"Dronning Ingrid" er fundet frem

Ja altså ikke dén dronning Ingrid, det er da en skrækkelig tanke, men min dronning Ingrid-trøje. - Som engang var en copycat med turkis bærestykke, - og som knækkede min rundpind 3½, - og som så ikke skulle være en copycat alligevel, - og som istedet blev et underligt sammensurium af mine to yndlingsopskrifter, - og som sad som støbt foran, - og som gav mig pukkelryg a la DI bagpå, - og som blev smidt i vaskekælderen. Hvorfor den røg derned ved jeg ikke, var vist noget om at jeg skulle klippe knapperne af inden den blev kylet i skralderen. Dernede, på vaskekældergulvet har den ligget rigtig rigtig længe. Trådt på og sparket rundt i alle hjørnerne fordi den lå i vejen, fik jo aldrig taget mig sammen til det med knapperne. Der må have været en mening med at jeg aldrig fik smidt den ud.....

For i Hendes Verdens trøjebog der kom for nogle uger siden faldt jeg for "den med blomster". Smaddersød og alt det dér, men orkede ikke rigtigt mere Vital og slet ikke i mørkt, så jeg slog den ud af hovedet. Indtil jeg så den ovre på Hannes blog. En tanke begynder at dæmre....., hvad nu hvis jeg bare investerer 1 time i "Dronning Ingrid"? Hidtil havde bare tanken om at pille alle endehæftningerne og de hæklede kanter op igen givet mig kvalme, men jeg lovede mig selv at på en god dag ville jeg gøre forsøget. Trods alt nok hurtigere at pille bærestykket op, end at strikke krop og ærmer helt forfra. I går var det en god dag, med sol på terassen, manden på arbejde, den 10-årige sat af hos en fodboldkammerat og teenageren parkeret foran dvd'en. Altså fuldstændig fred og ro på matriklen. Og så gjorde jeg det sgu. Rystede alle nullermændene af og begyndte pilleriet. Og det tog kun en halv times tid, så var maskerne på pinden igen. Med næsten samme maskeantal som der bruges i opskriften til blomstertrøjen.

Som der skrevet står i mine "100", er jeg enormt stædig og jeg kan stadig ikke få det til at passe at jeg ikke kan flerfarvestrikke. Det kan ALLE andre sguda! Så jeg giver det et forsøg mere. Og et mere hvis det ikke lykkes i første hug....

Nu skal jeg bare have valgt farver til bærestykket....., vi ender nok i den lyserøde og hvide afdeling. Måske?


Sanne B - fair isle knitting; don't mess with me!

Billedkavalkade

Som lovet i forrige indlæg, en billedkavalkade over de sidste par måneders strikkerier:

Først en vaskeægte FUFO (Finished Unfinished Object): Rasmus i eget garn- og farvevalg, samt eget design. Godt at jeg har fået taget et billede af ham i den, for det bliver med garanti første og sidste gang han har den på. Den kradser lige en tand for meget, trods en god gang vask. ØV. Men min modersamvittighed er helt i top. Nu skal han ondelyneme ikke komme og sige at jeg ikke strikker til ham!

Voilet nr. 2 og 3.

Den bagerste i Silkywool med sølvstriber. Silkywoolen er absolut ikke et hit at arbejde i, trægt og usamarbejdsvilligt og det knækker for et godt ord. Men stædighed belønner sig, færdig blev den. Jeg er kun semi-tilfreds, ribben er efter et par vaske blev slap i koderne. Hmmffpp!
Forreste Voilet er i hør/bomuldsflamé fra lageret og kanter i merceriseret bomuld. Har taget en rapport ud af mønsteret for at kompensere for manglende strikkefasthed. Også kun semitilfreds med den, tror nu det har noget at gøre med en del ekstra sommerferie- og nu-går-jeg-lige-ned-med-flaget-og orker-ikke-tænke-på-min-kost- og-træning-samtidig-kilo.


Drops Baby-jakke.
I Drops Alpaca fra lageret. Det bedste man kan sige om det garn er at det findes i afsindigt mange dejlige farver. Udover det, synes jeg at jeg har fimrehår overalt når jeg har arbejdet med det, det stikker og for at det ikke skal være løgn, kan jeg ikke strikke det lige. Arbejdet får en svag slagside mod venstre og jeg har gjort alt for at undgå det. Møggarn!
Jakken er til en kollega, hvis hun altså vælger at levere en pige i denne omgang. Ellers dukker der nok en babypige op på et andet tidspunkt.



Frosted Flower fra "Feminim Strik".
Jeg har dog customize'd den en anelse i forhold til Lene Holme Samsøe's opskrift Istedet for retriller forneden har jeg lavet en glatstrikket ombukningskant og indsat hulmønster på ærmemanchetter, også hér i stedet for retrillerne. Jeg må have en prik med retkanter, for jeg har også disset dem til fordel for en dobbelt krebsemaskekant hele vejen rundt.
Garnet er Hjertegarns Vital (100% superwash uld)
Skøn trøje. Den krævede godt nok lidt tilvænning, men nu er vi uadskillelige.
Overvejer at lave endnu en, i en mørkere nuance. Skal bare lige tage mig sammen til det uendeligt lange kedelige glatstrikkede rygstykke.

