Min egen tissemand og lidt om kræft

Dagen i går gav noget forløsning. Min bror tog ned til moderdyret for at 'sort it out', med nye indkaldelser, kopi af journal og for at hjælpe i hendes desperation.
Det viser sig, at det smertestillende hun får for at lungen skal hele, har bivirkninger af desperation og fortvivlelse. Det viser sig, at der er kræft i lymferne og at hun skal have både kemo og stråling.
Det viser sig at hun selv har formået at bestille transport, til den samtale i Odense mandag, hvor vi vil blive informeret om forløbet.

L. og min bror tager med. Det er win-win for alle. Min bror kan samarbejde med L. der ikke har følelserne ude på tøjet som jeg. Min mor afviser ikke L. Min mor skal ikke forsøge at hjælpe mig eller jeg hende. Heldige mig. Jeg kan gå på arbejde og har en kæreste, der tager over for den dag.

Sluttede dagen med lægevagt og penicilin. Tjørnehækken gik til modangreb (igen), da jeg skulle klippe og tynde ud og min pegefinger er nu på størrelse en teenager-tissemand (!) og kan ikke bøjes. Av. Men peanuts smerter ift. de følelsesmæssige der har præget denne uge.

Hård nat

Jeg er splittet mellem at tie, skrive med falsk optimisme, eller give det lige ud af posen. I ved jeg vil vælge det sidste, for ellers er denne blog en narref....sut.

Mine rutiner, nu hvor jeg officielt er sygemeldt pga. operation af 2. og sidste håndled, men i virkeligheden kæmper med mine dæmoner, er små. De indebærer ganske ofte en morfar, uden at jeg har problemer med at sove om natten.
Ikke i går. Jeg kunne mærke, gennem eftermiddagen og aftenen, at spændingen (ikke den gode slags), byggede sig op og jeg 'låste' indeni. Det hjalp, da jeg efter 4 mdr.s pause, tog en lille løbetur i minus 10 grader. Alligevel byggede det sig op indeni. Jeg vidste, at det ikke ville hjælpe at lægge sig ned og forsøge at sove. Den eneste mulighed, var at slukke for tv'et og mærke smerten, hvilket jeg belejligt og i panik udskød til kl. 00.45, hvilket er 3-4 timer senere end ellers.

Så gik der hul. Jeg satte en sang på computeren og fik fat i klumpen inden i. Smerten, og tårerne strømmede ud, med lyd på. Panikken genererede alle tårerne, al angsten, al håbløsheden og jeg er igen løbet tør for kleenex.
Tårer vasker rent? Tårer er forløsning? I mit tilfælde ja. Også selv om jeg forsøger at undgå konfrontationen med mig selv, til der ikke er anden udvej - først der giver jeg slip, fordi der ikke er andre acceptable muligheder.
Jeg faldt i søvn, til sidst. Katten var bekymret.

Jeg ved det ikke er slut, der er mere derinde. Mere der skal 'tages af'. Giv mig styrke.