Viser opslag med etiketten Jul. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Jul. Vis alle opslag

søndag den 2. december 2018

Pakkekalender anno 2018

Så blev det 1. december, og julemåneden er endelig i gang :-).

I går tog jeg ind til min datter og hendes kæreste med årets pakkekalender til de to: 




Det skifter lidt, om de unge mennesker får pakkekalender eller adventsgaver. I havde jeg bestemt, at de skulle have pakkekalender. Hvorfor kan jeg først forklare efter d. 24. december ;-)

I kassen er der 8 fællesgaver, 8 gaver til Emma og 8 gaver til Casper. Dagens gave er markeret med en klistermærkebogstav. D. 5. december er det Emma, der skal åbne en pakke:


Min søn på 13 har i år valgt at få adventsgaver,
så han er topklar til at åbne den første pakke i morgen tidlig.

For 7 år siden fik Emma sin pakkekalender sådan her:


Dengang var pakkerne knap så store, og de kunne bindes på min egen, gamle julekalender fra 1967, som Emma brugte første gang i 1996:


Adams pakkekalender så sådan ud for 7 år siden:


Nu er jeg bare spændt på, hvad de alle tre synes om det, jeg har puttet i pakkerne i år :-)

tirsdag den 30. december 2014

Årets julekort på et hængende hår

Uhhh, hvor jeg synes, tiden flyver afsted! Nu er december allerede ved at være slut, og når sandheden skal frem, nåede julestemningen aldrig helt at indfinde sig hos mig trods utallige forsøg på at finde den: Julesmåkagebagning med mand og begge børn, aflytning og dansning til Michael Bublés julecd, moderat julepyntning af hjemmet, indkøb af julegaver, højtlæsning af 'Peters Jul', julegudstjeneste med yndlingspræsten, Juleaften hos min mands bedsteforældre med hele familien, julemad og dans om træet. Det er noget underligt noget, det med julestemning. Det er jo en følelse, der enten er der, eller ikke er der. Men hyggelig har hele december været!

Som I kan læse, gjorde jeg, hvad jeg kunne. Og jeg skrev naturligvis også julekort! Denne tradition, der tilsyneladende er ved at uddø til fordel for mails og Facebookhilsner, nyder jeg meget at holde fast i.
Siden min datter blev født for 20½ år siden, har jeg sendt julekort ud med billeder af mine børn. Det kan du fx se her. Denne tradition sluttede i år, da mine unger ikke længere gad at stille op til årets julekort. Der har været signaler i den retning de senere år, men nu var det altså slut, og det respekterer jeg naturligvis. Det er da flot, at min datter i 19 år har gidet stille op, og min søn har været med i 7 år. 

Hvad gør man så, når man alligevel gerne vil sende et personligt julekort?
Man gør fx sådan her:


Hele den hjemmeboende familie samlet om juletræet/romanescokålen :-)


Et julekort, som blev givet til en dejlig kollega,


og her julekortet til svigerforældrene. 

Der blev sendt mange flere, end de her viste julekort. Også nogle helt almindelige julekort. For kreativitet ta'r tid, og jeg var kommet for sent i gang til at kunne sende sådanne kort til hele familien, kollegaerne, venner og bekendte.

Alle kort var beklædt med et stykke plastic, der var syet fast på forsiden på symaskinen. I plasticlommen havde jeg fyldt "huller" fra hulmaskinen. Dette skulle ligne sne, der falder, når man ryster kortet :-) Bogstaverne havde jeg købt i den lokale 'Bog & Idé'. På bagsiden havde jeg skrevet min/vores hilsen.

Julekortene blev sendt til tiden, selv om I først får dem at se nu,
hvor året er ved at rinde ud ;-)

torsdag den 23. januar 2014

En dug til en 5'er

I august var jeg til kræmmermarked i Køge. Her fandt jeg bl.a. et ret stort stykke stof til en 5'er. Stoffet har længe ligget i "reparationsbunken". 
For en måneds tid siden satte jeg mig ved symaskinen for at gøre kål på bunken, der efterhånden var blevet (for) høj: Et par bukser til Adam, der skulle lægges op (heldigvis var han vokset så meget i mellemtiden, at det ikke var nødvendigt :-) ), en skjorte, der var skredet i sømmen, et par af mandens bukser, hvor baglommen var gået fra (nu har han det, som om han har fået nye bukser ;-) ) og stoffet, der ventede på at blive lavet om til en dug. Alle projekterne blev klaret på under to timer, og bunken skrumpede betragteligt - der mangler dog stadig lidt.....