Den første julegave er klar. Til svigerinden.

Opskriften er fra FamilieJournalen for nogle uger siden. Designer er igen Lene Holme Samsøe. Fornemmer I også at vi her snakker om en yndlingsdesigner?

Garnet er noget uldblandingshejs fra lager + mohair. Mangler lige knapperne og en lille hæklet kant på kraven.

Udover det, har jeg begået en hæklejakke mere. I knaldrød! Så rød at den ikke lod sig forevige i naturtro farve. Billede kommer måske senere, hvis jeg får lært at indstille kameraet ordentligt.

Hold da maule for en liste!!! Når man sådan for linet bevismaterialet op ser det da noget prangende ud. Det ser sgu da ud som om jeg aldrig laver andet end at strikke. Det gør jeg desværre.

Lagde I lige mærke til at jeg er forsvundet fra spejlet? Hvis jeg nu nøjes med at sige at jeg skal have rettet i min sidebar under Projekt 23K. Der er godt nok røget nogle kilo PÅ. Fandens osse! Men jeg giver ikke op, jeg fortsætter mit projekt inden for en overskueligt tidsramme.

Og så lover jeg at vende tilbage snarest. Med nyindkøb fra Pinnsvin Design og en lille Anika, hvis jeg har garn nok. Der skal godt nok strikkes hurtigt for at få de sidste meter til at række.

Farven lilla og alt muligt andet

Nu er det slut!
Med at sige aldrig. Jeg er blevet klogere. For der var engang hvor jeg sagde:
- At vi aldrig skulle have en fransk bil (det skal vi så heller ikke igen…)
- at vi aldrig skulle have en computer inden for dørene… (!)
- at vi aldrig skulle have internet, det havde vi overhovedet ikke brug for… (!!)
- at mennesker der havde internet”venner”, var nørdede og åbenlyst slet ikke i stand til at skabe sociale relationer i det virkelige liv….(det gider jeg slet ikke kommentere, det er for pinligt…. (!!!)
- og nu kommer det værste…, på skrift har jeg nedfældet at man aldrig kommer til at se mig i lilla. Det er jo løgn!
Indenfor kort tid er mit skab blevet beriget med en nederdel med lilla retromønstre, en lilla cardigan og gudhjælpemig har jeg lige på gårsdagens strikkecafé erhvervet lilla uld(nu står verden da ikke længere)garn til denne.

Jeg siger aldrig aldrig mere.

Apropos strikkecafé hos Bette Design. Superhyggeligt (det er det jo et eller andet sted altid når man er sammen med ligesindede). Aftenen bød på overraskelser i helt ekstraordinær grad: Først dukkede Heidi op, som jeg kender fra Nina’s Naturcafé’s strikkelørdage. Heidi har jeg ikke set siden sidste år, og af en eller anden årsag så havde jeg ikke fanget at det var dén Heidi der stod bag denne blog. Burde nu nok have regnet det ud, når man kigger lidt på hendes lagerbeholdning. Trods alt ikke mange der kan fremvise så imponerende mængder i privat regi.
Og tænk, ned af trappen kommer lige pludselig verdens bedste Chancestrikker. Som jeg ikke har set i 100 år. Og som impulsivt havde kastet sig i toget og taget en friaften fra mand, fem børn og spaghetti i kødsovs. Og som jeg først havde regnet med at skulle se igen til Webstrik-festivallen om 14 dage.
Så gjorde det egentlig ikke noget at jeg skulle cykle hjem i monsunagtig regn, i modvind, uden regntøj, og at cyklen gik i stykker undevejs, så jeg kun kunne hjule i 2. gear hele vejen. Couldn’t care less, havde jo haft en skøn aften.

Ved godt det efterhånden har udartet sig til en marathon-post, men skylder vist lige en opdatering fra privatfronten. Lod jer jo hænge dér i ren uvished og mystik for en måned siden…
Datterbarnet slog sig alvorligt på livet og kæntrede. Modsat hvad man ellers læser og hører, så blev det fintmaskede sikkerhedsnet spændt ud under hende med det samme. Hun er nu i behandling på ungdomspsykiatrisk afd på Bispebjerg Hospital, pt er hun ambulant patient, men med stående tilbud om at kunne komme på alle tider af døgnet når livet gør for ondt.
Jeg er dybt taknemmelig. Og lettet. Der er læger, psykiatere og psykologer der tager hende i hånden og kigger ind i hendes forpinte sind, som SER hende og ikke bare hendes journalnr. Som hjælper hende videre der hvor vi som forældre må give op og se magtesløst til. Der er lang lang vej endnu og vi bevæger os fremad med bittesmå museskridt, og nogle gange baglæns med girafskridt, men det skal nok gå. Håber vi.

Og så har jeg også strikket en del. Faktisk temmelig meget.
Billeder følger….

Sanne B - Back in business