Søg i denne blog

Viser opslag med etiketten Mere end mad?. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Mere end mad?. Vis alle opslag

mandag den 16. juli 2012

Food Festival 2012

Og så en lille reklame ;-)




Kom i hverdagskøkkenet med Louisa Lorang
Louisa Lorang, kok og madskribent kendt fra Go’morgen Danmark inviterer dig indenfor i hverdagskøkkenet.
Her får du inspiration til hurtige hverdagsretter med indbygget ”spring-over-tips” til travle dage og gode ideer til mad, som hele familien kan lide.
Louisa arbejder med Nordens råvarer, men pifter op med ingredienser fra verdenskøkkenet (simpelthen fordi hun bare ikke kan lade være!).
Kig med, smag og snak med mad i munden! BONUS: Inkluderet i prisen er ét eksemplar af “SPIS god mad til små & store” som E-bog, der udkommer sidst på efteråret (kun til iPhone & iPad)
Køb din billet til og læs mere om Food Festivals Kokke- og Madskoler samt de Maritime Workshops på http://foodfestival.dk/billetter/



Foto: Anders Schønnemann

torsdag den 28. juni 2012

Yoga, mad & Malta


Det er faktisk ikke engang min idé - underligt nok. For yoga, mad og Malta er jo en super sammensætning.




Folkeferie.dk sørger for rejse og naturskønne rammer. Yogalærer Stine Ruge underviser og giver deltagerne et pusterum fra hverdagen med mulighed for fordybelse.
Og den sidste dag laver jeg mad, der forhåbentlig gør deltagerne glade, mætte og giver dem lyst til meget mere af alt det dejlige - også når de kommer tilbage til hverdagen.



Jeg glæder mig!


Vil du vide mere?
www.folkeferie.dk/yoga







onsdag den 14. marts 2012

Endnu en maddag

Jeg er ikke stukket af til Texas eller andre steder. Jeg er bare ved at lave en ny bog - og den tager al min opmærksomhed, både fra blogging, FB, pinterest - ja, selv Wordfeud er lagt lidt på is. 
Vi gør os pokkers umage. 
Kig med her til endnu en maddag i mit køkken......


Aurea hjælper til i køkkenet....Det er VIRKELIG alvorlige sager kan man se :)

Jeg smager på det hele - gerne to gange.....
....Også selvom det er ret ufotogent! 

Anretning af pasta = pincetten er et must


Stine fotograferer og jeg piller mere ved maden

Til september kan du se resultatet. Jeg glæder mig allerede! Og så tilbage til køkkenet. Mere madfoto i morgen..........

FOTO: Line Ranis

søndag den 19. februar 2012

Egg cream soda i Austin

Jeg elsker Austin. Det er her der er plads til alt det man forestiller sig Texas ellers ikke kan rumme.
Her er kunstnere, homoer, bohemer, fattigrøve, øko-hippier, countrystjerner, idealister, cowboys, punkere,  jazzmusikere, bonderøve og indimellem mig.

Skulle jeg nogensinde flytte til USA blev det ret bestemt til Austin.

Her er dejlige billeder fra et besøg hos Big Top Candy Shop, South Congress Ave.
De har deres egen soda-bar, og laver sodavand på gammeldags facon, med sirupper, bobler og charme. Jeg vælger naturligvis det der lyder mest snasket og mærkeligt på kortet; Egg cream soda - og venter i spænding på hvad det mon kan være!!!??








Til min forundring kan jeg oplyse af Egg cream soda ikke indeholder æg, men derimod er en slags kold kakaomælk af mælk, kakaopulver og vand med kulsyre. Altså kakaomælk-soda?
Men godt er det sgu - og slikbutikken rummer nok alt hvad jeg kan forestille mig af både dejligt, syndigt, klamt og vanvittigt slik. Love it!

Find dem på facebook

Tekst & fotos: Louisa Lorang

mandag den 13. februar 2012

Valentines

I morgen er det Valentines. Og jeg må indrømme, at trods kærlighed til cowgirlmad og Sydstater, er det ikke noget der er noteret i min kalender. 


Meeeeeeeen, når det nu skal være, og manden er skøn og ungerne sover, så kan jeg jo nemt lokkes til at fejre hvad-som-helst med lækre drinks!


