Er du farmor til en flok skønne børnebørn , deltager i børnenes liv
og passer børnebørnene lige så ofte, som mormor?
Jaa, så vil jeg vove den påstand, at du er meget, meget heldig.
Da jeg havde fået barn nummer 3 og alt mit ( skønne ) afkom var af hankøn,
dukkede tanken op allerede dengang. : *Du blive ikke mormor*.
Havde i forbindelse med mit job, som frisør, ret ofte hørt damer
taler om de følelser de sad alene med, når de følte sig forbigået med hensyn til
at deltage i deres børnebørns liv, lige så meget som mormor.
Min svigermor og jeg var bestemt ikke slyngveninder, men kan uden at blinke sige,
at hun fik i høj grad lov til at passe mine drenge og
være med, lige så tit det kunne lade sig gøre,
da jeg på ingen måde ville frarøve mine drenge det samvær
og hendes kærlighed.
Hun elskede de drenge og de hende.
Kan også fortælle, at hun selv må have følt en vis usikkerhed,
da drengenes far og jeg blev skilt.
Første gang jeg ringede til hende efter bruddet,
for at spørge om hun kunne/ville hjælpe mig og tage drengene nogle timer,
græd hun af glæde.
Fortalte mig, at hun havde været rigtig bange for,
at jeg ikke ville lade mine børn og selv komme hos hende mere,
nu hvor ægteskabet ikke var længere.
Kunne jeg ikke drømme om !!
Vi måtte dog lige igennem en lille sludder om, at hvad der foregik mellem
hendes søn og mig efter skilsmissen, blev der og kunne undvære indblanding.
Det blev respekteret og mine drenge fik stor, stor glæde
af hendes samvær og nærvær i mange år.
Hvad der ligger til grund for dette indlæg, kan egentlig være underordnet,
men det har længe ligget og luret i mit baghoved.
Nu skulle det være, da jeg igår talte med en farmor, som også oplever og
sidder med de samme følelser, som jeg lidt kluntet her forsøger at beskrive.
( undskylder på forhånd for min haltende udtryksevne)
DET GØR SÅ ONDT...kære svigerdøtre.
Farmødre har også følelser.
Jeg ønsker ikke kommentarer, men vil blive rigtig glad,
hvis i ( svigerdøtre ) evt vil bruge lidt tid på at summe over indlægget
og stille jer selv nogle få spørgsmål.
1. Passer min svigermor mine børn lige så ofte, som min mor?
2. Er jeg god til at invitere min svigermor på kaffe og
lidt samvær med børnebørnene, når de små feks er syge og manden på job?
3. Hvor mange gange besøger jeg min svigermor alene sammen med børnebørnene
i forhold til besøgene hos egen mor?
4. Er du god til tage imod de udrakte, hjælpende hænder og tilbud,
som din svigermor tilbyder, eller får hun lov til stå tilbage alle sine gode hensigter,
uden der tages imod ?
( lige pludseligt kan de tilbud ophøre )
5. Hvad ville din svigermor kunne byde dine børnebørn, som ikke koster penge?
6. Eller...
er det barnets far, som skal stå for og sørge for al kontakt
mellem farmor og barnebarn/børnebørn?
Spørgsmål er der mange af, men jeg vil stoppe her
og jeg håber i vil tage imod mit lille pip, om det at være farmor, med åbent sind.
Er ikke ude på at pege fingre af nogen, eller blive analyseret selv.
( Har nogle søde og dygtige svigerdøtre, vil jeg lige nævne og slå tyk streg under )
Kun skabe lidt opmærksomhed om det ret mange oplever og føler,
men ikke taler om ret tit.
Jo jo...jeg har valgt at blive kaldt bedstemor, men det forandrer jo ikke faktum:
Jeg er farmor, men det gør ikke min kærlighed mindre til
mit barnebarn/børnebørn.
Her i Tullehuset, tulles der fortsat i eget tempo.
Varmen er ikke min bedste ven :), så livet leves meget slow lige nu.
Har en lidt strik, som er kommet af pindene, men venter på at blive
gjort færdigt. Det håber jeg snart at kunne fremvise.
Det er snart weekend og jeg vil ønske alle en rigtig god en af slagsen.
( Alle billeder er fundet og lånt på nettet )