Sådan ser dugen ud:


Det havde nok været smart at lave den i december, men lad nu det ligge :-) Nu er den i hvert fald klar til næste december.


Dugen passer til mit spisebord med hollandsk udtræk med i hvert fald én plade trukket ud. Og det er da fantastisk, at en 5'er og max en time ved symaskinen kan veksles til sådan en skøn dug :-)

søndag den 5. januar 2014

En engel, der er fløjet hjemmefra :-)

Selv om jeg ikke var så aktiv på bloggen i december, betyder det ikke,
at jeg lå på den lade side.
I dag og i morgen får i at se, hvad jeg nørklede på i december.

På jobbet havde vi nissevenner. Jeg var så heldig at få skolens vikardækker som min nisseven, og hun skulle da om nogen forkæles. Jeg besluttede mig for at køre engletema hele måneden, så alle de små gaver, jeg gav til min nisseven, havde alle noget med engle at gøre. Der var også et par hjemmelavede gaver imellem - bl.a. hende her:


Jeg valgte med vilje et lidt mørk rød til kjolen, hvor jeg broderede små stjerner med guldtråd. Samme tråd brugte jeg til at lave en lille glorie af.

Vingerne lavede jeg af en rest mohair, og der var lige nøjagtigt nok til vingerne. Mohairgarnet giver sådan et fint udtryk, synes jeg.


Heldigvis blev min nisseven rigtig glad for englen. "Desværre" betød det også, at jeg afslørede mig selv, for vi er ikke mange på skolen, der hækler :-)

Opskriften til englen fandt jeg her.

søndag den 15. december 2013

Fantastiske nisser fra Nepal!

Normalt reklamerer jeg ikke på min blog (og dette indlæg er ikke sponsoreret - jeg har selv fundet og betalt mine nisser), men disse nisser er jeg nødt til at dele med jer:


Jeg synes, de er SÅ skønne! De er lavet af filtet uld og passer lige til juletræet. Jeg faldt for julemanden med verdenskortet, Pippinissen og afronissen, men der er flere at vælge mellem.

Du finder dem her hos CareTrade.dk, hvor du også finder mange andre spændende ting.

Som jeg har skrevet før, holder jeg meget af at pynte op med pynt, der også afspejler kulturen fra Adams fødeland, Nigeria, så jeg blev rigtig glad, da jeg fandt afronissen:


Se lige alle detaljerne med halskæden og perlerne i håret :-)


Og Pippi er da også noget så skøn!


Jeg elsker julemandens ansigtsudtryk :-)


Og verdenskortet er helt ægte :-)


Nisser uden grænser - genialt navn :-)

Og når du køber en nisse støtter du projektet, som giver arbejde til tibetanske flygtninge i Nepal. What's not to love?

Og det var så mit indlæg nr. 250 her på bloggen, kan jeg se i "maskinrummet" :-)

onsdag den 4. december 2013

Adventskrans med hæklede vedhæng

Ja, jeg ved godt, at jeg er tre dage for sent på den med dette blogindlæg, men jeg synes alligevel, I skal se min adventskrans.

Selve "kransen" er lavet af hvidt metal og er egentlig nok beregnet til at stå på et bord. Det har den også gjort i en del år, men da vi ikke har så meget bordplads, syntes jeg hele tiden, jeg gik og flyttede rundt på den. Lidt frustrerende, når den kun skulle tændes fire gange........

Sidste år fik jeg en åbenbaring og fandt på at hænge den op i loftet, og det skulle jeg jo bare have gjort for mange år siden, for det ser noget så smukt ud, synes jeg :-)

Adventskransen er købt i en butik, der desværre ikke findes mere, men før i tiden lå på Torvet i Køge - Flora fra Nora. Det var den mest fantastiske butik - særligt ved juletid. Samme sted købte jeg nogle meter kunstigt "gran" - meget småt, men fint at sno om adventskransen.


