Noget om arbejde og tilstedeværelse

Så er sommerferien for alvor slut, og det nye skoleår står for døren. Det bliver på mange måder en helt ny start for mange lærere, elever og forældre. Ny skolereform, nye arbejdstidsaftaler. For lærerfamilien her betyder det blandt andet, at far nu har fuld tilstedeværelse på jobbet kl. 7.50 - 15 man, tirs, ons og fre. Torsdag er til kl. 17 - dog til kl. 19 den første torsdag i måneden. Det vil sige, at han ikke skal forberede sig herhjemme mere. Han har fri, når han er hjemme. Det er jo dejligt. Det gør jo hans arbejdsdag meget mere effektiv - det tror Greve Kommune i hvert fald. Det vil vise sig, om de har ret. Jeg tror det ikke.......

Jeg arbejder i Solrød Kommune, der ligger op og ned af Greve Kommune. Her har vi ikke fuld tilstedeværelse - vi har meningsfuld  tilstedeværelse. Vi skal altså være på skolen i det omfang, det giver mening for os og vores arbejdsgivere. Det vil sige, at vi stadig har lov til at gå hjem og forberede os til undervisningen, hvis det er det, der giver bedst mening. Jeg tænker, at jeg i praksis måske vil lægge 25% af min forberedelse herhjemme. Resten af forberedelsen bliver på skolen sammen med mit team, ved kopimaskinen, på skolebiblioteket, i klasselokalet o.s.v. 

Her søndag morgen kl. 7.30 gav det god mening for mig at forberede mig herhjemme. Jeg kunne have gjort det på skolen fredag eftermiddag, men der gav det bedre mening for mig at tage til yoga, for jeg var TRÆT efter møder hele dagen og tvivlede på, at min forberedelse ville blive god nok.
Her søndag morgen kunne jeg i stedet for sidde og forberede mig i nattøj ved siden af sønnen, der lavede perleplader.
Så forberedelsen er i orden - og jeg er glad.

Jeg synes, det er så SYND for Folkeskolen (herunder elever og lærere), at den skal udsættes for denne mistillid til lærerne. Politikerne kalder det "normalisering". Det mener jeg ikke, det er. Tværtimod er tendensen i samfundet, at flere og flere medarbejdere får hjemmearbejdspladser, når det giver mening i forhold til deres job og de i øvrigt er velsignet med en arbejdsgiver, der har tillid til dem. Al arbejdsmarkedsforskning peger på, at når man behandler sine medarbejdere godt, stiger arbejdsglæden og dermed effektiviteten.

I kan jo gætte på, hvem der ser mest glad ud herhjemme for tiden:

Min mand, der nu har fri, når han kommer hjem (de fleste dage kl. 16 - den første torsdag i måneden kl. 20)

eller

mig, der nogle dage ikke har fri, når jeg kommer hjem, men til gengæld har friheden til at tilrettelægge min forberedelse,
så det giver mening for mig og mit liv.

I kan jo ved samme lejlighed gætte på, hvem der finder mest glæde ved sin forberedelse og måske endda af og til glemmer at kigge på uret midt i fordybelsen.

Mine 11 minutters berømmelse :-)

Nåmen, jeg lovede jo at holde jer informeret (se forrige indlæg, hvis du skulle have glemt det ;-)) Og jeg skal da lige love for, at der er sket ting! Jeg tror nu alvorligt på, at der findes en medieplanet, for tirsdag eftermiddag blev jeg igen ringet op af en tilrettelægger fra DR2 Morgen, der ville have mig med i deres program. Igen på baggrund af mit læserbrev her på bloggen (som senere  også blev sendt til Politikens netavis). Denne gang havde jeg mulighed for at bede om fri, før jeg sagde ja tak. Hvor mange gange i livet får man lige en second chance i forhold til sådan et tilbud?? Jeg fik fri, og i går morges begav jeg mig afsted mod DR Byen. Da jeg kom, fik jeg et adgangstegn:

Derefter blev jeg af en "runner" fulgt i "Sminken", og jeg skal da lige love for, at de damer kan deres kram: "Hvordan vil du se ud?", blev jeg spurgt. Mig, der normalt kun bruger 5 minutter på makeup om morgenen - lidt mascara og lidt rouge. "Tjaoo, jeg vil i hvert fald gerne ligne mig selv og helst ikke en dulle på vej til fest", svarede jeg, hvorefter hun tog fat. Bl.a. fik jeg sprøjtet pudder i ansigtet - meget speciel fornemmelse. Da hun var færdig, lignede jeg en 10 år yngre udgave af mig selv (jeg skal klart have købt noget af det dér til at komme på de sorte rande under øjnene......) og var ret tilfreds med resultatet. Derefter talte jeg lidt med min kombattant, inden vi begge blev påført mikrofoner. Så var vi klar.

Hvordan det gik, kan du se her:

http://www.dr.dk/TV/se/dr2-morgen/dr2-morgen-med-niels-krause-kjaer-og-anja-bo-13#!/01:48:45

Det var mine 11 minutters berømmelse. Er det ikke 15, man normalt har på et liv? Så har jeg stadig 4 minutter til gode ;-)

Heldagsskole - nej tak

Normalt skriver jeg ikke så meget om mit arbejde som lærer her på bloggen, men dette indlæg har ligget og boblet længe, så nu må det ud: 

Jeg er 47 år og lærer på nu 10. år. Før jeg læste til lærer, var jeg ansat i 13 år i en stor delvist privatejet virksomhed, så jeg kender også til det private arbejdsmarked.

