Lidt om luft

Umiddelbart kunne det se ud som om disqus kommentar episoden tog lysten til bloggeriet væk. Der skal mere til. Den første uge er gået stærkt, jobbet har krævet sit og jeg har skrevet på EU Udbud siden i mandags.

En dag af gangen konceptet er igen det eneste der fungerer, da jeg er så sygt dårlig til at rumme mange ting på én gang. Kæresten bestod sin eksamen (tror jeg nok lige), så den kasse kan vi lukke for en tid. Andre åbne kasser er kræft-sagaen, der p.t. handler om ny medicin for at ta pusten fra de små sure celler. Jeg forsøger at leve ved siden af.

Jeg et voldsomt behov for at om-indrette Banehuset. L. flytter ned per 1. februar, og det har jeg ventet længe på. Glædet mig til. At tanken alene, nu hvor jule-tam-tammet, eksamen og jobforhandlinger er overstået, giver mig åndenød og en følelse af vi ikke kan leve i dette ufunktionelle lille univers, hvor mindst 5 af møblerne er kommoder og ikke opfylder behovet for at rumme L.'s fine køkkenting, vores tøj eller mit imaginære bibliotek, bliver tvangstanker og staccato åndedræt det altoverskyggende. Det er fjollet, i know - og handler i bund og grund om at alene-bo-damen (mig og katten), gennem 15 år har haft sine huler alene. Sine møbler alene og sine projekter alene. Nu kommer hende den anden, ikke blot med meninger og god smag, men også med ting, tøj og uden mulighed for at tage nordpå, når min vejrtrækning er utilstrækkelig.

Som i nu er vi et bo-sammen-par ja ja, jeg ved vi har været sammen 3 1/2 år, med samme postadresse, nøgle og vaskemaskine. Hun er den pæneste, tålmodigste, blideste og mest strudsede jeg har været kærester med, så jeg er ikke i tvivl om at hvis nogen, så skal hun flytte ind. Hende. Det skal være hende. Hun må godt. Hun står allerede på postkassen, vi har varmet op over 3 år. Øvet space, din sandkasse/min sandkasse, vi har flyttet nogle af hendes ejendele ned over tiden. Hun er synlig i Banehuset også selv når hun ikke er her.

Men jeg ved og hun ved at jeg ikke slipper for panikken, .....den er en del af mig-pakken. Så du er velkommen panik. Jeg ved du er der, jeg mærker du er der. Du må godt være der. Kun på den måde forsvinder du igen.

Bor du sammen med en kæreste? Og kan du få luft?

Myrer

Der er uro i mave, krop og hovede her på matriklen. Helt fysisk, da Banehusets dagsprogram ser således ud:

07:15 Gulvmand ankommer
07:30 VVS mand ankommer
08:00 Tømrere ankommer
13:00 elektriker ankommer

Hvordan de alle får plads på de 39 m2 ovenpå er en gåde, de selv må løse. Selv er jeg gået i hi, så meget det nu lader sige gøre i stuedelen, sammen med katten.

Jeg er projektleder på den 1. sal - og selv om det er dejligt, at første salen begynder at ligne noget beboeligt, så stresser det mig i disse dage, at have alle de folk ind og ud, dagligt.

Mit hovede er fuldt af; "Hvad skal jeg med mit liv jobmæssigt" og "kæresten rejser på lørdag i næste uge", så alt det håndværkeri stresser. Eller måske er det de andre ting der stresser, og håndværkeriet er blot dråben.
Resultatet var, at jeg i går, efter samtale med chef 1. (den der mener psykisk sårbarhed er roterende fis i kasketten), ikke kunne styre mine tanker. De var all over the place og forplantede sig til kroppen. Hovedet var træt, ville gerne sove, have ro, men tankerne ville ikke og kroppen kvitterede med følelsen af at have myrer i benene og under huden.

En løbetur, gav lidt styr på vejrtrækningen og myrerne, men natten var urolig og tanker der kørte i cirkler.
I dag skal jeg, udover opbuddet af mandfolk på førstesalen, til møde med chef 2. Bekende kulør. Måske. I  går gav mig en ide om, at jeg endnu ikke skal raskmeldes, for rask er jeg ikke, med de roterende tanker.  Og jeg kunne MÆRKE det, at jeg ikke er klar. At stressen lurer under overfladen.

