Viser opslag med etiketten Husdyr. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Husdyr. Vis alle opslag

torsdag den 23. januar 2014

Luna, Luna, Luna og lidt small talk


Her i Tullehuset, drejer det meste sig om Luna for tiden
og jeg har ikke noget kreativt at fremvise, da der ligger nogle påbegyndte
små projekter foran mig, men deres fremstilling foregår i sneglefart,
eller nogen gange baglæns, fordi jeg laver for mange fejl.

Jeg er sikker på, at tiden til at nørkle kommer igen
og det glæder jeg mig til, for så skal der strikkes babytøj.
Jeg skal nemlig være bedstemor igen til sommer
 og Hjalte have sig en søster eller bror

Til gengæld får jeg en masse, masse frisk luft, gode timers samvær med 
en lille bitte hund, som har meget at lære, krudt i måsen og fuld af spilopper.

Jeg er stolt af den lille dame, som lærer hurtigt og kan
pænt mange ting allerede nu. Det sker dog stadig ofte, at huskeren bliver slået fra,
fordi nysgerrigheden vinder den kamp inden i hende...... endnu,
hvilket er helt ok og forståeligt.

Ja, jeg bruger meget tid på hende, men tror også de timer er givet godt ud
og vil give pote senere, når hun er en voksen hund.

Hundetræning/hvalpetræning har jeg fravalgt foreløbig.

Giver mig selv 6 mdr til at træne hende i og ser så på,
om det bliver nødvendigt at få støtte ude på et hold.

Luna har været her i små 3 uger og bliver 11 uger på lørdag.

Hun er næsten renlig. Giver hals, når hun skal ud,
men der er selvfølgelig våde smuttere imellem, som hun så klarer på aviser.

3 daglige gåture mindst.
2 af turene er i nabolaget for at læse dagens nyheder og en længere tur tages ud i områder,
hvor hun ikke har været eller kun været få gange.

Hun er gået fra at være småt spisende til at være en lille hund,
som nærmest støvsuger maden op og jeg har måttet tage en anden fodringmetode i brug,
for at undgå hun sluger maden, som hun får 3 gange dagligt.

Søndag, Mandag, Tirsdag og Onsdag har vi haft besøg
af min skønne yngste søn ( 27 år ), som har lidt fri fra studierne.
Han er nu igennem første semestre på hans vej til at blive maskinmester.
Jeg er dæme stolt af ham.
Går igang med sådan en uddannelse på en 9. klasse.
Tager kampen op mod en masse teknik, som bare skal læres.

Feks i elektrikerfaget, som han aldrig har beskæftiget sig med og består.
4 af hans medstuderende ( alle elektrikerer ) dumpede.

Hov....et side spring fra hund til søn.

Jeg kunne skrive meget mere om Lunas liv i Tulle huset,
men i skal nok slippe og resten fortælles i billeder fra de sidste par dage
i Lunas liv her hos mig.

Luna hygger med min yngste søn. Tror hun nyder det med et lille hundesmil.

Hmmmmmm...

Skal jeg hjælpe mere, eller blot nøjes med at jagte trillebørens hjul,
når brændet skal køres ind, for så smutter jeg ind i brændeskuret for
at lede efter mere uld du har tabt derinde og jage mus

Ynglings sovedyr = en af mine gamle støvler

Igår kørte min søn, Luna og jeg op til vores herlige hedeområde,
for at gå en tur med Luna. Hendes første tur på heden,
men bestemt ikke sidste. Jeg glæder mig vildt til at blive luftet deroppe fremover.

Billederne ser næsten sort/hvide ud, men er det ikke.
Vejret var såmænd bare så tungt og gråt.

Luna forsøger sig som busk-rydder på heden

Luna leger i snedækket lyng.




