Siden sidst...

Ludvig er endnu ikke kommet over det, som vi inderligt håber, bare er en periode; det der med at vågne alt for tidligt. På slaget fem slår han øjnene op og kræver havregrød og Traktor Tom. Det er så hårdt, og jeg har store, mørke rande under øjnene på samtlige billeder taget i denne uge. Det er lige præcis i situationer som denne, at man priser sig lykkelig for kun at have ét barn.
Søndag morgen tog Ludvig og jeg toget til farmor i Herning. Det var en laaang togtur, som kun blev gennemført ved hjælp af lakridspiber og tegneserier. Faktisk gik det nemmere end forventet, men det er stadig møgbesværligt at rejse med en 2-årig.
Ludvig: Hva' deeet?
Mor: Det' et tog?
Ludvig: Hva' farve er det?
Mor: Turkis
Ludvig: Hva' deeet?
Mor: Det' en slags grøn
Ludvig: Hva' deeet?
Mor: Det er en...nej, stop så Ludvig. Nu skal du være stille. Ellers bli'r togmanden sur (hvem han så end er)
Lige apropos det der med farver, så har Ludvig fået ros og stående ovationer for sine farve-skills ovre i vuggeren. Han er benhård til at genkende farver, og har netop udvidet repertoiret med guld og sølv. Så stik lige den, hva'?

Steffen spillede på Hotel Schaumburg i Holstebro hele weekenden, og hentede os på stationen. Det var meningen at vi skulle have været til noget Rasmus Klump-juleshow i Herning Centeret, men da vi først ramte 7400, virkede en kollektiv middagslur ligesom mere fornuftig, og således gik det til, at hele fam. van Norde Clemmensen gik i brædderne på Rødtjørnvej.
Vi elsker når Lillen har hjemmegjorte sager med hjem fra vuggeren, og her i juletiden plejer der nok at falde lidt ekstra af til de gamle. For længe siden trak børnene rønnebær på ståltråd, som hang og pyntede i vinduerne derovre, og i dag har de alle lavet juledekorationer. Nogle vil nok mene at Ludvigs eksemplar er lidt bar i bunden, men vi synes den er skøn som den er. Han har helt selv valgt hvordan den skulle se ud, og er derfor også hjernen bag den lille gren efeu, som er stukket ind i lerklumpen, og som allerede er ved at dø en smule. Vi glæder os til at tænde kalenderlyset i morgen, og nyde den pletskaldede juledekoration og en krans af rådne bær. Glædelig jul!
Bryllupsinvitationerne er endelig blevet sendt ud. Lidt forsinket. Jeg bestilte kortene i Holland, og et eller andet gik galt undervejs, for de er først dukket op nu. Men afsted kom de, og vi håber at mange har tid og lyst til at komme og fejre at Steff og jeg nu endelig bliver smedet i hymens lænker. Vi mangler stadig at få styr på nærmest alle detaljer i forhold til brylluppet, men vi har jo også næsten hele tre uger at løbe på. Mañana mañana...

Ludvig er hypnotiseret af muttis bling-bling

Kom an, jul!

Vi er bare så klar.

Mellem Jyder

Igen i dag kørte vi til Ebeltoft for at se lidt nærmere på en restaurant, hvor vi kan holde vores bryllupsfrokost. Vi har længe haft Mellem Jyder i kikkerten, og med det samme vi trådte ind ad døren i det gamle, skæve hus fra 1610, vidste vi at vi havde fundet det rigtige sted. Restauranten er i samme stil som rådhuset, og forlænger derved stemningen af de go'e gamle dage, som vores bryllupsdag kommer til at bære præg af. Vi undlader dog egnsdragt og halm i træskoene.
Der var helt vildt hyggeligt i den gamle restaurant med julehjerter, varme, masser af stearinlys og duften af hjemmelavet dansk husmandskost. Vi fik dejlig, dejlig mad og en god snak med stedets ejer. Nu er bryllupsmenuen på plads, og vi har reserveret pejsestuen til vores lille bryllupsfølge. Endnu en ting er vinget af på to do-listen. Skønt.
Ludvig mener i øvrigt at han også skal giftes d. 19. Ikke med sin kæreste Julia fra vuggeren, men med mor og far selvfølgelig. Og han har helt ret; vi skal da allesammen giftes.

