Vi har været hårdt spændt for det sidste år. L. og jeg. Begge to. Vi har erkendt, at vi har brug for lidt hjælp. A leg up, som de siger derovre. Der er hjælp at hente, både fra min hottentot psykolog (hun ligner en), fra Livs familie og fra venner der lytter.
Så længe jeg græder er jeg ok. Gråd forløser, gråd befrier. Aggression, irritation og indestængt vrede slider.
I morgen bliver jeg 40. Min mor og far ringer ikke. That's a given. Derfor tårerne de sidste dage. Vejrtrækningen der har været svær. Smerterne i brystet. Hukommelsen, hvor der ellers har været pænt plads til forbedring, husker knivskarpt at for et år siden gik kræftmøllen igang. Min mors dødsmølle. Samtalerne. Sygdommen. Behandlingen. Midt i min fødselsdag og L.s længe ventede hjemkomst fra Australien.
Et år på standby. I brandsluknings- og akutmode.
Det husker hukommelsen godt. Den hjælpes godt på vej af at en venindes mand sidste uge fik kræft. Så jeg taler igen, næsten dagligt, om behandling håb og krise.
Det er derfor jeg ikke har fødselsdagsfest i haven med kulørte lamper, selv om den har været planlagt i flere år. Derfor bliver det "blot" de fine nære, haven, lysene og kagerne. Morgenbadning med bedste-lebbe-veninden. Formiddag med sol og alene i haven og eftermiddag med brormand og de fine. Fordi håbet kun lige er begyndt. Håbet og lysten. I små fine bidder.
På lørdag flyver jeg alene til Skotland for at besøge venner, gå ture med lånt hund og for at få noget input. Fra den store verden, der drejer så fint (videre).
Jeg skal nok blive ok. Jeg savner min mor, men jeg skal nok blive ok.
Odense Universitetshospital aug. 2011