Viser opslag med etiketten syning. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten syning. Vis alle opslag

tirsdag den 28. august 2012

Tre frækkerter med charmeklud


Disse tre frækkerter er på vej til vinderne af min give away; Maj, Christina og Pernille
Hver med deres personlighed


Den blide, stilrene men med på moden med den gule kontrast.


Den unge og søde, der ikke er bange for at vise, hvad den kan lide


Og den pigede med hang til retro

Hvis du selv har lyst til at sy en figurpude, kommer her en lille vejledning


Først tegner man motivet op på at stykke mønsterpapir eller lignende, bestem dig på forhånd, hvor stor figuren skal være.
Sæt papiret fast på stoffets bagside og tegn op med en synlig farve, hele vejen omkring mønstret.


Tag papiret af igen.
Fold stoffet, ret mod ret, og sæt godt med nåle i, så stoffet bliver holdt på plads.


Sy nu med stikkesting på symaskinen på den optegnede streg,
 husk at lade et hul stå usyet til at vende puden gennem.
Det kan være nødvendigt at forstærke skarpe hjørner (dem der vender indad som på billedet ovenover) med ekstra sting, så stoffet ikke går i stykker,
 når puden skal fyldes op med fyld.
Tag nålene ud af stoffet, klip rundt om den syede linje, ca 1/2 cm fra kanten.;
 klip hakker i buede linjer og i hjørner et hak godt ind til den syede linje.
Vend puden, fyld den med fyld og sy hullet til med usynlige sting i hånden


For at brodere øjet på min bambi har jeg først tegnet placeringen op på mit mønster.
Læg så papiret på puden, marker nogle fokus punkter med knappenåle og træk papiret af (læg mærke til, jeg har lavet små huller i papiret for at kunne trække det af knappenålene)



Brodér øjet, jeg har brugt tre tråde brodérigarn.
Når øjenvipperne skal broderes, markerer jeg igen med knappenåle: først de to yderst vipper og dernæst den midterste.


Derefter kan de sidste knappenåle placeres, så der er samme afstand mellem hver nål.
Sørg for at placere alle nåle lige langt fra øjet.
Brodér øjenvipperne.




torsdag den 17. maj 2012

Copycat


Jeg har de sidste par uger holdt øje med puderne i GoMorgen Danmark-
så jeg har været igang med at fremstille dem selv-
Er det OK? Må bare indrømme, jeg bliver altså for nærig til at give 500 for en pude,
når jeg kan fremstille 4 stks for 60 kroner selv.


Jeg har prøvet at lave mønstrene lidt tilfældige, så ikke nogen af siderne er ens


Det vil sige, puderne er forskellige uanset, hvilken side, man ser dem fra


Men det kræver også noget præcisionsarbejde, for alle sømme og spidser skal ramme hinanden


Jeg havde sådan lyst til at der skulle ske noget på den væg, hvor vi har to gamle lænestole stående.
Stolene er fra min mands oldefar, som selv har lavet dem og givet i bryllupsgave til sin datter


Lænestolene er helt skulptuelle i sig selv, men trods det, synes jeg bare, at det er blevet
SÅ meget mere dejligt at kigge på dem nu.


Hvis nogen er interesseret, vil jeg gerne lave en DIY på,
hvordan man får spidserne til at ramme hinanden.

onsdag den 9. maj 2012

Vimpler til børn- og voksne


Jeg har i den sidste uges tid arbejdet på denne ranke med vimpler
i retrostoffer og med hæklede bogstaver


Der er 10 vimpler ialt i forskellige stoffer,
bogstaverne danner min datters navn FREDERIKKE

Ranken har fået plads under hemsen på hendes værelse

Idé´en til vimplerne fik jeg, da jeg lavede denne ranke til Helle
Tillykke ranken er en direkte kopi af den Gitte lavede på sin blog for et stykke tid siden,
hvor hun også fortæller hvordan den er lavet og har et link til bogstaverne.
Hun har så mange gode idé´er, at jeg ikke kan nå at være med;
men denne her vidste jeg bare, at jeg VILLE lave.


Og så vil jeg gerne dele denne her vimpel, som jeg har fået lov at låne et billede af hos Sille,
der også har en DIY på, hvordan den laves.
Så må jeg hellere lave sådan én til niecen og nevøen,
for der er vist ikke plads til flere på Frederikkes værelse



UPDATE:
Signe har også lavet en rigtig fin vimpel- billedet herunde,
som du kan se mere af på hendes blog


mandag den 7. maj 2012

Vintage dukkepude - med mere

Etsy er ét kæmpe loppemarked, og det er herligt at lede rundt og man bliver helt høj,
 når man synes, man har gjort et godt fund.


