en dag af gangen

Dagene klares med dybe vejrtrækninger. Forsøget på at dele tanke- og aktivitetskaoset i de 4 kasser; mor/sygdom, arbejde, salg af freaking campingvogn og mit liv med L.
Det sidste bøder for angsten, nervøsiteten og det sitrende energi der præger de 3 første. Heldigvis er hun her endnu. Også selv om hun er taget nordpå i dag for at tanke om med DHL, familie og venner. Hun er fin. Jeg er heldig.
I morgen, skal jeg mødes med min læge. Vi skal tale. Jeg har brug for hjælp til at navigere i dette følelsesmæssige kaos, jeg lige kan klare ved hjælp af løbeture, fast medicin og lidt ekstra. Jeg har brug for noget mere langtidsholdbart, det føles som en tikkende bombe; nervesystemet. Det føles ikke som kvalitativt liv i disse dage. Det føles som overlevelse. Dagligt.

Uden hende, der giver mig lov til at spasse ud, gå i seng kl. 07.30 mens hun ligger ved siden af med tv og spindende kat. Uden hende, der laver de fleste måltider fordi....det virker meningsløst at lave mad. Uden hende, der stryger mig over kinden og lader mig være håndsky og alligevel blive. Uden hende fatter jeg ikke hvordan jeg overlever.

Hun kan ikke tage den væk. Smerten, dybet. Det dragende dyb, der lokker med evig søvn. Det skal jeg selv. Håndtere og rumme den. Lige nu skal jeg bare overleve, én dag af gangen. Hvor ingen ved, at der er sort indeni, ingen andre end hende og de nære venner. Som jeg alligevel ikke tør tegne den nuance sort for, der har lagt sig over mig.

En dag af gangen. Jeg ønsker mig en dag med forløsende gråd.