Viser opslag med etiketten Snik snak. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Snik snak. Vis alle opslag

søndag den 26. juli 2015

Snart med på en gang kaffemik - snart

Jeg træner fortsat til at blive kaffe-drikker og har nu fundet en gude-drik, jeg tror, der måske kan få det til at ligne noget - og måske kan få mig på sporet af at lære at holde af den bitre drik, der er forbundet med så megen hygge, afslapning og fællesskab for så mange.



Jeg øver mig med is-kaffe og mokka-chokolade - og begynder at sætte pris på smagen. Dog stadig i begrænsede doser og godt kamoufleret i mælk og med et skævt sødt et eller andet. Den varme kaffesmag, har jeg endnu ikke helt forliget mig med - men jeg øver mig i det små og i det kolde.

Jeg skal nok få medlemsskab til den klub - jeg skal nok lære at holde af og sætte pris på en god kop mokka - og jeg glæder mig til at slynge et "ska' vi ikke lige ha' en kop kaffe" ud :-)

søndag den 14. juni 2015

Pusterum

Tilbage på pinden og kun for at ræse afsted til en hel uge, tætpakket med eksaminer af både egne og andres elever. Spændende, nervepirrende med gode skud af adrenalin men også med en overvældende træthed, da jeg havnede på den anden side.



Ugen gav ikke mange strikkemuligheder men enkelte pusterum i godt selskab med både mad og drikke. Nu er jeg igennem og ser frem til en ny uge med lidt mere tid og rum til at ånde og puste ud.

søndag den 22. marts 2015

Spredt fægtning

Sygdommen vil ikke rigtig slippe sit tag i os og i husstanden - forrige uge var jeg underdrejet og ikke mange sure sild værd. I den her uge har først det store barn og efterfølgende det mindste barn været nede og vende godt og grundigt. Høj feber, hovedpine og ondt i maven. Det er en sej omgang, der sætter selv de sejeste ud af spil.


Sådan 14 dage for nedsat kraft sætter sin spor. Vi er bagud - både på arbejde og på al det daglige herhjemme. Jeg er havnet i sådan et krea-vacuum, hvor jeg ikke rigtig kan finde på og ikke rigtig kan finde det og de projekter, der trækker i en på en sådan måde, at man er villig til at give den halve nat for lige at komme dertil.


Lige om straks og om 5 arbejdsdage er det påskeferie - tid og overskud til at få både styr på dit og dat og mærke efter og finde de helt rigtige projekter.

mandag den 2. marts 2015

Det gjorde godt

Alt for længe har alt for meget arbejde fyldt for godt op i livet og holdt energiniveauet i et jerngreb, der har resulteret i kollaps på sofaen, manglende overskudt og irritation. Den her weekend lykkedes det mig endeligt og meget tiltrængt at få fuld ladning på batterierne - med en næsten tom kalender og god tid til bare at være og flyde med strømmen.



Der er ordnet i strikkekurven. Et par projekter er blevet færdige, nye startet op og energi flyder igen direkte ind i årene fra strikkepindene. Samtidig er fryseren fyldt med dejlig hverdags-mad og madpakke brød og sager.


Vasketøjkurvene bugner stadig - og der løber store nullermænd rundt på gulvet - men energien og overskuddet til at sige "pyt, og vi når det nok" er tilbage. Det var en weekend af de gode, og ude lurer foråret med endnu mere energi og overskud.

torsdag den 19. februar 2015

Fyldte gode dage

Hverdagen er her igen. Travle lange dage, enkelte aftener, der tages i brug - men gode, vidunderlige dage fyldt med skønne, inspirerende mennesker, der drømmer drømme, udvikler undervisning og sparker til boksens rammer.

Jeg elsker mit arbejde - også når det til tider tager en anelse for meget af livet og en anelse for meget af energien. I denne uge har meget af min tankevirksomhed drejet sig om store internationale projekter med unge mennesker, der skal mødes på tværs af kulturer, sprog, liv og religion. Jeg er høj og begejstret.