Find Luna

Luna spiser. Al foder puttes nu i en bold med hul og hun skal bestille noget,
for at få sin mad ud = spise langsommere + aktiveres. Også det er hun skrap til.
Det blev en laaang smørre.
Til jer, som læste med helt hertil. 
Tak og rigtig god dag i kulden. 

fredag den 10. januar 2014

Godmorgen hilsen fra Tullehuset

En lille hilsen herfra Tullehuset før weekend,
med en smule morgen-hunde-snak og meget lidt kreativitet.

Dog har og er der plads til hækleri af den helt enkle, nemme slags,
som jeg kan gå til og fra, uden der går kludder i masketælling osv.

Min kære dyrlæge når at komme tilbage fra barsel, når
Luna skal have sidste del af sin vaccine og vi bliver hendes første klienter.
Derfor skal hun have nogle hagesmækker til sin lille pige.
Jeg kører et godt stykke vej, for at komme til dyrlæge, men gør det
gerne, da hun er en rigtig god dyrlæge og viser tydeligt, at hun gerne vil dyrene.
Der er tid til nussetur, klap, kram, før behandling fra hendes side.

Her er den første klar til hæftning af ender.

Garn fra gemmerne de hækles i


Luna.....åhhh den bette Luna, forstår at holde mig igang på flere måder.

Hendes mave gik i udu, da hun flyttede, men den har jeg nu fået styr på.
Ris kogt i smadder = koge flere timer, sammen med
en lille klat leverpostej er en super måde at få styr på hundemaver der løber løbsk.

Dernæst var der hendes fødeindtag.
Var jeg på igen måder tilfreds med. Hun spiste alt for lidt, 
i forhold til hendes vægt, men her blev der også taget lokkemidler i brug
( cultara )
og det går meget bedre nu. 

Hun spiser stadig ikke helt det hun skal, men det kommer, er jeg sikker på.

Jeg er meget opsat på, at hun IKKE skal have mad stående fremme
hele tiden. Derfor skal hun lære at spise, når maden er sat frem.
Hun er en lille hund og får en god halv times tid til det, før jeg fjerner det.

Hvorfor nu det, vil nogen nok spørge?
Slet og ret for at kunne bestemme over hendes besørgelses tid.
En hund der går og småspiser/drikker gennem en hel dag,
skal også af med tilsvarende i samme. 

Lige nu fodres hun 3 gange dagligt.
Kl 06.00 , kl 12.00 og kl 18.00

Hun er selvfølgelig ikke renlig endnu,
men når vi ikke når udenfor, bruger hun de aviser jeg har lagt ud på gulvet.
Jeg lufter hund ca hver 2. time i dagtimerne og  ca hver 3. time om natten.

Når det er mørkt, har jeg min høm-høm-finde-lommelygte med,
for at kunne se til, at samle hendes efterladenskaber op i de medbragte poser.


Gå i line og tur....gøres der også i.
De små veje i nabolaget virkede skræmmende for den lille hund,
men nu går det fremad og næste skridt i lineførsel er påbegyndt
= gå ved slap line.

Der leges/trænes også :

Hjemkald,
gå i kurv,
slip ( hvis hun bider i buksebenene feks ),
aflever' ( hvis hun vil bide i / bære linen under tur ),
være alene hjemme
 og andre små øvelser trænes der i hver dag.
Bitte, bitte små bidder kyllingepølse bruges som belønning.

God tidsfordriv før fodring....en tom køkkenrulle.

I eftermiddag skal hun for første gang, siden hun blev hentet,
med på besøg og køre bil. Vi skal besøge Hjalte, det skønne barnebarn,
som er vild med hunde.

Godmorgen hilsner og smil herfra til jer alle.

Jeg får desværre ikke læst med hos mange blogge
og heller ikke skrevet kommentarer, men jeg vender *frygtelig*
tilbage, når der gode rutiner er kørt ind og jeg har lært 
Luna meget bedre at kende.


søndag den 22. december 2013

Julestrik og julegaven til mig selv.

