Forår - og nyt liv i bloggen

Cutie patootie

Jeg bliver nødt til igen at slå fast, at det altså ikke er med vilje at der sker så lidt på bloggen, men det er bare så meget nemmere og hurtigere at Instagramme, og vi tager efterhånden også kun billeder med telefonerne. Det er en forfærdelig vane, og det skal stoppe nu.

Der er jo nok af presserende emner at tage fat på; Ludvigs kommende skolestart, folkeskolens udfordringer, Severins manglende sprog osv. osv. Alle sammen emner, som I uden tvivl har siddet på kanten af stolen over de sidste par måneder for at få belyst, ikke sandt?

For at starte med det mest muntre, så er det med skolestarten noget vi glæder os meget til. Vi er så himmelråbende lykkelige for at have fået plads til Ludvig på BøF. Og specielt nu, med al den polemik omkring den ny skolereform, er vi glade for at vi valgte folkeskolen fra. Og dét er virkelig faldet nogle folkeskolelærer for brystet, skal jeg love for. Jeg tænker at den slags mennesker er lidt skrøbelige for tiden med deres ongoing lockout og sår'n, og at det er derfor de ser rødt når de hører om vores skoleplaner; så lad mig bare slå det fast én gang for alle: Vi har absolut ikke det mindste imod den danske folkeskole; vi synes bare, at BøF er et bedre valg for os. Slut prut.
Og i forhold til den ny skolereform, kan vi kun prise os endnu lykkeligere for at vi har valgt det private, for der bliver ingen tvungen heldagsskole dér. Det kommer fra hestens egen mund - altså Antorini, ing?

Mobilbilleder fra skolebesøget

For et par weekender siden var vi til hyggedag på BøF for at hilse på Ludvigs kommende klassekammerater. Det var også første gang Ludvig skulle se skolen indefra, så vi var alle meget spændte. Og Ludvig var vist tilfreds, for der var sejt legetøj i børnehaveklassen og sygt meget Lego, og computerspil og gulvvarme(!) Og vi voksne kunne også drage et lettelsens suk, for selvom vi slog en hånlig latter op da mormor spurgte om ikke friskoler er sådan noget med at sidde i rundkreds og slå på tromme eller danse en farve, så havde vi nok lidt på fornemmeren, at friskolerne er noget mere langhårede end de skoler vi selv har gået på, og man ku' jo godt lidt frygte at alt legetøj var af træ og kartet uld (no offense, Steiner-tilhængere. I kommer bare ud af 1890'erne når I er klar)

Og så kommer vi til det med skoletasker, for man skal have udstyret i orden når man sådan siger farvel til børnehaven og hej til mange års skolegang. Ludvig vil gerne have en skoletaske med Ninjago, Lego Chima eller Star Wars. Jeg kan ikke komme i tanker om noget grimmere end skoletasker med Ninjago, Lego Chima eller Star Wars. Til gengæld har jeg fundet en fin, lille en fra Danefæ og en fin en fra Ticket to Heaven, og har aftalt med Ludvig, at når han bliver lidt større, så må han selv få lov at vælge en skoletaske. For altså, de skoletasker der, de er jo kæmpe store på sådan en lille, mager dreng; og hvor mange bøger har man egentlig brug for at slæbe rundt på når man kun går i børnehaveklasse? Egentlig har Ludvig allerede en rigtig fin rygsæk, men jeg synes bare, at når man sådan starter i skole for allerførste gang, så skal man have sig noget nyt. Hvad har I andre i tanker om at købe?
Fortsættelse følger. Forsøg at udholde spændingen, hvem som kan.

Forårsagtigt vejr og ingen sne - det begynder at ligne noget!

