Hvad skal vi med alle de valg?

Jeg har længe gået med nogle tanker omkring det at vælge. Tankerne er nu kommet på skrift. Indlægget er også sendt til Politiken. Så må vi se, om de vælger at bringe det.
Uanset hvad, kan du læse mine tanker om valg lige her:

Hvad skal vi med alle de valg?

Hvornår har du sidst skullet vælge noget? Du tænker sikkert ikke længere over det, når du vælger. Med mindre det er et af livets helt store valg, du har været ude i.

Jeg tænker tit på, at på at livets store valg må have været nærmest fraværende ”i gamle dage” – i bondesamfundet. Dengang alle blev født og voksede op på en gård. Hvor alle kendte deres plads, og alle vidste, hvad der blev forventet af dem, hvad enten det var at arve gården eller at blive giftet bort til nabosønnen. Man gjorde, hvad man var født til.

Nu er individets ret til selv at vælge det vigtigste: At vælge karriere, at vælge job, at vælge bopæl, at vælge ægtefælle – alt. Det er en frihed, men det er også en byrde. Som at gå ned i Brugsen og skulle købe tandpasta. Hvilken en skal jeg købe? Hvilken er bedst? Er der hormonforstyrrende stoffer i nogle af dem? Hvilke? Hvilken smag, vil jeg have? Hvor meget skum? Hvad må den koste? Hvilken farve skal den have? Skal farven passe til farven på tandbørsten? Valg, valg, valg.
  

Vi kan vælge at skifte navn. Før hed man et af bedsteforældrenes navne til fornavn og farens navn tilsat -datter eller -søn til efternavn. Ikke så meget pis. Nu kan ens barn hedde lige, hvad man har lyst til. Nærmest hele krydderihylden og botanikken er også i spil (Paprika, Timian, Kamille, Anemone osv.). Valg, valg, valg.

Hvis man ikke kan få børn af naturlig vej, er der flere valg: Adoption, æg- og sæddonation, insemination, reagensglasmetoden, rugemor, og hvad det hedder alt sammen. Valg, valg, valg.

Vi er alle produkter af vores valg. Vi må leve med konsekvenserne.
Nogle valgte ”den rigtige” partner i første forsøg. Andre af os må igennem en eller flere skilsmisser, før vi omsider vælger ”den rigtige”. Andre finder aldrig ”den rigtige”.
Nogle købte hus på det rigtige tidspunkt, på det rigtige sted, til den rigtige pris, i det rigtige kvarter. Andre af os nåede aldrig dertil. Turde ikke, kunne ikke, ville ikke. Valg, valg, valg.

Bliver vi lykkelige af alle de valg? Man fristes til at spørge: Hvad er alternativet? Ikke at have nogle valg? At andre bestemmer for os? Er det muligt ikke at vælge? Kan vi gå tilbage til fortidens principper? Kan vi det? Næppe. Men der må findes en middelvej. Men vi er selv nødt til at lede efter den. Vi er selv nødt til at VÆLGE den.
 

Vores valg definerer, hvem vi er. Danner vores identitet. Og viser, at vi er i stand til at vælge. Men hvem siger, at vi er det? Hvem siger, at vi gider vælge? Jeg har fx aldrig bedt om at have valget mellem 20 forskellige tandpastaer. Faktisk kunne jeg godt tænke mig, at intelligente, kompetente mennesker med øjne for etik – ikke profit - undersøgte disse tandpastaer for mig og fjernede dem, der har unødvendige og uhensigtsmæssige stoffer tilsat, så jeg kunne vælge én tandpasta, der var god for mine tænder og mit helbred i det hele taget, og som var produceret med tanke på naturen og den verden, vi skal efterlade til næste generation. Mere har jeg ikke brug for. Det samme gælder i øvrigt alle de andre varer i supermarkedet.

Vi har også frihed til IKKE at vælge. Til IKKE at vælge den nyeste teknologi, til IKKE at vælge den nyeste mode, når vi klæder os på eller indretter vores hjem, frihed til IKKE at vælge at tro på de nyeste trends inden for ledelsesstil og forvaltning (hvornår opdager nogen fx, at New Public Management i bedste fald er Kejserens Nye Klæder og i værste fald ødelæggende?), frihed til at MÆRKE EFTER, hvad man rent faktisk trives med – både hvad angår ægtefælle, karriere, bopæl og - tandpasta.
 

At MÆRKE EFTER, hvad man virkelig har lyst til at uddanne sig til, hvilken partner, man har lyst til at gifte sig med, hvor man vil bo er med til at definere, hvem man er. Så kan man jo se i bakspejlet og stille sig selv spørgsmålet: Er jeg så blevet den, jeg gerne vil være? Hvem er jeg nu? Er jeg mit arbejde? Hvilke værdier har formet mit liv, og er det de værdier, jeg har lyst til skal forme resten af mit liv? Eller skal jeg vælge at gøre noget andet? Selv om alle valg har konsekvenser, kan man jo altid vælge igen. Vælge noget andet. Det er jo det gode ved valg og ved mennesker – de kan ændres. Man kan korrigere undervejs. En uddannelse og et job er ikke nødvendigvis for livet. Det er manden eller konen heller ikke. Boligen heller ikke. Så langt er vi kommet siden bondesamfundet. Men er det en fordel eller en ulempe? En frihed eller en byrde? Vælg selv.