Jeg har hængt adventskransen op i lilla bånd med hvide prikker. Lilla passer godt til stuen, og så er det jo adventstidens farve i den kristne kirke (ved jeg fra min tid i Køge Kirkes Pigekor).

På "fødderne" af adventskransen har jeg hængt fire små figurer, jeg har hæklet:


Rudolf her hæklede jeg sidste år. Opskriften fandt jeg lige her.

Peberkagemanden her har jeg hæklet i år. Optimalt skulle han nok have været lidt mørkere brun, men han skulle jo passe til Rudolf :-) 


Han er rigtig hyggelig, synes jeg. Opskriften finder du her.

Et hjerte hører også julen til, synes jeg. Og hjerter findes der jo utallige opskrifter på i Blogland. Jeg valgte dette hjerte:


Opskriften på hjertet finder du her.

Min datter bestemte, at den sidste figur skulle være en pakke:


Og den opskrift kan du finde her, hvor du i øvrigt også kan finde opskriften på et hæklet juletræ, der også var med i overvejelserne, men ikke rigtigt passede ind i mit farvetema.

Jeg må sige, at jeg nu har en adventskrans, der er en (hækle)blogger værdig :-)

Hvad synes du - er den for utraditionel?

søndag den 25. august 2013

En rigtig dejlig loppeweekend :-)

Så blev Køge Festuge sat i gang med det årlige kræmmermarked. Festugen er en fantastisk idé, synes jeg. At jeg så er langt fra enig i de musikalske valg, festugekomitéen foretager, er en helt anden sag. Kræmmermarkedet er i hvert fald en supergod idé, og i dag skal jeg da lige love for, at vejrguderne var med Køge (hvilket de ikke har været de sidste to år, kan jeg så indskyde). 

Kræmmerne kan man heller ikke klage over. Superfine ting til rimelige priser. Ølkasser, der rask væk koster 150 kr. i København, kunne fås til 100 kr. stykket, og jeg så sågar en Lotusgryde i fin stand til 100 kr. Den havde mindst kostet 250 kr. i København. Hvis jeg havde været en loppehaj, havde jeg naturligvis købt den og solgt den videre med stor fortjeneste. Det er bare ikke lige sådan, jeg lopper. Jeg lopper til eget forbrug, og når jeg så bliver træt af mine ting, sælger jeg dem på mit eget loppemarked eller giver dem væk til en af de lokale genbrugsbutikker.

Der var også fine, hæklede tæpper som heldigvis blev solgt til rimelige priser (måske tænker nogen, at 450 kr. for et slumretæppe er dyrt, men så ved man heller ikke, hvor mange arbejdstimer der er lagt i det).

Vi var der fra morgenstunden kl. 9, og det var dejligt at have plads til at kigge på alle de fine ting. Da vi tog hjem et par timer efter, var det ikke til at komme hverken frem eller tilbage, så kræmmermarkedet har igen i år været en bragende succes.

Både sønnike, manden og jeg selv fik fine ting med hjem:


Jeg fandt et par fine fyrfadslyseholdere til 5 kr., en kagedåse til julebag til 15 kr., den fineste bøjle til samlingen for 14 kr. og tre stykker stof for 15 kr. I det ene stykke stof er der nok til, at jeg kan sy en smuk juledug, og resten finder jeg nok også anvendelse for :-)


Manden stod på hovedet i samtlige kasser med LP'er og CD'er, og det blev belønnet med disse fine fund for 20 kr. i alt.


Adam havde også taget penge med (da vi selv holdt loppemarked i går, havde han et overskud på 105 kr.). Han fandt et djævlespil til 10 (!) kr., et Nintendospil med Indiana Jones til 50 kr. og en Jumbobog til 20 kr. Koppen fik han af far, der var kommet til at smadre Adams kop.

Som jeg tidligere nævnte, holdt vi selv loppemarked i går sammen med beboerne her i vores bebyggelse. Det var også superhyggeligt, og vi fik solgt mere end sidste år. Manden er jo rigtig glad, når han ikke skal finde plads til så mange ting i vores lille skur :-)
Kunsten er naturligvis at sælge mere, end man selv køber, og når man selv sidder dér ved sin bod i 5 timer, kommer man jo til at loppe hos de andre også. Heldigvis var der god balance i regnskabet i år - også selv om vi var på kræmmermarked i dag :-)

onsdag den 26. december 2012

Hvorfor en lille dreng ikke længere tror på julemanden...... :-)

Dagen før juleaften sad Adam og jeg i sofaen.
Adam læste højt af en bog for mig. Denne bog:
 
 
Han kom til en af de sidste sider:
 
 
I bogen har en far klædt sig ud som julemand, og storesøsteren får øje på julemandens sutsko - som er hendes fars sutsko.
 