Severin har fået dræn i ørerne. E N D E L I G. Efter næsten et år med konstant væske på ørerne, afbrudt af fire-fem mellemørebetændelser, har han omsider fået lagt dræn. Det bløder og flyder med virkelig klammo stads fra ørerne, men han er helt på toppen. Han har altid været en nem og glad dreng, men nu er han helt og aldeles tovlig glad. Forskellen er virkelig til at mærke.
Helt naivt havde jeg håbet på han ville vågne op fra narkosen og begynde at snakke, men så hurtigt går det selvfølgelig ikke. Han efteraber mange af vores ord, og udtaler dem rigtig fint. Bedst kan han li' at sige bus og traktor og far og Bob. Sidstnævnte går jeg ud fra er mig. Da Ludvig var lille, hed jeg Bo i en rum tid inden han lærte at sige mor. Som Justin Halpern skriver i 'Shit my dad says' The baby will talk when he talks, relax. It ain't like he knows the cure for cancer and just ain't spitting it out.

 Naturpatruljen på tur ved Frijsenborg Slot.

Ludvig elsker at være på ekspedition og lede efter dyrespor, og vi så både rådyr og fuglespor og uglefjer og harelort.

Vi har planlagt en tur til Legoland for Ludvig, men han ved det ikke endnu, for det er nemlig en overraskelsestur. Jeg så en video på YouTube, hvor en mor overrasker sin datter med en tur til Disneyland, og så tænkte vi, at det skal vi da også. Det bli'r så bare Billunds svar på Disneyland, ing? - men altså, you get the picture. I stedet for at forberede ham i god tid og tælle dage og 117 gange svare på hvor mange gange vi skal sove før end vi skal afsted, så bli'r det "Hvad skal vi lave i dag? Tage i Legoland? Okay, så kører vi nu!" Severin får lov at blive hjemme, for det her skal være Ludvigs dag.

Vi var i Legoland for knap to år siden, og lige siden har Ludvig snakket om at komme derned igen. Nu er det tilmed kommet ham for øre, at Legoland har lavet et Chima miniland, og eftersom han er vild med det nye Lego Chima, som jeg absolut ikke aner hvad går ud på, må vi naturligvis afsted. Nu var jeg endelig ved at have styr på hvem der er hvem i Ninjago, og nu er det så pludselig Chima, som er da shit. Jeg gi'r op. 

Farverige Experimentarium

Da Steffen skulle spille i København i sidste uge, var vi spontane og tog med.

Vi gik solskinstur i byen, så film og spiste slik på hotellet, sov længe og var en tur i Experimentarium. Kæft mand, det var hyggeligt1

Det er efterhånden en del år siden at jeg breakede the news for Ludvig, at julemanden altså ikke findes. Ludvig var skræmt fra vid og sans hver morgen når han skulle fiske sine kalendergaver ned fra væggen, hvor de hang på rad og række under et stort livagtigt julemandshoved. Han var hundeangst for ham, og det endte med at vi måtte sende et brev til julemanden på Grønland og på det bestemteste bede ham om ikke at komme med gaver til Ludvig det år. Ludvig ville slet ikke have noget. Og så var det at vi tog snakken, og fortalte at julemanden er en stor, fed løgn, som voksne bilder børn ind fordi det er hyggeligt og sjovt. For nogle.

Og nu har det så lige været påske, og jeg kom til at sige at påskeharen ikke findes; at en hare ikke kan lægge æg, og da slet ikke af chokolade. Og Ludvig troede ikke det mindste på mig. Faktisk troede han så lidt på mig, at da vi så den første påskehare i haven i sommerhuset, var Ludvig klar til at gå på æggejagt, og morfar og mormor, som ikke havde nået at lægge æg ud, måtte ud i en søfarklaring om at påskeharen kun lægger påskeæg om torsdagen; og da det så endelig blev dagen efter - og dermed torsdag - troede momse, hun ku' nå at gemme æggene for Ludvig uden at han opdagede det, men bedst som hun lå med enden i vejret og forsøgte at klemme æggene ind under traileren, kom Ludvig selvfølgelig om hjørnet og spurgte hende hvad hun lavede; og hun gav naturligvis bare påskeharen en hjælpende hånd fordi den var løbet tør for æg eller hvad ved jeg. Orv, hvor man strækker sig langt for at holde børnene for nar, hva'?