Mange, mange tak for alle jeres søde historier med og omkring katte
til min give away. Hvor er det altså bare hyggeligt at læse.

Det er lykkedes mig at strikke lidt i dec trods mangel på
koncentration og nogle gode lune sager, kan nu puttes i kassen,
hvor jeg gemmer sager til fremtidige gaver.

Rullehue strikket i Kauni garn 

Et par tykke sokker til yngste søn. Et par er sendt afsted til ham,
da han fryser om tæerne. Garn er Mor Aase fra rema 1000

Mor Aase garnet er lidt skarpt at strikke i, men det færdige resultat er
lækkert, når det er vasket

Mørke grå Beanie . 

Råhvid Beanie
Beanie huerne er strikket af dette strømpegarn,
som er über-lækkert blødt. Købt hos min lokale garnpusher. Swup siger huerne og
sidder super godt ned om ørene, synes jeg selv.

Et par pulsvarmere strikket i 2 trådet højlandsuld. Farven : Appelsin

Højlandsulden har jeg for lang tid siden købt hos garnudsalget.

Alt det strikkede, har jeg lavet uden strikkeopskrift/mønster,
da jeg stadig er gået i baglås, hvad læsning/forståelse af sådanne angår.

Og så til julegaven over alle julegaver....til mig selv :)))

Efter en del dages overvejelser, har jeg besluttet mig for,
at singel livet bare ikke er mig .
Ny samlever er nu beset og bestilt. Klar til afhentning d. 5. januar.
Mit bentøj funker igen og jeg har brug for en god ven, som gider lufte mig dagligt.

Det bliver en lille pige, som er 8 uger, når hun ankommer her til Tullehuset.
En rigtig lille uldtot og en hunderace, som jeg ikke før har arbejdet med,
men jeg glææææææder mig så meget til mange hyggelige timer fremover,
hvor der skal trænes og opdrages hund.

Hun er en blandingshund af : far er Samojede og mor er Husky.

Herunder et billede af hende, taget sammen med sine søskende.


Den stolte og dygtige hundemor
Nettet surfes igennem, for at finde det rette sted til hvalpetræning
og i nærmeste fremtid, skal der købes hundeudstyr + foder hjem, da alt jeg havde
til Buster og Kia blev givet væk, da jeg måtte af med dem.

Hundenavn til den lille uldne overvejes stadig,
men jeg er ret sikker på, at valget bliver Luna, da hun har en hvid aftegning
på den ene side, der lidt ligner en halvmåne...... men her kan jeg nå at skifte mening
en del gange endnu :)).

Rigtig, rigtig glædelig jul til alle derude.

mandag den 16. december 2013

Fra hjertet : Tak

Min lodne samlever er nu fundet og jeg går ikke længere rundt i uvished.

Frække er gået til de evige musejagtmarker for nogle dage siden,
hvor hun er blevet ramt af en bil.

Oplysningerne og hjælp til at finde hende, har jeg fået via Facebook.

Tusind tak for hjælpen derude i cyber world
og TAK til søde Frække, for mange gode timer. Jeg vil savne din hjælp
med garn, strikketøj, uld og ikke mindst dit skønne milde væsen.


Igen....mange tak for alle jeres gode ønsker, tanker og kommentarer vdr
min kat. Dejligt er det, at så mange følte sammen med mig.

God aften derude til alle.

fredag den 13. december 2013

SUK !!

Det har været en lang nat og angsten for, at jeg har mistet min skønne kat,
sidder stadig i mig. Frække har ikke været hjemme det sidste døgn,
hvilket slet, slet ikke ligner hende.
(OG...jeg fandt sørme ud af at oprette forbindelse til det nye net :))


Nogen vil nok kalde det for fjolleri, at være bekymret for en kat,
men jeg kan slet ikke lade vær og i mit hoved fyldes
med de værste billeder af, hvad der kan være sket hende.

Er hun blevet kørt over, faldet i et hul
eller sidder lukket inde i et rum et sted???
Jeg er ret sikker på, at ingen har taget hende, da hun ikke
er glad for fremmede. 