I øjeblikket er der stor debat om regeringens forslag om at lave folkeskolen om til en heldagsskole. Lærerne har ikke været inddraget i dialogen, før regeringen kom med deres forslag, men jeg vil med dette indlæg gerne komme med mit bidrag til debatten.

Argumenterne for og imod heldagsskolen bølger frem og tilbage på begge sider. Mange elever er imod tanken, for hvornår skal de så dyrke deres fritidsaktiviteter? Nogle forældre er for idéen, for eleverne kan lige så godt klare deres lektier på skolen.

Jeg tror ikke, heldagsskolen er en god idé. Jeg ser et samfund for mig, hvor forældrene skal arbejde så meget som muligt for at tjene penge til sig selv og Danmark. Imens bliver deres børn klogere i heldagsskolen. Skolen sørger for, at eleverne lærer alt det, der skal til for at blive en god samfundsborger, og forældrene kan slippe dette ansvar og koncentrere sig som at tjene penge.

Allerede nu ser jeg elever, hvis forældre ikke tager deres børns skolegang alvorligt. Forældre, der maksimalt er sammen med deres børn 4 timer om dagen. Forældre, der ikke træder i karakter, fordi de ikke vil tage nødvendige konflikter med deres børn, når de har så få timer sammen. Det mærker jeg tydeligt næsten hver dag i skolen. For så bliver det mig, der skal tage konflikten med eleven. Om almen omgangstone, om manglende lektier o.s.v. Her kunne jeg ønske mig, at diskussionerne var af faglig karakter, men det er de ikke altid.

Hvornår får forældrene tid til at præge deres børn? Hvornår skal forældrene videregive deres værdier til deres børn? Hvordan kan vi få forældrene til at tage ansvar for deres børns skolegang, hvis det bliver skolen, der skal læse lektier med deres børn? Alle ved, at børn har brug for ansvarlige voksne og rollemodeller omkring sig, og det er vi lærere i høj grad, men hvor er forældrene? Indretter vi ikke med dette forslag samfundet forkert? I de 10 år et dansk barn går i skole, vil lærerne være de voksne, der har været mest sammen med barnet. Er det i orden? Er det derfor, forældre får børn? Selvfølgelig skal børn gå i skole, og selvfølgelig skal forældre gå på arbejde, men børn skal også være hjemme hos deres forældre! Forældre skal tage ansvar for deres børns skole, som lærere skal tage ansvar for elevernes læring.
I mange år har opgaver som fx seksualvejledning og færdselslære været en del af skolens opgave, og vi har som lærere taget det ansvar på os. Men hjemme hos mig, har jeg altså selv stået for dette. Helt naturligt. Jeg har aldrig forstået, hvorfor det er skolens opgave. Men det er det. Og aldrig har jeg set så mange elever køre så dårligt på cykel – til fare for dem selv. Hvis de altså cykler i skole og ikke bliver kørt i skole hver dag.

Jeg ser i min hverdag mange børn, som siges at komme fra velstillede hjem, der i min optik i virkeligheden er omsorgssvigtede. De mangler tid med deres forældre. De har alle materielle goder – nogle af eleverne har flere elektroniske dimser, end jeg har – men de har lidt reel kontakt til deres forældre. De kommer for sent i seng. De får lov at se TV programmer, som slet ikke passer til deres aldersgruppe – måske, fordi de selv har TV på værelset, og forældrene ikke ved, hvad deres børn ser, eller også fordi, deres forældre ikke vil tage konflikten.

Hvad vil jeg sige med det? Jeg tror, at hvis forældrene ikke vågner op (nogle ER vågne – det er ikke dem, dette indlæg i debatten handler om), træder i karakter og tager deres forældrerolle alvorligt, så vil vi se endnu flere elever, der tabes. Og de reddes ikke af heldagsskolen – tværtimod. Børn har brug for at have deres forældre som rollemodeller, og det kan man ikke være på afstand.

Så vil nogen sige, at nogle børn har forældre, der ikke er i stand til at være rollemodeller, og netop disse børn har brug for heldagsskolen. Det kan der være noget om. Andre børn kan af andre årsager have brug for at gå i en heldagsskole. Men skal alle folkeskoler laves om til heldagsskoler af disse grunde? Nej, det synes jeg ikke. Så kan man lave heldagsskoler, hvor der er behov for dem, men at ændre hele skolestrukturen er misforstået.

Jeg tænker, at vi har brug for en debat om, hvordan samfundet bør indrettes, for som det er nu, arbejder alt for mange mennesker alt for meget, og det går ud over deres børn.

Er heldagsskolen i virkeligheden et forslag, der skal fremme Danmarks konkurrenceevne? Man skulle tro det. Ligesom planer om døgnåbne institutioner, hvor børnene kan overnatte? I min optik er begge dele himmelråbende forkert og langt fra mine værdier.

Jeg kunne godt tænke mig, at debatten om heldagsskolen i høj grad også blev en debat om værdier og om, hvad det er for et samfund, vi ønsker, og hvilke mennesker vi ønsker, vores børn skal vokse op til at blive.