Lille weekend hilsen fra det gamle Mosefund.
Må i alle få en god en af slagsen.
Billedet har jeg lånt på nettet, da det ret tydeligt viser, hvordan jeg har det for tiden.
Der er blevet selvransaget i Tullehuset
Er ikke i tvivl længere, hvilken fætter jeg er oppe imod og rent faktisk har befundet mig i,
i lang, lang tid, uden at ville indse det.
Depression !!
Jo jo...kender den godt.
Lever med den med jævne mellemrum i mellemsvær grad
og har altid kunnet klare den uden nogen form for behandling.
Spørgsmålet til mig selv er nu, om jeg skal have / søge hjælp denne gang.
Tør jeg?
Spørger jeg mig selv, da jeg har SÅ dårlig erfaring med medicinsk behandling af dette.
Kan ikke huske hvor mange slags piller jeg prøvede, men følelsen af at være prøveklud,
kan jeg stadig mærke og ingen lægelig opbakning lokalt.
MEN..
tør jeg lade vær' at søge hjælp?
Uhhhh - ha, så mange spørgsmål, så få kræfter, så megen frustration,
så mange tårer, ingen glædesbobler
og
alt der laves foregår uden lyst, ved brug af enorme kraftanstrengelser,
blot for at komme igang.
Har tidligere kunnet klare mig med :
men kan ikke *fake* mer*
Dog :
Min tillid til behandlersystemet på dette område, kan ligge et meget lille sted =
er slet ikke tilstede efter tiden med indlæggelse efter indlæggelse ( 1991 til 2002 ),
samtaler og masser af forskellige piller
i mange forskellige farver.
Ja, jeg leger stadig lidt med forskellige kreative tiltag, for der er grænser for,
hvor meget en gammel Mosekone kan sove, rykke sig selv i håret, tude
og alt sådan noget, der nu en gang følger med, men har ikke noget særligt at vise frem.
Sokker strikkes i lange baner og rokken rokker videre i skøn uld.
Det er en ensom rejse jeg er på lige nu, men på et tidspunkt vender det nok.
Pas rigtig godt på jer selv og hinanden.
Vi *ses* lige pludseligt.