Strikken er ikke blevet motioneret så meget - men ny forsyninger er kommet til huse, så jeg kan komme videre med alle de projekter, der ligger halvfærdige i kurvene med åndenød og garnmangel. Der skal strikkes Camomille, lille kjole, Abelone og det løse, når lige døgnet giver mig et par ledige timer - og så skal jeg læse om at blive bedre til at sy.

Det tegner til masse gode stunder både her, der og allevegne - og jeg holder i sandhed af hverdagen - og synes den er rigtig god ved mig :-)

søndag den 15. februar 2015

Skriv en note

Min taske er som regel altid tung og fyldt - fyldt med mapper, papirer, penalhus, små punge med dit og dat, strikketøj og notesbøger.


Store notesbøger, små notesbøger - og mange notesbøger. Der er en kalender, en bog til at notere vigtige private ting, en til professionelle ting, en til den daglige planlægning af undervisning, en til madplaner, en til alt det løse og lige nu også en til konfirmationsplanlægning.




De bruges flittigt og skaber ro i hovedet. Når først jeg har skrevet en note om det, behøver jeg ikke gå og huske på det. Udover notesbøger er jeg stor forbruger af post-it - og har gule noter både på mit bord, min pc og i mine notesbøger.


Systemet fungerer i det store hele, og det der slipper igennem og bliver glemt, er som regel ikke værd at huske. Nogle kan jonglere med de mange bolde i hovedet. Jeg tør først slippe boldene løs, når jeg har lavet en note og ved, hvor jeg skal finde dem igen, hvis jeg mister en bold eller to, mens jeg jonglerer løs.


I morgen truer hverdagen igen med dens mange bolde. Mine notesbøger er klar til at drage ud i verden med mig og agere støtte-krykke i en travl og hektisk hverdag, som både giver og tager energi. Jeg er klar.

søndag den 4. januar 2015

For en femmer blandet

Fredagsudflugt af de ganske særlige slags. Bilen fyldt op af dejlige piger - både af egen avl og af godt selskab og snakke-slags og så stik nordpå mod Garnudsalg og Ikea. Der blev fyldt i spande - store spande og vist mest af mig og de mange mange andre, der var i butikken i fredags.



Et par projekter er på tegnebrættet - og Ikea fik vi også tømt i en sådan grad, at bilen lå tungt på vejen, da vi vendte snuden sydpå igen til en fredag og lørdag med strik, snak og lækker mad. Det var en god afslutning på en dejlig juleferie.

I morgen truer hverdagen - og selvom jeg ikke føler mig helt klar. Selvom jeg ikke har fået gjort helt rent bord og ikke er helt på forkant - ved jeg, at jeg ikke skal lande i mange sekunder, inden jeg mærker, at jeg sidder på den rette pind. Tænker at det er heldig nok, når jeg nu skal sidde der i så mange timer.

lørdag den 15. november 2014

Senge-slænge-strik

En lørdag uden de helt store planer - ikke andre planer end bare at være og glide med strømmen - gøre det, der lige falder os ind og ikke for meget. En lørdag, der kalder på senge-strik - både for store og små. Der er blevet strikket halstørklæde af mellemste-tøsen, slået op til en ny hat til mindstetøsen og selv har jeg fået rundet Camomille godt og grundigt af, og det er nu så klar til brug.


Et par timer med papir, saks og manila-mærker og årets første julegaver er pakket ind. Der er lavet lister over, hvad vi mangler at indkøbe, nørkle og finde. Vi er godt på vej - men der er stadig et stykke vej i mål.

Gitze-gøjsen har givet den gas i køkkenet med pølsehorn og sprøde søde marengs - mens Stritten er draget afsted til weekendtræning og største og første skuddet på stammen er startet på nyt job, hvor hun svinger gryder, potter og pander.

Og når man sådan remser op - er det som om lørdagen alligevel er blevet godt og grundigt fyldt af gode selvvalgte aktiviteter og nu er vi sammen landet i sofaen. Klar til en god gang snik-snak, stille væren og et godt stykke chokolade. Ah weekend, når den er allerbedst i allerbedste selskab.

fredag den 7. november 2014

Mørk med mørk på

Hold nu op - jeg synes det er mørkt hele tiden. Det er den tid på året og alligevel bliver jeg overrasket over det hvert år. Den her tid, hvor det er mørkt, når man kører afsted og mørkt, når bilen igen lander på matriklen.