Ludvigs søvnmønster har aldrig rigtig været til at regne ud. Nogle gange falder han i søvn af sig selv og andre gange skal han holdes i hånden og have sunget vuggeviser i timer før end han går omkuld. Nogle gange sover han igennem og vågner frisk og veludhvilet; andre gange vågner han midt om natten og skriger, og er sur og gnaven hele dagen. Og så er der sådan en periode, som vi er midt i nu; hvor Ludvig vågner kl. 05 sharp. Hver morgen. Novra, hvor vi altså bare håber, at også det her er en periode.
Mor: Hvad vil du have i eftermiddagsmadpakken i morgen?

Ludvig: Vindruer, kiks og...sukker.

Så skulle det være sikkert og vidst. Vi skal givtes d. 19. december. Nu mangler vi bare at få styr på alt det andet. Vi har fire uger, så vi når det nok.

Overbid

Der har været fotografbesøg i vuggeren, og jeg er vild med at billederne er taget mens børnene leger. Det der med at sidde ret op og ned og kigge i kameraet, gider Ludvig ikke. Han er blevet så gennemfotograferet i løbet af sit korte liv, at han altså bare ikke gider det fis mere. Hver gang han ser os hive kameraet frem, vender han ryggen til; men siger dog appelsiiiin. Problemet med at fotografen har taget billeder mens Ludvig leger er, at når Ludvig leger rigtig godt, så får han overbid. Jeg ved ikke hvorfor han gør det, men noller ser det jo ud.

Om alt og ingenting

Min farmor - Ludvigs oldemonster - har altid været overtroisk. Og så døde hun fredag d. 13. Ironien er til at få øje på, ikke? Ludvig og jeg tog til Samsø i fredags og hyggede i sommerhuset med mormor og morfar - så godt som man kan når man lige har mistet et familiemedlem.

Søndag morgen sejlede jeg hjem for at nurse en influenzaramt Steffen, som var så syg, at han havde været nødt til at aflyse et spillejob lørdag aften. Jeg mindes ikke, at det nogensinde før er sket. Men han var godt nok også sølle. Om eftermiddagen kom mormor med Ludvig.

Vi er stadig i gang med bryllupsplanlægningen, og jeg går op i det med liv og sjæl. Faktisk tænker jeg på det bryllupshalløj konstant. Der er kun en måned til den store dag, så hvor meget bridezilla kan jeg mon nå at blive? Selvom vi har valgt at blive borgerligt viet og efterfølgende kun holde en lille, privat komsammen, så er der stadig mange ting, der skal nå at ordnes. Først og fremmest skal vi have datoen på plads. Damen fra Syddjurs Kommune sagde, at vi godt kunne regne med at kunne komme til d. 19. december, men vi er ikke blevet lovet noget. Det hyler mig lidt ud af den. Og så er der det med hvor vi skal spise. Århus har masser af lækre spisesteder, men når nu vi skal vies i Ebeltoft, kan vi lige så godt spise der også. I eftermiddag kørte vi alle tre afsted for at spotte det perfekte spisested, men alt var lukket. Total soveby.

Vi forsøgte at tage et billede af Det Gamle Rådhus i Ebeltoft i dag, men der var så bælgragende mørkt i sovebyen, at end ikke vores superblitz kunne lyse det lille rådhus op. I stedet er her et billede fra da vi besøgte Ebeltoft tidligere på efteråret. Ligner det ikke næsten noget fra Jul i Gammelby? Simpelthen så juleidyllisk som noget kan være.

Gustav ovre fra vuggeren har fået en lillesøster, og på vej hjem slog det Ludvig, at vi endnu ikke ved hvad hun hedder.

Ludvig: Hvad hedder Gustavs lillesøster?

Mor: Det ved jeg ikke. Hvad synes du hun skal hedde?

Ludvig: Lillebror!

OBS

Oplysning til Borgerne om SignesalgKig forbi hos Signe, som laver de fineste sten. Den store sten med blomster, sommerfugl og mariehøns har længe boet i vores vindueskarm i køkkenet, og de små sten med fugle på hapsede jeg fra hendes samling igår. De er simpelthen så fine.

Gaveleg

Jeg har deltaget i gaveleg hos både Lis og iBaby, og har fået de skønneste overraskelser med posten. Nu er det min tur til at være den glade giver. Jeg kan hverken sy eller strikke. Men til gengæld kan jeg brodere. Se bare her. Og jeg udlodder tre små Bambier. Måske er det lidt kedeligt at få afsløret gaven på forhånd, men ikke nær så kedeligt som at modtage en hemmelig gave, og så i bund og grund synes, at korssting er røv og nøgler. Vel?

1. De tre første, der kommenterer på dette indlæg bliver beriget med korssting
2. Du skal have en blog for at være med
3. Du skal selv udlodde tre hjemmegjorte gaver på din blog. Capice?

