Er det normalt at besøge lokale pensionistbazarer, kigge på deres uheldige produkter. Spise halvkolde købe æbleskiver, drikke meget meget sort kaffe og spille amerikansk lotteri, med lodder til 2 kr.? For at gå hjem med den grimmeste alpeviol som gevinst.
Tanken strejfede mig, da L. og jeg besøgte netop sådan et arrangement i går. Vi nød begge at se de gamle smile over at vi var der, hyggesluderede med et par af dem (mest L.), forsøgte at sludre med vores bordherre over æbleskiver, men opgav, da han ganske enkelt ikke kunne høre hvad vi sagde og var mere optaget af at følge lotteriet, på trods af at hans lodder var udløbet..
Er vi gamle før tid? Er jeg gået i stå, her i provinsen, når jeg syns bazarer, loppemarkeder, genbrugsbutikker og film i biografen før kl. 19.00 er federe, end byture, koncerter og andet kultur?
Ganske vist. For nogle år siden, ville jeg have forsøgt at ændre det. At være "tidsvarende", og kaste mig ud i de aldersvarende aktiviteter. Men det gider jeg ikke længere.
Jeg begynder at acceptere, at en 'tur til byen op og ned af gågaden', er lig med en eftermiddagslur, fordi alle indtrykkene fylder mig helt op. Lydene, menneskene, samtalerne og de visuelle oplevelser.
Jeg nyder de stille ting. Nørkleriet med stof, træ og DIY. En gåtur til den lokale genbrugs, eller når det skal være vildt, genbrugsbutikkerne i Bogense, Middelfart eller Odense. Besøget af en god ven til kaffe, tussen rundt i haven uanset årstid, byggeriets faser, samtalen med bibliotekaren, postbuddet og naboen der lufter sin hund. Min hjerne har små fine rum, til den slags oplevelser, hvor lyden, synet, og lugten lagres.
Men af og til kan jeg godt undre mig.