Stadig sporty

Ellers er der ikke så meget mere i hatten. Er hudløs. Kører efter bevidst rutine bestående af stå op, gå i bad, gå på job, cykle/løbe, tude og tale med ven. På 4 uge. På 31. dag. Jeg mærker endnu ikke nogen ændring af savnet og sorgen, det skulle lige være en forstærkelse. Hvis der er noget jeg kan stole på, er det mine følelsers styrke og dybde. Godt når det er godt og tough når det er tough.

Har tonsvis af stuff jeg kunne/burde hvad angår huset, uddannelsen og udflugter. Det bliver ikke til det store. Weekenderne virker længere end ellers selv om dagene er kortere? Fik samlet 20 km under løbeskoene i går, udelukkende ud fra at 2 timer skulle skæres af lørdagen. En lørdag hvor der var fest i storbyen, hvor jeg vidste mine ølejr-venner var, men også ex-kæresten. Det slog mig ud. Tanker om at nogen syntes videre, nogen er helt færdige med mig. Mens jeg ikke syntes så langt endnu. Langt fra.

Så veninde og jeg besluttede at der skal vi ikke hen. Endnu. Festen kommer hvert år, og i år er det ganske enkelt for sårbart for os begge, så vi blev hjemme. Trodsede impulsen til at "Tadaaa...er her fest?"-overraskelse. Talte i stedet i telefon om alternative boformer, familieformer og weekend besøg. Og så løb jeg den tur.

Aftenen skulle overståes, trods tanker om savn, jalousi, fortid og fremtid.

Frygter at det aldrig holder op. Det frygter jeg altid når jeg er på dette sted. Hvilket logisk set må betyde, at det gør, for ellers ville jeg ikke kunne sige "når jeg er på dette sted". Men gud i himlen jeg syntes relationer er dyrekøbte. De intime af slagsen. Jeg syntes mine følelser er lidt store til denne efterhånden lille krop. Har altid været det - og da jeg ikke har en "konto", hvor de gode dage opbevares og lagres følelsesmæssigt - ryger jeg hurtigt i minus, når jeg rammes på kærligheden.

På toppen af Arthurs Seat, Edinburg, August 2012

en dag af gangen

Dagene klares med dybe vejrtrækninger. Forsøget på at dele tanke- og aktivitetskaoset i de 4 kasser; mor/sygdom, arbejde, salg af freaking campingvogn og mit liv med L.
Det sidste bøder for angsten, nervøsiteten og det sitrende energi der præger de 3 første. Heldigvis er hun her endnu. Også selv om hun er taget nordpå i dag for at tanke om med DHL, familie og venner. Hun er fin. Jeg er heldig.
I morgen, skal jeg mødes med min læge. Vi skal tale. Jeg har brug for hjælp til at navigere i dette følelsesmæssige kaos, jeg lige kan klare ved hjælp af løbeture, fast medicin og lidt ekstra. Jeg har brug for noget mere langtidsholdbart, det føles som en tikkende bombe; nervesystemet. Det føles ikke som kvalitativt liv i disse dage. Det føles som overlevelse. Dagligt.

Uden hende, der giver mig lov til at spasse ud, gå i seng kl. 07.30 mens hun ligger ved siden af med tv og spindende kat. Uden hende, der laver de fleste måltider fordi....det virker meningsløst at lave mad. Uden hende, der stryger mig over kinden og lader mig være håndsky og alligevel blive. Uden hende fatter jeg ikke hvordan jeg overlever.

Hun kan ikke tage den væk. Smerten, dybet. Det dragende dyb, der lokker med evig søvn. Det skal jeg selv. Håndtere og rumme den. Lige nu skal jeg bare overleve, én dag af gangen. Hvor ingen ved, at der er sort indeni, ingen andre end hende og de nære venner. Som jeg alligevel ikke tør tegne den nuance sort for, der har lagt sig over mig.

En dag af gangen. Jeg ønsker mig en dag med forløsende gråd.

Obama got Osama

Pudsigt ordspil Obama/Osama. Det volder også diverse nyhedskanaler problemer

Som ofte fyldes jeg med følelser når den slags sker. Jeg læser om folk der jubler. Jeg jubler. Jeg læser om folk, der protesterer over manglende rettergang. Jeg protesterer. Jeg ser folk i nyhederne, der græder og mindes 9-11. Jeg græder. Jeg ser folk, der bliver helt stille. Jeg bliver helt stille.

Hvilke af følelserne er mine? Ingen? Alle?

Jeg har ingen aktier i Osama/Obama Bin Laden. Jeg stoler hverken på Al Quida, amerikansk eller dansk politik. Jeg tror på sandhed, og jeg er bange for at sandheden, den hele sandhed er svær at få i mediernes dækning. Om det er medierne eller deres emner der er usandfærdige er en helt anden debat. 

Hvad jeg har aktier i, er følelser. Virkelige følelser. Så når mennesker på tv græder, jubler eller protesterer, kommer mine følelser op til overfladen. Jeg sympati føler. Mine følelser hægter sig på de andre menneskers følelser og jeg græder, griner og raser. 

Det er ikke smertefuldt. For jeg ved, at alle mine følelser er sande. De er i mig. Måske ligger de gemt fra en personlig oplevelser hvor jeg ikke fik forløsning, måske blev de brugt dagen før i en anden situation. Og min smerteskala for følelses-av er næsten grænseløs.

Så spørg mig ikke hvad jeg mener, for hvad jeg mener udspringer af mine følelser, og lige nu har jeg dem alle hvad angår Osama og Obama fætrene.  

Nothing to see here...

Her er så stille nu. Efter at jeg er begyndt arbejde, er der stadig ikke meget energi i posen og bloggen lider. Mine kommentarer hos jer andre lider. Undschuldugung.