Jeg forsøger virkelig virkelig at få holdt de nødvendige pauser i løbet af dagen, at komme ud og suge sollys og energi til mig - men ofte løber jeg spidsrod og får kun begrænsede doser lys og D-vitamin. Mit arbejdsliv er lige nu for vildt - mængden og tyngden af opgaverne er overvældende og vanvittig -  vi står fast og sikkert - lidt i trods og med et smil på læben over det groteske i situationen.

Herhjemme kryber vi sammen på sofaen, tænder lys og storhygger med dyner og varm kakao. Jeg småstrikker - og så kan jeg mærke den der påtrængende trang til at gå i hi. Trætheden der kendetegner novembermåneds mørke - og som kommer af at levere og tjene sine penge godt og grundigt hver dag.

lørdag den 25. oktober 2014

Min nye karriere

Jeg supplerer mit lærer-job med en fritidsbeskæftigelse, der i takt med at børnene bliver større tager til i omfang og distance. Jeg er taxa-mor i min fritid - og kører landet tyndt på kryds og tværs med gymnastik-pige og tidligere efterskole-pige, der besøger venner nær og fjernt, tit og ofte.



Der går forholdsvis megen tid med det. I dag har jeg været i Varde tur-retur - 3½ time på vejen med fjollede glade og trætte piger. Hyggeligt og meget stille, da de først havde snakket af og sov resten af turen.

En veninder har introduceret mig for E-reolen - hvor jeg nemt og hurtigt kan hente bøger, der kan læses/høres med øjnene på vejen. Det er skisme smart - og det er nu muligt at læse og køre bil på engang. Hurra for multi-tasking.

lørdag den 27. september 2014

Pertentlig oprydning

Nogle gange er det som om god energi kan bindes i små-rod eller stor-rod. Jeg er ikke sådan et ordensmenneske, der lægger sine ting på plads efter brug - men mere et rigtig rodehoved, der engang imellem for at forhindre totalt kaos og druknedøden må rykke ind med rendegraver og fejemaskiner.

I min stue er der et hjørne. En hjørne, der engang bestod af enkelte kurve med strikketøj - men et hjørne hvor der er løbet et hav af kurve til med enorme mængder af garn, ufærdige projekter, opskrifter og andet strikkegejl. Et hjørne, der trækker energi, fordi der ikke er overblik, mening og retning.



Det er der nu - lige nu. Al garnet er sorteret, vundet op i små sirlige nøgler og ordnet efter kvalitet. Det har taget en evighed, som i en halv fredag og en kvart lørdag. Gamle projekter er sendt til de evige garnmarker. Pinde er ordnet i system, og diverse opskrifter arkiveret til dertil hørende mapper.

Det er lige til at få vand i øjnene over - og det giver god strikke-energi og lyst til at kaste sig over nye projekter - og gøre de nu enkelte ufærdige projekter færdig. Godt det kun er lørdag.

onsdag den 17. september 2014

Vigende koncentration

Jeg har svært ved at finde koncentrationen og fordybelsen her på min pind i dag. Eller det har jeg faktisk ikke - jeg er dybt koncentreret og fordybet i den kommende weekend, som starter allerede i morgen torsdag sharp efter arbejde.

I dag nusser og pusler jeg de sidste ting på plads her på skolen - mens mit hovedet er fyldt med garn, tanker om strik, hygge, god mad, god snak og et skønt skønt selskab lige midt i Lodne Bjerge på dejlige Fanø. Forventningerne er tårnhøje og jeg glæder mig dybt og langt ned i maven.

