Jeg er et udpræget godt menneske, det mener jeg virkelig. Sommetider sætter min hjerne bare min forstand ud af funktion, og jeg udfører handlinger, som jeg på forhånd udemærket godt ved er fuldstændig tåbelige, men af en eller anden sygelig grund, gør jeg det alligevel. Og nu har jeg så gjort det igen.
Lørdag morgen. Manden, arving 1 og 2 samt fruen i huset sidder i vores grønne Familien-Danmark-grønne Ford Mondeo på vej mod Ålborg. Det er der i og for sig ikke noget naturstridigt i. Og så alligevel er det her filmen knækker. Havde vi nu været på vej mod shopping, cafétur eller vennebesøg, så havde alt været fryd og gammen, men nej. Vi har sat kursen mod lystbådehavnen og den kommanderende stemme på gps'en beordrer os til at dreje til højre om 300 meter. Jeg er ikke det store sejlermenneske, der er ikke gået en stor 49'er gast eller guld-firer roer tabt i mig. Faktisk bliver jeg søsyg af at gå ud på en flydebro og håndvask kan i svage perioder virke meget grænsesøgende. Men jeg er jo et udpræget godt menneske. Svigerforældrene vil så gerne have besøg i deres 36 fod lange kølbåd (hey, så I lige de maritime udtryk jeg slyngede om mig der) og hankønsvæsnerne i min verden drømmer om sommerdage i de indre danske farvande i et kæmpe familiært fællesskab. Så jeg har sagt ja. Naivt, sikkert. Åndsvagt, garanteret. Selvmorderisk, nærmest. Men jeg har kastet paraderne og er taget med.
Allerede ved første møde med kræet burde jeg have set faresignalerne bøjet i neon over de dobbelte sallinghorn. (Bemærkede I det lige igen, et meget sejleragtigt udtryk - jo, man har vel læst bøger.) Mine første minutter ombord bærer præg af tsunamilignende bølger i havnebassinet, så inden længe sidder jeg på en fortøjningspæl på havnen, mens de andre gør klar til afgang. Inden længe er vi på vej ud af havnen, og jeg føler mig faktisk ovenpå. Vi tøffer afsted for motor og jeg bræger selvsikkert noget om spilere, fendere og broflag. Men marinaen i Ålborg har ét stort problem, den ligger alt for langt mod vest, hvis man som vi skal en tur op langs den nyrenoverede havnefront i øst. Broen. Eller det vil siger broerne. For der er to af dem. Først en gammel jernbanebro og dernæst selve Limfjordsbroen. Og der knækker filmen så for mig.
For man skal så også ligge i kø for at vente på at sådan en bro åbner sig. Så vi cirkler om os selv og bliver gud ved hvor mange gange passeret af den ene har-I-set-min-røvdyre-motorbåd efter den anden. Sådan nogle bastarder laver bølger. Bare IKKE fedt, når vi i forvejen drejer rundt, vel?? Og så er det min krop sætter ud. Den holder off-knappen nede de famøse 10 sekunder og lukker så ned. Ingen forbindelse, ingen kontakt. Øver mig på at lade som om jeg er helt alene i verden. Det går IKKE. Jeg kampfryser i takt med at sveden hagler af min krop. Det er absolut håbløst at holde mine sorte kendt-med-de-kendte solbriller på næsen, de sejler op ad åen i mit eget sved.
Her træder svigermor i karakter og spørger insisterende svigerfatti, hvor nærmeste kajplads er. For Mette ser ikke så frisk ud. Neeeeej guuud, istemmer min gemal. Hun er da blevet noget guacamolegrøn i roen. Men kajpladser for lystsejlere er ikke ligefrem det, der er flest af i Ålborgs industrikvarter. Så vi må improvisere og inden længe smider jeg mig i bogstavligste forstand op over en betonkaj, styrer mod skyggen af den nærmeste lagerhal og falder slatten om og stønner, at mine dage er talte. De andre diskuterer, hvad de skal gøre ved mig. På et tidspunkt sidder arving 1 ved siden af mig, som man ser trofaste hunde vogte deres døde ejere i gamle amerikanske film. Svigermekanikken har hentet havehynder og uldtæpper til mig, og ægtemanden assisterer med det han nu er bedst til: Våde vaskeklude til min pande.
På et tidspunkt hører jeg skridt ved siden af mig. Overvejer seriøst om det er Vorherre der er kommet efter mig, men ved nærmere eftersyn viser det sig at være svigerfar som beordrer mig til at stå om. Jamen, så brækker jeg mig, klynker jeg. Men det er han ligeglad med. Op skal jeg, for så vil jeg få det bedre. Halvt op på den ene arm går det så galt og jeg ørler som en anden teenager i Jomfru Ane Gade. Forsøger at se, hvor meget jeg har ramt sviger og hvor meget jeg har ramt mig selv. Opgiver, da anden bølge er på vej. Dernæst får sviger mig til at flytte mig. Mest for at jeg skal slippe for at ligge i mit eget bræk. Hvilket så resulterer i, at jeg leverer en gang til. Og en gang til efter næste flytning. Derefter kommer han med servietter til at pudse næsen og forsøger at muntre mit lidt op ved at spørge til mine studiedage i Ålborg.
Jeg har meget ondt af mig selv. En ting er at være hundesyg. Noget andet er at brække sig på svigerfar. Resten af dagen forløber i en stor tømmermandsagtig tåge for mig. Får med jævne mellemrum sendt nogle mindre pæne gloser i retning af folkene omkring mig, når de forsøger at få lidt liv i mig, mens jeg egentlig bare har mest lyst til at lide i fred. Turen hjem til Herning og omegn er godt nok lang, når man ikke kan bevæge sig, ej heller dreje øjnene i ens hoved uden at skulle ørle. Længe leve Mariekiks. Jeg siger jer: Der er stor forskel på asfalt på de danske landeveje. Noget af det svupper. Og jeg ved så også, at kroppen er længe om at fordøje kebab.