Jeg læser jer. Det gør jeg virkeligt og får også af og til knyttet en halvfiltreret kommentar igennem. Husk mig venligst for min velformulerethed og døm mig ikke på det i denne periode usorterede og grænseløse (i mean well). Eller de dårlige jokes og film.

Jeg glemmer. Jeg glemmer, at det at arbejde er risiko for nederlag. Helt uproportioneret nederlag over minimale detaljer. Ting andre glemmer efter 5 minutter, men som hos mig sidder i kroppen timer og dage efter. Jeg havde sådan en oplevelse i går. Blev mildt tilrettesat, begrundet, måske lidt voldsom reaktion fra modparten, men ...fair nok - jeg var angiveligt nummer 15 der havde begået fejlen at afbryde noget der blev vurderet som et møde, men som jeg hidtil i denne organisation kun har kendt som "Lukket dør - kom bare ind". I hear you.
Det der var anderledes, var at jeg i sekundet det skete vidste - AV, det her optager min sind og mine følelser helt ude af proportion. Det her kommer til at gøre mig ked af det. I sekundet, siger jeg. Kæmpede straks med følelserne skam og skyld kontra "du er dum er du og kan ikke lide mig". Pænt flankeret af følelserne fætter "du er et nul" og kusine "fuck du er åndsvag" I hate you, you dont want me.

Så point til mig over at jeg kunne sætte ord på det. Jeg kunne ikke stoppe det, ændre reaktionen, men jeg kunne erkende at det skete. At det var der. I sekundet. Klap på ryg for det. At jeg så løste den indre konflikt mindre modent og i stedet for at konfrontere modparten "Hey du, fair nok, men det plejer ikke at være sådan", lavede en Maude, fuldt påklædt for derefter at spise til jeg fik ondt i maven. Shit happens.

I dag har jeg passet min pc skærm. Surmulet på modparten, men vist velvillighed og holdt lav profil. Måske i morgen er der hvor jeg siger, hej Chef, du - sorry men jeg er nødt til at påtale det, for at jeg ikke vender mig fra dig.

U see?

Øjebliksbilleder

Hånden arter sig. Eller nærmere håndleddet, der blev snittet op, arter sig.

 Jeg kan nu se frem til 4 uger herhjemme, med rehabilitering (man er vel ergoterapeut) - og til at give tankerne og følelserne plads og luft til at manifestere sig. Komme ud af skjulet. Følelser hos mig fylder. Meget. Af og til uforholdsmæssigt meget i forhold til en almindelig hverdag.

Så en time-out,  pga. håndled, er en kærkommen pause til at lade tanker og følelser få plads. Fylde det de gør, inden jeg igen skal være 'den normale' på job.

Tanker om de sidste 2 år, hvor jeg er gået fra lejlighedsejer i byen til husejer i liguster-fascist-pastel-helvede, fra stærk-kan-alt-attitude-single, til hvordan-gør-man-det-kæreste, fra den der var den sarte og mærkelige, til  hende der  ved hvorfor det er sådan, og nu arbejder mod følsom, intuitiv og påvirkelige og håber at blive stærkere af det.

Mine håndled har givet mig den gave, ved at sige fra. Man får det man har brug for.

Ligner jeg måske en fisk?

Lørdag morgen. Kl. 05:30. Mig, i bil, på vej til Flyvesandet. Kaffe i kopholderen, nutellaklapsammen i hånden og en kæreste der snuer hjemme under dynen.
Flyvesandet (FS). Et smukt sted på Nordfyn, der er SÅ anderledes, end det hav og vand jeg er vokset op ved, det sønderjyske ved Flensborg Fjord.  Eller mit yndlingsfiskested, Nyborg færgehavn, der er som en stor fiskedam.
Naturen ved FS virker forhistorisk, rå, ubarmhjertig og med en blanding af gold og frodig.
Lørdag var en kold morgen. Missionen var: Fisk. Gerne lidt hornfisk til blog-veninden og en lille bitte trutørred, til aftensmaden.
Resultat efter 2 timers traven op af stranden i strid blæst. Nul og niks fisk. Kolde knogler og forblæst hår (må have langt igen, der kan stoppes i elastik).
Sikkert tilbage ved bilen, dagens fangst: 3 garvede Nordfyns fiskere, der fortæller mig, at stedet er rigtigt nok. Det er her de fanger noget, når de fanger noget.
Godt så.
På vejen hjem, et kig forbi blog-veninden til afhentning af squaaaash-, tomat-, og salatplanter. Og de dejlige økologiske æg, der smager vildt bedre end Nettos.  Lavendel. En finurlig lille hjertevarm dame, jeg egentlig ikke kender særlig godt eller længe. Men hun er fin, og hun kan 1.000 ting, der er værd at lære og høre om. Om det føles godt. At kende hende. Sådan er det bare nogen gange.

De 4 dage der er gået. Mange projekter er blevet færdiggjort, trods regn.

Indeni er en anden sag. Jeg har det svært. Jeg kæmper med gamle nisser. Om at elske og blive elsket. Om at kunne finde ud af, at have det godt. Om at tillade en anden helt tæt på, uden at miste mig selv. Om ikke at miste grænserne, når en andens behov er lige ved siden af mig.
Fuck, det er som at være i følelsesmæssig børnehave. Igen. Jeg har før givet op. Ganske ofte endda, vil nogen sige, for at slippe for smerten. Rastløsheden, uroen, ked-af-det-heden. Men jeg har trænet til halv marathon, så kan jeg vel for helvede med tiden lære det, jeg ikke lærte hjemmefra. At blive elsket og elske, uden at prisen er ens egen eksistens. For helvede.

Overskriften? Hentyder til at jeg godt kunne have undværet alt det vand i går.