Hun havde fået opbygget sine daglige vaner og rutiner.
Ikke en af dem, holdt hun igår og i nat.
Hun plejer også at komme hjem, når jeg fløjter.
Det *katte-hjemkald* har ikke virket denne gang og guderne skal vide,
at der er blevet fløjtet igennem det sidste døgns tid.

Lige nu savner jeg feks hendes selskab på bordet foran mig,
hvor hun plejer at hjælpe til med morgenstrikketøjet.

Jeg vil aldrig have kat mere, for jeg bliver altid slået ud af den,
når de fejler noget, hylet helt ud af den, hvis de ikke kommer hjem
 og mega ked af det,
når/hvis jeg mister dem af en eller anden årsag.

Dog håber jeg stadig på, at Frække blot er ude på langtur
og finder hjem igen i hel stand.

Bette lodne kræ : *Kom så hjem*

Godmorgen hilsen fra Tullehuset

tirsdag den 8. oktober 2013

Gaver fra et Pelsdyr


Jeg har nu været den lykkelige katteejer til søde, overlækre,
langhårede pelsdyr :  Frække, i ca 8 skønne  mdr.

Spændende på mange måder, da Frække ikke anede hvad udeliv var,
da hun ankom til Tullehuset ca 7 mdr. gammel.


Hun har lært at være ude og er nu mere udekat end indekat ,
hvilket giver en hel del overraskelser for Mosekonen her i form af daglige
*gaver* der bliver båret ind via pelsen.

Sommerens store pelsgaver har bla været :
Burresnerrer i hobetal og skovflåter, trods behandling mod dem.
= Daglig jagt på begge dele af storvildtsjægeren her.

Nu hvor efteråret er over os, er der dukket nye gaver op i pelsen på hende.

Feks dræbersnegle, regnorme, blade, kviste og mm.
Det kan godt være, at tingene sidder fast i pelsen på hende,
når hun kommer ind, men på et tidspunkt dukker de op på mine gulve.

Jo jo...livet er fuld af overraskelser i samlivet med Frække
og jeg er så glad for, at hun netop havnede her hos mig.

Hav en skøn, skøn dag

lørdag den 20. april 2013

Det var kattens + det løse


Åhhh hvilken skøn morgen.
Det har frosset lidt i nat, men hva' gør det, når solen allerede kigger frem fra en skyfri himmel.

Jeg vil lige prale lidt af Frække Karla, som var ca 6 -7 mdr, da jeg fik hende
og 100 % indekat.


Hun er nu så langt i hendes *opdragelse*, som udekat, at hun heller ikke bruger kattebakken mere,
hvilket jeg er pænt tilfreds med og ret overrasket over, for er en kat først vant til at bruge sådan en fætter, kan de være meget svære at vænne af med det.

Hun er ude det meste af dagen. Klatrer i træer
kigger/jagter fugle og hygger sig gevaldigt, men aldrig længere væk, end jeg kan fløjte hende hjem, hvis hun da ellers gider komme hjem/ind, for nogen gange 
finder jeg hende i et udhus, hvor hun sidder og kigger på mig med øjne der siger : 

*Hvis du tror jeg vil ind nu, kan du da godt tro om igen*

Skøn, skøn kat, som ofte bringer smilet frem med alle hendes krumspring og frækheder.

Det er weekend og her er der dømt havearbejde/oprydning.

Min have er totalt løbet fra mig og det vil jeg forsøge at rette en smule op på løbende.

Når kræfterne så er sluppet op, strikkes der eller
*rokkes* videre, for at spinde garn af det indkøbte Spælsau uld.

I en periode kunen jeg ikke koncentere mig om det, men
heldigvis kan jeg igen og nyyyyyyder det bare så meget.

Måske bliver det så lunt nu, at jeg kan sidde ude med det..