I sidste uge fandt jeg denne vintage dukkepude hos Lynette,
og selv om den var fra USA- told, porto og sådan noget- så vidste jeg bare, at jeg ville have den


Og se, den har dukketøj med:-)
Det kan godt være, mønstret på tøjet er lidt "amerikansk" men fordi patchwork er så meget in,
så synes jeg egentlig, det er ret sødt.


Og nu jeg var igang kunne jeg ligeså godt tage disse bamse puder med, som også er vintage


De er også med bagside, så når de engang er færdige, forestiller jeg mig,
at de vil blive godt og grundig krammet af min datter


Som en lille overraskelse havde Lynette lagt denne pude med i pakken også.
Jeg synes, jeg kan genkende bamsen et sted fra, men kan ikke lige komme på hvor....
Er en en Sylvanian Families?




mandag den 12. marts 2012

Lav selv paillet strygemærker


Alt hvad jeg har lært om broderi og perle-/pailletsyning,
har jeg lært af én af de dygtigste kostumier i Danmark, som har
arbejdet bla for Det Kongelige Teater og Danmarks Radio.
Han laver de vildeste broderier, og nogle af dem er nærmest i 3D.
Så dygtig bliver jeg aldrig!

Teknikken med at påsy pailletter, kan man bla bruge til at lave sine
egne strygemærker.
Og det kan være en fordel at lave sine broderier/pynt på noget der kan påstryges,
for så kan man flytte rundt på sin pynt,
til man har fundet den helt rigtige placering.



Jeg kunne ikke lige finde min broderiramme idag, men ellers vil jeg altid anbefale,
at man lægger sin broderiflade i en ramme, det er lidt nemmere at styre,
og broderiet kommer ikke til at krympe sammen.

For at lave et rundt strygemærke, starter jeg med at tegne en cirkel i den størrelse,
jeg ønsker mit færdige resultat, på et stykke vlies.


Start med at sy første paillet på i centrum.
Man syer pailletten på ved at stikke op gennem paillettens hul og derefter trække
pailletten ned på stoffet. Stik nålen ned umiddelbart efter paillettens kant og op igen 1-2mm fra kanten


Fortsæt hele vejen rundt og slut sidste runde nogle få millimeter fra cirklens kant.
Træk tråden om på bagsiden og hæft


Løft ligesom pailleterne og klip rundt på den tegnede kant

Strygemærket kan nu stryges på, gør det altid fra vrangsiden, hæft hele vejen rundt med små usynlige sting i hånden.

Der findes flere teknikker for pailletsyning, men jeg synes denne
er den nemmeste, når man gerne vil have den taglagte effekt.

søndag den 4. marts 2012

Lidt om dukketøj

Jeg elsker alt i miniature.
Det må jeg erkende, når jeg ser, hvad jeg sætter her på bloggen.
Og dukketøj er ingen undtagelse.


Denne weekend har jeg fået lavet dette sæt,
som dog ikke er til min egen datter men en
venindes datter- altså venindes datters dukke.

Sættet består af et par blomstrede posebukser
med elastik i taljen og benet
og tilhørende tunika i meget tynd mælkedrengestrib
med hæklet kløver foran
og blomstret bånd inde i halsen, hvori en
elastik er sat i, så den er nem at trække over dukkens hoved.

Mangler lige at lave en råhvid strik bluse til med snoninger


Jeg laver rigtig meget dukketøj,
og det nyder min datter godt af.
Se bare lidt af hendes samling.


Det er en god blanding af mønstre fra Hendes Verden,
gamle opskrifter og egne mønstre.

Nogle af mine yndlingsting er:

de små uldfilt futter med museører


Den lille bitte vest i teddy stof med små kantbånd


Duffelcoaten med små træknapper, foer OG belægninger indeni:-)


Og dukkevognstæppet i de glade farver;
matcher godt til dyne og pude med stjerner fra Sebra


Elsker du også mini-ting?

søndag den 26. februar 2012

Hvordan man laver en rynketråd

Efter min DIYpå make-up pungen,
kom nogle forespørgsler på, hvordan man laver en rynketråd.
Og det gør man sådan her:

Med store sting på symaskinen, syer man to rækker sting.
Hvis sømrummet fx er 1cm, syer jeg rækkerne
med de store sting 0,75 cm fra kanten (det passer næsten altid med en trykfods bredde)
og 1,25 cm fra kanten (altså 1/2cm fra første række)


Husk at lave trådenderne i både begyndelsen og slutningen
så lange, at man nemt kan holde fat om trådene.
Nu kan man tage fat i trådenderne fra overtråden
og ligeså stille trække stoffet sammen, så det rynker.
Rynk indtil stoffet har fået den ønskede bredde og sørg for at
 fordele rynkerne ligeligt.


Så kan man med almindelig størrelse sting på symaskinen
sy mellem rækkerne af store sting.
Skal stoffet syes sammen med andet stof e.l gøres dette på samme tidspunkt.
Træk rynketrådene ud- og voila: stoffet er bleve rynket.
 