Heldagsskole - nej tak

Normalt skriver jeg ikke så meget om mit arbejde som lærer her på bloggen, men dette indlæg har ligget og boblet længe, så nu må det ud: 

Jeg er 47 år og lærer på nu 10. år. Før jeg læste til lærer, var jeg ansat i 13 år i en stor delvist privatejet virksomhed, så jeg kender også til det private arbejdsmarked.

I øjeblikket er der stor debat om regeringens forslag om at lave folkeskolen om til en heldagsskole. Lærerne har ikke været inddraget i dialogen, før regeringen kom med deres forslag, men jeg vil med dette indlæg gerne komme med mit bidrag til debatten.

Argumenterne for og imod heldagsskolen bølger frem og tilbage på begge sider. Mange elever er imod tanken, for hvornår skal de så dyrke deres fritidsaktiviteter? Nogle forældre er for idéen, for eleverne kan lige så godt klare deres lektier på skolen.

Jeg tror ikke, heldagsskolen er en god idé. Jeg ser et samfund for mig, hvor forældrene skal arbejde så meget som muligt for at tjene penge til sig selv og Danmark. Imens bliver deres børn klogere i heldagsskolen. Skolen sørger for, at eleverne lærer alt det, der skal til for at blive en god samfundsborger, og forældrene kan slippe dette ansvar og koncentrere sig som at tjene penge.

Allerede nu ser jeg elever, hvis forældre ikke tager deres børns skolegang alvorligt. Forældre, der maksimalt er sammen med deres børn 4 timer om dagen. Forældre, der ikke træder i karakter, fordi de ikke vil tage nødvendige konflikter med deres børn, når de har så få timer sammen. Det mærker jeg tydeligt næsten hver dag i skolen. For så bliver det mig, der skal tage konflikten med eleven. Om almen omgangstone, om manglende lektier o.s.v. Her kunne jeg ønske mig, at diskussionerne var af faglig karakter, men det er de ikke altid.

Hvornår får forældrene tid til at præge deres børn? Hvornår skal forældrene videregive deres værdier til deres børn? Hvordan kan vi få forældrene til at tage ansvar for deres børns skolegang, hvis det bliver skolen, der skal læse lektier med deres børn? Alle ved, at børn har brug for ansvarlige voksne og rollemodeller omkring sig, og det er vi lærere i høj grad, men hvor er forældrene? Indretter vi ikke med dette forslag samfundet forkert? I de 10 år et dansk barn går i skole, vil lærerne være de voksne, der har været mest sammen med barnet. Er det i orden? Er det derfor, forældre får børn? Selvfølgelig skal børn gå i skole, og selvfølgelig skal forældre gå på arbejde, men børn skal også være hjemme hos deres forældre! Forældre skal tage ansvar for deres børns skole, som lærere skal tage ansvar for elevernes læring.
I mange år har opgaver som fx seksualvejledning og færdselslære været en del af skolens opgave, og vi har som lærere taget det ansvar på os. Men hjemme hos mig, har jeg altså selv stået for dette. Helt naturligt. Jeg har aldrig forstået, hvorfor det er skolens opgave. Men det er det. Og aldrig har jeg set så mange elever køre så dårligt på cykel – til fare for dem selv. Hvis de altså cykler i skole og ikke bliver kørt i skole hver dag.

Jeg ser i min hverdag mange børn, som siges at komme fra velstillede hjem, der i min optik i virkeligheden er omsorgssvigtede. De mangler tid med deres forældre. De har alle materielle goder – nogle af eleverne har flere elektroniske dimser, end jeg har – men de har lidt reel kontakt til deres forældre. De kommer for sent i seng. De får lov at se TV programmer, som slet ikke passer til deres aldersgruppe – måske, fordi de selv har TV på værelset, og forældrene ikke ved, hvad deres børn ser, eller også fordi, deres forældre ikke vil tage konflikten.

Hvad vil jeg sige med det? Jeg tror, at hvis forældrene ikke vågner op (nogle ER vågne – det er ikke dem, dette indlæg i debatten handler om), træder i karakter og tager deres forældrerolle alvorligt, så vil vi se endnu flere elever, der tabes. Og de reddes ikke af heldagsskolen – tværtimod. Børn har brug for at have deres forældre som rollemodeller, og det kan man ikke være på afstand.

Så vil nogen sige, at nogle børn har forældre, der ikke er i stand til at være rollemodeller, og netop disse børn har brug for heldagsskolen. Det kan der være noget om. Andre børn kan af andre årsager have brug for at gå i en heldagsskole. Men skal alle folkeskoler laves om til heldagsskoler af disse grunde? Nej, det synes jeg ikke. Så kan man lave heldagsskoler, hvor der er behov for dem, men at ændre hele skolestrukturen er misforstået.

Jeg tænker, at vi har brug for en debat om, hvordan samfundet bør indrettes, for som det er nu, arbejder alt for mange mennesker alt for meget, og det går ud over deres børn.

Er heldagsskolen i virkeligheden et forslag, der skal fremme Danmarks konkurrenceevne? Man skulle tro det. Ligesom planer om døgnåbne institutioner, hvor børnene kan overnatte? I min optik er begge dele himmelråbende forkert og langt fra mine værdier.

Jeg kunne godt tænke mig, at debatten om heldagsskolen i høj grad også blev en debat om værdier og om, hvad det er for et samfund, vi ønsker, og hvilke mennesker vi ønsker, vores børn skal vokse op til at blive.