Viser opslag med etiketten Løb. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Løb. Vis alle opslag
onsdag den 11. juli 2012
Den store klinges ædle betvinger.
Sommetider har man bare for meget tid. Jeg har i hvert fald. Eller også går tiden bare for langsomt. Sådan føler jeg det, når jeg sidder på motionscyklen og bare træder rundt og rundt. Jeg vil løbe. Løbe langt. Men læge og ledbånd er ikke enige. Overhovedet ikke. Hørte noget om hvile. Overhørte noget om ro. Sådan et ledbånd gror da sammen af sig selv, brokker jeg og tramper i pedalerne som en lille sur fem årig. Og det er så her, der er for meget tid. Til at sætte ord sammen. Og lege.
"Det er smukt, feltet, som een stor muskel, der banker gennem det gule hav. Se hvor smukt hun sidder på cyklen. Selv når hun står op. Ikke smuk stilisme, men effektiv. Nærmest som en robot, stirrende, trampende, bankende. Hamrende hård varme. Som at stikke hovedet hen over et bål. Det er sejt, det er stejlt. Hun viser her sansen for format. Den gule trøje, de hvide tænder. Den mørke muskel er virkelig lukket op nu. Som en lang lunte på vej mod eksplosion. Fremad - stormer fremad. Som en bøffel mod et vandhul. Smaskende i sin tidstagning. Feltet er trukket langt, langt ud, her, hvor det kører gennem endnu en by...med meget, meget smukke....blågrå tage...og kirker. Og er fremme sidder hun - den store klinges ædle betvinger.
Findes der noget smukkere end genoptræning??? Ja!
fredag den 29. juli 2011
Blandede bolcher
Så fantastisk løbetur i dag at jeg måtte stoppe undervejs og tage et par billeder. Himlen milehøj og uendelig blå, en blid brise i trætoppene og vinden i ansigtet. Om det var vinden eller min elendige form, der gav røde kinder, skal jeg lade være usagt.
Og så har jeg været på indkøb. To nye krus i look-a-like plastik i de skønneste pastelblå/grønne nuancer. Og en bog der vidner om efterårets snarlige komme. Glæder mig til at tage begge dele i brug.
søndag den 3. april 2011
Søndagsliv
Vinteren går på hæld og overalt udenfor står foråret på spring. Så fantastisk at ord er for små og stille. Hængepilen har fået fine små hvide knopper, inden længe efterfulgt af det blødeste bløde. Vintergækker, krokus og selv blå anemoner er dukket op i krat og skovbund. Det kan kun blive godt. Med forårets kommer siger vi samtidig farvel til en af vinterens klassikere. Her hos os har vintersøndagene budt på langsomme simreretter med saft og kraft og smag. I dag tager vi vinterens sidste.
Osso Buco - kæmpestore og mange af dem. Omend klokken syv er en anelse tidligt at kokkerere på en søndag, så er det det helt rette tidspunkt. Knudemanden sover endnu, ungerne stener til morgenkanalen og er endnu ikke fløjet i flæsket af det samme stykke legetøj. Eller hinanden. Og jeg har lidt tid til i ro og mag at få gang i gryderne. Hakke vinterens sidste grove rodfrugter. Snitte køkkenets mest uundværlige ingrediens; hvidløg. Og spæde op med hvidvin. Hvilket normalt ville have givet anledning til lidt småsipperi, men dog ikke klokken syv om morgenen.

Allerede nu dufter hele huset af mad - og det kommer det til længe. For i dag står den på langsom mad. Stille mad. En stilhed som i hverdagen kan være svær at finde. Måske det er det, vi skal lære af vinterens mad. Ro og langsomhed.
Senere i dag skal jeg hakke kød. Til ugens pitabrød og lasagne. Måske vi skal i haven. Måske jeg skal løbe. Ja, jeg skal løbe. Har udfordret mig selv på det groveste. Men mere om det senere. En teaser kan I dog få. Det involverer 21 grusomme km. Men først til efteråret. Nu kalder foråret.
mandag den 14. marts 2011
Kage og kvindeløb
Har lige tilmeldt mig Alt for Damernes kvindeløb sammen med en veninde. Så derfor må det være tid til at vise noget kage. ;-) Hermed følger to dåbskager lavet til en anden veninde i januar. Den ene med lyse bunde, hindbærmousse og tobleronecreme. Den anden med mørke bunde og fyld af limemousse og hvid chokoladecreme.
Hvem var det, der snakkede noget om at løbe???
lørdag den 24. april 2010
Det blev ikke lige til de fabulous Ilse J-støvler, som jeg har gået og sukket efter, men til en meget mere nede på jorden fodformet husmodermodel. Hvad man dog ikke må gå igennem når man har for brede fødder til drømmestøvlerne. Kan I høre jeg synes det er bare lidt synd for mig???
Abonner på:
Kommentarer (Atom)