Adam holder en pause. "Mor, vil det sige, at det er far, der har været julemanden hvert år?"  Mor tænker - er det nu, at verdens største løgn skal afsløres og indrømmes? Mor svarer og håber, at sønnen ikke bryder sammen i krampegråd: "Ja, det er det. Julemanden findes ikke. Det er noget, børns far og mor har fundet på." Mor holder vejret. Adam udbryder: "Hvor er julemandsdragten, far? Den vil jeg se!"
Ok, så nemt var det :-)
 
Vi finder julemandsdragten frem. Den er for stor til Adam. Adam siger med et glimt i øjet: "I år vil jeg være julemand - nej, nisse!" Adam finder de røde strømpebukser og den gule bluse fra sidste års teaterforestilling frem, og mor syr elastik i nisseskægget. Og så var Adam klar til juleaften:
 
 
Den mest fantastiske nisse, jeg nogensinde har set :-)
 
Og juleaften kom han ind i stuen efter at have klædt om på toilettet. Oldemor blev helt forskrækket, og resten af selskabet var meget overrasket:
 
 
Og så gik julenissen i gang med at lægge gaver under træet :-)
 
Og sådan gik det til, at en lille dreng der ikke længere troede på julemanden, tog sagen i egen hånd :-)

mandag den 24. december 2012

Glædelig jul - og en hæklet "marcipan"gris :-)

Så blev det dagen, som vi har ventet på - i hvert fald hele december. Sikke mange forventninger, der skal indfries. Og lad os håbe, de bliver det. Jeg har blot en forventning om, at det bliver en hyggelig aften i familiens skød.
Til desserten har jeg en lille overraskelse:


Ingen forventer at få den, men det gør han/hende, der finder mandelen :-)

Hvis du selv skulle få lyst til at hækle sådan en grissebasse, har jeg fundet opskriften lige her. En anelse kompliceret, hvis du spørger mig, men det lykkedes. Grisen er hæklet i ét stykke - kun ører og hale er sat på til sidst.

Til sidst vil jeg ønske alle mine læsere en rigtig glædelig jul :-) Det har været rigtig hyggeligt at blogge for jer her i december.

søndag den 23. december 2012

Glædelig lillejul - nu med brune nisser :-)

Glædelig lillejuleaften til jer alle. Her i huset har vi lige spist risengrød. En gammel tradition med rødder i det praktiske - nemlig at koge risengrøden til ris a la manden :-) Der er styr på det hele, og julestemningen har indfundet sig.
 
Her til morgen havde nissen lagt adventspakker til hele flokken. Og se lige her, hvad Adam fik:

 
Med med det samme døbte han dem Arthur og Selinia, så det hedder de :-) Nissen har bestilt og købt dem hos en sød kvinde i Sydals, der bl.a. syr disse fine nisser. Du kan se mere til hendes håndværk her. Nissen var en af de heldige, der sidst i oktober fik en bestilling igennem. 5 dage efter var der lukket for bestillinger, for mange familier med adopterede børn vil gerne have nisser med samme hudfarve som deres smukke børn :-)
 
Nu sidder nisserne her i sofaen på rad og række:
 
 
Og de klær' hinanden rigtig godt, synes jeg.
 
Glædelig lillejul!

fredag den 21. december 2012

Julekort på den "gammeldags" facon

Jeg holder meget af julekort. Altså den gammeldags af slagsen. Dem, i en kurvert med et frimærke på, som jeg henter i min postkasse. Dem, som nogen har brugt tid på at finde/lave, skrive og sende. Og jeg gemmer dem. I en af mine julekasser ligger en efterhånden ret stor pose med de julekort, jeg har fået igennem mange år. Især holder jeg af dem, der er hjemmelavede. Her kan du se et lille udsnit af nogle af de særlige julekort, jeg har fået:

 
Som du ser, er her julekort af alle slags: Malede, klippede, broderede, tegnede, med silketryk og sågar et, der er syet på symaskine. Alle fantastisk flotte og med kærlige tanker bag.
 