Klar til gåtur til vandet med farmand

Her til aften da jeg puttede Ludvig, spurgte han mig om det var rigtigt at man får penge af tandfeen når man taber en tand. Det havde han nemlig hørt ovre i børneren, hvor de første af kammeraterne allerede er begyndt at tabe pløkkerne, og så var han jo kommet i tanke om at han har to fine fortænder liggende i et plasticrør, fra dengang de blev slået ud i børnehaven, og mon ikke godt man kunne få et par håndører ud af dem? Nu er jeg jo fortaler for at bringe så meget realitetssans ind i billedet som muligt, så det piner mig lidt at skulle digte videre på den med tandfeen, men jeg synes simpelthen det er så synd for Ludvig, at han slet ikke har nogle øvre fortænder at tabe af, så nu prøver vi at lægge det lille plasticrør fra kæbekirurgen under puden i morgen aften, og hvem ved hvad der så sker...

Cliffhanger.

Naturpatruljen strikes again.

Ludvig og jeg brugte det sidste af påskeferien i sommerhuset på at sidde i skuret og rage museknogler ud af en masse uglegylp vi havde fundet

Vi skal til Malta om en måneds tid og er i den forbindelse i gang med at bestille pas til krapylerne. Det er jo nemt nu, hvor man kan ordne det hele på nettet og så lige daffe over på Borgerservice og få pasbillederne godkendt, frem for dengang man partout skulle ind på Politigården og være nummer 800 i køen.

I sidste uge var vi afsted for at få lavet pasbilleder. Det gik nemt med Ludvig - munden lukket, øjnene åbne, færdig bum. Og så blev det Severins tur...og vi havde nok lidt set det komme, for efter han har været ved ørelæge et utal af gange her på det seneste, har han udviklet en udtalt aversion mod fremmede mandspersoner - venligt stemte pasfotografer ingen undtagelse. Severin skreg og skreg, tudede og snottede, og efter at have forsøgt med først den ene og så den anden fotograf, måtte vi opgive ævred og gå hjem igen. Nu har vi forsøgt at lave et pasbillede selv. Jeg havde tilfældigvis et foto i annalerne af Severin, der spiller triangel, hvor hoved og skuldre er som politiet foreskriver, men munden er åben. Og nu er mit spørgsmål så, hvor stramt har de det mon nede på Borgerservice med børn med åben mund og polypper? Det er vel ikke den åbne mund, der afgør om man er en trussel for luftfartssikkerheden, vel?

Sådan her ser billederne ud. Går de mon an?

Billederne er lavet på en rigtig smart hjemmeside, der hedder billedid.dk, hvor man kan uploade sine billeder og få dem

rettet til i størrelsen så det opfylder samme krav som de professionelle fotografers pasbilleder.

Ludvigs pasbilleder kostede 149,- og Severins kostede lige præcis 0 kr. Sidstnævntes blev klart bedst. 

Og man undgår jo ikke at blive lidt ekstra jysk og nærig i det, når priserne på billederne overstiger prisen på selve passet; har jeg ret?

P.S. Mangler du babygear til drenge, så slå et smut forbi vores blogbiks (link øverst til høre på siden) hvor jeg har lagt lidt nye sager ud. Kom og køb, kom og køb!

Jul og BøF

  Tak for alle de fine bodyer, Louise! Der er ikke noget bedre end en kasse aflagt tøj

 

Jamen, så fløj december søreme også afsted. Om jeg begriber hvordan tiden kan rende så stærkt når nu vi gør alt hvad vi kan for at skrue ned for tempoet og lave så lidt som overhovedet muligt.
Vi har med vilje ikke julet særlig meget i denne måned. Altså, vi har selvfølgelig haft pyntet fint op, købt juletræ, set julekalender hver dag og spist masser af nougat og sår'n, men derudover ellers forsøgt at gå en stor bue udenom Strøget og Sallings forfærdelige røde julehjerter, (som de tilsyneladende nægter at skifte ud. Er det bare mig, eller har de haft dem sådan cirka for altid?), julefrokoster og julearrangementer her og der og allevegne, og al den stress og jag, det kan medføre. Det eneste julehalløj jeg var tvunget til at deltage i har været med til, var såkaldt julehygge ude i min egen børnehave. Altså, idéen er jo i teorien prisværdig nok, men at tvinge forældre hjem fra arbejde en tidlig fredag eftermiddag, for at de kan sidde som sild i en tønde på små, dværgtaburetter og drikke varm rødvin med müsli i, spise lunkne æbleskiver og forsøge at holde styr på deres fredagstrætte børn plus søskende, det er i min optik ikke ligefrem topmålet af hygge.

