Det.Går.Fremad.

Jeg bliver 40 i morgen (!). Og det går fremad. Når jeg græder kan jeg oftere holde op igen. Når jeg får ondt, kan jeg hurtigere finde ud af at gå til psykologen og få hjælp. Når jeg brænder sammen, går det hurtigere over.

Vi har været hårdt spændt for det sidste år. L. og jeg. Begge to. Vi har erkendt, at vi har brug for lidt hjælp. A leg up, som de siger derovre. Der er hjælp at hente, både fra min hottentot psykolog (hun ligner en), fra Livs familie og fra venner der lytter.

Så længe jeg græder er jeg ok. Gråd forløser, gråd befrier. Aggression, irritation og indestængt vrede slider.

I morgen bliver jeg 40. Min mor og far ringer ikke. That's a given. Derfor tårerne de sidste dage. Vejrtrækningen der har været svær. Smerterne i brystet. Hukommelsen, hvor der ellers har været pænt plads til forbedring, husker knivskarpt at for et år siden gik kræftmøllen igang. Min mors dødsmølle. Samtalerne. Sygdommen. Behandlingen. Midt i min fødselsdag og L.s længe ventede hjemkomst fra Australien.
Et år på standby. I brandsluknings- og akutmode.
Det husker hukommelsen godt. Den hjælpes godt på vej af at en venindes mand sidste uge fik kræft. Så jeg taler igen, næsten dagligt, om behandling håb og krise.

Det er derfor jeg ikke har fødselsdagsfest i haven med kulørte lamper, selv om den har været planlagt i flere år. Derfor bliver det "blot" de fine nære, haven, lysene og kagerne. Morgenbadning med bedste-lebbe-veninden. Formiddag med sol og alene i haven og eftermiddag med brormand og de fine. Fordi håbet kun lige er begyndt. Håbet og lysten. I små fine bidder.

På lørdag flyver jeg alene til Skotland for at besøge venner, gå ture med lånt hund og for at få noget input. Fra den store verden, der drejer så fint (videre).

Jeg skal nok blive ok. Jeg savner min mor, men jeg skal nok blive ok.

Odense Universitetshospital aug. 2011

Søndagsstille

Jeg havde en dejlig uge på Femø. At være ude 24/7 passer mig godt. Jeg kan bedre få luft. At L. også hygger sig på øen, med kvinderne, med mig - gør det blot bedre.  Nu er vi hjemme igen. Jeg arbejder nogle uger, inden jeg tager 2 ugers ferie mere. Det har (som altid), overrasket mig at business ikke er as usual. Efter en uge med god søvn, udeluft og god mad, kun krydret med et par enkelte tudeture, overrasker det mig, at jeg hjemme igen, har let til stilhed, blues, sorg og tårer. Det bygger langsomt op. Rettes ofte mod L., der mødes med vrede, irritation og tanken om "at nu flytter jeg til et billigt hus på en ø uden mennesker". 

En følelse af, ikke at elske nogen, gide eller ville noget, eller orke at trække vejret. L. husker mig på, at det kommer i nøk. Svigermor har fortalt mig det kommer i nøk. Sorgen. 

Jeg glemmer det. Jeg husker det når jeg sidder med tanker om Moderdyret, der ikke har lagt blomster på min fars grav på hans dødsdag, fordi hun i år selv er død. I bilen på vej til job.

Tanker om min forestående fødselsdag, hvor hun ikke ringer. Han ikke ringer. De ikke ringer. De ikke kommer. De ikke skriver. De ikke er.  "there's a first for everything", det første år efter dødsfald. Når bare jeg husker det. Så verden ikke går under hver gang sorgen banker på. Så jeg husker, at det bliver bedre. Lettere. Med et større F. i fremtid. 

Stille søndag her fra.

At karte

Bær over at jeg leger lidt med header og udseende herinde, forsøger at finde noget der repræsenterer min(e) stemning(er), dog uden at jeg gider sætte mig ind i for meget teknik, så i må leve med det skifter lidt.

