Viser opslag med etiketten Perler. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Perler. Vis alle opslag

onsdag den 12. september 2018

Personlig mobile/uro

Jeg har lavet en helt personlig mobile, uro, et ophæng eller hvad man nu vil kalde den.
Den ser sådan ud:


Jeg har igennem længere tid gået og samlet alle mulige "dimser": Knapper, perler, vedhæng fra halskæder, prismer - ja alt muligt, som var for fint til at smide ud. 

En dag tog jeg ind til min datter, som kedede sig, fordi hun gik hjemme med hold i ryggen. Jeg tog min æske med dimser med, en rulle tynd bomuldstråd og et par små grene ude fra skoven, og så dimsede vi i et par timer. 

Selv om vi begge fik lavet et par flotte mobiler, var der stadig en masse dimser tilbage i min æske, da jeg tog hjem:


Jeg satte forskellige ting på min mobile:


En perle med "Guds øje i det høje" fra Tyrkiet, en lerperle fra et armbånd købt i Nigeria, en knap fra en dukkekjole, jeg legede med som barn, et blad fra en halskæde købt i en genbrugsbutik.


En klokke, en perle og en prisme.

Tilsammen giver det et smukt, let pift til stuen, synes jeg:


Hvis du har fået lyst til at lave en mobile selv, er der masser af inspiration at hente på nettet.
Her er et par eksempler:




Jeg bliver superglad, hvis du har lyst til at kommentere mit opslag og evt. sende mig billeder af din mobile. Jeg laver meget gerne et indlæg her på bloggen med alle jeres mobiler.

God fornøjelse med din helt egen personlige mobile!

onsdag den 27. marts 2013

Påskestemning i stuen

Så nærmer påsken sig. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg elsker at pynte op til højtiderne. Det er sjovt at se sit hjem på forskellige måder. Jeg er her jo langt de fleste af de 365 dage om året, så december og påske må gerne skille sig ud fra hverdagene. 

Manden min synes, det er meget hyggeligt, men det er set, at han vender det hvide ud ad øjnene, når jeg giver den gas med pynten. Det er dog mest ved juletid.......

Indrømmet - det er ikke noget særligt maskulint hjem, vi har :-) Hvis det stod til manden, havde vi en Chesterfield sofa, og guitarer hængende på væggene. Han må nøjes med én guitar i stuen, og en collage af Picasso med en mand, der spiller guitar :-) Og så leger jeg med indretningen på resten af kvadratmeterne :-) Og lige nu, ser her sådan ud:
 

Her er vi i køkkenet, hvor det vrimler med æg og gule blomster.


Jeg har faktisk aldrig set en gul hyacint før. Den er så smuk, denne sartgule farve. Hyacinten dufter lige som de hvide af slagsen.


Tallerkenrækken, som jeg bruger til bøger, er også pyntet lidt op. De fine postkort fandt jeg for ca. 15 år siden i et supermarked i Sverige. Gækkebrevet er fra min søde mand :-)


Dorthealiljerne fandt jeg på Åsen, hvor jeg gik en lang tur med en veninde i går. Den fine påskekylling af Hamaperler lavede Adam til mig sidste år. Den er så skøn, synes jeg.


Og her er så sofahjørnet med de nye puder. Hvor er det godt, at man kan pynte op til påske og forår inde, når nu forårsvejret lader vente på sig!

tirsdag den 11. december 2012

Hjemmelavede perlesnekrystaller

Dagen i dag indbyder i den grad til et lille blogforedrag om snekrystaller :-)
 
Følgende har jeg lånt fra www.skoveniskolen.dk:
 
Snefnug er som breve fra andre verdener. Hvert snekrystal er bygget op omkring et lille støvkorn. Det kan være en svampespore fra skoven, et sandkorn fra Sahara – eller et støvkorn fra en stjerne i universet. Omkring hvert støvkorn fortættes damp fra skyerne til dråber. Og da der ofte er koldt i de højere luftlag, så fryser dråben til en iskrystal – et snefnug. Når det er vinter, er det ofte koldt nok til at snefnugget kan falde helt ned på jorden uden at smelte. Og så kan du kigge på dem.
 
Jamen, er det ikke bare fantastisk! Nogen siger, at der ikke er to snekrystaller, der er ens. Andre siger, at to snekrystaller ud af en million er ens. Det er lidt det samme, tænker jeg :-) De har dog altid har seks arme (lige undtagen Disneys snekrystaller - de har nemlig otte).
 
Jeg har prøvet at lave mine egne snekrystaller med perler. Meget små perler. Faktisk så små, at jeg ikke kunne holde dem imellem fingrene, men måtte sætte dem på en nål for derefter at sætte dem på perlepladen.
Kig med her:

 
Snekrystallerne skal laves på en sekskantet perleplade. Perlerne er Hama Mini, og det samme er perlepladerne. I sådan en pose, som du ser her, er der 2000 perler. Modellen her er lavet af gennemsigtige perler. Jeg har også lavet nogle snekrystaller af hvide perler.
 
 
Her kan du se, hvor små perlerne er. Nålen er en helt almindelig knappenål.
 
 
For at du kan se forskellen på perlestørrelsen, har jeg til venstre lavet en snekrystal med almindelige Hama perler. Til højre en snekrystal lavet af Hama mini perler. En sjov aktivitet for både voksne og børn. Jeg vil dog ikke anbefale de små perler til små børn, men de kan jo bruge de store perler :-)
 
 
Og her hænger mine snekrystaller så og pynter. Jeg har selv fundet på mønstrene hen ad vejen. Det er supersjovt!
 
 
Der er (næsten) ingen grænser for, hvordan snekrystallerne kan se ud.
 
 
Jeg synes, det ser så fint ud og passer fantastisk til vejret. Faktisk er jeg ret sikker på, at de får lov at hænge efter jul :-)