Hun er indlagt, og selv om både Broderdrengen og L. forsikrer mig om, at hun p.t. ikke er dårligere end sidste uge og ikke dør i morgen, så har denne indlæggelse forårsaget en lavine af følelser.
Måske er det erkendelsen, erkendelsen af at jo, hun dør faktisk. Det er ikke et drama stunt, et råb om opmærksomhed, et forsøg på at appellere. Hun kommer til at dø af det her, og at høre hende have ondt og græde, lukker sluser op i disse dage.
Så jeg får talt med den støttende Broderdreng, den fine blide kæreste, og med Moderdyret, hvis spirende erkendelse kommer til at hjælpe mig. Hjælpe mig til ikke længere at kæmpe for hende. Kæmpe mod kræften, systemet, kæmpe kæmpe kæmpe. Men gradvist hjælper mig til at åbne den sorg, der siden i sommers har spiret inde i. Den unævnelige kasse der hedder tab. Tab som ingen syns om og som Borderlineren (lyder som et krydstogtsskib), i mig spasser helt ud over.
Spasser så tilpas meget ud, at jeg græder på vej til arbejde, på vej fra arbejde, når jeg taler i telefon og hvis jeg kan snige mig til det, så også på en tur mens jeg er på arbejde. Så tilpas spastisk, at jeg ikke helt når at panikke (endnu) over at L. lige om lidt flytter sine beskedne flyttekasser og sit skrivebord ind i Banehuset. Og bliver. Her. I Banehuset. Altså her. Som i at det ikke kun er for sjov, jeg har sat hendes navn på postkassen.
Måske på søndag, har jeg tid til at spasse ud over det også.