Denne vejledning lægger jeg også ind på DIY´en på make-up pungen.

tirsdag den 21. februar 2012

DIY på kosmetikpung

Idag er lynlåsen blevet syet i den lille kosmetikpung.
Så her en lille DIY, hvis den kunne friste at lave selv:-)




Allerførst skal der hækles et bånd til kanten foroven.
Jeg har brugt bomuldsgarn fra Stof og Stil, løbelængde 170 m/50 gr.
Hæklenål nummer 2,5

Forkortelser:
lm: luftmaske
km: kædemaske
fm: fastmaske
stgm: stangmaske
db stgm: dobbelt stangmaske

Hækl 66 lm og saml til en ring med en km (båndet skal være 15 cm, når det er foldet dobbelt)
1. 1 fm i hver lm (66)
2. *1fm, spring 2 m over og hækl i samme maske: 2stgm+ 1db stgm+ 1lm+ 1db stg+ 2stgm, spring 2m over* Slut runden med at hækle 1km i hver af de første 3 m på første musling.
SKIFT FARVE
3. 1fm om lm på muslingetoppen, *i fm mellem muslingerne hækles: 2db stgm+ 1m+ 2db stgm, 1fm om lm i toppen af næste musling*
4. *1fm i fm, hækl om lm mellem de db stgm: 2stgm+ 1db stgm+ 1lm+ 1db stgm+ 2stgm,* Slut omgangen med 1km  hver af de første 3m på første musling.
SKIFT FARVE.
Gentag pkt 3 og 4
LUK AF


Nu lave posen.
Der skal klippes 6 ens dele: 2 i yderstof, 2 i inderstof og 2 i pladevat


Delene klippes 20x15 c (inkl 1cm sømrum)
Hjørnerne rundes af ved at tage noget rundt og lægge til hjørnet, tegne stregen op og klippe hjørnet af



Sy delene sammen, ret mod ret på siderne og bunden.
På inderstoffet/foeret skal en åbning stå i bunden på ca 8-10cm til at vende med senere.
Poserne lægges nu sammen índeni hinanden ret mod ret og pladevat-posen yderst.


Sy topppen sammen gennem alle lag hele vejen rundt.
Vend posen gennem vendehullet.
Sy vendehullet sammen med en stikning tæt på kanten.
Sæt rynketråde i toppen af posen og rynk ind til 15 cm.
Sæt det hæklede bånd på, båndet ska være ca 0,5cm længere oppe end posens kant.
Sy båndet fast til posen og træk rynketrådene ud igen



Så kommer det svære med lynlåsen, med tag det skridt for skridt, så går det nemt.
Først sættes lynlåsen fast i den ene side, husk at posen også bliver rynket til lynlåsen.


Når man kommer til lynlåshovedet, løftes trykfoden med nålen i stoffet,
og lynlåsen lynes til lynlåshovdet er på den anden side af trykfoden.
Trykfoden sænkes igen og der kan syes videre.


Sy lynlåsen til på samme måde på anden side.
Til sidst sluttes med et par sting på tværs for enden af lynlåsens top.


 Vend lynlåsen rundt.
Slut evt af med en hæklet snor i lynlåsens puller.
Jeg har taget et langt stykke garn, foldet snoren dobbelt og ført den foldede ende gennem pullerens øje,
trukket enderne gennem den løkken, så snoren hæfter.
Med den ene tråd kan man nu hækle fastmasker omkring den anden tråd så langt man ønsker.


Man kan evt hækle snoren dobbelt længde og så hæfte slutningen til starten,
så man har en løkke.


Hvis du laver sådan en kosmikpung eller din egen version,
må du altid gerne sende mig billeder på
så vil jeg vise billederne her på bloggen som inspiration for andre.

Knus Heidi


VEJLEDNING I HVORDAN MAN LAVER EN RYNKETRÅD

Med store sting på symaskinen, syer man to rækker sting.
Hvis sømrummet fx er 1cm, syer jeg rækkerne
med de store sting 0,75 cm fra kanten (det passer næsten altid med en trykfods bredde)
og 1,25 cm fra kanten (altså 1/2cm fra første række)



Husk at lave trådenderne i både begyndelsen og slutningen
så lange, at man nemt kan holde fat om trådene.
Nu kan man tage fat i trådenderne fra overtråden
og ligeså stille trække stoffet sammen, så det rynker.
Rynk indtil stoffet har fået den ønskede bredde og sørg for at
 fordele rynkerne ligeligt.



Så kan man med almindelig størrelse sting på symaskinen
sy mellem rækkerne af store sting.
Skal stoffet syes sammen med andet stof e.l gøres dette på samme tidspunkt.
Træk rynketrådene ud- og voila: stoffet er bleve rynket.
 
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...