Og så skal næste uge være håndværkerfri - så jeg kan få samlet tankerne om de ting der kommer frem ved samtalerne med cheferne, om L.'s afrejse, om det næste halve år.

Træk lige vejret for mig derude, bare en enkelt gang.

I en lille båd der gynger.....

A-kasse damen holdt fast i hvad vi talte om i går. Holdt fast i, hvad vi begge mente er de mulige scenarier, hvis jeg out'er mig til kommune og arbejdsgivere, og fastholder min sygemelding på et andet grundlag end opererede håndled, den psykiske sårbarhed:

- Jeg risikerer fyring p.g.a. sygdom
- Kommunen, ydelseskontoret, jobcenteret (herefter kaldet Pengesystemet), vurderer min arbejdsevne og en mulig nedsættelse af denne, både i eget fag og uden for
- Vurderes det, at jeg kan arbejde over 20 timer ugentligt (hvad jeg selv mener, mener faktisk 25), så er jeg for god, og problemet er mit eget
- lægeudtalelser og lægehistorie tages med, men vægter mindre end ressourceprofil

All things i know. I know. I knew. Dette er ikke et klage indlæg. Det er ikke et ned-med-regeringen og pengepolitik indlæg. Jeg ved samfundet bløder økonomisk. Jeg hører det, ser det og accepterer det.

Alt dette er kun én udlægning. én socialrådgiver. Et liv. Mit. På en underlig måde er jeg lettet. Lettet fordi jeg ikke skal miste kontrollen til et system, jeg ikke stoler på, når det handler om psykisk sårbarhed. Pfew, dodged that bullet, for det her tør jeg ikke risikere. Never mind, at jeg er bange for en udredning.

Men jeg risikerer i værste fald, at jeg fyres pga. sygdom OG ikke godkendes til flexjob.

...Min største angst, det der driver mig, er at jeg skal opgive Banehuset. Banehuset der slet ikke er færdigt endnu. Jeg er ikke færdig med dig hus, eller du med mig. Min hule. Jeg er mest bange for at miste min hule.

Min hjerne kører i højt gear nu. Løsninger, løsninger, løsninger.
I morgen skal jeg til info møde med en rådgiver på Psykinfo, men siden jeg nu har besluttet jeg ikke er psyk, så er det egentlig ikke længere nødvendigt.

Forsøg på slow living

Jeg siger bare. Det er ikke let, slow living, specielt ikke, når man som jeg er fyldt op med nervøs energi. Men jeg prøver, så mens mændene i mit liv lægger terrasse tag, sidder jeg her. 

Alt er klædt i hvidt

Mr. Bøgetræ 

Terrasse, nu med sortglaserede tegl (og ja på Nordfyn er det tilladt)

Indkøb med den samme slæde jeg brugte som barn og fancy mælkekasse. 

Inde i varmen, til frugt og brændeovn

Banehuset nu med lyskæde

Jeg indrømmer, slow living og mindfullness er skide svært. Pikke svært, men jeg prøver.....

Pænt meget af det hvide

Jeg er her endnu, men projekt job og kørsel til og fra giver ikke det store overskud hverken tids- eller energimæssigt. At all. 

Så glad var jeg da weekenden kom. En weekend der startede med sne. Så meget sne, at jeg kun nåede halvt på job, inden jeg vendte om. Snemasserne gav kørselskaos i det indre Odense. Så efter at have bevæget mig (og bilen) 7 km på en time, vendte jeg kareten og tog en hjemmearbejdsdag.

Men men men, så gør vi det bare til noget superhelt noget med alt det sne. Kæresten blev pakket i skitøj, kælken fundet frem, nu med monteret charme mælkekasse og så tog vi på indkøb.

Verden er tyst og gaderne ligger stille hen på Nordfyn. Og Banehuset? Banehuset er blevet til en tegneserieagtigt idyllerisk scene fra Nøddebo Præstegård. 

Tag på og klar til vinteren

Så blev taget lukket på Banehuset. Kun taget på 'Decket' mangler, før der fortsættes indenfor (Nå, ja og vinduer. De leveres ugen før jul).