Fem dage hvor strik har den helt store og altdominerende overskrift - Hep hep kom hurtigt i morgen eftermiddag - jeg skal bare liiiige have pakket det bette-kun, der kan være i et par tasker, et par net, en strikkekurv og det løse...... Glædelse og nydelse lige om hjørnet

mandag den 15. september 2014

Fart på

Nogle weekender går bare meget hurtigere end andre. I nogle weekender er det som om, man lige er landet i fredagen og et par hurtige blink med øjnene, og jeg står på skolens parkeringsplads mandag morgen. Tiden spiller mig et puds.



Heldigvis har denne weekend selvom jeg næsten ikke har nået at se og være i den - været fyldt med gode mennesker og oplevelser. God mad, snak af både den lette og tunge karakter og fuld drøn på danseskoene til den lyse morgen. Jeg elsker at danse, og det giver den der gode tunge kraftfulde energi - der får mig til at køre langt på literen.

Og nu er jeg klar og rustet til en ny uge - som slutter allerede torsdag - hvor kareten sætter retning mod Fanø ........

søndag den 7. september 2014

Alle ingredienserne

Alle ingredienserne var på plads til en weekend af de helt fine og særlige af slagsen. De bedste mennesker omkring mig, blomster i vasen, gode udflugter, tid til benene op og tid til chokolade med lakridssmag - en særlig last jeg deler med en skøn nevø, garn i rå mængder - og snak ad libitum. Ah jeg landede i min fredag med et stort smil om munden. 
 
 
 
Weekenden blev præcis som beskrevet og lidt til - men samtidig er jeg nødt til at erkende, nødt til at se i øjnene, nødt til at acceptere OG handle på det faktum, at min krop skal have mere søvn, end jeg er klar til at give den. Hele weekenden har jeg kæmper med en overvældende træthed, øjnene der faldt i og et summende hoved. I underkanten af 6 timer i gennemsnit i laderen om natten er ikke nok - og nu insisterer kroppen så meget på mere søvn, at der ikke er nogen vej udenom at krybe under fjer - også selvom jeg synes, jeg slet ikke kan nå det, jeg vil i livet i den tid, der så er til rådighed. 

fredag den 29. august 2014

Næsten kaffe-søster

Jeg ved det godt, jeg hører det ofte og jeg hører ofte FOR det - en rigtig skolelærer drikker kaffe i rå mængder og mere eller mindre konstant. Jeg fik bare aldrig taget det kursus på seminariet. Duften og lyden af en kaffemaskine fylder mig med gode barndomsminder, mokkachokoladen spiser jeg gerne i rå mængder men selve den sorte drik har jeg aldrig rigtig forstået.

Tilgengæld elsker jeg ideen om lige at tage en kop kaffe sammen - i kaffepausen, efter arbejde på cafe og til hygge og samvær. Mine kollegaer har sat mig i træning under denne uges tur. Vi startede lidt for hårdt ud med varm kaffe-latte. Den var bitter og smagte voldsomt meget af kaffe - så var det straks meget bedre med is-kaffen fra kaffebaren med karamel, med mint og med chokolade. Ah se det tror jeg nok, jeg kunne få smag for - og så vil jeg gerne tilhøre kaffe-holdet :-)

Måske lærer jeg det, hvis jeg træner hårdt ;-) Tapas og nachos behøver jeg ingen træning i - det er et klart hit :-)

lørdag den 26. juli 2014

Solstik og hedebølge

For ind i hulen det er svedende varmt - jeg går helt i stå og bruger megen tid på at gå i tomgang og bare holde den værste varme fra kroppen. Det føles lidt som om hjernen kortslutter og al tankevirksomhed stopper.



De kreative sysler ligger så godt som stille - et enkelt sæt gardiner til storetøsens værelse er det blevet - og der var varmen fra strygehjernet ved at tage pippet fra mig. Jeg kæmper - og får ikke udrettet det store.

tirsdag den 1. juli 2014

... og action

Den bedste måde at skyde ferien i gang er så IKKE at sætte sig og stirre - men at komme op og komme i gang med nogle af alle de ting, der hænger og nogle af de ting, der kalder på at blive gjort - krydret med en god portion af de ting, der trækker og som giver god energi.