Billeder fra Instagram (navnet er vannorde, hvis I skal kigge med)

Severin er tilsyneladende lige vågnet, på vej i barnevognen eller i drømmeland på de fleste af mine billeder. Derudover er billederne fra Tony Matelli-udstillingen på Åros og fra krybbespillet i kirken, hvor Ludvig var en af de vise mænd fra Østerland

Så hellere gøre som de gør det ovre i Ludvigs børnehave; i hele december måned juler de igennem for hårdt og finder på alle mulige spændende aktiviteter - men kun for børnene; og de kommende skolebørn opfører et krybbespil i kirken, og her er forældre og bedsteforældre velkomne til at dukke op. Det er alt rigeligt, synes jeg. I år holdt de også en lille julekoncert, hvor Steffen og Mek Pek kom og spillede. Dét var til gengæld et arrangement, jeg gerne ville have været med til. Det havde vist også været en kæmpe succes, med mange glade, dansende børn - og så lige Ludvig og hans homies, som efter sigende havde stået med åben mund og polypper, og ikke helt fattet at Steffen var i børneren.

Og så blev det endelig juleaften og den forløb præcis som sådan en skal. En tur i kirke, dejlig mad, glade børn, gode gaver. Steffen og jeg havde aftalt, ikke at give hinanden julegaver. Hvorfor ved jeg egentlig ikke, for da det endelig blev gavetid juleaften, sad vi begge med en lidt flad fornemmelse over ikke at kunne give hinanden noget; så nu udveksler vi gaver i januar i stedet, og har desuden booket et spaophold på Gilleleje Badehotel. Hvornår trænger man ikke til det?

Flere billeder fra Instagram. I skrivende stund har jeg uploadet 468(!) billeder derinde,

så I kan nok forstå hvorfor jeg ikke har haft tid til at blogge, ja?
 

Jeg har ikke gjort særlig meget ud af mig selv siden jeg blev mor, og det er skam ikke fordi det ikke har været nødvendigt, men jeg har simpelthen ikke orket det. Jeg slæber stadig rundt på noget af det graviditetsflæsk, jeg ragede til mig da jeg ventede Ludvig, og mit hår ryger altid bare op i en kedelig hestehale fordi det er mest praktisk i forhold til børn og job. Når jeg en sjælden gang er ved frisør, vælger jeg bare den første den bedste, der har tid, og resultatet er tit herefter.
Jeg kommunikerer dårligt med den slags mennesker, frisører. En gang satte jeg mig i stolen hos en lokal Salon Klip og Krøl-type, og fortalte og forklarede ned i mindste detalje hvordan jeg gerne ville have mit hår, både i forhold til farve og klipning, og frisøren nikkede og smilede og lod til at forstå hvor jeg ville hen. Da jeg endelig sluttede talestrømmen, svarede frisøsen Ja, altså sådan lidt á la Line Baun Danielsen? Hvad? Nej, sgu da overhovedet ikke som Line Baun Danielsen. Jeg er 25, for filan! (...det var jeg i hvert fald dengang.) En anden gang havde jeg et billede med af Alexa Chung, og cyklede hjem som noget et barn havde klippet i. Jeg burde i virkeligheden bare undersøge markedet lidt og tage mig tid til at finde en god frisør. Det er det samme når jeg skal have lavet celleskrab. Jeg spørger ikke efter en bestemt læge, men får bare tid hos den der nu end er ledig, hvorfor jeg altid - altid - ender i stigbøjlerne hos en ung, mandlig turnuslæge med rystehænder og ringe erfaring.

Nyt hår - eller ny farve, i hvert fald

Nå, men det jeg vil hen til er, at jeg i dag har været ved frisør. Jeg valgte stedet fordi de var den eneste salon i nærheden, som havde åbnet, men min nye frisør og jeg taler tilsyneladende samme sprog, og hun var vildt sød og pæn og dygtig, så nu er det der, jeg bliver vandonduleret fremover, m'kay?