Siden jeg for nu 18 år siden første gang skulle fejre jul som mor, har jeg sammen med en rigtig god veninde lavet julekort med billeder af mine børn - ja, dengang var der jo kun Emma :-) Det er en tradition, som jeg holder meget af. I de første mange år var det min veninde, der tog billederne til julekortet, og julekortene har været igennem mange temaer gennem årene. Familien har glædet sig til at modtage årets julekort. Traditionen har endda været så sjov, at den fik en hel tale til Emmas konfirmation af min gode veninde :-)
 
Siden Adam kom til, har jeg selv taget billederne til årets julekort. Ikke fordi min veninde ikke længere kunne tage billeder (det kan hun!), men fordi jeg på det tidspunkt omsider fik et kamera, der kunne løfte opgaven.
Årets julekort er lidt et brud med traditionen, idet Emmas kæreste i år er med. Det faldt helt naturligt, da han er blevet en del af familien.
I år havde Adam bestemt lokationen - den store sten ved legepladsen. Vejret kom helt af sig selv, og alle kunne samles ved dagslys, så alt gik op i en højere enhed. Intet er instrueret - ungerne satte sig på stenen, øjeblikket indfandt sig, og jeg trykkede på knappen. As simple as that! (Sådan har det ikke altid været, skal jeg vel så retfærdigvis sige.......).
Og her er så årets julefoto:
 
 
Jeg laver selv julekortene på samme måde, som jeg laver gavemærker (se forrige indlæg). Og det kom i sin helhed til at se sådan ud:
 
 
En tradition, som jeg helt sikkert vil holde fast i, så længe mine unger synes, det er sjovt, og det gør de heldigvis endnu :-)

tirsdag den 18. december 2012

Gamle nisser og nye nisser

I dag har jeg lyst til at vise jer mine yndlingsnisser. Det er egentlig ikke, fordi jeg har ret mange nisser i huset (så vidt, jeg ved.....), men dem jeg har, betyder meget for mig.
 
Ham her for eksempel:

 
Han var min mors nisse, da hun var barn, og han har altid været familiens kæreste eje, hvad julepynt angår. Han er slidt og falmet, men det gør ham bare endnu mere "troværdig", synes jeg :-)
 
 
Malingen i ansigtet skaller lidt af. Min mormor forsøgte at restaurere ham engang i 70'erne, men det holder ikke mere.
 
Jeg har også to andre nisser. De er fra '71, hvor min far købte dem som en gave til min mor fra min bror og mig:
 
 
Dem holder jeg også rigtig meget af. Jeg gad godt at vide, om der findes flere nisser af den slags, så hvis du også har sådan nogle nisser, vil jeg meget gerne høre om det.
 
Og så er der de nyeste nisser. Disse to fik jeg til min fødselsdag:
 
 
Jeg er vild med Maileg nisser. Adams oldemor udbrød spontant, da hun så dem: "Hold op, hvor er de grimme!" Og det er jo smag og behag :-)
 
Disse to købte jeg selv, da jeg var til julemarked hos Stella:
 
 
Jeg lagde mærke til, at nissepigen her var med i julekalenderen 'Julestjerner' for et par dage siden.
 
Har du også (gamle) nisser, du elsker at tage frem år efter år?

mandag den 17. december 2012

Hæklede nissepiger

I november hæklede jeg disse to nissepiger til to små piger i familien. Da min datter så dem, udbrød hun: "Mor! Hvorfor har du aldrig hæklet sådan noget til mig, da jeg var lille?" Jeg svarede, at jeg jo ikke hæklede så meget, da hun var lille. Hendes næste kommentar var: "Jeg glæder mig SÅ meget, til jeg får børn! Så skal du hækle små dukker til dem!" Ja, det skal jeg :-) Men det er heldigvis ikke endnu :-)
Amalie og Katrine, som pigerne hedder, blev meget glade for nissepigerne, og de blev straks taget i brug og bor nu i Vinderød.