Jeg karter rundt indeni. Er i en underlig blanding af sorg, afmagt, forelskelse, rastløshed, indre uro, behov for at sætte nye ting i gang og vrede. Tænker rigtigt meget på hvordan jeg får fjernet de 30-40 meters hæk naboen og jeg er blevet enige om skal dø. At få fældet deres to fordømte birketræer (har fået lov), der suger min græsplæne for væske og hvordan jeg får mest muligt kompostmateriale proppet i bede og køkkenhave.

I aftes greb jeg mig selv i at tænke på hvad vi gør med alle min mors møbler når hun dør. Og hvad med bilen. Jeg nåede så langt som mentalt at bestille storskrald, ringe til genbrugsorganistationer og opbevaring, før det gir op for mig - at den slags tanker jo betyder at...hun skal dø. Måske snart. Men hvad er snart, og hvordan rummer man sig selv, når man på den ene side fortsat arbejder for hendes helbredelse og på den anden side hører hvad systemet siger. At de mener hun nu har symptomer 3 steder og jeg kan høre på deres tone, at det er lige med...at man dør.

Jeg ved at hvis jeg stadig arbejdede i sygehusregi, og læste en journal som moderdyrets, ville jeg også tænke...huh, ja de der smerter ved armen er sikkert også cancer. Men jeg er ikke længere sygehusansat og jeg har ikke læst min mors journal, så jeg har bedt om at de ikke formoder, men undersøger hvad det reelt er. Jeg har også oplyst dem om, at hun med sin nye medicin nu tåler kemo godt og kan tage de 6 serier de oprindeligt planlagde, så ingen grund til at stoppe efter 4. Og jeg har sagt, at jeg ikke forstår de går fra helbredelse til livsforlængende snak blot 1/3 del inde i kemoforløbet. That makes no sense.

Så jeg talte med store ord i telefonen i mandags. Med sygehuset. Jeg tror de lyttede. Nu afventer vi respons. I mens skal jeg de næste dage tage mig af datteren. Hende der sidder i et hjørne og græder. Hende der husker tabet af sin far for 5 år siden og frygter at Moderdyret er på samme vej. Hende der bare gerne vil være kærester, flytte sammen og lave små Prophecys og Dragonsflys, hvor 2 sæt mormødre kan forkæle.

Hende der er glad for at kæresten kommer hjem på fredag.

Ved min side

Jeg ved det er tidligt. Men denne fredag er en stor dag, og den tåler ikke at sove længe. Jeg har fri (taget) og helvedesugen er overstået På mandag er "den gode kollega", tilbage fra ferie, ham jeg skal gemme bag som vi aftalte ikk?

Jeg har været på morgenturen rundt i haven. Byen sover, det små-regner, alt ånder fred. Jeg har tid til min kaffe, min morgentid og katten tager en lur mere.

Senere skal jeg tale med min mor og bror. Om hvad de fik at vide på sygehuset. Lige nu fylder det ikke. Det er L.'s hjemkomst der fylder. Som Anne Linnet ville have sagt :

"...Jeg har vasket sengetøjet,
mine lagner de er strøget,
der en flaske i mit køleskab,
jeg har badet flere timer,
skrevet velkomstdigt der rimer,
tændt stearinlys i en farve du ka' li'......"
ANNE LINNET - DRØMT OM DIG


Det sidste døgn har der været plads til refleksion. Over arbejde, borderline, mine tanker og ønsker om fremtiden. I dag skal jeg være. Bare være tilstede. Ingen planer. Ingen ambitioner. Blot forholde mig til hvad der kommer min vej. Min mor og L. De to der går tættest på min kerne. De to der kan ramme hele mit følelsesregister på et splitsekund. Så forskellige og alligevel står jeg her med dem på hver min side. At tilfældet præsenterer en mærkedag for dem begge er...paradoksalt.

