Viser opslag med etiketten glimmergarn. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten glimmergarn. Vis alle opslag

tirsdag den 17. december 2013

PomPom engle


Da Betina i sidste uge viste de sødeste piger på Instagram fra en anden instagrammer,
kom jeg i tanke om nogle pompom-piger, jeg havde lavet i sommers.
Åh, jeg fik pludselig lyst til at finde dem frem-
ikke langt fra tanke til handling, så blev de fundet frem,
og nogle nye blev tilføjet, da jeg havde en del pompomer liggende i overskud fra kreative dage


Og så kunne jeg ikke lade være at trylle lidt med nogle gamle blonder, jeg havde liggende-
derfor har pigerne fået tilføjet vinger og også en lille sølvkrans på hovedet,
nu er pigerne blevet til engle:-)
Hvis man undlader sølvkransen og evt limer en lille blomsterpaillet e.l på hovedet,
kan pigerne istedet være små feer.


Hovederne har jeg selv malet- 
på min Pinterest profil er der masser af inspirations billeder til,
hvordan de kan komme til at se ud.
(der skal scrolles et godt stykke ned)


Pompom´erne er hurtigt lavet med en pompom-maker,
ellers kan man også altid bruge den gamle metode med papskiverne.


Snoren til ophæng er sølv-glimmergarn,
som er stukket igennem nedefra og gennem hovedet.
Jeg trækker snoren igennem af to gange: hver ende for sig,
så sidder snoren nemlig bedre fast i bunden


Det er da julepynt for en rigtig garn-elsker:-)

fredag den 6. december 2013

Hæklede julekugler- også for begyndere


På Kreative Dage  i Fredericia havde jeg en meget nemt hæklet julekugle med.
Jeg havde håbet, at skulle fylde et juletræ med dem på standen,
for at vise, hvor nemt man kunne lave noget pænt julepynt.
Tiden var ikke lige med mig, men istedet kommer opskriften nu alle læserne tilgode:-)

OPSKRIFT PÅ HÆKLET JULEKUGLE

Brug garnrester og hæklenål, der passer i størrelsen.
Jeg har brugt bomuldsgarn og glimmergarn og hæklenål nummer 3.

Hvor mange masker der skal laves afhænger af, hvor stor eller lille en kugle, man ønsker.
Til den store kugle har jeg slået 26 lm op og den lille kugle er der slået 18 lm op.


Den første række hækles med fm i lm, vend med 1 lm.
Derefter hækles hver række i bagerste lænke med fm, vend hver række med 1 lm.
Når der skiftes farve, gøres det ved den sidste maske på en række,
 lav derefter en lm med den nye farve og vend arbejdet (se billede ovenover)

Hvordan stiberne skal være, afhænger af humør-
den multifarvede kugle har jeg lavet med farver i tilfældigt mønster 
og nogle farver i 1 række, andre i 2 rækker.
Den 2-farvede kugle er lavet med 2 rækker af hver farve.



Hvor mange række der skal hækles afhænger af, hvor bredt arbejdet er.
Et stykke skal hækles 2 1/2 gang længere end bredden,
fx er denne 2-farvede kugle 6 cm bred....


....dvs den skal være 15 cm lang.
Når den sidste række er hæklet, samles endernes korte sider og hækles sammen med fm.
Bryd garnet


Luk kuglen til ved at trække en tråd gennem lænker med passende mellemrum-
se billedet ovenover.


Når der er trukket en snor gennem lænker hele vejen rundt,
trækkes i snoren så hullet lukker sammen.
Hvis hullet er svært at lukke, trækkes snoren gennem de samme lænker 
til hullet er helt lukket til.


Træk snoren om til indersiden og hæft.
Put fiberfyld i kuglen og luk hullet til i den anden ende.
Der skal nok puttes ekstra fyld i, inden hullet lukkes helt til,
for kuglen skal fyldes rimelig godt op, så den holder formen og top og bund (hvor hullerne blev lukket)
bliver presset pænt ud.
Hæft tråden og træk den ind i kuglen.
Til sidst trækkes et pænt bånd gennem kuglen.



onsdag den 13. november 2013

Yndlingsmateriale


Anden opgave i blogudfordringen mig og min hobby hedder: yndlingsmateriale.
Dér er jeg nødt til at vælge to ting: Liberty stof og glimmergarn


Libertystoffet er et materiale, jeg bliver ved at tage frem igen og igen-
jeg bruger det bla til kjoler til mine dukker og kan bruge timevis på at kigge på mønstrene
hos den engelske forhandler Shaukat.
Og ydermere så er stof-kvaliteten "Tana Lawn" ualmindelig lækker og blød.


Men under yndlingsmateriale er jeg nødt til at nævne min nye passion: glimmergarn.
Selvfølgelig esker jeg garn, helst bomuld MEN
jeg er faldet pladask for Nora Madeira som er et lækkert garn i viskose og metalliske fibre.
Det fåes i et væld af farver og der arbejdes på en masse prøver bag skærmen
fordi jeg hele tiden kommer i tanke om noget nyt, jeg kan bruge det til 


Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...