Rigtig, rigtig god weekend der ude.

Morgensmil fra Tullehuset



onsdag den 27. februar 2013

Ren rå hygge


Hygge er :

Når jeg kan spinne på min rok, med en spindende kat på skødet.





Uha, hvor jeg nyder hendes selskab.
Især nu, hvor der er kommet ro på og hun så småt er ved at falde til.



Rigtig god aften derude i blogland

tirsdag den 26. februar 2013

1. døgn med Frække Karla

Navnet Frække sidder fast, for det passer helt utroligt til min nye samlever.
Er bare vild med alle slags kurve.

En gæv lille kat, med oseaner af krudt i måsen, lagt sammen med det faktum,
at hun er havnet et sted, hvor alt er nyt for hende ,
gav en lidt urolig nat, men efter morgenmaden tiltede hun så også.... 
i et par timer, for at starte forfra med at undersøge og lege.


Godt at kunne kigge ud.



Frække var en indekat, men det gøres der nu små tiltag til at ændre på.

Jeg lukker hende selvfølelig ikke ud de første par uger, men så skal
hun på det tidspunkt, for jeg kan nu bedst li',
når dyr får frisk luft...
BESØRGER udenfor  istedet for i en kattebakke.

(Hva' ska det nu til for, med sådan noget seletøj)


Udendørs for 1. gang
Hver gang jeg har været ude i dag, har hun været med i snor
og det er blevet til en del gange, for vejret har/er da helt fantastisk. 


Jeg er bare så glad for hende og vi skal nok få det godt sammen.

Main coon genet slår godt igennem, hvilket betyder,
at hun følger mig overalt og med i alt jeg gør.

Jeg undskylder for min manglende tilstedeværelse i form af kommentarer
hos jer andre bloggere, men jeg vender tilbage, når der er lidt mere ro over mit nye parforhold.

Hav en dejlig dag/aften

mandag den 25. februar 2013

Ny samlever

Sådan noget netdating kan gå hurtigt nogen gange og
jeg er overbevist om, at alle de gode ønsker og x'er i kære medbloggere har sendt,
gav så god karma, at *Frække* nu er flyttet ind hos mig.


Frække eller Super Carla, tror jeg navnet bliver, for
det er en lille frisk, rask og nysgerrig mis jeg har fået.

Ikke bange af sig og slet ikke færdig med at undersøge hvert et hjørne i huset.
Leg er der skam også masser af tid til.


5 min efter hun var ankommet, spiste hun lystigt af den tun jeg fandt til hende.


Lille hule er der hurtigt *bygget* af et vattæppe,
som hun kan kravle ind i, hvis hun på et tidspunkt skulle blive træt :))


Men jeg er den der er smuttet. 
Frække udviser stor interesse for min rok + uld.

Hav en dejlig aften



søndag den 24. februar 2013

Jeg er blevet forelsket over nettet


Det har været enormt tomt i Tullehuset, siden navnløs valgte at gå hjem
og et liv uden husdyr....kan jeg bare ikke med længere, så dyreinternatets og
dba's side er jævnligt blevet besøgt i den sidste tid.

Idag har jeg lagt *billet* ind på en 6 mdr hunkat og er meget spændt på,
om mit navn står på hende.

Kryds fingre for mig, for hun er da ikke til at stå for.

Billedet er lånt på dba.

Main coon har jeg aldrig før haft, men måske nu.

Hun er ikke raceren, men det er jeg fuldstændig ligeglad med.
Hun søger et nyt hjem og omsorg. Det kan jeg give hende.

Der er ikke så langt at køre, hvis jeg skal ud og hente hende
og en masse tilbehør medfølger.....hvis og så fremt.

MEN... Får jeg sådan en frisk killing på 6 mdr., vil det også blive en nødvendighed,
at jeg får flyttet rundt på mit garn, som står her, der og alle vegne lige nu,
for jeg har før set
en kat være alene hjemme med alt mit garn...
C', )
Der var ikke et stolben og bordben, som havde undgået en nok så flot omvikling.