Se hvad jeg helst drikker i morgen tidligt i Go Morgen Danmark.....
.....Opskrifterne kommer på bloggen tids nok til, at du kan finde din shaker frem. 


Så happy Valentines for pokker!


Foto: Line Falck

søndag den 29. januar 2012

Håber vi ses!



Jeg laver lidt mad, spiser og taler med mad i munden. Kom og vær med 

TORSDAG DEN 9. FEB KLOKKEN 18-20
Hos Aarstiderne, Krogerup Avlsgård i Humlebæk.

Måske bliver du inspireret. Du bliver i alt fald mæt!

Køb billetter (200 kr) på billetlugen.dk eller 70260066

Håber vi ses!

Kh L

onsdag den 23. november 2011

Chili con carne

I denne uge er det den Europæiske uge for affaldsforebyggelse. Og i morgen, torsdag, er der særligt fokus på madspild. 
Jeg laver chili con carne til morgenmad, så hvis du er frisk så mød mig Under Uret på Københavns Hovedbanegård torsdag den 24. november fra 8-10
Smag, snak om mad og få hausfrau-råd til hvordan du undgår at smide mad ud.
Eller lav selv en chili (til morgenmad?)





Brug de bønner du har, reelt kød eller hakket kød og vælg grøntsager i din grøntsagsskuffe. Chili con carne er et godt sted at få det hele brugt.
Gode grøntsager er f.eks. persillerod, selleri, pastinak eller selv rødbeder.
Har du rester af din chili con carne, kan du trylle dem om til enchiladas eller empanadas. Eller frys den. Fantastisk fastfood at hive op af fryseren.

Opskriften er til 3-4 personer

Husk at sætte bønner i blød dagen i forvejen.

100 g tørrede sorte bønner, udbløde
100 g tørrede pinto bønner, udblødte
3-4 laurbærblade
4-500 g oksekød i grove tern, gerne fra klump
olie til stegning
2 små løg, hakkede
3 fed hvidløg, hakkede
3 stængler bladselleri, hakkede
2 gulerødder, revet
1 spsk. stødt koriander
1½ spsk. stødt spidskommen
100 g tomatpuré
2 dåser hakkede tomater (á 400 g)
4 dl vand
25 g mørk chokolade
2-4 spsk. chipotle chili – eller efter smag (kan erstattes af anden chilipaste)
1 rød chili, hakket med kerner – eller efter smag
salt
1-2 tsk. sukker
ENDVIDERE
cremefraiche
plukket koriander
hakket rødløg
tortillas eller groft brød
evt. tabasco
Hæld vandet fra bønnerne, skyl dem og kog dem hver for sig i rigeligt og usaltet vand i 50-60 minutter sammen med et par laurbærblade, eller til de er møre med ikke udkogte
Brun kødet i lidt olie i en stor, varm gryde. Tilsæt løg, hvidløg, bladselleri og gulerødder i lidt olie i den varme gryde og lad det stege med lidt, men uden at det tager for meget farve. Tilsæt stødt koriander og spidskommen. Lad det hele få varmen og kom tomatpuré samt hakkede tomater i. Lad det komme op at koge og tilsæt derefter vand, chokolade, chipotle og finthakket rød chili. Lad chilien simre under låg i ca. 1 time- 1½ time eller til kødet er mørt. Rør jævnligt så det ikke brænder fast og tjek undervejs om der mangler lidt mere vand. Tilsæt kogte bønner og lad dem varme godt igennem. Smag til med salt og sukker og evt. mere chipotle.
Servér straks med cremefraiche, koriander, rødløg og tortillas eller brød. Giv evt. tabasco til.



Opskrift: Louisa Lorang
Foto Anders Schønnemann


lørdag den 8. oktober 2011

Femina messe 2011

Så er der livsstilsmesse med femina i Forum.
Jeg kigger forbi i dag og taler om mandelmælk, miso og mascarpone.
Kom og smag, få en snak eller lav ballade.

Opskrifterne kan du få her:


Jeg håber vi ses!