De fik selvfølgelig mit nye mærke sat pænt ind under skørtet, så Stella gættede helt rigtigt, da jeg i november løftede skørtet for mit mærke. Det kan du se her.


Opskrift? Ja, det er jo lidt vanskeligt med den, for jeg ledte selv efter en god opskrift, men kunne ikke finde en, jeg syntes om. Til sidst valgte jeg at hækle ben, krop, hoved og arme efter bamseopskriften i bogen 'Hæklerummet', som jeg tidligere har hæklet efter og præsenteret her på bloggen. Støvlerne hæklede jeg efter samme princip som julemusenes fødder (se julemusene her). Huen fandt jeg selv på. Skørtet freestylede jeg efter at have talt antallet af masker rundt om maven og slået samme antal luftmasker op og samlet til en ring, som jeg hæklede videre på. Håret er lavet ved at sætte dobbelt garn ind i hvert hul i to rækker på hovedet (det vil sige, at pigerne i virkeligheden har en pænt stor skaldet måne under huen, men det ved kun jeg...... :-). Håret er efterfølgende stylet (hedder det ikke det?) og klippet. Øjne og mund er syet på med brodergarn.

Jeg kunne godt finde på at hækle nogle flere dukker på et tidspunkt. Det er så sjovt at se dukkernes personlighed vokse frem, mens man nørkler.

søndag den 16. december 2012

Julemalerier

Måske forbinder du ikke malerier med jul. Det gør jeg, men sådan har det ikke altid været. Jeg har en fantastisk veninde og kollega, som er rigtig god til at male. Hun maler gerne op til højtiderne og gerne på bestilling. Da det var Påske, kunne du se de skønne påskemalerier, jeg har fra Joans hånd (og hvis du skulle have glemt det, kan du se dem lige her).
Og nu er det jul. Før i tiden pyntede jeg mine billeder på væggene med kravlenisser, men det er jeg gået lidt bort fra..... Nu er det Joans julemalerier, der hænger på væggene. Blandt andet dette skønne maleri, som jeg virkelig elsker:

Malet af Joan Jensen
 
Da vi fik Adam, fik jeg lyst til, at hans rødder også skulle afspejle sig i vores julepynt, så jeg spurgte Joan, om hun havde lyst til at male nogle brune nisser og engle. Det havde hun, og det blev bl.a. til dette maleri, som nu hænger i stuen.
 
Vi har også dette hængende:
 
Malet af Joan Jensen
 
Vi har også et par Joan Jens'ner julemalerier mere, der hænger rundt omkring i huset:
 
Malet af Joan Jensen
 
Malet af Joan Jensen
  
Jeg nyder meget at finde billederne frem hvert år i december og bliver helt ked af det, når de skal ned igen.
 
Hvis du har lyst til at se, hvad Joan ellers maler, kan du kigge ind her.

lørdag den 15. december 2012

Vinderen af min give away er fundet :-)

Så blev det dagen, hvor vinderen af min give away skulle findes. Jeg er virkelig glad for interessen for mine hjemmenørklerier. Og 10 nye faste læsere har jeg fået. Hjertelig velkommen her på bloggen til jer.
 
Vinderen fandt jeg ved håndholdt lodtrækning blandt de 18 gyldige lodder, som jeg havde lagt i en af mine hjemmehæklede brødkurve. I dag var det Jonas, der var lykkens gud(inde).
Og vinderen af disse tre hjemmesyede hjerter er:

 
Stella
 
Hjertelig tillykke med hjerterne, Stella :-)
Du får dem snarest leveret :-)

fredag den 14. december 2012

Endnu en hæklet Rudolf

Jeg har før her på bloggen præsenteret en hæklet Rudolf (hvis du har glemt det, kan du kigge lige her), men i dag er det en mindre en af slagsen,
nemlig ham her:


Opskriften har jeg fundet her. Jeg er ret vild med denne Rudolf, så jeg hæklede nogle stykker, nu jeg var i gang:


og lidt flere........


Nogle af dem er allerede flyttet hjemmefra. Jeg bliver nok nødt til at lave nogle flere - men ikke lige nu........

To af dem hænger i min adventskrans, som du kan se her.

Og så husk lige min give away, som jeg trækker i morgen. Du kan stadig nå at være med, og du skal være hjerteligt velkommen.
Klik her - så er du på vej.