Hav en dejlig søndag.

mandag den 28. januar 2013

Livsstilsændring med lommesmerter :)

Min livsstilsændring holder stadig og det selvom jeg nu
lever på et meget lavt husholdningbudget ( selvudfordring i 3 mdr. )


Jeg holder ikke stramt fast i de leveregler, som jeg havde stillet for mig selv,
da det var med vægttab for øje.
Nu er der plads til fornøjelser = anden mad, end jeg spiser herhjemme,
men det er også helt sikkert, at regningen kommer nogle timer efter, 
når jeg har tilladt mig selv at *solde*, som feks i lørdags, hvor jeg var ude og
brænde nogle lommepenge af til nyt tøj.

Vi fik kaffe med rundstykke...uha, hvor gider min mave ikke hvidt brød.
Frokost blev ta selv bord på en kinesisk cafe ( vil jeg kalde det )
Av for den.... 
Igen gik min mave i protest, men det var nu mere fordi jeg
forspiste mig.

Alt mit tøj er for stort.
Selv underhylerne er for store, så der skal meget nyt tøj til.
Det hverken kan eller vil jeg, så lidt nyt er købt og andet fundet i genbrug.

Jeg er gået fra str 44 til str 38 siden midt sep 2012.
Et vægttab på 16 kg nu.


Godt tilfreds og tilpas, men med lidt lommesmerter 
og de der smerter, som følger med, når tøj skal rykkes ud af skabet.

Smider nu intet ud, medmindre det er for grimt,
men bærer det i genbrug, hvor det kan sælges og give en sum til godt formål.

Pas på jer selv derude.
Det er mega glat nogen steder.

OG nej.... MIS er ikke kommet *hjem*.

Pigen på dyreinternatet fik ret.
Mis havde blot brug for lidt tid, for at kunne pejle sig frem til den hjemadgående retning.
Savner hendes selskab, selvom hun kun var her i en god uges tid, så nu får i et gæt på,
hvem der er ved at kigge på internatets hjemmeside :))


fredag den 11. januar 2013

Hvad skal *barnet* hedde

Mis, Muddi, Smutti, Musse osv osv bliver Navnløse kaldt lige nu,
men hun skal ikke forblive navnløs. 

Gode forslag til et navn modtages. Tak på forhånd.
Dog helst et navn med 2 stavelser.... en ide jeg har .


Mis trives. 
Kommer og går som hun har lyst til og rigtig meget tid går med at sove på sofaen.

Jeg nyyyyder at have et kæledyr i huset igen.
Når nu tingene er, som de er og hund ikke længere kan blive en del af mit liv,
er det skønt at åbne døren for så fin en kat.

I mange år havde jeg kun kat, men mine børn ville gerne have hund på et tidspunkt,
derfor blev det til hund & kat i mange år.

At have et dyr omkring sig ?
Tjaaa.... efter min mening burde det være alle forundt.

Morgenvane/forkælelse er også blevet en del af hendes hverdag.
Lidt godt at staret dagen på, får hun i form af 8-10 rejer eller lidt tun,
som hun nu allerede ved er der hver morgen. 
Hun står klar og er jeg ikke hurtig nok, får jeg skæld ud :)

Ellers må hun klare sig på kattepiller, men det tror jeg bestemt heller ikke hun har noget imod.

Der er ikke så meget at vise frem fra den kreative side.
Lige nu strikkes der strømper. Hvilket passer mig fint lige nu.

Den kommende tid byder på mange sjove og gode oplevelser for mig, så her vil nok
blive lidt stille på bloggen nogle dage, men jeg vender  tilbage på *Det sparsommelige hjørne*
Lørdag og søndag.
Lørdag...imorgen.... for at trække vinderen af 1. give away
og Søndag med ugens status for indkøb.