Kh Louisa

















Louisa er vild med herdagen og ”Vild med hverdagen” er præcis titlen på Louisa Lorangs seneste kogebog, som er opfølgeren til bestsellerne ”Vild med vegetar” og ”Vild med salater”. Louisa Lorang er uddannet kok og fast madskribent på FEMINA, hvor hun i flere år har leveret den faste ugentlige madplan ”Værsgo – mad til hele ugen”, som er inspiration til sund og lækker hverdagsmad for læserne. At det er hverdagsmaden, Louisa har kastet sin kærlighed på, kan vi alle være rigtig glade for – der ER jo flest hverdage i livet, og hvorfor ikke lave tirsdagen om til en lille kulinarisk fest? Du kender måske også Louisa fra ”Go’morgen Danmark”, hvor hun optræder jævnligt, og nu har du chancen for at møde hende i Demokøkkenet lørdag, hvor hun sikkert gi’r en smagsprøve. 

Lørdagens program

tirsdag den 23. august 2011

Livets salt - nu med urter

Ind imellem er jeg på besøg hos virksomheder af produkter som jeg godt kan lide. 
I denne uge har jeg besøgt Herbamara. Jeg bruger mest deres bouillon, men har fået mulighed for, at se hvordan de producerer deres urtesalt. Kig med bag kulissen både i Schweitz og Frankrig.

Alfred Voegel (1902-1996) var blandt mange, mange andre ting opfinder og udvikler af Herbamara urtesalt og bouillon. 
Alfred var en mand der var ret så forud for sin tid, både hvad angår sundhed, men i særdeleshed også hvad angår økologi. Jeg besøgte hans gamle urtehave i Schweitz. En have der ikke har været vandet i 30 år!
Her praktiserede Voegel, udviklede urtemedicin og hjalp syge og overvægtige med at finde balance i kroppen, gennem planter og deres kost.
Nu bruges haven som showhave. Da jeg ankom var 12 schweiziske kokke på inspirationstur i haven med gartneren. 

En buste af Alfred Vogel i hans urtehave i Schweitz 


Rød solhat.
Styrker immunforsvaret.

Artiskok.
God mod tømmermænd :)

Selleri -
- hovedingrediensen i urtesaltet.

Glad gartner.

Lidt alpeudsigt inden turen går til Frankrig.............







I Colmar, Alsace ligger produktionen af Herbamara urtesalt. 
20 minutters kørsel derfra ligger en af Sydfrankrigs største økologiske landbrug, der naturligvis leverer masser af grøntsager til urtesaltet.
Fransk øko-bondemand

Aubergine

Løg

Øko-hund
Urterne vaskes

og pakkes

og sendes til fabrikken.




Her bliver de friske urter hakket fint og blandet med havsalt. Derefter lagres de i fra 2 måneder og i helt op til 2 år! Alle urter lagres for sig, altså løg, selleri, porrer, laurbær, hvidløg osv. Saltet konverserer naturligvis urterne, så de ikke bliver fordærvede.

Når salt og urter har lagret længe nok, skal de tørres, så de kan blandes til de forskellige varianter af urtesalt.

Saltet bredes ud i bradepander og tørres i ca. 19 timer ved 80 grader.

Varmt, tørt salt. klart til at blive pulveriseret.

Saltet blandes








 pakkes

og sendes ud i verden, så jeg kan få salt til mit æg.



UHMMMMMMM!

Af: Louisa Lorang

søndag den 10. april 2011

På besøg hos Aarstiderne

I næste weekend smutter jeg til Humlebæk med et par nye bøger under armen. Køkkenet laver smagsprøver og dejlig frokost.
Kom og hils, smag og klap et lam!?

tirsdag den 9. november 2010

Klar til Mortens aften?

er du klar til Mortens aften i morgen?
Klik her og lær at lave confiterede andelår med rødbedeslaw! (how to and!)

Eller klik i ind i morgen og få en super overskuelig andeopskrift ;-)

fredag den 22. oktober 2010

Pust...sikke meget mad

I denne uge har jeg afleveret manuskriptet til min nye bog, 80 madbilleder til Aarstiderne og 40 opskrifter til Femina. Og jeg må tilstå, at jeg undervejs lovede mig selv kun at spise yoghurt resten af livet.....for det er bare meget mad! 
Men efter en god nats søvn, ½ glas champagne og udsigten til en uges ferie med min familie, glæder mine smagsløg sig allerede igen til mere mad, flere opskrifter og flere dejlige billeder........
......og så må jeg jo bare håbe, at jeg snart igen får lov til at koge og stege i timevis. 
FOR JEG ER STADIG SULTEN, og så må yoghurten sgu vente.

Skål og jeg håber at du vil spise med ;-)