Den hundredeårige, der kravlede ud af vinduet og forsvandt

Bogens hovedperson er Allan Karlsson, som stikker af fra plejehjemmet aftenen før sin hundredeårs fødselsdag, hvor han skal fejres med pomp og pragt og borgmestertaler. Under sin flugt stjæler han, hvad der viser sig at være en meget værdifuld kuffert, fra en gangster. Pressen får hurtigt nys om den hundredeårige, der er forsvundet fra plejehjemmet, og inden længe har Allan både politi, journalister og gangsterbanden 'never again' på nakken. Allan får desuden efterhånden samlet sig en lille broget flok af venner, som alle er nogle lidt skæve eksistenser. Undervejs i bogen fortælles der om Allans begivenhedsrige liv. Det viser sig, at han flere gange har påvirket verdenshistorien, dog ikke altid til det bedre.

Skal man putte bogen her i en kategori, må det helt bestemt være kategorien 'røverhistorier'. Som en anden Forrest Gump præsterer Allan Karlsson at mødes med en lang række af det 20. århundredes vigtigste personer og statsledere. Accepterer man denne præmis og læner sig tilbage og nyder læsningen, er det bestemt en underholdende og ret munter bog. Der er flere finurlige betragtninger om aldringsprocessen (for eksempel begrebet tissetøfler). Til tider kan der dog gå lidt rigeligt med Olsen banden i den, eftersom et par af medlemmerne i banden 'never again' er omtrent ligeså kiksede som indbrudstyvene i børnefilmen Alene Hjemme. Bogens force er, efter min mening, en kærlig og humoristisk skildring af forskellige typer af outsidere (for eksempel evighedsstudenten, småsvindleren, kvinden med havnearbejderflaben osv).

Hypnotisøren

Hypnotisøren er skrevet under pseudonymet Lars Kepler, som anvendes af forfatterparret Alexander og Alexandra Coelho Ahndoril. Der var en del hype i forbindelse med udgivelsen i 2009, derfor kom bogen dengang på min laaaaange liste over bøger, jeg gerne vil læse.

Jeg har lidt svært ved at finde ud af, hvad jeg skal mene om Hypnotisøren. Altså den var da spændende nok og tempoet er ganske højt gennem hele bogen. Selvfølgelig er hovedpersonen ret klicheagtig, det hører til genren (hvilket er en af årsagerne til, at jeg ikke læser så mange krimier). Sproget er forholdsvist klinisk og kedeligt, ligesom de mange og hyppige kapitelinddelinger efter dato og klokkeslet hurtigt bliver et irritationsmoment. Mit altovervejende problem med bogen er dog, at forbrydelserne er decideret væmmelige at læse om, hvilket flere gange var ved at få mig til at opgive bogen. Når ubehagelige ting involverer børn, har jeg meget svært ved at kapere det. Hvis jeg så i det mindste kunne se en mening eller et mål med at læse om disse grusomme og tragiske forbrydelser. For eksempel er Stieg Larsons Salander-bøger også ganske barske sine steder, men her har forfatteren villet sætte fokus på kvinders position i samfundet (herunder også trafficking). Jeg har svært ved egentlig at finde ud af, hvad forfatterparrets budskab er med denne bog. Det virker lidt som om de prøver at udnytte en eller anden Stieg Larson-effekt ved at skrive en svensk krimi, som er endnu mere bloddryppende.

Slutteligt er jeg for videnskabeligt anlagt til at tro på den helt store effekt af hypnose, selvom det fremgår tydeligt, at forfatterparret har sat sig grundigt ind i emnet. Kæden hopper af for mig, når man tilsyneladende kan få vidneudsagn fra semikomatøse personer ved hjælp af hypnose. Selvfølgelig er det fiktion, men når krimier nu bevæger sig ret tæt på 'den virkelige verden', gør det altså ikke noget, hvis man kan forestille sig, at det kan lade sig gøre..

Populærmusik fra Vittula

Efter længere tids rejse rundt omkring hos familie og venner kom denne bog tilbage til sit hjem i min bogreol for en måneds tid siden. Det gav mig anledning til at læse den igen - og det var et ganske glædeligt gensyn.

Bogen foregår i 1960'erne i en provinsby i den yderste afkrog af Sverige, tæt på den svensk-finske grænse. Det er så meget udkant, at det får en by som Thyborøn til at fremstå som en driftig metropol. Fortælleren vokser op i et kvarter som i folkemunde bliver kaldt Vittula-jänkka, direkte oversat, kussemosen - en slet skjult hentydning til alle de børn, der fødes i kvarteret i efterkrigstiden. Fortælleren opdager rockmusikken og forsøger sammen med sin kammerat at stable et rockband på benene. Fremskridtet kommer i øvrigt kun langsomt til området. Der er stolte traditioner for manddomsprøver såsom langtidsophold i sauna og hæmningsløs druk, når familiens ære skal forsvares. Ved den obligatoriske far og søn samtale under puberteten indvies man, ud over bien og blomsterne, i hvilke familier man skylder hævn på grund af gamle uoverensstemmelser, samt hvem man ikke skal gifte sig med for at undgå indavl. Byen er forbundet på kryds og tværs af usynlige tråde.

Jeg må virkelig advare mod at læse denne bog i et offentligt transportmiddel. Man risikerer at blive stemplet som særling, fordi man let kommer til at sidde og klukle for sig selv. Handlingen fortælles med en, synes jeg, ret uovertruffen sarkasme og sort humor.