Vi har været til infomøde på Ludvigs kommende skole, BøF, og vi er helt høje over at vi har fået plads i en så fantastisk institution. Altså, vi kan slet ikke få armene ned over at vi er så heldige at bo i nærheden af så spændende en skole. Hverken Steffen eller jeg har gået på friskole/lilleskole, så vi har aldrig næret ønske om at vores børn skulle gå sådan et sted, men nu hvor vi har researchet på hvad det egentlig betyder at være barn på en lille friskole, er vi helt solgte. Altså, det der med at lege undervisningen ind, som er blevet så populært i folkeskolen de senere år, det er jo sådan set hvad friskolen altid har gjort. Da jeg fortalte mine forældre, at vi havde meldt Ludvig ind på BøF, var min mors første spørgsmål, om ikke friskoler er sådan noget med at sidde i rundkreds og tromme sit navn. Ha. Det er muligt at det var sådan lidt langhåret en gang, men nu er friskolerne altså blevet sådan nogle, som folkeskolerne kigger over skulderen, fordi man endelig har indset at det er umuligt at undervise 28 forskellige børn (eller hvor mange det nu end er, kommuneskolerne prøver at stuve sammen) på én og samme måde. Fedt.
Skolen underviser naturligvis i det de skal, men vægter samtidig drama, musik og billedkunst højt - lige noget for Ludvig. Noget andet, der også tiltaler os er, at forældrene ved indmeldelsen skriver under på at de vil deltage aktivt i barnets skolegang. At skolen ikke bare er et sted, man kan hælde sit barn af og hente igen en gang efter endt eksamen, og så er det forhåbentlig gået godt. Nej, man er med hele vejen og hjælper til og tager ansvar og løfter i samlet flok - og er derved også gode forbilleder for børnene. Arj, men jeg si'r jer, vi er komplet hjernevaskede af det sted. Elsker det!

Hverdagsglimt fra 8240

Vores blog er i øvrigt i det nye nummer af Vores Børn Plus. Mig som pædagog og Steffen som pædagogmedhjælper?! Ha. Det er mig, der er medhjælper og Steffen er musiker. Så er dét på det rene.
Ellers er det lille blogportræt fint, synes jeg. Det var spændende at være med til.

Vi er her stadig

 Ved Skæring Strand

...men den der Hollændervogn af en hverdag, den holder stadig ulovligt parkeret lige her midt i familien på Besservej, og besværliggør alt det sjove. Vi har simpelthen hverken tid eller fysisk overskud til andet end arbejde, spise, glo fjerner og så i seng.

Ludvig er 5 år og fem måneder, han samler på Ninjago og penge, er storforbruger af Fruit Ninja på iPhonen og makrelsalat, hader alt der rimer på løg og ostehaps, er som altid meget alsidig i valg af legetøj, og har netop omsat sine sparepenge til både en dødsøkse og en cheerleader-glimmerstang, vil gerne lære at spille banjo(!) og drømmer om at gå til madlavning, venter stadig på at de nye fortænder skal gro frem, elsker at remse navnene op på alle dommerne fra Vild Med Dans og holdt med Mitt Romney under valgkampen; men det var nu vist mest fordi det voldte for store problemer at udtale Bardak Bonamas navn. Han er verdens sødeste og artigste dreng.

Severin er 16 måneder gammel og altid glad. Han er en lille nisse med strutmave, som trisser rundt i huset og hiver ting og sager ud af skuffer og skabe, og efterlader sig en hale af madkasser, taperuller, legetøjsbiler, bøger og nips. Han kan sige nej og tak og brumme som en løve, han er altid glad og sjov, bruger masser af babytegn, som de tungnemme forældre ikke forstår, sover ofte til kl. 8, vinker til alle han møder på sin vej og kysser helst med åben mund. Hans yndlingslegetøj er en larmende politibil, som Ludvig fik da han skulle have lagt dræn, da han var på Severins alder. Den er gammel og slidt, og det eneste, der desværre ikke er gået i stykker på den, er sirenefunktionen. Severin elsker den. Kæft mand, han er kær, den lille pøllemaskine!