Jeg har stablet halvdelen af de 5 skærmeter brænde der blev leveret, og den udpinte forhave, der har fungeret som byggeplads, er blevet forsynet med ramme af gamle spær, 15 cm bøgeblade og kompost. For der skal satme plantes igennem til foråret. Jeg er klar. Kom vinter.

Vi er enige om at header billedet er noget mere tiltalende end denne november udgave af Banehuset, men men - nu med kviste og nyt tag. 

Lørdag i banehuset

 Til ære for dem der bor andre steder, end hos katten og mig, lidt foto fra en arbejdsom lørdag med solskin på Nordfyn.

Yes. Den anden side tag tages (!) ned. 

Jeg trimmer træer og vasker campingsvogn (meget stor bilvask)

Der er tid til lidt høst. Småt men godt. 

Stillads all around. 

Og væk var kysen. Bemærk rodet - det er mig, der ordner og rydder op når drengene har arbejdet. 

Udsigt fra taget af campingsvognen. Mit fine lille hus får nyt hår.

Rengørings/oprydningsmesteren har haft fat. 

En container fuld af gammelt tag.

Lille bitte er køkkenhaven oppefra stilladset. Bemærk de 2 "buske" i bedet. Jeg har bøjet mig, og købt 60 bitte liguster-helvede-planter, der skal dyrkes vinteren over i køkkenhaven, for til forår at danne læ mod vejen. Ak ja. Så røg den bastion, jeg havde forsvoret  Liguster ALDRIG. 

Den fine dag, sluttede med et regnbue - er det fine tegn, det tror jeg nok det er.  For helvet Jytt, det går godt på Nordfyn. 

Lørdag morgen

Er stået op. Efter endnu en urolig nat, med skift at uoverskueligt mange t-shirts. Jeg ved ikke hvad det er, men jeg sveder som en tyk mand hver nat og har glæden ved at skifte både tøj og vende dyne 3-8 gange hver nat. Det er anstrengende.
Når jeg kl. 05.00 beslutter at stå op, i stedet for at vende dynen (igen, er jo gennemblødt så whats the point), mens L. og katten stadig slumrer - vel katten følger mig i røven og spinder her ved siden af, så kan jeg nyde weekendens og ugens første HJEMMEDAG.
Jeg kan sidde med den gode kaffe, lysene tændt, høre L. trække vejret ovre i sengen og gøre mac-ting.

Det er luksus. Jeg skal arbejde på huset i dag, køre eternitplader væk og gammelt murværk. L skal læse (og bage boller, slå fortelt ned og lave mad?). Vi skal ind i rumlen igen med at være weekendkærester. Sommeren har været en luksus og udfordring, mens vi begge har boet og arbejdet ud fra Banehuset. Nu kalder hverdagen på hende i Smilets by. Byen jeg er begyndt at holde af. Århus. Så anderledes end Odense og CPH.
CPH er stor for mig, fuld af puls og både inspirerende og udfordrende. Man bliver let væk.
Odense er, flad - større by spredt ud og dermed med mindre puls.
Århus er - hyggelig, med puls og jeg bliver ikke væk. Det er heldigt L. bor der. Heldige os.

De næste måneder byder på byggeri. Kunsten er at sortere i de ideer jeg har, der ville forøge byggebudgettet og forsinke færdiggørelsen. At vurdere, at det ikke er NU, der skal ny indkørsel, carport, redskabsskur, glas i den nye terrasse eller tilbygning i stueplan. Det kan godt vente D. Honestly.

Så er der hænderne. De er sure er de, eller nærmere håndledene er. De skal til forsamtale om snart på hospitalet. Lægen vil operere dem, håndledene, ét af gangen.  Det betyder en sygemelding per håndled, UDEN mulighed for at grave have, køre ting væk eller køre i det hele taget. En periode, hvor det sikkert vil tage en formiddag at gå i bad og tage tøj på, med én hånd - og hvor bøger igen kan blive mine kære venner.
En periode, hvor jeg kan drikke en-håndet kaffe, med de venner og bekendte, der vil kigge forbi i Banehuset. Og få hjælp til at knappe mine bukser ;o)

Efteråret, har dermed sine helt egne udfordringer (og bekymringer, neuroser og svedeture).

Kom an. Oh du efterår.