Sådan endte jeg med at bruge dagen i går. Lidt oprydning hist og pist. Et par gode timer ved symaskinen for at lave en ny kosmetik-pung og en sommernederdel. Lidt planlægning af sommerferie strik, finden opskrifter og garn - og snik-snak i sofaen.



Store-pigen finder sig selv ved at omorganisere værelset - alle småpige-tingene ryger vist ud, der skal males, syes gardiner og møblerne bliver udskiftet med andre, som hun hapser rundt omkring i huset. Jeg har en klar fornemmelse af, at kælderen ligner et katastrofe-område - især efter meldingen om "for alles bedste mor, tror jeg, det er bedst, hvis du holder dig væk fra kælderen....."

Lige om lidt drager vi på tur - ud for at hente forsyninger og det pigerne kalder livsnødvendigheder - i form af klip-klappere, bikini, krea-sager, maling og slik. Jeg følger dem gerne både i tykt og tyndt - også selvom de har en klar forventning om, at der skal slides på dankortet i dag :-) Ah ferie

onsdag den 25. juni 2014

Solskins-gul

Min gule periode er åbenbart ikke ovre endnu. Jeg flasher stadig på alt, der er gult - og gult og gråt gør mig næsten svimmel. I min strikkekrise, hvor intet jeg sætter på pinde, synes at lykkes - har jeg kastet mig over et hurtigt lille hækleprojekt i - surprise surprise - gult og gråt. En lille halsklud er det blevet til.



Allerede i morgen tidlig sætter jeg sejl øst-over med symaskine og stoffer - og skal give den gas ved maskinerne sammen med et par søde kollega-veninder, inden dagens møder starter over middag. Måske jeg får flikket en kjole sammen - i grå med enkelte gule detaljer. Kan godt frygte den dag, hvor min gule periode slutter - for det betyder en voldsom reducering i klædeskabet :-)

onsdag den 18. juni 2014

Rundt i cirkler

Mens jeg kæmper mig igennem stakke af eksamensopgaver, eksamensforberedelse og efterbehandling, rykker sommerferien tættere og tættere på. På papiret er den lige indenfor rækkevidde - og alligevel føles den uendelig fjern og lang væk. Der er stadig lige et par kæmpe bjerge, der skal bestiges først.

Jeg går i cirkler, jeg går rundt om - og jeg har roterende fis i kasketten. Min koncentration svigter og ting tager alt for lang tid at få til en side. Jeg er metal-træt. Min krea-sans visner og jeg kan ikke samle mig om at strikke, sy eller udtænke noget som helst.



I går tvang jeg mig selv til at strikke - fordi jeg ved, at det gør mig godt - fordi jeg ved, det giver luft og overskud - det virkede i en vis grad - Jeg fik strikket et godt stykke på en spansk blonde -  men jeg trænger til mere sammenhængende tid til at mærke, føle og gøre. Jeg trænger til ferie - og den kommer heldigvis snart og lige om lidt - jeg skal bare lige først.....

mandag den 26. maj 2014

Valgis og indoktrinering

Enhver valghandling, der involverer valgkort udløser, som jeg vist også før har fortalt om, valgis her på matriklen. Selv er jeg ikke den helt store is-spiser før det bliver meget meget varmt og er det meget meget længe - men pigerne elsker turene til tanken efter valghandlingen og kan bruge flere dage i forvejen på at planlægge lige præcis, hvilken is valget skal fejres med.


Vi spiser isen - og jeg fik i år - valgkage fra gårsdagens fødselsdag - mens vi ser valgprogrammer og snakker om, hvad valget handler om - og hvem vi hepper på. Pigerne heppede i år på patent-lovgivningen - og jeg har deres patent-agent-far under stærk mistanke om at have udøvet en vis form for indoktrinering, da de var hos ham i weekenden.

Ældste-tøsen på efterskolen sendte besked om, at hun fulgte med i valget - og derfor mente, hun også var valg-is-berettiget på linje med de andre - i demokratiets navn - at man uanset bopæl havde ret til de samme goder, når man havde aktier i familien...... Den får hun lige lov at argumentere lidt mere for:-)