Rigtig, rigtig god weekend derude

onsdag den 9. januar 2013

Navnløse og dagens roser


Navnløse Mis er stadig hos mig og hun får lov til at blive her, 
hvis hun da ikke beslutter sig for at gå hjem på et tidspunkt, for det kan såmænd godt ske endnu.
&
Tusind tak for alle jeres søde kommentarer om hende.

Igår fik jeg hende undersøgt af de søde og hjælpsomme mennesker på Brande dyreinternat,
for at tjekke, om hun var chippet.
Det var hun ikke og den unge pige, som havde mis mellem hænderne,
kunne også bekræfte mig i, at mis ikke er helt ung.


Dagens roser går helt klart til det fantastiske sted.
Jeg har ofte fået hjælp derude og et par kæledyr gennem årene,
har jeg også fået via dem.

Den unge pige synes jeg skulle give mis lidt tid, da det nogen gange skete,
at katte, der var løbet hjemmefra, kunne være så forvirrede, at de ikke lige kunne *pejle*
sig ind på ruten hjem, men det kunne også være en kat, som var sat af ved vejen,
fordi de tidligere ejere ikke længere ville have hende
og ikke ville bruge penge på aflivning eller videre formidling.

Eller.... helt andre årsager til, at hun nu er her.

Åhhh ja.... De ser og hører meget, de mennesker på internaterne.

Mis får 14 dage til at finde ud af, hvad hun vil, før jeg giver hende et navn, tager hende til dyrlægen,
hvor hun selvfølgelig skal vaccsineres mod kattesyge og er der ikke killinger i hende,
skal hun have P-piller til den tid.

Navnløse hygger sig og så mega sur ud, da hun blev lukket ud her til morgen,
men ud skulle hun, efter 12 timers snorken indendørs.
God selskabsblære den kat har.

Hav en rigtig dejlig dag.

mandag den 7. januar 2013

Det var lige godt kattens

Jeg er vist blevet adopteret..... af en kat.

Lige siden nytår har en smuk, stor, vamset hunkat gået rundt i min have.
Den dukkede op hver gang jeg kom udenfor og gjorde sig noget så lækker.

Den spandt, gned sig op af mine ben og fulgte mig, hvor jeg gik,
men NEJ....jeg skulle altså ikke ha kat og derfor undlod jeg at stryge den med hårene
eller give den mad, trods en kæmpe trang dertil rasede indeni mig,
samtidig med den indre dialog der foregik.

Blidt er den blevet gennet væk, men det var den da totalt ligeglad med.
Vendte da bare rundt og kom tilbage, for at stryge sig om og op af mine ben.

Suuuuukkk....Idag vandt katten.
Jeg kunne bare ikke holde nallerne fra dens tykke vamsede pels og
fuld af forundring er jeg over, hvad der er skyld i, at en så velplejet og velnæret kat
ikke bare går hjem til sig selv, for den må have et hjem et sted.

Den vandt, fordi den var så ihærdig og fordi jeg fandt ud af, at den boede
omme på min terasse under havebordet, som er stillet på højkant.
Der.... i den lille hule, i en stor stak nedfaldne blade, havde/har den sin rede.

Jeg er ret sikker på, at det er en inde-mis, for den er ikke spor beskidt,
har ikke rifter af nogen art og er utrolig pæn i pelsen.

MEN.... nu har jeg altså givet den noget mad, 
( brugt penge af mit sparsomme husholdningsbudget )
haft den inde i varmen lidt ( et par gange idag :)
og så må vi se hvad der sker.
Undersøges for chip i øret skal den og indemis bliver den ikke her,
men er der ikke andre til at tage sig af den, må/kan jeg bare ikke gøre andet.

Er hun ikke bare smuk da :






OG
vi har haft en ret alvorlig snak om, at det æ lige er nogen go ide og
komme med et kuld killinger, men jeg tror dæme ikke den helt forstår mig
på det punkt.

Mose-missemor ønsker en god aften