Det handler om at rejse - for dem begge. L. er på vej hjem. Hun har rejst i verden, oplevet, udfordret, præsteret, er vokset. Min mor rejser også. Hendes rejse begyndte da min far døde af cancer for 5 år siden. Hun - der lige som jeg, lever med bekymring, angst, nervøsitet, depression og et hjerte der ikke er udstyret med tilstrækkeligt panser og hvor følelserne er skarpe, hurtige og kan vælte hende.
Hun der overlevede at hendes gå-til-person, min far, forsvandt. Hun der skulle starte helt forfra og det sidste år er begyndt at ligne et menneske, der har fundet en vej. Med egne venner, interesser og et liv.
Hun får en udfordring mere. En rejse hvor liv og død danser . Hvor hun i dag får at vide hvad kroppen kan og vil. Hvor hun skal vælge at kæmpe eller måske blot ændre sit liv.

Jeg følger dem begge, for de er "mine". Og de følger mig.

Lavendelbarnet

En af de stærkeste mennesker jeg kender, fordi hun tør vise os de sider, ikke alle tør - begravede sin søn i går. På en solbeskinnet fredag.
Det der ikke bør ske for nogen, skete for hende sidste uge, at overleve sit barn. Læs hendes ord, det er kærlighed, visdom og menneskelighed.

Jeg har ikke set Lavendel siden det unævnelige skete. Jeg har ringet lidt, skrevet lidt, men ikke set hende, besøgt hende og jeg tog heller ikke til den smukke domkirke i Odense. Døden er blevet en svær størrelse for mig, siden min far døde af cancer for 5 år siden. Jeg ville ønske jeg kunne sætte mig udover min egen smerte - kunne have gjort mere, men det blev ikke. Tanken har været der. Impulsen til at køre forbi med mad, blomster og knus. Jeg husker fra vores "egen" død, at man undres over hvor tæt man som familie pludselig er, selv om man ikke nødvendigvis er det til daglig. I døden er man ikke i tvivl om hvor man kommer fra eller hører til.
Jeg ved fra Lavendels smukke indlæg, at hendes familie ligeledes har været med i smerten og sorgen og farvellet. Det er godt.

Hvil i fred Lavendelsøn.

Meningsløst

Jeg har ikke mange ord til jer i dag.

Lavendel fandt sin søn død i går og verden giver ikke meget mening.

Mine tanker og ønsker går til hende og familien.



4. juli 2010

Det er lige gået op for mig, at det er den 4. juli. Det gik op for mig, efter at have læst det sidste indlæg på Reke's spritnye UDRÅBSMINISTERIUM.

Udover at være USA's nationaldag, så er den 4. juli min fars dødsdag. For 4 år siden døde han, på en varm sommerdag, efter 5 års kræfthelvede. For ham og for os. For mig.

4 år er fandme lang tid. Jeg forstår ikke, hvor de er blevet af. Jeg forstår heller ikke, hvor han er blevet af. Jeg så ham død, var hos ham, holdt ham i hånden og bad ham give slip, da han døde, så er der noget ved det der død jeg ikke fatter. Hele konceptet med 'at være død', som i: - kommer ikke tilbage.

Han er på mange måder et forbillede for mig. Var. På godt og ondt. Jeg lærte betydningen af, hvor lidt man kan tale om følelser og stadig overleve. Jeg lærte stolthed, ære og samvittighedsfuldhed. Jeg lærte sgu egentlig så meget -. og ja, jeg savner ham. Jeg savner at han er hos min mor mor, at de var et team og jeg dermed lidt off the hook. På den anden side, har jeg de sidste 4 år måttet lære at afgrænse mig, og det har været sundt.
Jeg savner hans humor, men måske er det derfor jeg er blevet så sjov selv? (tø hø)

Jeg savner, at han som jeg var a-menneske. Vi havde en stiltiende aftale om, at når vi stod op på samme tid, nød vi kaffen. Ikke så meget snak.

Han var min 'makker' i den der familie, og alligevel utilnærmelig.
Jeg ville gerne have vist ham min dengang nye bil. Han havde forstået det. Mit nye hus, han havde været stolt og havde hjulpet uden at være bedrevidende. Min kæreste - han havde fået hende til at grine og syntes hun var smuk.
Han kunne ikke lide katte, men han kunne lide min, hans stemme blev blød når han talte med katten.