Min iPhone er spækket med superfede lydbøger til børn. Ludvigs yndlingshistorie er 'Mumi, Mymlen og lille My'

Af alle de fine instrumenter vi har i musikkufferten, er trianglen det eneste Severin vil spille tæve på. Så det gør han. Konstant.

Da Ludvig lige var fyldt tre år, skrev vi ham om til den lokale friskole. Selvom den folkeskole, Ludvig hører til, efter sigende skulle været ret god, så har vi ikke meget fidus til kommuneskolerne, og vi tænkte at det måske nok kunne være rart at have flere muligheder når det en gang blev tid til at vælge skole. Og den tid er så kommet nu.
Vi har hele tiden været begejstrede for friskolen, men så synes vi også det var lidt træls hvis Ludvig var den eneste i storebørnsgruppen, som skulle starte på en anden skole. Der er noget trygt i at kunne følges med sine venner fra børneren, så vi blev enige om at give folkeskolen en chance - lige indtil for et par uger siden, da der dumpede et brev ind fra friskolen, og så var vi tændte igen. Vi, de vægelsindede.
Vi besluttede at vi stadig var interesserede, og forleden fik vi et brev om at Ludvig var nummer ét på ventelisten. Skolen optager kun én klasse pr. årgang, og der er maks 20 elever i klassen, så der er rift om pladserne. Men altså, vi var sgu lidt slukørede da vi fandt ud af at Ludvig kun var på venteliste efter at have været skrevet op i så lang tid, men så skete det helt fantastiske, at skolen allerede dagen efter ringede og sagde, at én havde meldt fra, så nu er Ludvig optaget i børnehaveklassen. Jahuuu!
Godt nok orker jeg bare overhovedet ikke at Ludvig snart skal være skolebarn. Den tanke er på én og samme tid spændende og deprimerende; men han glæder sig, den lille myre, og vi har allerede været ovre på skolen og trykke næserne flade mod ruden for at få et glimt af hvad der venter os.

P.S. Er det ikke lidt mystisk at friskole og SFO koster det samme som SFO'en alene koster hvis man vælger det kommunale tilbud. Vildt nok, ikke?

Oldemonsters 88 års fødselsdag (Foto: Ernst van Norde)

Jeg får mega meget spat når Salling hænger sine store, grimme julehjerter op på Strøget inden oktober er omme, men jeg plejer som regel at besinde mig og ikke blive grebet af stemningen før end det rent faktisk er jul. I år har jeg dog ladet mig rive lidt med, og de første julegaver er allerede i hus. Spørg mig ikke hvordan det er lykkedes os at være så tidligt på den i år, men det føles faktisk meget rart allerede nu at kunne vinge af på to do-listen.

Til Severin har vi købt noget Duplo. Leg med tal, hed det vist. Han er ellers ved at drukne i Duplo, men vi anede simpelthen ikke hvad vi skulle købe til bebsen, der har alt; og et eller andet skal han selvfølgelig have at pakke op juleaften, så Duplo blev det.

Ludvig får den sædvanlige omgang Lego og Hero Factory, og af Severin får han de første tre sæsoner af Bonderøven på dvd. Ludvig er og bliver en lille nørd, som er vild med Bonderøven og Søren Ryge. Vi er blevet trukket igennem kilometervis af urtehaver og staudebede sommeren over, for Ludvig er trofast seer af DR Derude, og vi gør ham gerne selskab når den står på slow tv.

Lille smølf

I uge 43 var vi på dejlig, solbeskinnet og lidt forsinket efterårsferie på Samsø sammen med søde venner

Og tak til de af jer, der har været så søde at efterlyse indlæget Sommerferie - part II. Det er meget venligt af jer at vise interesse for vores staycation med minigolf og frituremad og festivalmusik; og indlæget er så småt på vej i trykken. Vi skal bare liiige forsøge at reminiscere hvad vi fik de tre uger i juli til at gå med. Det er jo hundrede år siden nu.