To believe or not to believe

At tro eller ikke tro på diagnoser

Da jeg gik i terapi, gik jeg hos en terapeut, der ikke troede på diagnoser. Min svigermor tror ikke på diagnoser og følgeligt har min kæreste heller ikke troet på dem.

Jeg er selv ved at blive mere og mere bevidst om, hvad en diagnose betyder for mig. Da jeg for et år siden opsøgte hhv. min egen søde læge og min tidligere terapeut, for at få en diagnose, var det ud fra devicen, at bruge den konstruktivt. If i have it, name it.
Det er én sag, af slås med sig selv, at mærke langtidseffekten af et svigt i en tidlig alder, at almindelige situationer og events, for mig kan blive kæmpestore, at jeg ofte vælter.  Men at tro det er fordi jeg er "fucked", ikke gør det godt nok, ikke er intelligent nok eller endda plain dum - det er en ekstra byrde.
En ekstra hammer, et unødvendigt ord. Min tanke var og er, at ved at kalde en spade for en spade, at fjerne skammen, at minimere mine muligheder for at slå mig selv i hovedet. At blive bedre til at begrænse angsten for angsten.

At kunne sige. Ok, nu reagerer du sådan og sådan, men det gør du fordi.....og derved tilgive mig selv, drage egenomsorg, beskytte mig selv. Bruge mine ord, til at fortælle mig selv og andre, at jeg reagerer sådan fordi sådan og og sådan, i stedet for at lukke ned, lukke af, isolere mig, føle mig dum. Specielt det med at føle mig dum og utilstrækkelig.

De sidste uger har jeg følt mig hudløs, udløst af min arbejdssituation.  Jeg er røget ind i "borderline" -spiralen. Et udtryk jeg fandt i noget nyt teori for mennesker med mine problematikker. En for mig præcis beskrivelse af, hvad der sker hos mig i forhold til forsvar og mangel på samme, den tankemæssige selvdestruktive spiral, der er smertefuld og som belaster min krop og min sjæl.

Hvis det så betyder, at jeg kan puttes ind under en diagnose - så er jeg blot taknemmelig for at der findes ord. At nogen har brugt tid og energi på at hjælpe mig med at finde en forklaring, der tilgiver mig. Hjælper mig med at finde de ord, jeg ikke selv har, når følelserne tager over og lukker mit system ned. De følelser der fortæller mig, at det aldrig bliver bedre, at jeg kun kan fejle at jeg kun kan kæmpe og kun lige overleve. De følelser der siger, "theres no point", giv op, flygt, luk ned.
Jeg er taknemmelig når der findes ord, der tager noget af skyldfølelsen væk. Der letter min evigt dårlige samvittighed over ikke at slå til.

De sidste uger har vist mig, at det er tid til igen at uddanne mig selv. I mig selv. I mine strategier, i mine ord og i mine reaktionsmønstre. Gør jeg ikke det, går jeg under. Jeg vil i den kommende tid, forsøge fokusere min energi på at uddanne mig selv, via den (for mig), nye teori, på at tale og skrive - og forsøge på at tage hadet ud af mit system. Det der sker, når jeg føler mig angrebet, er hadet. Gennemsyrende, sort, ondt had, øredøvende had. Og hvis jeg ved noget, så er det at had ikke er godt for nogen.

Jeg er til stadighed overrasket over, at linjen mellem ok og ikke ok er så fin hos mig. At ikke ok, er lige med opgivelse, apati, lukke ned og manglende lyst til liv.
Og ja, mit naive jeg troede at når L. kom hjem var alt godt. Selv om jeg var advaret. Men jeg er jo stadig mig, min følelsesmæssige hukommelse er på størrelse med en hønes og lige så selektiv som den er ukorrekt. Det er her det hjælper mig at have et ord. En diagnose, - der for mig er en struktureret beskrivelse af det jeg slås med og udfordres af. En legalisering til at klappe sammen, at passe på mig selv, at tilgive mig selv.