Nyt på børneværelset

Så fik vi endelig hængt Ludvigs lille reol op. Den har han ventet på længe. Vi har bare købt en billig cd-reol fra Trævarefabrikkernes Udsalg, som er blevet malet mintgrøn og beklædt med fint, lilla, blomstret papir fra Rie Elise Larsen. Og nu hænger den på Ludvigs værelse og fungerer som en oversized sættekasse. Grenen fra vores skovtur er blevet lakeret sort og pyntet med Nani birds og en charmerende mand fra Readymech med tatovering og topmave. Jeg har foldet og foldet og foldet, og har nu huset fuld af farverige fugle og sjove papirfigurer. De er så hyggelige at lave og man bliver helt afhængig af alt det folderi. Prøv det!

Bryllupsplanlægning

Nå, men det viser sig at det faktisk er rigtig, rigtig hyggeligt at planlægge bryllup. Også selvom det "bare" er en borgerlig vielse vi skal igennem. Det bliver et lille, hyggeligt julebryllup og vi glæder os rigtig meget til den store dag, som i øvrigt er d. 19. december.

De blå blomster er fra bryllupsinvitationen og billedet er fra da vi lige havde mødt hinanden for 3½ år siden

Det mest nærliggende ville være at blive viet på Århus Rådhus, men jeg hader den store klods af en bygning. Den er så grim og kedelig, synes jeg; så vi har valgt Det Gamle Rådhus i Ebeltoft. Mere julehyggelig bygning findes vist ikke. Vi bliver kun den nærmeste familie og min veninde til selve vielsen og den efterfølgende frokost. Om eftermiddagen er der bryllupskage og boblevand for den resterende familie og vores venner. Det hele er faktisk planlagt. Invitationerne er i trykken, ægteskabserklæringen er sendt til kommunen og navneændringspapirerne er sendt til kirkekontoret, brudekjolen skal min veninde og jeg selv sy, ringene skal vi ud og se på en af dagene og buketten, den får man vil bare en eller anden blomsterhandler til at binde. Kagen - og den skal edderrådme være god - har jeg ikke tjek på endnu, men ellers er jeg meget godt med. Er der noget jeg har glemt?

Slut med at leve på polsk

Vi skal giftes.

...og sovs

Ludvig har vadet rundt med nøglen til postkassen hele eftermiddagen. Andre dage er det lommeregneren, fluesmækkeren eller cykellygten, han trisser omkring med. Mærkelig mani og majet møstisk barn. Steffen er ude og spille i aften, og Ludvig og jeg har rigtig hygget alene hjemme.

Mor: Uhh, hvor jeg elsker dig!

Ludvig: Jeg elsker også dig, mor. Og hunden. Og far. Og sovs

Ludvig er kommet sig helt ovenpå sin operation, og er nu helt oppe på 13,1 kg. Han har altid været en letvægter og mens han var syg tabte han sig et par kilo, så det er rigtig stærkt, at han nu er helt oppe og veje 13 kg. Der er kun et fint ar tilbage efter den trælse tid, og Ludvig snakker stort set aldrig om hospitalet eller om ondt i mavsen.

Mor: Ludvig, vil du have nogle vindruer?
Ludvig: Nej tak, jeg er faktisk mæt!

Hvornår blev vores lille musling til en stor dreng, der både kan svare for sig og mærke efter om han har plads i maven til frugt? Det er jo helt gak som tiden er gået stærkt. Det føltes som igår vi drønede til Skejby Sygehus, og jeg fødte 3610 g. slimet Ludvig, men faktisk er det snart 2½ år siden. Det er virkelig ikke til at fatte.

Faktisk er han blevet så stor, at jeg overvejer om han snart skal være storebror. En bebs mere står dog ikke øverst på Steffens ønskeseddel, så det kan godt være, vi skal vente lidt med familieforøgelsen. Nu er vi også lige kommet over den lidt kedelige tid med mellemørebetændelse, tigerspring, tandfrembrud og søvnløse nætter, og vi magter næsten ikke at skulle starte forfra. Og vi er jo så pjattede med Ludvig, at vi gerne vil give ham vores udelte opmærksomhed lidt endnu. Jeg skal også lige have overstået endnu et keglesnit inden jeg kan blive gravid igen, men to børn, altså; jeg er jo alene hjemme hver weekend når Steffen er ude og spille, og hvordan klarer man lige den?

Intet nyt er godt nyt

Ikke så meget nyt fra Besservej i dag. Heller ikke i dag. Det er arbejde og søvn og arbejde og søvn. Og røvet vejr.

Vi gør hvad vi ka'...

...for at løfte stemningen på sådan en røvsyg novembersøndag som i dag.