Lægedame og jeg var begge positive.
(Velkommen)
I dag var jeg til forsamtale. Hos 2 damer. Sygeplejersker, nu psykoterapeuter. Vi (mest jeg), talte 45 min. The usual shit. "Hvad er det der gør at du nu sidder her hos os"?
Barndom, følelsesliv, forventninger. Krydret med gode spørgsmål fra dem a la:
- Mon ikke din bror også har noget borderline?
(WTF, får vi grupperabat eller hvad hvis han har?)
- Er det en pigekæreste du har?
(Nej, jeg dater normalt ikke børn, gør du?)
- Har du prøvet drengekærester?
(Har du prøvet at bolle kvinder?)
- Du skal ikke vise din kæreste den opgave du skal lave, det er mellem os og dig
(Det skal jeg så måske nok selv styre og jeg ved godt at det terapeutiske rum fungerer bedst hvis jeg ikke blander kæresten ind, men dont tell me not to).
Det blev gjort klart, at de de tilbyder er gruppeterapi. De har 14-15 af dem. Grupperne. Der er venteliste og når der er plads bliver jeg matchet, så jeg ikke kommer i unge, anoreksi eller gamle gruppen.
Det vidste jeg godt. Det med grupperne: Jeg har ikke gode erfaringer med grupper, men jeg prøver det der er - for jeg vil gerne have de bedre. De forsvarede grupperne, og jeg sagde at jeg godt forstod, at det skal afspejle virkelige relationer .
Jeg fik lektier til næste forsamtale.Skriv om dine følelser og tanker i forbindelse med barndom og opvækst
Hvordan fungerer du .....osv.
Det skal sendes til dem inden næste gang, som er om 1 måned (ja, de har ventetid, hvilket blev pointeret, som i uhh vi er travle). Næste aftale blev lavet mellem de to, mens jeg sad der - klar med min kalender - men uden at blive spurgt, om jeg kunne.
Jeg havde givet op på det tidspunkt. Skrev tiden ned, sagde pænt farvel og gik. Jeg magter ikke gruppeterapi. Jeg er lige glad med at det afspejler "Hvordan vi ellers fungerer og lærer i samfundet". Jeg har ikke lyst til at blive presset til vrede og frustration af mig selv og bryde sammen eller se andre bryde sammen i grupper. Ikke presset af andre, men af mig selv, fordi jeg BLIVER vred, irriteret, ked og frustreret i grupper. Men når jeg ikke kender dem, ikke er tryg og ikke ser formål med dem (som ved venner og familie), kan jeg ikke lukke det ud. Blive vred - så går det hele ind af og det gør ondt.
I morgen er måske bedre. Men lige nu, er følelsen nej tak til psykoterapeutisk afsnit.
Jeg kunne ikke lide at være der. Jeg følte mig ikke set, hørt uden at kunne sætte en finger på hvorfor. De var høflige, venlige, 2 sygeplejerskedamer nu psykoterapeuter.
Har du erfaringer med gruppeterapi og skal jeg bare lukke røven og komme i gang og skrive de 41 sider de beder om?