad os bare slå fast; Jeg ER en strikkenørd!

12. januar 2007

Kom indenfor....

..i min nye blog.
Jeg forsøger mig endnu engang med et nyt look. Håber det kan få mig til at blogge mere regelmæssigt, og måske endda også smække et billede eller to på ind imellem.

Til de nysgerrige har jeg lanceret en "100 (næsten) om mig" ude i sidebar'en.

10. januar 2007

Du er ikke alene....

Strikkeforsker har henledt min opmærksomhed på, at vi med nedenstående indlæg har at gøre med et global issue. Se bare ovre hos Yarn Harlot i Canada. Jeg er lettet.... Eller noget....

Arrrgghhhhh

Hvordan gør man det begribeligt for en knap 15-årig at mængden af påførte beklædningsgenstande er omvendt proportional med antallet af tildragne forkølelser??

I've had it!
Når hun ikke vil høre må hun føle....